Læsetid: 3 min.

Mr. 100 procent slipper for straf

Kritisabelt, men ikke strafbart. Sådan lyder rigsadvokatens afgørelse i sagen om den københavnske politimand, hvis fejlagtige oplysninger førte til uberettiget fængsling af 22 unge
Politiet i færd med at anholde demonstranter uden for ungdomshuset på Jagtvej på Nørrebro, efter at politiet havde ryddet huset tidligt om morgenen den 1. marts 2007.

Politiet i færd med at anholde demonstranter uden for ungdomshuset på Jagtvej på Nørrebro, efter at politiet havde ryddet huset tidligt om morgenen den 1. marts 2007.

Christoffer Fabritius

14. september 2010

Det har taget rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen så lang tid som 14 måneder at færdiggøre sagen om den københavnske politikommissær, der i tiden efter rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69 i folkemunde fik øgenavnet 'Mr. 100 pct'.

Jørgen Steen Sørensen stadfæster statsadvokatens tidligere afgørelse og skærper dermed kravene til kvaliteten af det materiale, politiet skal udarbejde i forbindelse med anholdelser. For 22 unge betød 'Mr. 100 pct's forkerte anholdelsespapirer, at de uberettiget sad varetægtsfængslet i over en uge.

'Mr. 100 pct' var den 1. marts 2007 delingsfører for enheden Delta 3 med fire letsikrede køretøjer. Delta 3 indgik i den knibtangsmanøvre, politiet sidst på eftermiddagen igangsatte på Nørrebrogade, hvor rasende unge demonstrerede mod rydningen af Ungdomshuset, der var sket samme morgen. Målet med politimanøvren var dels at få udskilt og anholdt de mest rabiate unge, som kastede sten og flasker mod politiet, dels at få demonstrationen opløst.

Da knibtangen blev sat ind, stod 'Mr. 100 pct' med god udsigt til de forreste rækker af demonstrationen, og herfra kunne han se, hvordan en gruppe demonstranter fortsatte med at overdynge politiets hollændervogne med kasteskyts.

Alle de unge i knibtangen blev under tumultagtige scener anholdt og varetægtsfængslet. Forud for grundlovsforhøret, der skulle tage stilling til fortsat varetægtsfængsling, skrev 'Mr. 100 pct' næste dag sin anholdelsesrapport. Det skete på et kontor i beredskabsafdelingen på Politigården, og han var klar over, at det hastede med at få rapporten færdig.

I rapporten skrev han bl.a., at ca. 45-50 personer »alle havde deltaget aktivt i at kaste sten eller andet mod politiet«, og at de »anholdende kolleger var alle sikre på, at de personer, der blev anholdt også havde deltaget aktivt med kast mod politiet af forskellig art.«

På det grundlag blev varetægtsfængslingen af samtlige unge opretholdt, men da sagerne senere kom for byretten og landsretten, blev det lagt til grund, at 22 ud af 26 tiltalte unge ikke havde befundet sig i demonstrationens forreste linjer.

Med andre ord var vicepolitikommissæren ikke 100 procent sikker, således som han udtrykkeligt havde givet udtryk for i anholdelsesrapporten.

Senere viste det sig, at politiet på mange af anholdelseskortene i strid med anholdelseskonceptet havde anført en vicepolitiinspektør som den anholdende betjent, selv om vedkommende ikke havde anholdt en eneste. Ligeledes stod der blot 'masseanholdelse' som grundlag uden nogen sigtelse.

Ikke bevidst løgn

Advokaterne for de uberettigede fængslede unge anmeldte derefter 'Mr. 100 pct' for overtrædelse af straffelovens § 163 om urigtige erklæringer i retssager. For denne paragraf går strafferammen op til fire måneder, men da statsadvokaten i april sidste år var nået frem til en afgørelse, var konklusionen, at fortsat efterforskning ikke ville føre til, at man kunne føre bevis for, at 'Mr. 100 pct' bevidst havde udfærdiget en usand politirapport.

