Læsetid: 3 min.

Et rovdyr med snabel

Ny bog tegner et foruroligende billede af statsminister Lars Løkke Rasmussen
Som sundhedsminister promoverede Lars Løkke Rasmussen sig ved en systematisk overbetaling af de private sygehuse - en sag, der endnu spøger.

Som sundhedsminister promoverede Lars Løkke Rasmussen sig ved en systematisk overbetaling af de private sygehuse - en sag, der endnu spøger.

Morten Stricker

25. september 2010

Før 2001 var de, der blev danske statsministre, ikke levebrødspolitikere. De havde et erhverv, de kunne gå tilbage til, hvis vejen til magten blev dem for utiltalende. Poul Nyrup (S) var LD-direktør. Poul Schlüter (K) var advokat. Anker Jørgensen (S) var arbejdsmand og fagforeningsleder. Poul Hartling (V) var seminarierektor. Hilmar Baunsgaard (R) var marketingdirektør. Jens Otto Krag (S) og Viggo Kampmann (S) var embedsmænd. Erik Eriksen (V) var gårdejer på Fyn.

Sådan er det ikke nu. Lars Løkke Rasmussen (V) er den første 100 procents karrierepolitiker i Statsministeriet. Politik er hans levevej. Derved afspejler han en tendens i indland og udland. Demokratierne er kommet til at minde om diktaturerne derved, at førstnævnte nu er udstyret med en særlig politikerkaste, sådan som sidstnævnte jævnt hen har været.

Giver det en ny råhed i det politiske liv, at det befolkes af typer, der lever af at blive hængende og helst rykke opad?

Det spørger man sig selv om under læsningen af Tanja Frederiksen og Sigge Winther Nielsens foruroligende portrætbog Projekt Løkke.

Titlen er dækkende, eftersom det fremgår, at Løkke fra begyndelsen af sin politiske karriere har haft ét projekt, nemlig ... Ja, gæt selv!

Svig og intrige

Løkkes løbebane vækker mindelser om læresætningen fra oldtidens Rom: »Over for mennesket er mennesket en ulv.«

Næppe har Løkke fået fødderne indenfor i landsledelsen af Venstres Ungdom, før han ved sammensværgelse og undergravende virksomhed vælter den siddende formand.

Amtsborgmester bliver han ved svig og intriger mod den siddende konservative amtsborgmester, Kirsten Ebbensgaard. Løkke omdanner amtsgården til et reservat for selvpromovering og kernevælgerpleje.

Han tvinger embedsmændene til at give en ulovlig tilladelse til, at en landmand i Løkkes hjemkommune får lov til at bygge en 3.000 kubikmeter stor gylletank længst muligt væk fra sin egen bopæl, men ganske tæt på naboerne, der end ikke bliver hørt i sagen. De bestyrtede naboer anlægger sag mod amtet, der med piber og trommer bliver dømt til at betale for flytning af gylletanken. Udgift for skatteborgerne: 920.000 kr.

På det tidspunkt er Løkke allerede rykket videre opad. Han er nu indenrigsminister og dermed den øverste ansvarlige for, at de lokale myndigheder overholder lovene. Sin indenrigsministerpost bruger Løkke til at profilere sig på en gigantisk 'kommunalreform'. Alle faglige og politiske betænkeligheder får Løkke bortmanipuleret ved en drejebogsstyret kommissionsbehandling. Landet vånder sig endnu under 'reformens' mange ugunstige eftervirkninger.

I den anden del af sit dobbeltministerium promoverer Løkke sig som sundhedsminister ved en systematisk overbetaling af de private sygehuse.

Foruroliget afløser

Løkkes afløser som sundhedsminister, den konservative Jakob Axel Nielsen, er dybt foruroliget over en embedsmandsrapport, der viser, at betalingen til de private sygehuse sagtens kan skæres ned med en fjerdedel. Men den sag sylter Løkke i sit nye embede som finansminister. Til de konservatives ubehag bliver Løkke ved med at sylte, selv om sagen truer med at blive en offentlig skandale. Til sidst går Lene Espersen (K) ud med budskabet om, at privatbetalingen kan skæres med de 25 procent. Hun henviser til en rapport. Løkke og Venstre tvinger hende siden til at sige, at det er beregninger, som den konservative folketingsgruppe selv har foretaget - en uskøn usandhed. En af bogens mest rystende oplysninger er, at embedsmændene nu bliver sat til at slette alle mail-henvisninger til den ægte rapport, som Løkke frem for alt ikke ønsker frem. Er det korrekt, ligger deri kimen til Løkkes endeligt.

