Læsetid: 3 min.

Politiplan: Masseanholdte skulle sidde 12 timer

Ledelsen af Københavns Politi havde fra starten planlagt, at de godt 900 frihedsberøvede i 12. december skulle sidde i 12 timer, før de blev løsladt. Det fremgik af sidste retsmøde i COP 15-sagen
Politiet frihedsberøvede i alt 905 personer, der blev sat i rækker.

Politiet frihedsberøvede i alt 905 personer, der blev sat i rækker.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

2. september 2010

»Det var planen, at de anholdte skulle sidde i 12 timer, men som forholdene er nu, bliver man nødt til at løslade før.«

Således står der i et referat fra en briefing i KSN, Københavns Politis kommandocentral på Politigården under klimatopmødet i december 2009. Briefingen fandt sted kl. 18.00, det vil sige mere end to timer efter, at politidelinger med en knibtangsmanøvre havde administrativt frihedsberøvet godt 900 demonstranter i begyndelsen af Amagerbrogade.

»Politiets klare misbrug af reglerne kan ikke dokumenteres tydeligere,« sagde beskikket advokat Knud Fold-schack under sin procedure på gårsdagens retsmøde.

Foldschack fremhævede, hvordan politiet ifølge politiloven var forpligtet til at lade præventive anholdelser være dels så kortvarige, dels så skånsomme og lempelige som muligt. Men den på forhånd fastlagte plan om, frihedsberøvelsen skulle vare i fulde 12 timer, blev af Fold-schack igen og igen nævnt som det eneste sandsynlige svar på, hvorfor politiet ikke straks efter masseanholdelsen kl. 15.26 løslod de 500-700 demonstranter, der helt åbenbart ikke havde noget med den sorte blok at gøre. Det var 15-20 deltagere i den sorte blok, der ved Børsen havde knust ruder samt kastet med sten og knaldfyrværkeri, og samme gruppe kastede ligeledes sten mod Udenrigsministeriet, da de var gået over Knippelsbro.

Hvis ikke retten finder frihedsberøvelsen kl. 15.26 af de 905 demonstranter uberettiget og dermed ulovlig, så må anholdelsen af 500-700 af demonstranterne i hvert fald være ulovlig et kvarters tid senere, hvor det ifølge Fold-schack var lykkedes politiet at få adskilt den sorte blok fra de øvrige demonstranter i politiets knibtang.

12-timers-planen var også forklaringen på, hvorfor politiet ikke løslod folk, da demonstrationen ude ved Bella Center var forbi. I stedet fik alle de godt 900 frihedsberøvede strips på fra kl. 15.46, hvorefter de blev sat i de meget stressende og ydmygende lange 'futtog' på Amagerbrogades iskolde asfalt.

»Det var helt uforståeligt. Der var absolut ingen risiko for uro, og den sorte blok var for længst skilt ud,« sagde Foldschack, der hele tiden henviste til politiets egne indberetninger og taktiske logs fra den 12. december.

Ro ved Ravelinen

Advokat Christian Dahlager argumenterede i sin procedure for, at politiets indgreb var ulovligt, fordi de godt 900 frihedsberøvede ikke havde været til fare for den offentlige orden, således som politilovens paragraf otte kræver.

Da den del af demonstrationen, der senere blev frihedsberøvet, passerede restaurant Ravelinen ved Stadsgraven mellem Christianshavn og Amager, kom de udstationerede betjente langs med ruten med en klar melding til KSN: »Alt er roligt ved Ravelinen.«

Derfor havde politiet ifølge Dahlager ikke belæg for at gribe ind og masseanholde de godt 900 demonstranter få minutter senere. Tværtimod var det »en grov krænkelse af de pågældendes elementære frihedsrettigheder,« som politiet ellers ifølge politiloven er forpligtet til at beskytte.

Ifølge Dahlager var »det mest grove« ved politiets indgreb, som blev besluttet af KSN omkring kl. 15, at politiledelsen på dette tidspunkt var helt på det rene med, at der maksimalt var 200-300 deltagere i den påståede sorte blok.

»Dette tal optræder ikke bare én, to, tre, fire eller fem gange, men rigtig mange gange,« sagde Dahlager om politiets materiale fra lørdagen, som det i øvrigt »havde holdt hårdt med« at få udleveret til brug for retssagen.

At Kammeradvokaten senere, det vil sige under retssagen, har fremlagt et foto, hvorpå man omhyggeligt har talt 1.250 sortklædte demonstranter, afviste Dahlager som »useriøst«.

»Man kan ikke skrue antallet af sortklædte i vejret i takt med et stigende behov for at retfærdiggøre indgrebet,« sagde han.