Læg mærke til ordet bevidst - strafforfølgning kræver altså ifølge rigsadvokaten et forsæt hos 'Mr. 100 pct', hvorimod sløseri og overdrivelser er straffrit, selv om det i dette konkrete tilfælde kostede 22 uskyldige mellem 10 og 12 dage i brummen.

Statsadvokaten fandt det på sin plads at udtale »alvorlig kritik« af, at anholdelsesrapporten »led af alvorlige mangler og unøjagtigheder«. Vicepolitikommissæren må, fortsatte statsadvokaten, have været klar over, at hans rapport ville indgå i materialet, som anklagemyndigheden skulle bruge under grundlovsforhøret den 2. marts 2007 og dermed få betydning for, om de unge fortsat skulle varetægtsfængsles. Vicepolitikommissæren klagede i maj sidste år til rigsadvokaten over statsadvokatens kritik. Han mente, at der var tale om »en beklagelig systemfejl, som kan opstå under afviklingen af en særdeles vanskelig politiopgave.«

Det synspunkt har rigsadvokaten med sin afgørelse fra midten af august 2010 nu pure afvist: »Jeg finder således, at vicepolitikommissær [ ...] har udvist en meget kritisabel adfærd, idet han ved udfærdigelsen af rapporten ikke har udvist tilstrækkelig påpasselighed.«

Det er nemlig ifølge rigsadvokaten »helt afgørende og nødvendigt«, at anholdelsesrapporten er »så præcis som overhovedet mulig«, og derfor må »eventuel tvivl om de pågældendes deltagelse i stenkast mv.« også fremgå. Kort sagt skal politiets anholdelsesrapporter også afspejle »de usikkerhedsmomenter«, der er »forbundet med vurderingen af situationen og de anholdtes handlinger.«

Som sagt tog det Jørgen Steen Sørensen 14 måneder at komme frem til sin afgørelse, som ikke kan påklages til anden myndighed.

Ærgerligt, at hans afgørelse ikke nåede at blive færdig, før politiet skulle håndtere klimatopmødet sidste år i december. Også her havde politiet, således som det er dokumenteret under COP 15-retssagen, store problemer med fotokopierede anholdelseskort, som automatisk skar alle administrativt tilbageholdte over én kam.

Kunne rigsadvokatens skærpede krav til 100 procents nøjagtighed og præcision i anholdelsesrapporterne have gjort en forskel her? Tja ...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kan det overraske nogen?
Systemet undersøger sig selv og finder ingen grund til straf.

Indtil der virkelig finder uvildige undersøgelser sted, kan man ikke regne med retsikkerhed, når man møder politiet.

Frej Klem Thomsen

"...da statsadvokaten i april sidste år var nået frem til en afgørelse, var konklusionen, at fortsat efterforskning ikke ville føre til, at man kunne føre bevis for, at ‘Mr. 100 pct’ bevidst havde udfærdiget en usand politirapport."

Det er absurd, og voldsomt problematisk at der bliver anlagt så voldsomt anderledes retsprincipper når det er den udøvende magts tjenere det handler om.

Man må som minimum gå ud fra at den pågældende er fyret, i betragtning af den grove forsømmelse af sit embedes ansvar og de katastrofale følger de har haft. Men man kan godt bekymres for at når der ikke eksplicit står i artiklen at det er sket, så er det fordi ikke engang dette skridt er taget.

Der er en del skyldige, som "slipper" fordi beviserne mangler i retten eller fordi politiet / anklagemyndigheden ikke er omhyggelige /dygtige nok. til at dokumentere ordentligt

Så der er både stor-svindlere og små ballademagere, der sommetider er "heldige".

Der er ingen grund til at fare hele vejen op i loftet over afgørelsen fra rigsadvokaten - den er ret beset fornuftig og der er givet klar besked..

Quid pro quo.

Hvis du har udløst 20 x 10 dages uberettiget fængsling, så står du selv til samme antal samlede dage berettiget fængsling.

Jeg synes da egentligt at politiet gør det ok. Der er naturligvis nogle kedelige individer der burde være skilt ud, og der er en tendens til at skjule information, ligesom der er i alle andre fløje af vores såkaldte demokrati.