Det er ikke bare på ideologiske felttog, at Løkke er villig til at lade offentlige midler bortflyde. Han har også selv snablen nede.

Mange beretninger om Løkkes udskejelser for skatteborgerpenge er tidligere kommet offentligt og pinligt frem. Men ekstra beskæmmende er det at læse dem sammenstillet.

F.eks. at Løkke i 1999 som amtsborgmester kobler sig på sundhedsudvalgets studietur til Rom, hvor han ikke deltager i noget som helst fagligt, men indkvarterer sig finere og dyrere end ud- valgsmedlemmerne og derpå hjemrejser efterladende amtet en regning på kr. 12.312. Eller at han hælder en regning på kr. 3.140 over på amtet efter New York-forlystelser, der i forvejen er dækket af Løkkes rejsediæter som folketingsmedlem.

Lars Løkkes karriere tog for alvor fat, da han i 1998 blev Venstres næstformand, samtidig med at Anders Fogh Rasmussen afløste Uffe Ellemann-Jensen (V).

Det fremgår af bogen, at Løkke ikke blev valgt som næstformand, fordi Fogh havde nogen særlig tillid til ham. Grunden til, at Fogh og Claus Hjort Frederiksen (V) kastede deres støtte ind bag Løkke, var, at de endnu nødigere ville have den kandidat, der ellers var favoritten til næstformandsposten: Farums borgmester Peter Brixtofte (V).

Tanja Frederiksen & Sigge Winther Nielsen: Projekt Løkke. 324 s. 300 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

En god vinkling med levebrødspolitikere, men var Fogh Rasmussen ikke den første der ikke havde en karrierer fra arbejdslivet at falde tilbage til.
Håber at det vil lykkedes at få overbetalingssagernes rette sammenhæng op på bordet denne gang og det ikke lykkedes regeringen endnu engang at skjule den med DF s stemmer.

Morten Kjeldgaard

Dorte, enig. Fogh Rasmussen var den første levebrødspolitiker i statsministeriet.

At Hjort og Fogh skulle have valgt Løkke som efterfølger for at undgå Brixtofte lyder underligt, for Brixtofte sad i fængsel da Løkke blev kanoniseret som ny statsminister.

Dorte Sørensen

Morten Kjeldgaard
Bixtofte sad vel ikke i fængsel allerede ved valget af Løkke Rasmussen som næstformand i Venstre efter Fogh Rasmussen. PS: jeg kan ikke huske om det var ved valgkampen i 1998 eller om det var i valgkampen 2001, hvor Brixtoftes såkaldte Farumsmodel blev brugt og brugt som LØSNINGEN i en uendelighed, Ja selv Pia Kjærsgaard fik nok af dette skønmaleri af Brixtofte og hans Farumsmodel.

-øh-

Der skal vel en vis brutalitet for at komme til tops, også en vis målrettehed? også i politik? Man (Løkke) kommer altså ikke sovende til top-posterne i politik. Det forudsætter bl.a. at man er villig til at gå på kompromis med de fine etiske idealer om dette eller hint - og bl.a. selvpromovere sig selv - effektivt - som sig selv.

Og heri indgår også komplotter om at vælte kaliffen for selv at blive kalif; det er der som bekendt ikke noget nyt i. Og derfor er der vel intet nyt i, at Løkke bruger sin magt, sin position og sin base til at vælte VU's siddende formand...

Eller at han gør det samme, da han øjner en chance for at blive amtsborgmester. Eller at han giver en landmand i hans hjemkommune en dispensation.

