På trods af advarsler om at irakisk politi torturerer og mishandler fanger, har den danske Irak-styrke medvirket til at tage et hidtil ukendt højt antal irakere til fange og overlade dem til det irakiske politi.
Det fremgår af de mere end 391.832 lækkede amerikanske militærlogs, som i dag ventes offentliggjort af organisationen Wikileaks.
Over for Folketinget har Forsvarsministeriet i et svar til Forsvarsudvalget i august 2006 oplyst, at den danske bataljon i Irak har tilbageholdt 21 personer i 2004 og 2005. Nu dokumenterer de lækkede logs, at den danske Irak-styrke i denne periode har medvirket til tilfangetagelsen af mindst 95 personer, hvoraf mindst 62 blev overladt til de irakiske myndigheder.
Og det er vel at mærke sket, selv om koalitionsstyrkerne ifølge de lækkede logs selv har overværet, hvordan det irakiske politi har tortureret og mishandlet fanger, ligesom menneskerettighedsorganisationer har rapporteret om omfattende tortur af fanger i det irakiske politis varetægt.
Når der er markant forskel mellem det tal, Forsvarsministeriet har oplyst over for Folketinget, og de mange tilfangetagelser den danske styrke ifølge de lækkede logs har medvirket til, skyldes det ifølge Informations kilder i forsvaret, at forsvaret tidligt i løbet af 2004 rutinemæssigt begyndte at tage britiske soldater med på operationer. Derfor var det rent fysisk briterne, der lagde hånd på fangerne i forbindelse med tilbageholdelser og dermed også briterne, der stod tilbage med det juridiske ansvar.
Men ifølge menneskerettighedseksperter er den strategi ikke holdbar.
»Hvis det er danskerne, der står for en operation og så bare får nogle andre til at pågribe fangerne for at slippe for videre ansvar efterfølgende, så virker det til at være en omgåelse af Genèvekonventionen,« siger jurist ved Institut for Menneskerettigheder Peter Vedel Kessing.
»Hvis de her oplysninger er korrekte, har de politiske beslutningstagere forsømt deres moralske forpligtelser,« siger Socialdemokratiets forhenværende udenrigsminister Mogens Lykketoft.
Information stillede torsdag eftermiddag Forsvarsministeriet en række spørgsmål om sagen, både mundtligt og pr. mail, og efter flere opfølgende påmindelser svarede ministeriet fredag aften, at det var umuligt at besvare spørgsmålene fyldestgørende inden deadline, og at forsvarsminister Gitte Lillelund Bech ikke havde mulighed for at deltage i et interview.
Dokumentation
Rapporterne er blevet frigivet i samlet form af Wikileaks: http://warlogs.wikileaks.org
Ja, aviserne har vist sat et team Journalister til at researche wikileaks.
Dette er ikke noget der kan få mit pis i kog, i betragtning af hvad krig er for en størrelse. Krig er grimt og ødelæggende for menneskeheden, og der er overhovedet ikke noget godt ved det.
Så kan det godt være at der ligger nogle konventioner og pynter på fine mahogniborde, som skal få krig til at synes mere spiselig og civiliseret. Det ændrer bare ikke noget.
Er dette så en forfærdeligt foragtelig handling? Ja selvfølgelig er det det, men det er under den paraply der hedder krig.
Vil man stoppe sådan noget her, så må man stoppe med at medvirke i krig.
Problemet her er bare at bagmændene bag krigen forsøger at male et skønmaleri til tider og tilsyneladende heller ikke mener at befolkningerne rundt omkring har ret til at vide, hvordan krigen reelt har forløbet.
Her gemmer man sig bag sikkerhedsårsager - til trods for at det er en konsensus blandt eksperter at det intet problem med dette er, så længe det udgives på en etisk forsvarlig måde.
Når man går i krig, så må man spille efter de spilleregler som der nu engang er. Det kan ikke være rigtig at man kan være selektiv omkring det. Det må også være en forventning blandt befolkningen.
Problemet er jo netop at spillereglerne ikke er overholdt.
Krig er altid en beskidt affære. Ingen tvivl om det.
Desværre ser vi gentagne gange at de vedtagne regler tit bliver tilsidesat i 'den hellige sags tjeneste'.
Ganske givet er det sværere at føre krig når man er bundet af regler, der sikrer en retfærdig behandling af fanger. Men det er det der gør at vi i sidste ende kan påberåbe os at være bedre og mere menneskelige end andre.
Skipper du disse regler, så må du samtidig også være indstillet på at melde ud at du ikke er bedre end modparten.
Men det gør man ikke. Og det er nok det der er kernen i alt dette.
Den er vist svipset - igen.
Og så er Borgen da endelig blevet virkelig(hed)....
I Søndags sendte DR1 'borgen' som netop denne søndag handlede om fanger som usa transporterede i fly. og brugte thule aribase til...
I dag kan vi så læse at danske styrker i Irak har udleveret fanger til - usa og irak....