Det altoverskyggende i denne sammenhæng er, at vi rent faktisk har inført politistat - politikerne har givet politiet næsten u-inskrænkede beføjelser, og så er det da kun fordi vores politifolk ikke har politisk interesse og ikke er mere national-liderlige end det er tilfældet, at vi ikke allerede har fået inført banan-republik tilstande.

Derfor er det ikke ok at der er nogle der er "heldige" - når man kan spærre folk inde ved at fifle med beviserne, så skal der falde brænde ned når man beviser at man ikke kan håndtere det ansvar det indebærer.

Fængsel til Vicepolitikommissæren eller ej, jeg går ude fra, at han for fremtiden bliver sat til at feje gader i stedet for at rydde gader.

Jørgen Jørgensen

Det er en kendt sag, at man forfremmer folk til mellemledere, når de ikke er alt for gode til det praktiske arbejde - så de ikke kan gøre for megen direkte skade.

Det er så ikke overraskende også tilfældet indenfor politiet.

Hvis komissæren havde været ude med skjold, knippel og vandrør kunne det måske været gået endnu værre.

mvh Jørgen

En uhyggelig morgen i kasernen
Skrås overfor vor dør på fjerde sal i kasernen boede en slagteriarbejder Eriksen med hustru og to små børn. Eriksen kom aldrig fuld hjem, og han sørgede godt for sin familie. Han var med at hjælpe vore piger og var afholdt i kasernen.
Ovre i Fiskergade, lige ved Nordvestvej, holdt hver eftermiddag og aften tre å fire gamle koner med deres små trækvogne i rendestenen. De solgte lidt radiser, røgede sild og små blomsterbuketter. En aften Eriksen kom fra arbejde, stod der to store betjente og skældte den ene kone ud. Eriksen, der ofte slog en lille handel af med konerne, standsede uvilkårligt, da han hørte den ene betjent brøle til konen: »Hold kæft, din gamle møgtæve! Fordi du er blevet for gammel til at gå og »trække«, så skal du ikke være fræk, ellers skal vi nok ordne dig.« Konen svarede, at hun aldrig havde været luder, og hun strakte hænderne frem mod betjenten og bedyrede, at de troligt havde slidt alle hendes dage for at skaffe brødet. »Du bliver altså ved at være fræk,« råbte den ene betjent, »men nu skal vi ordne dig.« Under dette udråb væltede betjentene hendes lille vogn, så både den gamle kone, radiserne, blomsterne og de røgede sild lå spredt ud over fortovet.
Denne voldshandling mod en gammel kone blev Eriksen for meget. Han råbte til betjentene, at de måtte skamme sig over at behandle et gammelt menneske på den måde. Betjentenes svar herpå var, at de begge fløj ind på Eriksen og brækkede hans arme om på ryggen og tvang ham til at følge med. Da kun nogle få koner og børn overværede overfaldet, tvang de to politibøller Eriksen til at følge med hen på Korsgades politivagt. Overfor den vagthavende politimand forklarede de to betjente, at Eriksen var en af de ondartede bøller fra nummer 32 på Nordvestvej, der på det groveste havde generet dem under deres patruljetjeneste. (Det er nok det samme, der i dag dækker over at genere en embedsmand i funktion).
Da den vagthavende spurgte Eriksen, hvad han havde at sige til rapporten, svarede han, at rapporten var løgn hvert eneste ord. Næppe havde Eriksen sagt dette, før han fik et knytnæveslag i ansigtet, å både næse og mund blødte. »Smid ham ned i kælderen, der hører og ser man ikke så godt,« brølede overbetjenten.
Så snart disse ord var sagt, blev Eriksen slynget baglæns ned ad en smal kældertrappe, hvorefter de to uniformerede bøfler overfaldt ham med knippelslag, sparkede ham og trådte på ham.