Eller at han laver en kommunal-reform som begunstiger Venstre, dvs. sørger for at landkommuner kommer ind under by-kommuner. Og at der bliver fiflet lidt med regions-grænserne, så f.eks. Region Midtjylland får lidt flere Venstre-kommuner ind under sig - og meget andet af samme skuffe.

Mht. kommunal-reformen var det tidl. minister, Rikke Hvilshøj, som mente at amterne burde nedlægges engang i 2004 eller 2005. Herefter tog regeringen og gik i gang med at nedlægge amterne, oprette nogle (svage) regioner og stærke kommuner - for at styrke selvstyret, hed det. Og ja, det kan det godt være, men hensigten fra Venstres side var helt klar fra Venstres side:

Kommunerne skulle være så store, at de skulle kunne overtage stort set alle de opgaverne og fra kommunen og staten. Og der skulle kun være et lille stats-apparat tilbage, så minimalt som muligt. Ingen hørte (længere) på eksperterne, som advarede og sagde, at det betød at mange velfungerede amtslige institutioner for f.eks. ordblinde og mentalt handicappede (evnesvage) enten måtte lukke eller sikkert fik deres bevillinger skåret stærkt ned. Og sådan gik det. Derudover blev det sådan, at kommunerne lukkede (og lukker) folkeskoler en masse, bl.a. sikkert for at få råd til at have alle de her drenge (og piger) med ADHD mv. i den almindelige folkeskole.

Mht. Løkkes udskejelser, kan det godt undre mig, at B.T. ikke kørte frem med, som nu er kommet frem her i bogen, dengang i foråret 2009. Og mht. den sag, og den her nye sag, er det meget mærkeligt, at alle medier stort set ikke interesserer sig for om påstanden(e) er korrekte eller ej, men bare tager Løkkes og Lene E.'s svar for gode varer....

Favorisering af vennerne fortæller jo blot, at Løkke og co
har pampertendenser. .hvilket man iøvrigt kan lugte langt væk, hvis man tør.
Hvad er det dog for typer, vi vælger ind i folketinget?

Det mest skræmmende er da, at Løkke absolut ingen ægtefølte visioner har for danmark.
Han smadrer infrastrukturen og bygger den op igen. Bliver den bedre?? , bliver den billigere??
Næh....
Det virker som om typer som Løkke og Co. keder sig..vi er blot statisker i Løkkes leg med Danmark.

Levebrødspolitiker er der nu en del af i Folketinget - defineret på den måde, at de er på spanden, når de ryger ud af Folketinget.

David Rehlings spidse artikel kunne såmænd med ganske få ændringer også passe på et par andre statsministre , ministre og parti bosser.

Hvis man er for fin i kanten og helgenagtig , så duer man desværre ikke i politik.

Der er noget "Darwinistisk" over de politiske selektionsprocesser frem mod posten som partiformand og minister - pæne mennesker skal holde sig væk.

Det kan da godt være, man skal have spidse albuer og ingen etik for at komme langt i Politik,

men det er beskæmmende, at man ikke engang behøver at have ordentlige visioner for fremtidens danmark.

Levebrødspolitikere

Prøv at se, hvor mange politikerfamilier, der efterhånden er/har været repræsenteret i Folketinget i efterhånden mange generationer. Det er som senatet i det gamle Rom. En gruppe mennesker, der aldrig har været i kontakt med plebejerne i det virkelige liv.

Og det gælder for alle partierne! Både at der er levebrødspolitikere og flere generationer repræsenteret.

Som H. C. Andersen ridsede ind i ruden: "O, Gud , o Gud i Kiøge".

Men, vi har jo selv stemt på dem.

Prøv også at se på visse af politikernes kropssprog, når de optræder på TV - og spørg: Ville jeg købe en brugt bil af denne person?"

I artiklen "Jeg danser, altså kommunikerer jeg" bliver det med dettte citat helt klart, at det nu handler om levebrødspolitik:

"Søren Espersen mener, at politikerne selv skal bestemme, hvad der er bedst for dem: »Jeg tror, danskerne generelt er for kloge til at lade sig narre. I dag er hver af de 179 politikere sit eget firma, og hvis en politiker ønsker at stå på havnen og blæse sæbebobler, så må det være vedkommendes egen sag,« siger Søren Espersen til Information."

