Læsetid: 4 min.

Fagforeninger: Ministre tørrer sygehussag af på embedsværk

Embedsmændenes fagforeninger raser over, at ministrene i sygehussagen løber fra deres ansvar for regelbrud i ministerierne ved at henvise til deres egen uvidenhed. Sagen kan aldrig blive embedsværkets ansvar, og derfor er udmeldingerne direkte 'usympatiske', lyder kritikken
7. oktober 2010

De involverede ministre og eksministre i sygehussagen må holde op med at skyde skylden på deres embedsmænd og i stedet stå ved deres eget ministeransvar, lyder en enstemmig opfordring fra Akademikernes Centralorganisation, DJØF og Dansk Magisterforening. Embedsmændenes fagforeninger er forundrede over, at ministrene i den seneste tid har undskyldt deres rolle i sagen med, at de intet har kendt til fejl begået i ministerierne.

Udenrigsminister Lene Espersen (K) benægtede for eksempel i gårsdagens spørgetime i Folketingssalen ethvert kendskab til, at hendes egen spindoktor skulle have beordret en embedsmand til at slette mail i ministeriet, og indskød samtidig, at »Økonomi- og Erhvervsministeriet over for medarbejdere har understreget, at de fremadrettet skal gå til ministeriets øverste ledelse, hvis der opstår lignende situationer, således at ministeriets øverste ledelse kan afgøre, om der skal iværksættes tjenstlige sanktioner.«

Ligeledes afviste eks-sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) at have ansvar for, at Sundhedsministeriet hemmeligholdt et omfattende beregningsarbejde af priserne til privathospitalerne for Rigsrevisionen.

»Jeg aner ikke, hvorfor det skete. Det skyldtes i hvert fald ikke en instruks fra min side,« forsvarede han sig i går i en artikel i Jyllands-Posten.

En farlig tendens

Men uanset, hvad der er foregået i sagen, så er og bliver det ministrenes og ikke embedsmændenes ansvar, lyder det fra DJØF, der blandt andre organiserer ministeriernes departementschefer.

»Det her er en farlig tendens for vores folkestyre, for man er nødt til at huske, at det er ministrene, der har ministeransvaret. Det kan embedsmænd aldrig have. Ansvaret er og bliver ministerens, og det følger med, når man træder af. Det kan man ikke flytte over eller tørre af på embedsmændene,« siger Per Hansen, der er formand for de offentlige chefer.

Han understreger, at uvidenhed ikke fritager for ministeransvar, og at ministeren har en »positiv pligt til at holde sig orienteret om, hvad der foregår.«

»Vi appellerer nu til, at de folkevalgte står ved deres ministeransvar,« siger han.

I Dansk Magisterforening er formand Ingrid Stage også fortørnet over ministrenes udmeldinger:

»Det er meget usympatisk, at politikerne nu skyder skylden videre på deres embedsmænd,« siger hun og understreger, at ministrene bør afholde sig helt fra at inddrage embedsværket i sagen. De er også arbejdsgivere og bør derfor tage bedre hensyn til deres ansatte, som i forvejen er blevet hevet gennem omfattende undersøgelser i sagen.

»Det er enormt ubehageligt for menige, loyale medarbejdere i et ministerium at få en kollektiv beskyldning om, at man ikke har fulgt den anvisning, som den politiske ledelse har givet. Dé usympatiske anklager bør politikerne helt afholde sig fra at komme med,« siger Ingrid Stage.

Formanden i Akademikernes Centralorganisation, Erik Jylling, deler bekymringen og påpeger, at selv om der kan ske en fejl, så har embedsmænd ingen incitamenter til at handle på egen hånd.

»Det er utænkeligt at forestille sig, at apparatet skulle begynde at agere, uden at der ligger en politisk udtalt eller uudtalt vejledning i, hvad der skal foregå. I hvert fald er det farligt, hvis ministrene begynder at frakende sig ansvaret,« siger Erik Jylling.