Da Eriksen to dage efter kom hjem til kone og børn, så han forfærdelig ud. Hans ansigt og hals var et eneste sår. Arme og ben var fulde af blodunderløbne buler og pletter. Hans lille kone græd og græd og børnene klynkede. Vi tog os af dem, som vi bedst kunne. Mor fik dagen efter den lille madam Eriksen med hen til vor fattiglæge, den kæmpestore og gode læge Bondsen, der boede i Korsgade oven over apoteket. Da Bondsen hørte, hvad det drejede sig om, lovede han straks at komme og undersøge Eriksen. Lægen kom også næste dag og undersøgte ham. Han lå i sengen og kunne knapt røre sig, og læge Bondsen udtalte bl. a., at det kun var et tilfælde, at han ikke var slået ihjel. Efter undersøgelsen forklarede lægen madam Eriksen, hvorledes hun skulle behandle manden. Nogle steder skulle der lægges kolde omslag, og de steder hvor der havde været åbent sår, skulle der smøres med salve, ligesom manden skulle have nogle piller til at dulme de værste smerter med. Jeg, der af nysgerrighed var smuttet med lægen ind, opdagede pludselig, at madam Eriksen var ved at græde. Det så lægen nok også, for betaget så jeg hvordan hans kæmpehænder blidt og stille klappede den lille kones skuldre. »Nåh, nåh, hvad er der så, lille kone?« spurgte Bondsen. »Åh, nu kan far ikke arbejde, og vi har ingen penge til medicin,« svarede madam Eriksen. Lægen ligesom gryntede lidt, så sagde han: »Nej, hør nu her, jeg har jo ikke talt om penge. I morgen kommer De op og henter attesten om mishandlingen af Deres mand, og så får De samtidig piller og salve af mig, og jeg handler ikke med apotekervarer. Men kom nu i konsultationstiden.« Den store krop kantede sig ud af den smalle dør og forsvandt.
Jeg måtte da hen og fortælle mor, hvad doktoren havde sagt og for ud ad døren og borede i min ivrighed mit hovede ind i hans bukserøv. Han stod og talte med mor.
Næste dag fulgte mor den lille forskræmte madam Eriksen om til Bondsen. Her fik de både piller og salve med til Eriksen og en god attest, som Eriksen skulle tage med og give dommeren, når han blev tilsagt til forhør. »Og,« tilføjede lægen, »hvis Eriksen endnu er så svag, at han ikke kan gå til domhuset, så lad mig det vide, så attesterer jeg, at han er så sløj, at han ikke må flyttes.« Det kan nok være, at den lille madam Eriksen blev glad for den doktormand. Og det var vel nok en god attest, Eriksen fik med til dommeren. Men selv om jeg hørte den attest blive oplæst flere gange, husker jeg ikke mere dens ordlyd. Dog husker jeg bestemt, at der stod noget om, at lægen i sin lange praksis ikke havde set en så umenneskelig mishandling, som den Eriksen havde været udsat for, og at det var et tilfælde, at de to betjente ikke var blevet mordere. Det var en attest, hele kasernen ville læse. For at den ikke skulle blive så beskidt, at den ikke kunne tydes, påtog den yngre mand, der havde sagt så gode ord om fine ægteskabsludere, sig at afskrive den i flere eksemplarer. Disse afskrifter vandrede fra kasernen rundt i andre husblokke i Rabarberlandet. Overalt blev næverne knyttet, og hævn blev udtrykt i stærke ord.
Og Rabarberlandet svigtede aldrig sine løfter. Selv vort professionelle »prinsekor«, der ellers havde afsvoret al legemlig anstrengelse, trådte med ind under Rabarberlandets, solidaritet. Det bevirkede, at de to ordensbøller, der havde mishandlet Eriksen, på en aftenvagt blev så korporligt afstraffet, at de i bevidstløs tilstand blev kørt på Kommunehospitalet. To af vort prinsekor var også slemt medtaget, men her åbnede lejlighederne sig for dem. Og den tilkaldte læge lovede, at han nok skulle få dem lappet sammen, så de undgik hospitalet og politiet.
Og mindet om en anden form for solidaritet bevæger endnu mine følelser. De fattige koners livsstærke solidaritet. Disse koner, der selv trængte til mere mad, sendte dag efter dag i mange uger madpakker til madam Eriksen og de to små børn. De skulle ikke lide nød, fordi politibøllerne havde slået deres mand og far fordærvet. Jeg noterer dette minde i levende stolthed over min barndoms Rabarberland. Med Eriksen gik det småt. Men i løbet af 3 uger var han ved sin kones ihærdige pleje og tilsyn kommet så vidt, at han kunne sidde op på sengekanten. Men så faldt en ny bombe! En formiddag kom en betjent op med en tilsigelse, hvori der stod, at da Eriksen ikke havde givet møde i retten ved sagens behandling, var han idømt 30 dages fængsel. for grove gadeoptøjer, og at han skulle møde- dagen efter på Raad- og Domhuset og påbegynde afsoningen. Det nyttede ikke, at Eriksen anførte, at han overhovedet ikke var tilsagt til at møde ved sagens behandling. Det kendte betjenten ikke noget til. Han havde kun at aflevere tilsigelsen efter ordre. Så gik han.