Det er vel også derfor der nu er et ønske fra Dansk Folkeparti om ministerposter. Så når man lige at få en lidt større pension.

Var "Når jeg bliver Statsminister..." ikke også Løkkes mantra på hans VU-tur til Afghanistan i '88? Jeg tror ikke, han nogensinde har haft andre drømme—at han så aldrig fik et reelt folkeligt mandat, er en mindre detalje.

christian christensen

"Før 2001 var de, der blev danske statsministre, ikke levebrødspolitikere. De havde et erhverv, de kunne gå tilbage til, hvis vejen til magten blev dem for utiltalende."

Hm... hvis man studerer både Krags og Ankers karrierer, så tilhørte de fagbevægelsen med hud og hår lige fra deres grønne ungdom. De gjorde karriere i det socialdemokratiske partiapparat præcis som Løkke i Venstre. Vejen til magten i Socialdemokratiet har nok ikke været så meget anderledes og hverken mere eller mindre "utiltalende". Og kunne de bare træde ud?
Det er svært at forestille sig, at Anker skulle kunne have genoptaget sin karriere som lagerarbejder.
Og Krags forsøg på at skifte spor og male og skrive digte slog håbløst fejl. Han havde solgt sin sjæl til magten på præcis samme måde som Løkke.

Så der er næppe noget nyt under solen.

Morten Kjeldgaard

Christian Engel, det er jo ganske enkelt urigtigt hvad du skriver. Alle statsministre før Anders Fogh Rasmussen har haft en tidligere karriere, et rigtigt job, en ansættelse, et metier. De har haft en erfaring for, hvad det vil sige at arbejde på en almindelig arbejdsplads, de har alle haft et almindeligt job med kolleger og madpakke.

Krag arbejdede i øvrigt som ambassadør i Washington før han kastede sig over maleriet. At pege fingre af Krags problemer med at finde sig selv i de sidste år af hans liv er ganske enkelt ufint og nederdrægtigt.

Dette ændrer sig med fundmentalt Anders Fogh Rasmussen, som i lighed med Lars Løkke Rasmussen aldrig har bestridt et job uden for politik.

Det er fuldstændig legitimt at diskutere hvad dette betyder for ledelsen af landet, om det er typisk i tiden eller om det kan tænkes at ændre sig med andre, mere kompetente politikere.

Olav Bo Hessellund

Det væsentlige i Rehlings artikel er vel ikke petitesser om, hvorvidt Anders Fogh, Løkke eller en anden politiker var den første levebrødspolitiker herhjemme – men om, at der er tale om et veritabelt grundskud mod fundamentet i vores demokrati (i den grad, man kan tale herom), forudsat at anklagen mod Løkke holder vand.

Selv om jeg ikke er specielt enige med de fleste af de omtalte politere i denne tråd, må jeg da lade dem, at de har ret til deres politiske karriere uanset fortid.
Hvis en person uden arbejdsmarkedserfaring får lyst til at stille op til folketinget og bliver valgt ind, skal man da ikke kræve, at vedkommende først får noget jord under neglene.

@ Paul Hegedahl skriver, med en let omskrivning :

Prøv også at se på Rasmussens (II) kropssprog, når han optræder på TV - og spørg : Ville jeg købe en brugt bog af Rasmussen (II) ?”

Svaret er nej. Jeg ville holde på alle mine lommer og sige nej, nej, og atter nej. Gå ad h...... til lille Lars.

Se & Hør i bogform, lader det til, men David Rehling falder fuldstændig på halen og antager, at hvert eneste ord i dette værk er den skinbarlige sandhed.
Det var dog en helt usædvanlig ukritisk omgang medløberi.

Det ser ud til, at de to forfattere ikke alene har scoret kassen, de har også skrevet en dansk pendant til Koranen.

Jeg ville ikke købe en brugt kolonihave af den mand. David Rehling, selvsagt.

Morten Kjeldgaard

Hvis en person uden arbejdsmarkedserfaring får lyst til at stille op til folketinget og bliver valgt ind, skal man da ikke kræve, at vedkommende først får noget jord under neglene.

