Læsetid: 3 min.

Er fixerum allerede lovlige?

Modstanderne har argumenteret for, at stofindtagelsesrum er i strid med FN's narkotikakonvention, samt at rigsadvokaten har udtalt, at der skal en lovændring til, før fixerum bliver lovlige. Men professorer i strafferet mener, at rummene er lovlige. SF vil nu have en ny vurdering fra rigsadvokaten
Modstanderne har argumenteret for, at stofindtagelsesrum er i strid med FN's narkotikakonvention, samt at rigsadvokaten har udtalt, at der skal en lovændring til, før fixerum bliver lovlige. Men professorer i strafferet mener, at rummene er lovlige.  SF vil nu have en ny vurdering fra rigsadvokaten
4. oktober 2010

Mens Københavns Borgerrepræsentation ønsker fixerum i hovedstaden, siger Folketingets flertal nej. Men selv om Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti ikke vil opføre de såkaldte stofindtagelsesrum, er der intet i hverken dansk eller international lov, der taler for, at fixerum er ulovlige. Det mener professor i strafferet ved CBS, Vagn Greve:

»At fixerum skulle være i strid med loven, kan jeg ikke se. Man må også medtage det argument, at man har rummene i Tyskland, Holland og Norge. I hvert fald betyder det, at Danmark fortolker konventionen anderledes end vores naboer. Efter min mening er vores naboers læsning mere korrekt.«

Ifølge Vagn Greve kan der være andre lovområder end straffeloven, som gør det svært for kommunerne at bygge fixerum. Men det kan man ifølge ham omgå:

»Kommunalret kan måske forhindre kommunen i selv at opføre fixerum. I så fald vil jeg tro, de kan give penge til en privat udbyder, eller få en velgører til at opføre rummene,« siger han.

Da Københavns Kommune i foråret 2008 søgte om lov til at opføre fixerum, fik de den 17. april 2008 svar fra daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K). I et brev til Københavns Kommunes socialforvaltning skrev han:

»Etablering af fixerum er i modstrid med narkotikakonventionerne, der forpligter staterne til udelukkende at tillade anvendelse af narkotika til medicinske og videnskabelige formål.«

Thomas Elholm, strafferetsprofessor fra Syddansk Universitet, erklærer sig dog enig med Vagn Greve og mener ikke, at FN's konventioner står i vejen:

»Fixerum er ikke nævnt i lovgivningen, og derfor burde der ikke være noget juridisk til hindring for, at man lavede fixerum,« siger han.

SF: Ny vurdering, tak

Under Folketingets debat den 21. april 2009, gentog Jakob Axel Nielsen, at fixerum strider mod FN's narkotikapolitik. Samtidig har forskellige sundhedsministre over de seneste 10 år henvist til rigsadvokatens vurdering fra 1999.

Her vurderede rigsadvokaten, at der skulle en lovændring til, før man lovligt kunne opføre fixerum i Danmark. Den vurdering er forældet, mener SF.

Özlem Sara Cekic, social-ordfører i SF, vil nu have en ny samlet vurdering af behovene for fixerum. Deriblandt en ny vurdering fra rigsadvokaten. Hun mener, at erfaringerne fra vores nabolande, der også er underlagt FN's narkotikakonvention, viser, at det må være muligt at opføre steder for stofmisbrugere:

»Det er 11 år siden, at rigsadvokaten sidst har udtalt sig om fixerum. Det er derfor, vi efterlyser nye vurderinger,« siger hun.

Et spørgsmål om fokus

Ifølge Jørn Vestergaard, professor i strafferet fra Københavns Universitet, vil rigsadvokaten næppe ændre sin vurdering af stofindtagelsesrum. Også han mener, at det vil kræve en lovændring at drive fixerum:

»Besiddelse er jo strafbar, så det giver ikke mening at hævde, at brug ikke er strafbar. Så rigsadvokatens redegørelse fra 1999 står stadig til troende, og der er ingen grund til at forvente en anden vurdering på nuværende tidspunkt.«

Men Vagn Greve mener, at kritikerne af fixerums legalitet fokuserer et forkert sted:

»Diskussionen er løs, fordi man ser fixerum på to forskellige måder. Hvis det skal være straffrit at tage stoffer, kræver det en lovændring. Men hvis man siger 'det her er strafbart, men nogen gør det alligevel, så vi må hindre, at de kommer alvorligt til skade ved at stikke sig med urene sprøjter. Det gør vi ved at hjælpe dem med at tage deres stof', så er det lovligt.«

København står klar

Hvis rigsadvokatens eventuelle nye vurdering skaber grundlag for, at fixerum kan blive lovlige, står Københavns Kommune klar. Socialborgmester Mikkel Warming (EL) lover fixerum til københavnske misbrugere, så snart han får et anerkendende nik fra Folketinget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu