Kommentar
Læsetid: 4 min.

Kun magthavere jagter de kritiske journalister

TV-udsendelser om 'de røde lejesvende' hviler på historisk falsum
Indland
23. september 2010

Der er to hovedspørgsmål i diskussionen om de tre tv-udsendelser om de røde lejesvende i DR, som begyndte søndag aften på DR2.

Det første er, om licensbetalerne i sin tid fik den alsidighed i programfladen, som de havde krav på, eller om de blev snydt, fordi den journalistiske frihed blev misbrugt af enkeltpersoner, som red egne kæpheste. Det næste spørgsmål er, om licensbetalerne med de tre udsendelser får et retvisende billede af datidens Danmarks Radio og de mistænkeliggjorte journalisters virke.

Svaret på det første er enkelt. Radioråd, Programudvalg og lejlighedsvis Folketinget tog gennem 70'erne og 80'erne en del store opgør om monopolets alsidighedsforpligtelse. Det lå fast, at alsidigheden skulle bedømmes på den samlede udsendelsesflade, ikke i den enkelte udsendelse, ikke i den enkelte journalists spørgsmål eller bisætninger. Alsidigheden stod distancen. Som igangsætter af Aktiv Lytterkomite i midten af 70'erne fik Centrum-Demokraternes stifter Erhard Jacobsen over årene nogle få stød ind, men de gamle partier delte ikke hans kritik. Det gjorde kun Fremskridtspartiet.

Mod bedre vidende

Det andet spørgsmål kan ikke besvares fuldt ud, før alle tre udsendelser er sendt den 3. oktober. Foreløbig har to medvirkende, tv-journalisten Jens Nauntofte og radiojournalisten Ruth Sperling talt om manipulation. Det står fast, at Nauntofte i søndags blev fremstillet, som om han i Vietnam-krigens dage havde rapporteret enøjet fra Vietnam. Nu har han aldrig rapporteret fra Vietnam til DR, det vidste DR inden i søndags, men valgte at se bort fra indvendingen. Med andre ord sendte man mod bedre vidende et billede, der ikke er retvisende.

Men siger det noget som helst om DR's programvirksomhed i monopolets dage, hvis man kan fange Ole Sippel, Ruth Sperling eller Jens Navntofte på en kommafejl?

Nu tror jeg ikke, man fanger nogen af dem, men skulle man gøre det, er det jo ikke interessant. Vietnam-krigen blev i DR dækket af folk som Jørgen Schleimann, radio-reporterne Jørgen Skakke og Flemming Heltø, og TV-Avisen udsendte Ole Arndal. Jeg har kendt de sidstnævnte som gode kolleger og den første som en begavet politiserende chef. Selv om Nauntofte havde bidraget fra Vietnam med lidt sympati for Nordvietnam og partisanerne, så var han blevet mere end opvejet af de nævnte. Og fint med det, og DR2 kan ikke få amerikanerne til at vinde krigen med tilbagevirkende kraft.

Ole Sippel har gennem årene flot og uforfærdet stået op mod det enorme pres, der blev lagt på enhver journalist som i Mellemøsten-konflikten tilstræbte balance og ikke blot fremstillede konflikten på Israels præmisser. Det har ikke været nemt, men skiftende programchefer, også af borgerlig observans, stod inde for kvaliteten. Skal deres ledelsesansvar nu også bedømmes baglæns? Nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen fik også klager, som hun kunne afvise.

Men Mellemøsten-dækningen, der altså ikke kunne kritiseres, skal måles ikke på Sippel alene, men på de kolleger, som var med over tid. Adolph Rasten, Werner David Melchior fra Jerusalem, Ib Rehne, Cairo, Hanne Foighel, Tel Aviv. Det var alsidigt. Der kunne have været to Sippler, uden at det havde gjort noget.

Røde Knudsen blev fyret

Hvis man skylder licensbetalerne en dokumentarudsendelse, så kunne man analysere begge temaer i datidens politiske debatter og forskningsrapporter. Nu hiver man mennesker helt ud af en sammenhæng.

DR2-chefen Arne Notkin har tidligere været besat af de forestillinger, som udsendelsen bygger på, og hans meningsfæller redaktør Bent Blüdnikov og professor Bent Jensen er inviteret med for at gentage den kritik, de ikke tidligere er kommet nogen vegne med.