Næh, de har naturligvis ret til at stille op, og selvsagt er der idioter nok der vil stemme på dem. Men det skal jo forhindre os andre i at påpege, at disse politikere lever i en drømmeverden, hvor ideologi er det eneste saliggørende, og hvis den virkelige verden ikke passer til den, skal den fandenedeme tvinges til det.

”- - - disse politikere lever i en drømmeverden, hvor ideologi er det eneste saliggørende, og hvis den virkelige verden ikke passer til den, skal den fandenedeme tvinges til det.”

Morten Kjeldgaard går venligt ud fra, at det er ideologien, der driver politikerne på Tinge. Lad os tage et par eksempler:

Mette Bock: har tidligere været folketingskandidat for SF og næstformand for Radikale Venstre. Stiller nu op som folketingskandidat for Liberal Alliance. Er i øvrigt ud af en politisk familie.

Karen Jespersen: Først medlem af Venstresocialisterne, så fremtrædende medlem af Socialdemokratiet og folketingsmedlem og minister for det parti. Så medlem af Venstre og minister. Et par citater: "Det, vi mangler, er et parti, et virkelig kommunistisk parti, der ikke forråder arbejderne."; "Jeg mener, at Venstre sikrer en større lighed og solidaritet. Anders Fogh Rasmussen taler meget om samfundets sammenhængskraft. Det er et afgørende pejlemærke for mig, at der bliver ført en politik, der sikrer samfundets sammenhængskraft." Hvem tør vædde på, at hun ikke ender hos Dansk Folkeparti.

Naser Khader: Tidligere Det Radikale Venstre og formand for Liberal Alliance. Nu Det Konservative Folkeparti.

Tom Behnke: Tidligere formand for Fremskridtspartiet i Hvidovre, har været personalechef for Fremskridtpartiets ansatte og folketingsmedlem for Fremskridtspartiet, nu folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti.

- og der er mange flere eksempler.

Der er åbenbart stor enighed med Poul Schlüter, der sagde: Ideologi er noget bras.

Det handler i betænkelig grad for mange om ’det daglige brød’. Men, der er da givet også nogle, der har en eller anden ideologi som beslutningsgrundlag.

Liliane Morriello

Robert Kroll:
"Der er noget “Darwinistisk” over de politiske selektionsprocesser frem mod posten som partiformand og minister - pæne mennesker skal holde sig væk." (citat slut)

Du mener vel socialdarwinistisk?

Mvh.

Liliane Morriello

Liliane Morriello

Der er noget forholdsvis nyt i netop den socialdarwinistiske indgangsvinkel til at nå magtens tinder indenfor politik.

Der har nok altid været enkelte politikere, der var villige til at træde alt og alle under fode for at nå til tops eller for at fremme deres egne eller deres partis interesser.

Men generelt var politikerne tidligere båret frem af ideologi og fordi de brændte for en sag. De er der også stadig, men de er blevet færre og levebørdspolitikerne er blevet flere.

Endnu et knæfald for "the american way".

Liliane Morriello

Liliane Morriello

Hvorvidt andre politikere tidligere har brugt lige så ufine metoder, kan ikke afvises. Det er der bestemt flere der har gjort.

Det der for mig er humlen, er hvad der var drivkraften der fik dem frem, ideologi eller "Jeg A/S"?

Mvh

Liliane Morriello

Morten Kjeldgaard

Paul Hegedahl, du har selvfølgelig ret i at der er forskellige politkertyper, og nogle er lissom dem du nævner opportunister. Andre, derimod, og her kan man nævne Anders Samuelsen, Ole Birk Olesen, Lars Løkke Rasmussen og flere andre af Venstres topfolk, er ideologidrevne, og har m.a.o. en bestemt ide, som verden med djævlens vold og magt skal passes ind i. Derudover er de selvfølgelig drevne af tørst efter magt og personlig vinding.

Morten Kjeldgaard, liberalisterne har jo det svineheld (pun intended), at den personlige vinding og ideologien simpelthen er identiske projekter.