Politisk embedsværk

Professor i statskundskab ved Københavns Universitet Tim Knudsen giver fagforeningerne ret i deres kritik. Ministeren sidder som følge af ministeransvarsloven med det endelige ansvar for, hvad der foregår i et ministerium. Men når det er sagt, så bærer embedsmændenes øverste chefer - departementscheferne i Sundhedsministeriet og i Økonomi- og Erhvervsministeriet - også en stor del af ansvaret, understreger han.

»Der ligger tungt ansvar ved departementschefen om at gøre ministeren opmærksom på reglerne og på at sikre, at de særlige rådgivere følger dem,« siger han.

Han henviser til, at den såkaldte spindoktor-betænkning direkte gav departementscheferne instruktionsbeføjelser over for de særlige rådgivere.

»Det er et problem, hvis ministrene ender med at løbe fra deres del af ansvaret. Men man kan også rejse det spørgsmål, om man ikke efterhånden har fået politiseret de øverste embedsmænd så langt, at det ikke er rimeligt, at ministrene skal stå med hele ansvaret alene,« siger Tim Knudsen.

Foruden Lene Espersen (K) måtte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) også svare på en byge af kritiske spørgsmål fra S og SF i Folketingets spørgetid i går.

Både Løkke og Haarder forsøgte at nedtone vigtigheden af, at rigsrevisor Henrik Otbo først fik kendskab til rapporten fra Sundhedsministeriet, efter at han havde afsluttet sin undersøgelse af overbetalingen af privatsygehusene.

»Har det haft betydning for Rigsrevisors arbejde - det kan jeg ikke vurdere. Men jeg kan se, at han har udtalt sig offentligt om sagen sidste sommer, hvor han ikke tillagde den nogen betydning,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Dansk Folkeparti og Liberal Alliance afventer nu et samråd i Finansudvalget i sagen, før de vil tage stilling til, hvad konsekvenserne skal være for Lene Espersen og regeringen.

Serie

Mailsagen

Det offentlige har i årevis betalt mere end nødvendigt til de private sygehuse. Forsøget på at skjule overbetalingen har foreløbigt ført til anklager om slettede mails i ministerierne, vildledning af Folketinget og lovbrud i centraladministrationen. Information afdækker sagen.

Seneste artikler

  • Løkke underdriver overbetaling

    6. oktober 2010
    Løkkes (V) forklaring i sagen om overbetaling til privathospitaler skydes ned fra flere sider. Statsministeren har opfundet nye beregninger til lejligheden, mener sundhedsøkonom - det offentlige har betalt mindst en halv milliard for meget. Lemfældig omgang med sandheden, siger S
  • Sundhedsministeriet brød loven

    5. oktober 2010
    Sundhedsministeriet og Finansministeriet står til alvorlig kritik fra statsrevisorerne for at skjule oplysninger om overbetaling sidste forår. Lars Løkke Rasmussen (V) var dengang finansminister, og SF vil nu have undersøgt, om han stod bag beslutningen
  • Løkke kendte til overbetaling i årevis

    2. oktober 2010
    Allerede i 2007 fastslog Lars Løkke Rasmussens embedsmænd, at privathospitalerne fik overbetaling. Sidste forår dokumenterede Sundhedsministeriet overbetalingen i tørre tal, men udregningerne blev hemmeligholdt for Rigsrevisionen og Danske Regioner. Nu er Løkke kaldt i samråd for at forklare sig
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Nu fortæller P1-morgen, at Jacob Axel Nielsen også har vildledt Folketinget ved at sige at han ikke vidste at det meget omtalte notat fra Sundhedsministeriet var færdigt. Når en minister er kaldt i samråd så er det mindste en minister skal gøre er at spørge sine embedsmænd. Det må JAN ikke have gjort eller også har han direkte løget for Folketinget.

Morten Kjeldgaard

I tamilsagen var det osse løjtnanterne i andet geled der først blev ofret, og Viggo Fischer og Grete Fenger Møller forsøgte begge at undgå deres skæbne ved at foregive et akut og præmaturt anfald af Alzheimers. Det var ret underholdende, og nu ser vi, at Jakob Axel Nielsen lægge op til det samme. Også han er nu udleveret som undværlig. Ave Cæsar, morituri te salutant!