Når jagten på journalister går ind, så er det i de fleste lande magthaverne, der vil kritik til livs. Det usædvanlige er, at DR nu gør jagten til sin egen, endda med tilbagevirkende kraft og endda revet ud fra den sammenhæng, der gjaldt for programvirksomheden dengang. Magthavernes kritik er ikke kun at lukke munden på den kritiske, men også at fortælle andre, at hvis de sætter et komma til venstre for midten, så bliver det ubehageligt. Det hedder intimidering, og det er så også, hvad DR2 er i gang med nu. Uforståeligt.

Der er folk, der allerede hvisker, at udsendelsesrækken er DR's hidtil største knæfald for 'blå blok'.

Det er forkert.

Knæfaldet for 'blå blok' var fjernelsen af Lisbeth Knudsen som nyhedsdirektør i DR på grund af sin fortid som chefredaktør på Det Fri Aktuelt/Aktuelt, der var betalt af fagbevægelsen og anset for at være socialdemokratisk. Da Kenneth Plummer blev ansat som generaldirektør, var vi nogle, der ville vædde på, at han også var ansat til at fyre Lisbeth Knudsen, men det var ikke til at få et væddemål. Det lå lige for, mente de fleste, og sådan blev det også. Stillingen blev nedlagt for et syns skyld og er nu genoprettet.

Nu er hun så Berlingske Tidendes dygtige chef, og de samme borgerlige politikere ville såmænd gerne have hende tilbage som generaldirektør.

Der er så mange fordomme omkring DR, og der var flere i monopoltiden frem til 1988. Der er også mange ideer til dokumentarudsendelser i DR's fortid. Tag denne: Da Ruth Sperling blev ansat i 1973 var arbejdsmarkedsstoffet en samtale gennemført af journalist Erik Hansen med en fra LO og en fra arbejdsgiversiden. Kort efter sin ansættelse begyndte Ruth Sperling at sætte fokus på arbejdsmiljøet, nedslidning, hvide hænder, skæve rygge og kemiske stoffer. Det var imponerende dristigt i datiden, men en dag får hun sin statue foran Arbejdsmiljøinstituttet, mens fordomsfulde historieløse baglæns-kikkere gør sig smarte med påstande om røde lejesvende. Bare titlen.

Den ville end ikke Erhard have budt de ansatte i DR.

Poul Smidt, journalist, var formand for Journalistgruppen i DR 1974-76.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

Den kolde krig er ikke slut.

Køen ved håndvasken er lang.

Nauntofte, Koplev, Sippel, Knudsen....
Vil man være samfundskritisk, må ma sigte efter magten og magthaverne og risikere at blive skældt ud som kulturradikal eller røde-et-eller-andet. Er det så sært, at de røde ofte har været kulturradikale - det var de fleste filosoffer, måske især Marx, men angrebspunktet er forskelligt.

Man kunne næsten ønske sig Ruth Sperling tilbage til DR; I MetroExpress (eller Urban eller 24timer) kan man i dag den 23.sept. 2010 læse, at 3F'ere (SID'ere) slides ned hurtigere end andre og er mere stressede end andre på det danske arbejds-marked. Ligesom det er påvist (gennem forskning), at hvis (når) man har natarbejde, ja så spiser man gerne mere fed mad, ryger mere og drikker mere. Og det samme gør man, når (hvis) man føler sig stresset....eller er meget stresset...

Og netop dette arbejdsmiljø gør VKO-flertallet jo intet ved; de råber bare op om, at folk bare skal holde op med at ryge og drikke (og have sex snart måske også...)....

Således er der en grund til, at folk ryger og drikker som de gør....men det ser man ikke....hos VKO...

Peter Andreas Ebbesen

Karsten Aaen.
De er da allerede begyndt at snakke om at sex er farligt.
Hvis man kalder køn'ssygdomme for sexsygdomme som man gør i flæng nu til dags, så er man da ved at gøre sex forbudt af bagvejen.
Det var lige et sidespring, nu til artiklen.
Godt skrevet Poul!
Jeg så den også i søndags.
Gad nok vide, om serien om de såkaldte "Røde legesvende er et stykke bestillingsarbejde for Pia K og Co, for at de kan hævne sig på DR?
Man kunne fristes til at tro det i disse brune tider.
VH Heidi Madsen.