Ministerens beklagelige fejl i flere akter

Sidder der monstro et sted i en provinsby nogle unge andengenerationsdanskere og feder den max, mens de egentlig burde gå i skole - og hvis der gør, burde kommunen så ikke hurtigere kunne gribe ind og trække i de sociale ydelser..?

Set i Beskæftigelsesministeriets optik var der ingen tvivl om, hvad et lovforslag til udmøntning af den såkaldte 'ungepakke' drejede sig om, da det her i foråret skulle køres gennem Folketinget:

»Bedre datagrundlag for indsatsen for de unge,« >som der stod i det høringsbrev, som Arbejdsmarkedsstyrelsen udsendte i december sidste år sammen med lovforslag L 151 til forskellige instanser og interesseorganisationer.

Ungepakken blev som element i finanslovforhandlingerne vedtaget af regeringen i november 2009 med støtte fra DF, R og S. Pakkens erklærede mål var at sikre uddannelse til mindst 95 procent af en ungdomsårgang, og planen var bl.a., at Beskæftigelsesministeriet og Undervisningsministeriet i fællesskab skulle etablere et datagrundlag, der skulle »sammenholde« oplysninger fra offentlige registre om uddannelses- og beskæftigelsesstatus »samt deltagelse i aktive tilbud,« som det blev formuleret.

Disse data, som bl.a. skal indhentes på cpr-niveau fra Danmarks Statistik, »skal kunne benyttes af kommunerne i indsatsen over for de unge samt til statslig understøttelse af og opfølgning på den kommunale indsats.«

Hvad det kan betyde i praksis, fremgår af den akt-indsigt, som Information nu har fået i sagen. I en mail fra Undervisningsministeriet til Arbejdsmarkedsstyrelsen medgiver en embedsmand således, hvad oplysningerne i det fælles datagrundlag kan bruges til: »For så vidt angår spørgsmålet om oplysningerne indgår i et kontroløjemed må vi som udgangspunkt sige Ja.« Det fremgår af samme mail, at i yderste konsekvens kan »en inddragelse af ungeydelsen komme på tale«, hvis hverken den unge eller forældrene vil samarbejde med kommunen om uddannelsesplaner.

Ja til kontrol

Blandt modtagerne af høringsbrevet og L 151 i december 2009 var Datatilsynet. Ifølge paragraf 57 i persondataloven skal tilsynet altid involveres, når lovforslag drejer sig om personlige oplysninger om borgerne, og som konsekvens heraf har Datatilsynet det sidste års tid udarbejdet omkring 300 høringssvar. Høring af Datatilsynet er med andre ord ganske almindelig hverdagsrutine - både for ministerier og for tilsynet.

Traditionelt er der altid stor opmærksomhed fra folketingsmedlemmers side om tilsynets høringssvar, for cpr-numrene udgør med Lone Dybkjærs (R) ord: »en total fortegnelse over hele Danmark.«

Da L 151 landede hos Datatilsynet, var indholdet så opsigtsvækkende, at man allerede før jul ønskede et møde med Arbejdsmarkedsstyrelsen. Mødet kom dog først i stand den 12. januar, og her fremsatte tilsynet mundtligt en række bemærkninger. Det fik Arbejdsmarkedsstyrelsen til at udarbejde et revideret lovforslag, som blev sendt til Datatilsynet, der denne gang svarede skriftligt. Det skete den 25. januar, hvor tilsynet over fem hele sider atter udmalede sine betænkeligheder over, hvad oplysningerne i det fælles datagrundlag skulle bruges til. Ifølge persondataloven gælder der særlige regler, hvis personlige oplysninger fra forskellige registre samkøres med henblik på at øve kontrol med borgerne.

Datatilsynets høringssvar kom tydeligvis ubelejligt for Arbejdsmarkedsstyrelsen, der i lovforslaget blot havde genbrugt formuleringerne fra den politiske aftale om ungepakken. »Jeg ved godt nok ikke, hvad jeg skal stille op med det,« som en medarbejder i styrelsen anførte i en intern mail, mens en anden fandt, at »det er svært at se, om Datatilsynet ønsker ændringer i lovforslagsteksten.«

Misinformation

Arbejdsmarkedsstyrelsen ændrede på ny formuleringerne i paragrafferne og sendte dem til Datatilsynet. Hvor styrelsen før havde tænkt sig, at loven skulle indeholde en generel bemyndigelse, således at ministeren efterfølgende kunne fastsætte vilkårene for modtagelse og afgivelse af oplysninger på cpr-niveau, skiftede man nu taktik. Nu ville man i stedet afklare »de pågældende forhold up-front«, som styrelsen senere skrev i en redegørelse. Målet var, at »alle relevante forhold blev fremlagt direkte i lovforslaget til Folketinget, og alle relevante problemstillinger søgtes afklaret inden forslagets fremsættelse«.