Der blev nu stor opstandelse i kasernen. Konerne stod i små grupper i gangene og drøftede, hvad der nu ville ske. Efter mors råd gik madam Eriksen over til læge Bondsen med tilsigelsen. Efter at have læst denne og tænkt sig om, gav han madam Eriksen den besked, at såfremt man den fulgte tilsigelsen, ville lægen leje en drosche og følge med ham ind på domhuset og nedlægge protest mod at afsoningen blev gennemført.
Da mænnerne kom hjem om aftenen, blev der stort røre, og nogle gik ind og snakkede med Eriksen om, hvad han ville. Hans svar var kort og klart: »Jeg vil hellere dø, end en gang til komme i kløerne på disse politi»slyngler«. Så vidste mænnerne, hvad de ville. Ved at gå rundt og lure efter, hvad mænnerne talte om, blev vi drenge klar over, at de snakkede om nogle jernrør på en alens længde. Men også, at de skulle passe på ikke at bruge dem i hovedet pi betjentene, da de så kunne dræbe en mand.
Det store opgør
Det store opgør kom før end ventet, men vagtposter var udsat. Allerede to døgn efter at tilsigelsen var oplæst for Eriksen, kom en kolonne pi fem store betjente. De fire gik ind ad porten, medens den femte blev posteret ude på gaden. Men endnu inden betjentene havde nået den sidste opgang op til Eriksens, genlød kasernens gange af hvinende fløjt og skramlen på tomme spande. I samme nu var kasernen lysvågen og parat.
Allerede på tredie sal forsøgte en ung mand, udrustet med et gammelt bordben, at forhindre politibetjentene i at nå op til Eriksen på fjerde sal. Hans kræfter var dog for små, og det nyttede ham ikke, at koner og drenge tømte fulde pispotter ned over betjentene. Disse fik fat i den unge mands hen og trak ham ned ad trappen, hvor de task ham med knipler og trampede ham i ansigtet, så hans hovede lignede en blodig klump. Hans forældre, der boede ovre i »den forgyldte Ladegaard«, mistede ham. Han døde på Kommunehospitalet nogle dage efter af betjentenes behandling.
Kasernens mænd havde i modsætning til den unge mand stillet sig på fjerde sal ved Eriksens dør. Her modtog de betjentenes angreb. Men overfor de professionelle slagsbrødre formåede de ikke meget. Flere af dem kom ind hos os med blodet løbende fra hovedet. De fire store betjente var for stærke. De brækkede døren op ind til Eriksen, som trods sin afkræftelse modigt tog kampen op med et stykke jernrør mod bøllerne. Men nu lød et feltråb gennem hele kasernen: »Frem med rørene!« Og da fik slaget en anden retning. Nogle af kasernens mænd udrustet med jernrør løb op ad første opgang til femte sal og hen ad den lange gang, så de angreb betjentene ovenfra. Samtidig gik mændene til angreb mod dem fra vor gang. Og fingrene blev ikke lagt imellem Inde fra Eriksens lejlighed lød bestandig hans kones fortvivlede skrig over mishandlingen af hendes syge mand. Disse bedende skrig, som vi kunne høre ovre i vor lejlighed, ildnede mændene. Jernrørene blev nu anvendt uden skånsel. Der blev drevet til af fuld kraft, og blot en betjents arm blev ramt, slog den arm ikke mere, og det næste slag sendte fyren i gulvet. På få minutter var de tre betjente udenfor Eriksens lejlighed gjort ukampdygtige, og han, der overfaldt Eriksen inde i lejligheden, blev derefter sendt i gulvet af et jernrør og slæbt ud på gangen. Ham nede på gaden, der skufle tilkalde hjælp, gik det ikke bedre. Han faldt i søvn på sin post, hvorefter koner og drenge trak ham ind i gården. Hvad jeg her har fortalt om kampen, har jeg fra andre drenge og