Dorte Sørensen

Morten Kjeldgaard
Grete Fenger Møller forsøgte at hjælpe den konservative justitsminister og dermed regeringen, Det blev hun straffet for, hvorimod Viggo Fishers hukommelsestab gav ham frifindelse.

Det er svært at blive klog på hvad DJØF og MA appellerer til: Ansvarlighed? Anstændighed? Samvittighed?

Alle værdier - der automatisk diskvalificerer til en ministerpost i en Løkke-regering.

Viggo Fischers rekord på 107 gange amnesia, er for tiden under pres fra diverse ministre og folketingsmedlemmer og det er ganske enkelt utroligt, at medierne giver dem lov til at gøre Viggo Fisher rangen stridig, uden der stilles et eneste opfølgende kritiske spørgsmål. Det viser desværre, alt for tydligt, det værdiskred landet har været udsat for siden Viggo Fischer-sagen, hvor den generelle opfattelse dengang var forargelse og undsigelse, er det i dag apati og kollektiv angst for konsekvenserne af en kritisk tilgang til løgn.

Morten Kjeldgaard

@Dorte, ja mod hårdkogte løgnere kæmper retfærdigheden forgæves.

Ikke desto mindre er sammenligningen med Tamilsagen interessant. Regeringen Schlüter gled i den. VK0 kommer til at glide i sygehussagen, forhåbentlig.

Det ser ud til at være en fast regel, at når borgerlige regeringer har siddet ved magten i et stykke tid, kan de ikke styre deres tilbøjeligheder til at regere med magtmisbrug og uden om loven.

Det er jo nok helt normale "borgerlige" reaktioner.

Og så meget desto bedre : Mon ikke embedsværket vil være ekstremt samarbejdsvillig når tingene skal undersøges efter valget ? Det tror jeg.

Lykke Johansen

Per Jongberg! JO! Embedsværket vil være endog meget interesseret i at få belyst alle uhyrlighederne, som diverse ministre - fejt - tørrer af på dem.
Og som jeg læser ovenstående artikel, så vil folene i embedsværket få hjælp og fuld opbakning fra deres fagforbund.

Råddenskaben skal placeres hos dem, der er skyld i den!

Arlo Guthrie spiddede denne slags situationer i sin Presidential Rag i 1974:
You said you didn’t know that the men with the bugs were there
And you’d never go along with that kind of stuff no-where
But that just isn’t the point, man, that’s the wrong, wrong way to go
If you didn’t know about that one well, then what else don’t you know?
http://likethedew.com/2010/02/28/arlo-guthries-presidential-rag-rockin-t...
Pointen er, at hvis ministrene ikke har kontrol over deres embedsmænds gerninger, hvad har de så også ikke kontrol over?
Der er og så en lille fin video på siden.

"Noone voted for your advisors..."
Ingen har valgt ministrenes spindoktorer mv. Vi stemte på politikerne, så de må tage skraldet for at uddelegere ansvar til spindoktorer mv.
".. You must take the blame for handing out authority to men who are insane."

Johannes Aagaard siger:
"Man kan da have en bestemt formodning om, at embedsværket - eller en del af det - i centraladministrationen nødvendigvis må have spillet med i det, der mere og mere ligner regeringspartipolitisk misbrug af ministerierne.

Hvis ledende embedsmænd tæt på det politiske niveau lader “uvidende” ministre begå regelbrud i ministerierne uden at sige fra, så ikke bare kan det være, men det ér evident særdeles belastende for embedsværket., når regelbrud sker."

Jeg kunne ikke være mere enig! Departementchefer, direktører og man ellers kalder topembedsmændene må tage et ansvar. Det er vel ikke for meget forlangt? Ofte får disse langt mere i løn end ministeren- og man må kræve at de er deres ledelsesansvar voksen. Hvordan kan man drive en butik og samtidig acceptere svindel og bedrag på skatteydernes regning.