Læsetid: 1 min.

Fangesag ender i Folketingets præsidium

I ti måneder har Forsvarsministeriet ikke kunne finde ud af, hvad der er sket med 52 fanger fra Irak. Nu klager EL til Folketingets præsidium over ministeriet
I ti måneder har Forsvarsministeriet ikke kunne finde ud af, hvad der er sket med 52 fanger fra Irak. Nu klager EL til Folketingets præsidium over ministeriet
29. oktober 2010

Enhedslisten vil ikke finde sig i, at forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) vil "begrave" et spørgsmål om 52 fangers skæbne i sin skriftlige redegørelse til Folketinget om fangesagen fra Irak.

Forsvarsordfører Frank Aaen (EL) vil nu indbringe sagen for Folketingets præsidium:

- Vi har ventet næsten et år på at få et svar, som vi skulle have inden for en måned. Det er totalt uacceptabelt og krystalklart fuskeri, hvis det spørgsmål begraves i en langtrukken intern undersøgelse. Derfor klager jeg til Folketingets præsidium og kræver en forklaring fra ministeriet, siger Frank Aaen i en kommentar.

Enhedslisten spurgte for ti måneder siden den daværende forsvarsminister Søren Gade (V) om skæbnen for 52 fanger, som danske styrker overleverede til britisk varetægt fra 2004 til 2007 under krigen i Irak.

Men ifølge Forsvarsministeriet har man endnu ikke kunnet finde de nødvendige oplysningerne om de 52 fanger. Og nu kan der gå endnu længere tid, før Enhedslisten får svar.

Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech vil nemlig lade svaret indgå i den samlede skriftlige redegørelse, som hun er ved at udarbejde til Folketinget. Redegørelsen ventes først klar om flere måneder, da Forsvarskommandoen ifølge ministeren skal have tid til at gennemgå 400.000 dokumenter fra netstedet WikiLeaks.

Det var netop WikiLeaks, der fik hele fangesagen til at rulle ved at frigive de hemmeligstemplede amerikanske dokumenter fra krigen i Irak.

Forsvarsministeren understreger dog, at Folketinget nok skal få et korrekt svar:

- Skulle der være foregået noget forkert, så skal vi have det frem i lyset, siger Gitte Lillelund Bech til Ritzau.

Det er dog ikke sikkert, at Forsvarsministeriet og forsvaret kan finde frem til alle 52 fangers skæbne, erkender hun.

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Skulle der være foregået noget forkert, så skal vi have det frem i lyset, siger Gitte Lillelund Bech til Ritzau."

Ja, nu KAN det jo ikke holdes skjult længere....

Af Pernille Bramming uge 43 2010 Weekensavisen
Krigsdagbogen
Beviser? Det materiale, Wikileaks har lagt ud på internettet, er så censureret for navne og tal, at det er så godt som ubrugeligt. Derfor er offentligheden afhængig af, hvad seks udvalgte medier vælger at undersøge.
Er det sandheden om krigen i Irak, der kan udledes af de 391.832 indberetninger fra det amerikanske militær i perioden 1. januar 2004 til 31. december 2009, samlet betegnet som »The Iraq War Logs«, som organisationen Wikileaks offentliggjorde sidste fredag? Kan de enkelte indberetninger betegnes som »beviser«? Det hævder flere af de medier, der af Wikileaks har fået priviligeret adgang til én version af krigsdagbogen for ti uger siden, nemlig dagbladene The New York Times, The Guardian, Le Monde, Der Spiegel og Dagbladet Information samt tv-kanalen al-Jazeera.

I mindst to tilfælde rummer indberetningerne usande oplysninger. Det gælder de indberetninger, der er gengivet her på siden, og som omhandler en vejsidebombe mod en af Folkekirkens Nødhjælps biler i Basra den 29. januar 2004. Af begge indberetninger fremgår det, at der var tale om to biler, og at to irakere døde. Dette er ikke korrekt. Der var tale om én bil, og der var ingen dødsofre. Det kan Weekendavisen fastslå, fordi Weekendavisen selv var passager i bilen, og var en af dem, der fik »minor injuries«, hvilket bestod i et par minimale skrammer på hænderne.

»Det er fuldstændigt utænkeligt, at vi ikke ville have fået det at vide, hvis der havde været nogen dødsofre,« siger Sam Christensen fra Folkekirkens Nødhjælp til Weekendavisen. Han var som chef for Folkekirkens Nødhjælps minerydningsoperation i Basra på det pågældende tidspunkt og fulgte forløbet tæt.

»Det er slet ikke ualmindeligt, at de første indberetninger rummer forkerte oplysninger. De er ofte anden- eller tredjehåndsoplysninger, og man skal være utroligt forsigtig med at nære tiltro til dem. I Sudan har jeg i forbindelse med et minerydningsprojekt oplevet at modtage en melding om, at bil var ramt af et angreb, men at alle var i god behold. To timer efter fik jeg en melding om, at der var otte døde. Hvis ikke man er i besiddelse af den endelige, samlede rapport om en hændelse, så risikerer man at stå med et fejlagtigt billede af, hvad der er sket,« siger Sam Christensen.