mænds samtaler; thi mor holdt mig indespærret under kampen. Og så desperat var jeg, at mor måtte låse døren af og gemme nøglen, holde mig kunne hun ikke. Først da far kom og ruskede i døren, slap jeg ud. Det første jeg måtte se var Eriksen. Han stod jo for mig som en gud, som et stort menneske, der kæmpede for sin frihed. Det jeg så i den lille toværelsers lejlighed, da jeg lukkede døren op, står for mig i dag endnu i al sin forfærdelige gru. Bag ituslåede møbler og køkkeninventar stod madam Eriksen og de to små børn pressede ind i et hjørne af køkkenet jamrende og grædende. Inde i en af de to små stuer lå Eriksen halvt begravet i søndrede og ødelagte møbler. Jeg kaldte på ham, men han svarede ikke, og jeg skyndte mig over hos far og mor og fortalte dem, hvad jeg havde set. Sammen med en mand, der fik kolde omslag på en blødende pande, skyndte far og mor sig over hos Eriksen.
Men jeg brændte af iver efter at se, hvad der skete med betjentene. Nede i gården lå de fem betjente. Nogle drenge havde travlt med at skære toddere af uniformerne. Da jeg så, at to betjente åbnede Øjnene, råbte jeg i vigtighed for, at jeg også skulle være med: »To ligger og glor.« »La' du dem bare glo, de ser ingenting,« svarede Johansen fra anden sal. Jeg erindrer godt, at jeg blev lidt knotten på den mand, der gjorde min deltagelse i kampen til ingenting. En mand foreslog, at al tøjet skulle trækkes af betjentene og brændes som bål ude på gaden. Det blev dog ikke til noget. Derimod enedes mænnerne om, at de ikke ville have disse forbrydere liggende i gården. De slæbte og bar betjentene ud midt på Nordvestvej, så ambulancerne bedre kunne få fat på dem. Denne aktion skaffede os drenge et ekstra arbejde. Vi rev hjelmene af betjentene, og efter at have trampet dette hovedtøj fladt bar vi det ud på gaden. Men sikken et opløb, der blev. Til trods for at klokken kun var godt fem, mødte det halve Rabarberland op og råbte leveråb for vor kaserne. Klokken blev ca. seks før brandvæsenets to ambulancer mødte op. Samtidig med dem mødte der tolv politibetjente frem under anførsel af en overbetjent, der kommanderede betjentene til at gøre holdt ovre ved Fiskergade.
Imidlertid var opløbet vokset kolossalt. Man snakkede om, at i dag var alle Rabarberlandets mænd mødt op. Det var måske ikke rigtigt, men rigtigt var det, at de af vor kasernes mænd, der ikke var sårede, mødte op med knipler og jernrør. Selv vore »prinser« mødte op med stager og tykke grene, medens mænd fra andre kaserner var bevæbnede med skovle og korte spader.
Den overbetjent, der havde kommandoen over betjentene, må have kendt sine »pappenhejmere« godt, thi aldrig så snart hørte han, at alle bevæbnede mænner træder forrest i fronten mod de uniformerede banditter, før han kommanderede betjentene til at vende om og marchere ned mod Griffenfeldsgade. Det var klogt af ham, dels fordi arbejderne var i stort flertal, bevæbnede og parate til at slå til, men også fordi politibetjente kun er noget værd som slagsbrødre, når folkemængden flygter for dem, så at de bagfra kan tampe deres medmennesker. Dette sidste forstod jeg ikke dengang, men har lært det grundigt siden. Vore Mænd mente, at betjentenes flugt sikkert var en manøvre for at komme bag på os. De sendte derfor nogle drenge efter dem. Hvis betjentene gik om ad Aagade, skulle drengene pibe i fingrene. Der skete intet. Betjentene gik lige den modsatte vej, ad Griffenfeldsgade, Nørrebrogade og ad Fælledvej til stationen. Da drengene kom tilbage og fortalte dette, blev der glæde over hele linjen. Kvinder og mænd tog det som en sejr. Mænd trykkede hinanden i næverne og lovede sammenhold i fremtiden. Vi skal nok ordne de slyngler, bare vi holder sammen. Således lød ordene, jeg gik rundt og lurede mig til. Hvor var det dejligt at høre. Solidaritetens genius strålede varmt i alles øjne på denne dag i mit fattige barndomsland.