Men Datatilsynet blev ikke tilfreds. Tværtimod sendte tilsynet nu sine skriftlige kommentarer direkte til Justitsministeriet, og tonen blev skærpet betydeligt i et usædvanligt høringssvar. Datatilsynet kunne således ikke anbefale, »at lovforslaget fremmes i dets nuværende udformning«, fordi »oplysningerne forventes anvendt til samkøring i kontrol-øjemed på såvel Undervisningsministeriets, Beskæftigelsesministeriets samt Skatteministeriets område«.

»Øv,« skrev en specialkonsulent i Arbejdsmarkedsstyrelsen dagen efter i en intern mail til sine kolleger og tilføjede: »Her skal vist handles hurtigt.«

Da forligskredsen bag ungepakken i slutningen af februar skulle orienteres om lovprocessen, var det begrænset, hvad politikerne fik at vide om Datatilsynets betænkeligheder. Det var heller ikke meningen. Som en chefkonsulent i styrelsen bemærkede i en mail til Undervisningsministeriet: »Det er vel ikke noget, forligskredsen skal høre om?«

Det kræver i hvert fald et skarpt øje samt indsigt i persondatalovens detaljer blandt forligspolitikerne, hvis følgende bemærkning skal forstås: »Herudover kan der evt. komme bemærkninger fra Justitsministeriets statsretskontor f.s.v.a. bestemmelserne om dataudveksling i lovforslagets § 2.«

Efter den kryptiske orientering var sendt til forligs-kredsen, skrev samme embedsmand: »Vi afventer og krydser fingre vedr. databemærkningerne ...«

Imens var embedsmændene i Arbejdsmarkedsstyrelsen for fjerde gang i færd med at finslibe formuleringerne i lovforslaget. Efter telefonisk kontakt med Datatilsynet blev teksten i lovforslaget gjort klar til fremsættelse. Lovforslag L 151 blev fremsat i Folketinget i begyndelsen af marts. Det skete altså efter et møde, to skriftlige høringssvar samt mindst en telefonsamtale, hvor Datatilsynet havde givet udtryk for sine synspunkter.

Alligevel blev Folketinget i strid med sandheden meddelt, at Datatilsynet ikke havde afgivet høringssvar til lovforslaget.

Rutinemæssig fejl

Da Information et halvt år senere skrev om sagen, forsøgte Arbejdsmarkedsstyrelsen først at forklare sig med, at høringen af Datatilsynet var intern rutine. Det var bare et led i ministeriets almindelige høring af andre ministerier, inden lovforslag kunne fremsættes. Først da Information kunne påvise, at Beskæftigelsesministeriet ved andre lovforslag omhyggeligt havde refereret Datatilsynets høringssvar, erkendte man, at der var tale om en fejl. Endda en beklagelig fejl, som beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) udtrykte sig, da hun blev direkte involveret i sagen.

I et brev fra den 10. september fra Folketingets formand Thor Pedersen (V) understreges det, at det er »helt afgørende, at Folketinget modtager alle eksterne høringssvar, herunder naturligvis høringssvar fra særligt sagkyndige«. Folketinget formand tilslutter sig derfor Inger Støjbergs »beklagelse af hændelsesforløbet«.

Reelt skruede Arbejdsmarkedsstyrelsen i sit endelige lovforslag voldsomt ned for de oplysninger, som skulle indgå i det fælles data-grundlag. Samtidig erkendte man, at Datatilsynet måtte høres igen, inden udlevering af cpr-oplysninger ville blive gennemført. Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen skal det nås senest i efteråret 2010.

Så hvis der et sted i en provinsby sidder nogle unge andengenerationsdanskere og feder den max i stedet for at gå i skole - >så gælder det om at nyde det, mens de kan.

Om få måneder vil kommunen sandsynligvis få det at vide, når cpr-oplysningerne flyder frit ...