Interview
Læsetid: 4 min.

Fælles fodslag i filmbranchen ... og så alligevel ikke

En samlet filmbranche er netop kommet med en række anbefalinger til den nye filmaftale, der snart skal forhandles på plads. Men ved siden af det fælles fodslag kommer de enkelte parter i branchen med forslag, der peger i forskellige retninger. Det Danske Filminstituts direktør, Henrik Bo Nielsen, afviser, at det er et problem
Indland
7. oktober 2010
Henrik Bo Nielsen har haft fælles fodslag i filmbranchen som erklæret mission, siden han for to år siden tiltrådte som direktør for DFI. Den nuværende filmaftale blev nemlig til i en sand slåskamp mellem filmbranchens parter.

Henrik Bo Nielsen har haft fælles fodslag i filmbranchen som erklæret mission, siden han for to år siden tiltrådte som direktør for DFI. Den nuværende filmaftale blev nemlig til i en sand slåskamp mellem filmbranchens parter.

Reimar Juul

Alle filmfolk er enige om, at grunden til, at den danske filmbranche fik så lidt indflydelse på den forrige, meget udskældte filmaftale, var, at man internt var alt for uenige. Men her kort før forhandlingerne om en ny filmaftale går i gang, ser det umiddelbart ud, som om historien er ved at gentage sig.

Først meldte TV2's programchef Keld Reinicke ud, at Det Danske Filminstitut (DFI) burde omdannes til et Fiktionsinstitut, der støtter både film og tv. Dernæst opsagde Producentforeningen den aftale, som sikrer danske film et biografliv på seks måneder, før de sendes ud på dvd og Blu-ray.

Så var det Danske Filminstruktørers tur til at afsløre, hvilke forventninger de havde til fremtiden - der skal være plads til mod og talenter, og »det kræver risikovillighed.« Og senest præsenterede Producentforeningen sine »ønsker til filmaftalen,« der både handler om skattelettelser og en erhvervsagtig støttepulje.

I alle tilfælde er det blevet til en offentlig diskussion mellem de forskellige parter og Filminstituttet. I filmtidsskriftet Ekko var debatten mellem TV2's Keld Reinicke og DFI's direktør, Henrik Bo Nielsen, så ophedet, at Henrik Bo Nielsen opfordrede TV 2 til at »sende en voksen« næste gang, der skulle forhandles mellem tv-stationen og instituttet.

Filmaftalefadæse

Henrik Bo Nielsen har ellers haft fælles fodslag i branchen som erklæret mission, siden han for to år siden tiltrådte som direktør for DFI. Den nuværende filmaftale blev nemlig til i en sand slåskamp mellem filmbranchens parter. Uenigheden var så voldsom, at alle havde travlt med at undsige aftalen, da den blev vedtaget i efteråret 2006.

En sådan fadæse har ingen, især ikke DFI, ønsket gentaget, og i januar i år præsenterede instituttet sit forslag til en ny filmaftale, Sæt filmen fri, som blandt andet byggede på en lang række samtaler med folk i filmbranchen, den såkaldte Spørg & Lyt-proces.

Blandt andet er parterne enige om, at DFI skal have større frihed, at tv-stationernes magt skal mindskes, og at filmstøttesystemet skal kigges efter i sømmene. Det er resulteret i rapporten Dialog og Fleksibilitet om fremtidens filmstøtte, som en række ledende repræsentanter fra branchen netop har udfærdiget og afleveret på foranledning af kulturministeren.

Men heller ikke i denne sammenhæng undgår branchen uenigheden; Producenten Sarita Christensen har i et bilag til rapporten pointeret, at hun er enig i rapportens anbefalinger, men ikke finder dem vidtgående nok.

Naturlige interesser

- Umiddelbart ser det ud til, at der stadig er uenighed i branchen. Plejer parterne i virkeligheden deres egne interesser, som det skete ved de seneste filmaftale-forhandlinger?