Dertil kommer, at krigsdagbogen kun rummer indberetninger, der er klassificeret som »ikke-klassificeret«, »fortrolig« og »hemmelig« og altså ikke al den viden, der for eksempel er klassificeret som top-hemmelig. I en meget lang række tilfælde er det også så som så med indberetningernes hemmelige karakter, eftersom hændelsen er beskrevet i medierne af nogle af de mange udenlandske journalister og organisationer, der arbejdede i Irak, af soldaterne selv i offentliggjorte mails, blogs, interviews og bøger eller i den irakiske presse. Af samme grund er de fleste af de »afsløringer« blandt andre Dagbladet Information lancerer at regne for beskrivelser af allerede velkendte forhold, hvor journalister og forskere har haft adgang til andet materiale og mere fortrolige oplysninger, end der at hente i krigsdagbogen.

Det gælder for eksempel iranernes støtte til såvel shia-muslimske som diverse sunnimuslimske oprøreres vold og terror, både i form af træning, finansiering, teknisk assistance og overførsel af våben, ammunition, bomber og sprængstof. Eller den meget problematiske rolle, som mange tusinde privatansatte sikkerhedsfolk fra blandet andet Blackwater har spillet.

Dødstallene

Hvis man mener, at det er legitimt at benytte sig af adgangen til Irak Krigdagsbogen, selv om den så at sige er en hælervare, stjålet fra det amerikanske militær, og tager man de nødvendige, kildekritiske forbehold, kan indholdet krigsdagbogen selvsagt både supplere vores viden om, hvad der er foregået i Irak, væsentligt, og indikere forhold, som det er vigtigt at få belyst nærmere.

Den version af Krigsdagbogen, som Wikileaks har lagt ud på internettet til fri afbenyttelse, er, som det også fremgår af eksemplerne her på siden, imidlertid så censureret for navne og tal, at den er så godt som ubrugelig. Derfor er offentligheden afhængig af, hvad de seks udvalgte medier, der har fået priviligeret adgang til den mere fuldkomne version, vælger at undersøge, såvel som de medier det måtte lykkes også at få adgang. Foreløbigt er der især to ting, som er af særlig interesse: nærmere analyser af oplysninger om dødsofre og nærmere analyser af oplysninger om forhold for irakiske fanger.

Dødstal har fra begyndelsen været den helt store bekymring for både irakerne, koalitionsstyrkerne og tilhængere såvel som modstandere af invasionen af Irak. I oktober 2006 offentliggjorde foreskere fra Johns Hopkins University et tal på 655.000 dødsofre i The Lancet magazine. Undervejs har Det Irakiske Menneskerettighedsministerium, Iraqy Body Count og nyhedsbureauet AP offentliggjort tal, der alle har ligget væsentligt lavere.

Det amerikanske militær har konsekvent afvist at offentliggøre de tal for civile dødsofre, de har været i besiddelse af. Den 14. oktober offentliggjorde man imidlertid et tal på 77.000 irakiske civile og »security officials«, et tal der ligger ganske tæt på de tal, man kan læse på Wikileaks’ hjemmeside: Ialt 109.032, heraf 66.081 civile, 23.984 fjender, 15.196 medlemmer af de irakiske regeringstyrker og 3.771 fra koalitionsstyrkerne. Der er god grund til at antage, at tallene reelt er større. Med dette væsentlige forbehold i baghovedet kan man dog angive nogle sandsynlige proportioner, sådan som The Guardians journalist og redaktør Michael White gør det i en kommentar. Krigsdagbogen opregner 34.814 dødsfald som mord, heraf 32.563 civile, ligesom man kan udregne, at mindst 20.228 civile er døde som ofre for vejsidebomber. Det vil sige, at så godt som fem ud af seks civile dødsfald ifølge Wikileaks skal tilskrives irakiske oprørere, terrorist-grupper og kriminelle.

»Intet af dette fritager en besættelse, som ikke formåede at fikse sikkerheden, for skyld. Men det tilvejebringer en kontekst, « påpeger Michael White.

Det ville i den sammenhæng være af særlig interesse, at kunne skitsere et nærmere billede af, hvem der dræbte hvem i Bagdad i årene 2004-2006, hvor for de flestes vedkommende baath-tro, sunnimuslimske oprørere myrdede tusinder af »foræddere«, herunder hundredvis af læger, ingeniører og universitetsansatte, og hvor shia-muslimske døds-patruljer i 2005 gik til modangreb. Samt at få en indikation af, hvor meget det amerikanske militær dels vidste om dette blodige opgør, dels spillede på de politiske og sekteriske modsætninger. Det blodige opgør indebar, at måske over en million indbyggere i Bagdad måtte flytte fra deres hjem.