Læs resten på: http://www.leksikon.org/art.php?n=3710

Tom W. Petersen

Kære Markus Lund
Kunne du ikke bare have uddraget din pointe af Christensens historie og så henvist til, hvor uddraget står i bogen?

Altså dokumentfalsk og falsk vidnesbyrd under særligt skærpende omstændigheder:

"Senere viste det sig, at politiet på mange af anholdelseskortene i strid med anholdelseskonceptet havde anført en vicepolitiinspektør som den anholdende betjent, selv om vedkommende ikke havde anholdt en eneste."

Med lighed for loven, hvad sker der så nu?

Forsætligt er det springende punkt - det kan ikke bevises at politiinpektøren begik indberetningsfejl forsætligt. Hvad er det for et gummibegreb i dette tilfælde? I andre situationer har man ikke problemer med at bevise at fx en bankrøver forsætligt begår sit røveri. Der bruger man en gennemsnitsbetragtning på folks fornuft, og det skal bevises ved mentalundersøgelse at røveren ikke er ved sine fulde fem og røveriet ikke er forsætligt i alm forstand. Og her får det så en anden form for konsekvens - mentalundersøgelse, hospitalisering osv.

Sjöwahl & Wahlø skrev en interessant krimi for mange år siden, der netop handlede om en ung kvinde, der var så fjernt fra almindelig samfundsviden, at hun troede at penge ku man få ved behov i banker. Og hendes urtekniv, som hun brugte hele tiden i sin køkkenhave og derfor havde på sig altid, blev tolket som et farligt våben. Hun skulle dømmes. Men en human forsvarer formåede at fremstille hendes totale mangel på forståelse af situationen. Og hun slap - efter mentalundersøgelse osv.

Er det samme sag her? Inspektøren er så totalt uden virkelighedsfornemmelse, så han mener, han kan overskue et halvt hundrede menneskers færden i mørke på samme splitsekund og udtrække de samme menneskers intentioner. Skal han ikke mentalundersøges - som hos S&W? Skal det ikke have efterfølgende konsekvenser. Og hvorfor ikke? Og betyder det så, at vi andre kan forvente en mere forstående holdning over for forseelser, vi ikke havde et fornuftigt overblik over. Fx i forbindelse med færdselsfulykker, hvor flugtbilister forgæves understreger, at de 'tabte hovedet' i situationen?

Mon ikke snarere det er sådan, at hele justitsvæsenet i de senere år er drejet, så det først og fremmest er politiets opgaver, der skal værnes om - ikke primært retssikkerheden. Især når det drejer sig om mennesker, der ikke defineres som 'gode gedigne borgere' uden desidente tilbøjeligheder. Det er statens kontrol med ulydighed, der er væsentlig her, og hvis der ryger et par finker af fadet, skal der dækkes over det. Politiet skal kunne fungere i den neoliberale stat. Resocialiseringstankerne er forlængst forladt. Kontrol, disciplinering, normalisering er nøgleordene her. Det er kun på markedet friheden må råde!