Nyhed
Læsetid: 2 min.

Tårnbys brevkontrol sendt til ombudsmanden

Hvor godt skal en kommune begrunde, at den afskærer to anbragte piger fra deres familiære netværk og enhver form for brevkontakt? Børns Vilkår har sendt en konkret sag til ombudsmanden
Indland
30. september 2010

Det er ikke Lises og Lottes ønske, skriver Tårnby Kommune som begrundelse for, at pigernes mormor ikke kan få lov til at se dem.

Sagen om de to tvangsflyttede piger fra Tårnby, som i juni 2009 på mindre end en dag blev revet væk fra deres klassekammerater, deres veninder og deres mormor, hvor de havde boet i knap tre år, bliver nu indbragt for ombudsmanden af foreningen Børns Vilkår.

Ombudsmanden bliver bedt om at vurdere to forhold. For det første kommunens afslag på samvær med pigerne, der nu bor hos en plejefamilie et sted på Sydsjælland, og for det andet den brevkontrol, som kommunen har indført i forhold til pigernes mormor og moster.

Børns Vilkår gør gældende, at brevkontrollen er en overtrædelse af serviceloven, der kun giver en kommune mulighed for at kontrollere barnets post, hvis barnet er anbragt på en døgninstitution. Ydermere er brevkontrollen en overtrædelse af Børnekonventionens artikel 16, mener Børns Vilkår.

Socialminister Benedicte Kiær (K) har i relation til samme sag tidligere forklaret Folketinget, at generelt må en kommune kun afbryde forbindelsen mellem børn og pårørende, hvis det sker som en beskyttelse af og af hensyn til børnenes sundhed og udvikling.

»Jeg tror ikke på, at de to piger har behov for at blive 'beskyttet' mod deres mormor,« siger Jette Wilhelmsen fra Børns Vilkår, der derfor også vil have ombudsmanden til at vurdere holdbarheden af Tårnbys begrundelser.

Budt på chokolade

Information har i november 2009 indgående beskrevet sagen om de to mindreårige piger, som Tårnby Kommune over hals og hoved, men uden nogen form for forklaring tvangsflyttede fra deres mormor, hvor de var netværksanbragt på tredje år. Baggrunden for, at pigerne boede hos mormor, var, at deres forældre ikke selv magtede at tage sig af dem.

Om formiddagen den 8. juni 2009 blev pigerne kaldt hen på skoleinspektørens kontor, hvor to embedsmænd fra kommunen bød på chokolade og viste dem billeder af 'deres' nye familie. Under samtalen blev pigerne spurgt, om de ville bo der. Få timer senere blev de uden bagage ved politiets foranstaltning kørt bort fra mormorens parcelhus bag lufthavnen hen til en for pigerne ukendt plejefamilie. Siden har mormoren og mosteren, der aldrig har fået nogen forklaring fra kommunen, ikke fået lov at mødes med pigerne endsige ringe eller skrive til dem.

I afslaget på samvær, som altså nu er påklaget til ombudsmanden, skriver Tårnby Kommune, at på en »nyligt« afholdt børnesamtale har de to piger »udtrykt, at de ikke ønsker samvær med Jer på nuværende tidspunkt. Når og hvis Lise og Lotte udtrykker ønske herom, at dette laves om, vil forvaltningen selvfølgelig være behjælpelig med dette.«

Navnene på de to piger er ændret. Se Informations gennemgang af tvangsflyttelsen af de to søstre: www.information.dk/214320

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak til Ulrik Dahlin for at følge denne ulykkelige sag.
Når Børns vilkår går til ombudsmanden ang. sagen må den indeholde mere end Tårnby kommune bryder sig om. En anden ting jeg ikke forstår er, at en netværksanbringelse ikke foretrækkes i stedet for en dyre privat anbringelse. – hvis vi skal være rent kyniske.