Baggrund
Læsetid: 4 min.

Vinderen tager det hele

USA's skiftende regeringer har alle aktivt bidraget til at udhule den amerikanske drøm. I stedet for at fremme håbet om, at i morgen bliver bedre end i dag, oplever middelklassen, at dens levestandard falder, mens politikerne fortsat begunstiger de én procent rigeste familier
Indland
23. september 2010

WASHINGTON DC - Er Amerikas demokratiske politiske system en lukket mekanisme, der forbliver resistent overfor forandring, besat af penge? Og er det dette system - mere end såkaldt 'dybe markedskræfter' og et ureguleret finansielt morads - som er den egentlige drivkraft bag den stigende ulighed i USA? En ulighed, som er godt på vej til at underminere supermagtens økonomiske og politiske stabilitet. Svaret på dette er ja, mener to estimerede forskere, begge professorer i politiske studier ved to af USA's eliteuniversiteter, Jacob S. Hacker fra Yale og Paul Pierson, der er ansat ved Berkeley; og det har de lige skrevet en af den samfundsøkonomiske sæsons mest omtalte bøger om: Winner-Take-All Politics: How Washington Made the Rich Richer - And Turned Its Back on the Middle Class.

Mandag besøgte de to forfattere centrum-venstre-tænketanken New America Foundation i Washington DC for at lancere bogen i hovedstaden, og i den anledning havde tænketanken indbudt en række fagøkonomer samt en række journalister og analytikere til at lytte til forfatterne og diskutere bogens budskab.

Perfekt timing

Salen summer af forventning, inden mødet går i gang. Set med bogsalgsbriller er bogen perfekt timet. Økonomiske spørgsmål ligger øverst på den politiske dagsorden op til det afgørende midtvejsvalg om blot seks uger, og fire dage før har en ny rapport fra det amerikanske statistikbank, Census Bureau, vist, at andelen af fattige amerikanere er vokset kraftigt over de seneste tre år: 43,6 millioner amerikanere, 14,3 procent af befolkningen, kan nu betegnes som fattige. Samtidig kører den brandvarme diskussion om, hvorvidt skattelettelser til USA's rigeste familier, som blev indført under George W. Bush, skal fortsætte eller udløbe, som det blev foreslået af præsident Obama.

Hacker tager ordet først og efter et crash course gennem bogen garneret med et par vittigheder om økonomer (han er selv politolog), som det artige publikum ler ad, kommer han til hovedkonklusionen:

»Begge partierne, republikanerne mest, men ikke udelukkende, er i lommen på interessegrupper gennem det net af lobbyister, som gennemsyrer det politiske system i Washington DC.«

Gaver til de megarige

Konsekvenserne er alvorlige: en udhuling af det politiske demokrati, som USA bryster sig af at huse og et kolossalt svigt af den amerikanske middelklasse, der kan se frem til ikke bare faldende indtægter, men også en erfaring, der står i central modsætning til den amerikanske drøm, nemlig at deres børn vil få dårligere betingelser og levevilkår end dem selv.

Konklusionen er garneret med solid empiri.

»Måler man på alle de offentlige midler, inklusive indkomst, skat, føderale tilskud af enhver art, og arbejdsgiverbetalte sociale ydelser som sundhedsforsikringer og ydelser som Medicaid, så er op mod 40 pct. af nettoindkomststigningerne over de seneste 40 år gået til den rigeste én procent af befolkningen. Denne gruppe af de allerrigeste har haft en nettostigning i deres indtjening, som er større end den andel, der er kommet 90 pct. af samfundet til del,« forklarer Hacker.

De allerrigeste mennesker i USA - den ene procent, bogen taler om - er mennesker med en årsindkomst på seks til syv millioner dollar (omkring 40 millioner kroner, red.)

De to forfattere har først og fremmest søgelyset rettet mod skattepolitikken, når de skal forklare, hvordan en så ulige udvikling har kunnet finde sted. Siden 1995 har forskellige love systematisk sænket skatten for de allerrigeste. Et eksempel: I 1995 betalte USA's 400 rigeste familier i gennemsnit 30 procent i indkomstskat. I 2007 var indkomstskatteprocenten faldet til 16 procent, hvilket svarer til et tilskud på 45 millioner dollar pr. person.

Har ikke ændret sig

Her tager hans medforfatter over. Paul Pierson er ivrig efter at understrege, at demokraterne ikke har gjort noget for at stoppe hverken forgyldning af de rigeste eller de tunge interessegruppers regeren i Washington.

»Vi har haft en demokratisk kontrolleret Kongres i de seneste fire år, og det har ikke ændret sig.«

Om de forkætrede og omdiskuterede skattelettelser til de rigeste siger han: »De fleste politikere finder det næsten umuligt at tage noget fra folk, som de en gang har givet dem. Men denne generation af politikere vil imidlertid finde et så stort hul i budgettet, at de kan blive nødt til at gøre noget utraditionelt.«

Senere, da han svarer på et spørgsmål fra salen om, hvorvidt der dog slet ikke er en forskel på de to partiers fordelingspolitik, uddyber han pointen: »Forskellen på de to partier kan måske bedst illustreres sådan, at disse forandringer henimod et radikalt mere ulige samfund, styrker republikanerne og udfordrer demokraterne. Men facit er, at vi mere og mere ligner samfund, vi normalt ikke synes om, når det drejer som om indkomstfordeling. Lande som Mexico og Brasilien. Vi er der ikke endnu, men vi er godt på vej.«

Håbet er lysegrønt

De to forfattere er - overraskende nok - imidlertid ikke rede til at erklære sig som pessimister.

Til Information siger Pierson efter mødet, at »trenden er ikke uundgåelig. Der er nogle, især fagøkonomer, der mener, at den stigende ulighed er en automatisk følgevirkning af globaliseringen og udviklingen i ny teknologi. Det er jeg helt uenig i. Det her handler om politik og om politiske rettesnore. Det er muligt at føre en anden politik, det handler ikke kun om økonomiens stumme tvang. De valg, politikerne tager, er med til at skabe markedet. Det tror jeg mange demokratiske politikere godt ved, og jeg har forhåbninger til den yngre generation især. At det haster er jeg ikke i tvivl om.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her