En anden meget stor bekymring er behandlingen af irakiske fanger. Der har fra krigens allerførste måneder været forfærdende beretninger om, hvordan amerikanske soldater lod tilfangetagne irakere sidde i den bagende sol i timevis uden adgang til vand. Det har været berettet, at amerikanske soldater stod i skyggen og ikke greb ind, når en fange fik solstik men lod vedkommende omkomme. Dertil kommer alle de øvrige beretninger om tortur, mishandling og overgreb, der er foregået både i amerikansk ledede fængsler og i de irakiske fængsler. Amerikanerne har overgivet fanger til notoriske, irakiske torturbødler i form af den såkaldte Ulvebrigade, briterne har overgivet fanger til amerikanerne, danskerne har overgivet fanger til briterne, alle har overgivet fanger til de irakiske myndigheder.

Tortur

Da Det amerikanske Udenrigsministerium i marts 2005 offentliggjorde sin årlige menneskerettighedsrapport for 2004, kunne man læse, at der var alvorlige problemer i Irak. Rapporten citerede »indberetninger om arbitrær berøvelse af liv, tortur, straffrihed, dårlige fængselsforhold, især i varetægtsfængsler, arbitrære arrestationer og tilbageholdelse«. Konkret nævnte man, at politiofficerer i Basra var involveret i drab på ti medlemmer af Baath-partiet, og at politiet i Bagdad havde arresteret, afhørt og dræbt 12 mennesker, der var mistænkt for at have kidnappet tre politiofficerer den 16. oktober. Mange andre rapporter med tilsvarende oplysninger er tilgået offentligheden siden da, og der kører i disse år en række retssager ved britiske domstole, som irakere, der har været udsat for overgreb, har anlagt.

På den baggrund er nyhedsværdien i indberetningerne i Krigsdagbogen temmeligt begrænset, men den kan bruges til at udpege hændelser, der skal undersøges nærmere, fordi de indikerer, at der kan være tale om brud på Génève-konventionen, og det følgeligt er nødvendigt at sikre, at retfærdigheden sker fyldest, og at de skyldige ikke forbliver ustraffet. Som en reaktion på de hidtidige artikler i de pågældende medier har såvel den britiske vicepreminister John Clegg og den danske statsminister udtalt, at der skal iværksættes nærmere undersøgelser.

Wikileaks har ikke valgt at give nogle irakiske medier adgang til Krigsdagbogen, og offentliggørelsen har ikke skabt det store røre i de irakiske medier, netop fordi de fleste irakere er ret så bekendte med, hvad der er foregået i Irak siden 2004. Politikeren Safia al-Suheil har krævet, at der skal indledes en undersøgelse af de mange overgreb, som Wikileaks indikerer er blevet begået af de irakiske myndigheder.

»Vi fordømmer alle brud på menneskerettighederne, som alle tidligere og nuværende regeringer er ansvarlige for. Og jeg bekræfter, at tidligere brud ikke kan retfærdiggøre de brud, der bliver begået i dag,« udtaler hun til det irakiske nyhedsbureau Aswat al-Iraq.

Irakiske myndigheder har gennem årtier behandlet fanger på den mest bestialske måde, og der er lang vej endnu, førend forholdene i de irakiske fængsler og på de irakiske politistationer bliver acceptable. I sidste måned offentliggjorde Amnesty International en rapport, hvori det vurderes, at der pt. er omkring 30.000 irakere, som sidder fængslet uden at være stillet for en domstol. Omkring 10.000 af disse blev hen over sommeren overgivet til de irakiske myndigheder af det amerikanske militær i forbindelse med, at de amerikanske kamptropper blev trukket ud. Rapporten omhandler også mishandling og tortur af tusindvis af fanger.

Spørgsmålet om, hvorvidt koalitionsstyrkerne har ydet en stor nok indsats for at træne irakiske politistyrker, opføre nye tidsvarende fængsler og i det hele taget fremme overholdelsen af menneskerettighederne, er så aktuelt som nogensinde. Det samme gælder spørgsmålet om medansvar for de uacceptable forhold.

Søger man »sandheden« om krigen i Irak, sådan som Wikileaks angiveligt gør det, ville det høre med at få et billede af, hvilken rolle Syrien og Saudi Arabien har spillet. Oplysninger om husly til de højtstående Baath-folk, der har været med til at lede oprøret og som altså er medansvarlige for en væsentlig del af de ovennævnte drab på civile, og om våben og penge til dem lader ikke til at være indholdt i Irak Krigsbogen. Sandsynligvis fordi de er klassificeret som særligt fortrolige eller tophemmelige.

Der har såvidt Weekendavisen erfarer heller ikke været nogen medier, som på baggrund af Krigsdagbogen har skitseret et billede af, hvor mange massegrave med ofre for Saddamregimet, det amerikanske militær har fået kendskab til.