»Ud fra en overfladisk betragtning tænker man, 'hold da op, de skyder i øst og vest.' Men når man begynder at tale konkret filmpolitik, viser det sig - takket være den øvelse, der er gået forud gennem Spørg & Lyt og dialogmøder og megen god vilje fra parterne, hvor der dels er skabt et fælles ordforråd - at så er forskellene på de centrale og konkrete stræk mindre,« siger Henrik Bo Nielsen.

- Men hvis I er så enige, hvordan forklarer du så de mange forskellige udmeldinger fra branchens parter - handler det om, at man vil markere sig i forhold til hinanden og politikerne?

»Der er et markeringsbehov, ja. Producentforeningen er optaget af en stor, erhvervspolitisk satsning, som i højere grad handler om business og beskæftigelse, end den handler om kunst. Instruktørsammenslutningen har en anden dagsorden, som skal sikre instruktørerne et frirum. Og det er fint. Jeg er langt fra enig i alt, hvad der står i Producentforeningens oplæg, men det er der, de naturlige, modsatrettede interesser viser sig.«

Fredsommelig situation

Professor Ib Bondebjerg fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet medgiver, at parterne plejer forskellige interesser, men genkalder sig de tidligere forhandlinger og mener, at situationen i dag er særdeles gunstig, hvad angår en ny filmaftale.

»Hvis man sammenligner med sidste gang, så var der jo nærmest tale om krigserklæringer, og man gik til politikerne bag ryggen på hinanden,« siger Ib Bondebjerg, der også er tidligere formand for DFI's bestyrelse.

»I forhold til det synes jeg, at situationen nu ser relativt fredsommelig ud. Det virker, som om det er lykkedes Henrik Bo Nielsen at lave en proces, hvor alle føler, at de er blevet hørt.«

Filmbranchens parter spiller dog deres sædvanlige spil, forklarer Ib Bondebjerg:

»De små producenter vil gerne have iværksætterpenge. De store producenter vil gerne have rigtige skattelettelser og ordentlige investeringsforhold. Og kunstnerne vil gerne have flere penge til kunsten. Sådan er det, og foreninger, der repræsenterer forskellige interesser, skal vel markere sig. Jeg synes ikke, at det er faretruende, med mindre det bliver et politisk spil, som kan opstå, hvis der er stor uenighed. Det virker ikke, som om der rigtig er lagt i kakkelovnen.«

Men, siger Ib Bondebjerg også, Producentforeningen kan med sine ønsker for fremtiden i værste fald komme til at spænde ben for en bred filmaftale:

»De skriver, at de er enige med den kulturelle del af filmstøtten. Men så vil de også have 100 mio. og en skatteordning til erhvervsforanstaltninger, og det hænger selvfølgelig ikke sammen. Det er lidt naivt at tro, at man kan sige til politikerne, at 'vi vil både have flere penge i den ene ende og i den anden ende.' Sådan spiller klaveret jo ikke, og det kan komme til at skade de øvrige støtteordninger.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christina Rosendahl

Artiklens fokus på interne kampe i filmbranchen er ikke rigtig. Som næstformand i Sammenslutningen af Danske Filminstruktører deltager jeg lige nu i mange møder med DFI, filmbranchens parter og politikerne, og jeg oplever altså ikke nogen stor, grundlæggende uenighed. Filmbranchen roses derimod i Børsen idag for at stå samlet: "Udsigt til bred politisk filmaftale" og “ Enig branche støtter historisk filmudspil” er to af overskrifterne .
Min oplevelse er, at vi I filmbranchen er ret enige om: Meget mere risikovillighed ind i dansk film! Mere diversitet mellem filmene! Mindre kassetænkning! Mere fleksibilitet for DFI! Mindre detailstyring!
At vi så har et par små-hangs med hinanden internt, er virkeligt ikke noget problem. Tværtimod er det en styrke, der sikrer en fortsat og levende dialog i filmbranchen.