Læsetid: 3 min.

Udlændingeservice afviser prostituerede i tvivlstilfælde

Udlændingeservice hævder altid at lade tvivlen komme kvinderne til gode, hvis der er mistanke om, at de er handlet. Men i sidste uge besluttede Udlændingeservice, at mindst to afrikanske kvinder skulle udvises, umiddelbart efter at kvinderne var blevet vurderet som 'måske handlede'
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech skal nu i samråd, hvor hun - sammen med justitsministeren - skal redegøre for, hvorvidt regeringen lever op til sine retningslinjer for menneskehandel.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech skal nu i samråd, hvor hun - sammen med justitsministeren - skal redegøre for, hvorvidt regeringen lever op til sine retningslinjer for menneskehandel.

Claus Fisker

10. september 2010

Nye oplysninger om det sagsforløb, der i sidste uge førte til, at 13 afrikanske kvinder blev udvist efter en masse-anholdelse på Vesterbro, står i direkte modstrid med Udlændingeservices oplysninger om, hvordan styrelsen håndterer muligt handlede kvinder.

Myndigheden, der træffer beslutningen om de afrikanske kvinders udvisninger, har ikke villet stille sig til rådighed for et telefonisk interview med Information. Men i en mail sendt via en pressemedarbejder skriver souschef Susanne Züberlein til citat: »Hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt kvinden er handlet, lader vi altid tvivlen komme kvinden til gode.«

Imidlertid fortæller socialarbejdere fra Center mod Menneskehandel til Information, at mindst to kvinder, som centret vurderede måske var handlet, umiddelbart efterfølgende blev udvist af Udlændingeservice. Centret er en del af Servicestyrelsen og har til opgave at vurdere for Udlændingeservice, om kvinder kan være ofre for trafficking.

Af de 18 kvinder, som blev anholdt ved aktionen, fik én forlænget sit ophold.

Men socialarbejder Thomas Laigaard, som interviewede fem af de øvrige anholdte kvinder, oplyser til Information, at to kvinder herudover gav anledning til mistanke om, at de var handlede, og at det fremgik af den vurdering, Laigaard gav videre til Udlændingeservice. Alligevel valgte Udlændingeservice at udvise kvinderne.

Ikke hele historien

Center mod Menneskehandel arbejder ud fra et interviewskema, hvor socialarbejderen kan sætte hak i felterne 'Handlet', 'Ikke-handlet' og 'Mistanke om handel, men kan ikke vurdere det', og vurdering sker på baggrund af interviewet med kvinden på politigården. Når socialarbejderen sætter hak ved 'mistanke', er det oftest, fordi kvinden ikke vil fortælle hele sin historie, men at der alligevel er en begrundet mistanke. I mailen til Information skriver Udlændingeservices souschef endvidere, at styrelsens beslutning baserer sig på to kilder:

»Vi tager stilling på basis af de to separate indstillinger, vi modtager, herunder med kvindens egen forklaring. Hvis vi vurderer, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, træffer vi afgørelse, og i modsat fald kan vi bede politiet om yderligere oplysninger. Hvis der kommer nye oplysninger, har vi desuden mulighed for at genoptage sagen,« skriver Susanne Züberlein.

Politiet oplyser imidlertid til Information, at det ikke tager stilling til om, hvorvidt en kvinde er handlet eller ej, medmindre »det står bøjet i neon.«

Det forklarer Dannie Rise fra Station City, som var leder af politiaktionen i sidste uge.

»Vi afhører kvinden, som vi ville gøre i alle andre sager - men selve vurderingen af, om kvinden er handlet eller ej, kan politiet ikke lave. Det er Center mod Menneskehandel, der har den kompetence, og derfor er det naturligvis dem, der gør det,« siger Dannie Rise.

Adspurgt om en kommentar svarer svarer Susanne Züberlein via mail: »Jeg kan sige, at vi har fulgt præcis den fremgangsmåde i sagsbehandlingen, jeg har forklaret.«

Information beskrev i går, at Center mod Menneskehandel reelt kun har én time til at interviewe kvinderne, før centret skal afgive den vurdering, der danner grundlag for Udlændingeservices beslutning om, om kvinderne kan være handlede og derfor ikke skal udvises med det samme.

På baggrund af gårsdagens artikel har retspolitisk ordfører for Enhedslisten Line Barfod kaldt integrationsministeren og justitsministeren i samråd i retsudvalget, hvor de skal redegøre for, om regeringen lever op til sine retningslinjer for bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af mulige ofre. SF's ligestillingsordfører Pernille Vigsø Bagge har tillige stillet § 20-spørgsmål til justitsministeren om kvaliteten af de vurderinger, der ligger til grund for udvisningerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis man reelt er offer for menneskehandel, hvorfor skulle man så oplyse de danske myndigheder om dette? Giver det andet end i bedste fald midlertidig opholdstilladelse og bagmændene på nakken?

At efterlade et spor om at man er et handelsoffer kan meget nem blive en populær bagdør til en færdigudviklet land uden behov for indvandring, der kun undtagelsesvis kan tage i mod politiske asylanter.