Anklagen er jo den samme som Lars placerede på daværende V-konkurrent Peter i Farum, som også kunne lide en lille en på borgerens regning ligesom Lars kan. I Farum skulle det sunde og gode formål ikke være hospitaler, men sport og motion gennem fremme af et kommunalt sportstadion ikke private hospitaler. Lars fik Politiet til at konfiskere Peters computere og ejendom, og vi må forvente at Lars beordrer Politiet til det samme nu og dermed åben er med til at undersøge sig selv, så han kan undgå at have mistankerne snurre over sig i det kommende valg.

Men når hans apparat sletter Statens data i form af emails, breve ligesom Nixons cover up, kan det jo være svært at bevise, men så må Lars jo bevise sin uskyld som hjælp.

I valget mellem Helles små skattefiflerier, som Justistsministeriet, Skat og Politiet ikke dømte deres kommende chef for, og den lurende fare i form af Lars Løkke med et egentlit mandat bag sig, må det borgerlige Danmark måske overraskende foretrække at vinde Danmark tilbage fremfor bare at vinde valget.

Mine forældre gik i gymnasiet med Hr Løkke. Han havde efter sigende allerede planlagt at blive statsminister i 1. G, hvilket han målrettet arbejdede hen imod...

Jeg tror, at Morten Kjeldgaard, Peter Hansen og Liliane Moriello har fat i noget meget spændende her. Der er måske i virkeligheden en meget tæt sammenhæng mellem ’indædt ideologi’ og et mere eller mindre bevidst ønske om personlig vinding. Mange historiske eksempler tyder da på det. Men, det skal der måske filosoffer/psykologer/pyskiatere til at forklare?

Jeg ville gerne forstå, hvad det egentlig er, vi taler om, og fandt en række definitioner. De kan stort set sammenfattes således: En ideologi er et sammenhængende system af politiske eller filosofiske ideer - en overordnet idé om, hvordan forskellige samfundsproblemer skal løses, og hvordan samfundet skal opbygges. En ideologi er ofte karakteriseret ved at arbejde hen imod et slutmål - f.eks. kommunismens mål om fælleseje af produktionsmidlerne.
Ordet ideologi er et paraplybegreb, som dækker over opfattelse af ideer, forståelse, meninger og i høj grad værdier. En ideologi kan have sit udspring i erfaring, et lands sociale situation eller i filosofiske tanker. Med ideologisk ståsted menes der både de tanker, man gør om samfundet og dets udvikling, og hvad der udgør rammen for den måde hvorpå man handler.
Ideologiernes rolle i og relevans for den førte politik er et evigt tilbagevendende emne til diskussion, men sikkert er det, at ideologi i mange partier udgør et fundament for partiets principper og holdninger, mens det for andre nærmest er hele partiets grundlag.

Der er også udsagn som: ”ideologier er bevæbnede ideer” og ”Ideologi er forsøget på at ændre vejens beskaffenhed ved at opstille nye vejskilte”. Sidstnævnte sagt af den italienske forfatter og journalist Carlo Manzoni (1909-1975), som jo levede i et land og en tid, hvor ideologierne førte sig frem.

og

”Ideologien – det er den, som forsyner misgerningen med den tilstræbte retfærdiggørelse og misæderen med den nødvendige udholdenhed og fasthed. En samfundsteori, som hjælpe ham til over for sig selv og andre at renvaske sine hænder og i stedet for bebrejdelser at høste ros og hæder”, sagde Aleksandr Solsjenitsyn.

Og – når proppen nu er af:

”Der er no’n uheldige folk heromkring
hvis vejrhaner ligefrem piver.
De følger med vindens urolige sving
med ganske uhyggelig iver.
Så lydløst de kan, men det kniver.
Når vejrhaner hviner for vindenes kast,
så foreslår jeg vi forener
os om at gå op og skrue dem fast,
hvis De forstår, hvad jeg mener.”

Det skrev Piet Hein i 1943, så meningen var jo nok mere drastisk end situationen i dag indbyder til – men vi kan da bruge stemmesedlen fornuftigt – selv om alle alternativer for øjeblikket er temmelig mistrøstige.