Daværende chefpolitiinspektør Per Larsen, der havde det øverste politiansvar under klimatopmødet, sagde allerede den 12. december om aftenen til tv-nyhederne, at eventuelt uskyldige anholdte bare kunne søge erstatning. En sådan udtalelse viste, mente Dahlager, at masseanholdelsen var »en bevidst, kynisk og kalkuleret beslutning«. Det net, som politiet smed ud den 12. december i et forsøg på at fange de måske 15-20 uromagere, der havde knust ruder og kastet med sten, var alt, alt for stort. Og derfor udgjorde masseanholdelsen den 12. december ifølge Dahlager »en »særdeles grov og uanstændig krænkelse af uskyldige borgere.«

Dommen i COP 15-sagen er bebudet til den 29. oktober 2010 kl. 12.30.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erstatnings-sagen kan kun vindes af sagsøgerne, skulle man tro.
Selv om hver og én af dem så tilhørte "Sort blok", - hvilket de selvfølgelig ikke gjorde, MÅ der falde erstatning for den behandling de blev udsat for!

De blev ydmyget, sad på den frostkolde asfalt i mange, mange timer - uden at få lov til at komme på toilet, uden at få tilbudt vand, uden mad.
Mindreårige der var blevet adskilt fra deres gruppe måtte ikke ringe til venner eller familie.
Mange græd og var bange, - nogle besvimede og blev sløje... efterfølgende blev flere syge med forkølelse, blærebetændelse og nogle fik lungebetændelse.

Alvoren i denne sag går desværre hen over hovedet på de fleste der ikke var med den dag, og pressen tager ikke deres opgave seriøst (Information undtaget, for her bliver sagen heldigvis dækket) når det handler om at omtale denne sag.

Jeg håber virkelig at der er retfærdighed til. !!!

Dorte Sørensen

Lad os dog få afskaffet den Lømmellov og få set terrorlovene grundigt efter i sømmene. Så folk og faglige blokadevagter igen kan vise deres ytringsfrihed uden at frygte skønsmæssige tilbageholdelser og fængsel op til 40 dag.
Er ytringsfriheden ikke ubøjelig her?

På anledning af Dorte Sørensens indlæg ville jeg lede efter artikler omkring vedtagelsen af Lømmelpakken, da jeg var usikker på om S og SF havde stemt for den i sin tid, i forbindelse med en eventuel tilbagerulning af den ved en ny regering.

I stedet faldt jeg over denne artikel af Sebastian Gjerding fra november 2009.

"En gruppe mennesker på vej til demonstration under klimatopmødet i København standses af politiet og frihedsberøves i 12 timer, selv om de endnu ikke har begået noget lovbrud, og uden at der findes beviser for, at de vil gøre det.

Senere er en anden gruppe demonstranter på vej i et optog. Nogle af de forreste kommer i konflikt med politiet, der vælger at anholde hele gruppen præventivt med henvisning til fare for den offentlige orden. Også de kan alle tilbageholdes i op til 12 timer.

Eksemplerne er tænkte, men kan blive konsekvensen af regeringens såkaldte lømmelpakke, som forventes hastet igennem Folketinget inden klimatopmødet i København i december."

http://www.information.dk/215227

Man kan ikke ligefrem sige at resultatet var uventet, da det faktisk er en temmelig akkurat beskrivelse af hvad der rent faktisk skete. Og forudsigelsen er endda lidt for positiv, da den (ligesom politiet tilsyneladende), ikke har taget højde for de logistiske problemer ved masseanholdelser og den derved følgende ventetid for arrestanterne på den frosne asfalt.

Det er dog rart at vide at det kun er VKO der har vedtaget den, så er der en vis sandsynlighed for at den bliver sløjfet (eller i det mindste revideret, man kan jo i terorien aldrig vide om en magthaver er villig til at give magtmidler fra sig frivilligt) ved en ny regering.

Lasse Christiansen

Jeg gad vide om det i løbet af retssagen skal nævnes at politiet havde samtlige deltagere i "sort blok" under kontrol i deres egen demostration. Ved tegn på optøjer gennede de hele forsamlingen ind i den store demonstration (der ellers havde frabedt sig "sort bloks" deltagelse). Først derefter vælger de at anholde uromagerne (og op mod 750 uskyldige mennesker).
Lømmel-pakken virker efter hensigten: den danske befolkning skræmmes fra at vise utilfredshed med magthaverne.

Rasmus Underbjerg Pinnerup

@Markus: Jeg tror desværre ikke, vi får nogen "fødselsdagsgave". Advokaterne har godt nok krævet 15.000 DKK i erstatning, men det er næsten sikkert, at sagen vil blive anket til højere retsinstans uagtet hvad udfaldet bliver.

Indicierne på, at Danmark under VKO med hastige skridt nærmer sig politistatstilstande bliver ved med dukke op. Nu dokumenterer en udskrift fra Politiets radiokommunikation og optagelser fra en klimedemonstration i december, at Politiets indsatsleder befalede sine betjente at tæve løs, så "stavene blir rødglødende" - ikke 'bare' på de frække demonstranter, men også på den uforskammede presse. Behold: your democrazy.

http://politiken.dk/indland/ECE1143307/indsatsleder-jeg-vil-se-roedgloed...