Søren Kristensen

Ærgerligt i denne forbindelse at lederen af det store arbejderparti heller ikke har særlig meget erhvervserfaring uden for den politiske spilleplade, især når man ser hvor stor gevinst en Pia Kjærsgaard har haft af sin fortid som hjemmehjælper eller en Lene Espersen af sin, som ansat på fiskefabrikken i Hirtshals. Omvendt er et manuelt ungdomarbejde ikke nogen garanti for erhvervsmæssig succes senere i livet. Det tror jeg vi er mange der har måtte sande.

Ideologi minder i høj grad om en nyfunden religion, trods et gammelt begreb, synes man at fornemme, at datidens overtro har fundet vej til folketinget.

Ideologier er illusoriske, de har ingen bund i virkeligheden. En ideologi i fuld flor, vil kræve resten af verden enten -bliver udryddet eller indoktrineret, historien fortæller hvordan det forløb. ( Hitler, Stalin o.s.v )

Hvor ondt det end måtte gøre, er der kun en vej, samarbejde. Tidens politiske fastfrysning viser en klar tendens, i hele den vestlige verden, hvordan opdelingen i samfundet bliver synlig. Omend det stadig kan vende, så er der dystre fremtidsudsigter, hvis man ikke har spidse albuer.

Hvis alle fattige magtede at stemme, eller ikke følte det var vilkårligt hvem der havde magten, ville eliten være en saga blot. Alene den analyse siger mangt og meget. Det er vel næppe værdipolitik der er værd at leve for.

Vi har behov for en lovgivning der sikrer de svage i samfundet, uanset hvilke tosser der bliver valgt ind, samtidigt med en forfatning der ikke kan bestrides.

Det ville være den etisk rigtige beslutning, jeg tror desværre vi lander på Mars, inden det er aktuelt.

Den mand efterlader sig et spor af 'død og ødelæggelse'
Kommunalreformen der blev solgt som en effektiviserng og besparelse har betydet flere ikke færre ansatte i kommunerne og bortfald af overordnet planlægning på sundheds- social- og miljøområdet
Skandale historierne vi ser poppe op vedrørende de social specialinstitutioner er en forventet følge af at man har overladt ansvaret til kommunerne
der ikke har formået at løfte opgaven. De eksperter man havde siddende i Amterne er spredt ud i kommunerne i 'et tyndt lag' og har ikke længere overblik eller handlingsmuligheder
På miljøområdet har decentraliseringen samme effekt. En svækket eller fraværende indsats. Historienere er begyndt at dukke op men der er værre ting i vente. Miljøforværringen sker langsomt men sikkert. De tiltag der skete i Svend Aukens tid er langsomt ved at forvitre
På hospitalsområdet har indførelsen af en ugennemskuelig afregnings metode betydet at langsigtet planlægning på hospitalsområdet er en saga blot. Nu handler der om at overleve fra et budgetår til det næste uden for mange skramer:
Har man for lav 'produktion' straffes man , har man for høj produktion straffes man også -ingen ved om man er 'købt eller solgt' før regnskabet fra sidste år foreligger
Spørgsmålet til alt dette er om der er tale om en gennemtænkt strategi der handle rom at svække den offentlige service i Dk. eller om

"Hvis et politisk parti ikke har sin grundlæggelse i viljen til at fremme en sag, som er rigtigt og det er moralsk, så er det ikke et politisk parti, det er blot en sammensværgelse om at tage magten."
- Dwight Eisenhower

Det er vel efterhånden der Venstre er kommet ud.

Henrik Andersen

Der var en gang hvor politikere troede på det de sagde og gjorde.
der er nu en gang hvor de gør hvad der er bedst for dem selv.
Vælgerne skal blødgøres kort før et valg, så går man tilbage til nr 1.
Hvis dette er den nye politiske vej så er vi nok bedre stillet med en regering bestående af embedsmænd og så nogle få folkevalgte til at se dem efter i sømmene.
Helle eller Løkke, Helle har da i det mindste en god familie af politikere som forstår at sørge for nogle gode stillinger, så hun skal nok klare sig, Løkkke kan selvfølgelig snakke med hinde eller hans forgænger.