Læsetid: 3 min.

'Forældre og politi er simpelthen for svage'

Forældrene skal konstant holde øje med deres børn, og politiet skal være mere til stede. Det mener en forælder, der har boet i Tingbjerg gennem 18 år. Han giver her sit bud på, hvorfor nogle forældre har svært ved at holde deres børn ude af problemer
Forældrene skal konstant holde øje med deres børn, og politiet skal være mere til stede. Det mener en forælder, der har boet i Tingbjerg gennem 18 år. Han giver her sit bud på, hvorfor nogle forældre har svært ved at holde deres børn ude af problemer
20. oktober 2010

Rettelse: Sayid er et opdigtet navn. Efter den oprindelige artikel blev bragt, har Sayid følt sig truet. Derfor er denne artikel redigeret. - red

Han genkalder sig følelserne fra den aften i Bagdad i 1973. De skræmte ansigter, de ubesvarede spørgsmål og angsten, der galopperede op og ned ad rygraden. Solen er gået ned, og Sayid snakker med sine tre brødre, fire søstre og sin mor om dagen, der nu er opslugt af mørke. Så banker det på døren. På den anden side står kriminalpolitiet. »Vi henter Sayid.«

Sayid ved godt, hvem han skal stå ret for. ‘Dræberen’ kaldte de ham, politichefen med statslicens til at slå folk ihjel.

»Og jeg vidste, hvad jeg havde gjort, for jeg har aldrig kunnet holde min kæft. Jeg er en videnskabens mand, og jeg tror på det frie samfund,« erklærer han i dag.

Sayids tanker samler sig og spreder sig igen på bilturen fra hjemmet mod stationen. Ved ankomsten bliver han ført gennem døre og gange og op og ned ad trapper. Hver gang han entrer et nyt rum, stopper vagterne ham, så han kan få et ordentligt kig på, hvordan de banker og torturerer mænd, der kritiserer systemet. Men efter nogle timers forhør, hvor Sayid angrer sine negative udtalelser om systemet og erklærer sin loyalitet mod fædrelandet, får han lov at gå uden en skramme.

Den aften fejrer han og hans familie, at han stadig lever. Men Sayid har besluttet at forlade Irak, og samme aften udfylder han de første papirer. Få måneder efter flytter han til London for at læse til ingeniør.

Savner mere handling

Historien fortæller Sayid én ting: At folk, der kommer fra systemer, som ikke er meget lig det danske, ofte har svært ved at råbe op.

»Jeg tror ikke, alle griber ind over for deres børn, selv om de er velmenende mennesker. Jeg har bare aldrig holdt min kæft over for uretfærdigheder. Og Tingbjergs problemer ville være nemme at løse, hvis forældrene og politiet kom i gang. Det er ikke retfærdigt over for alle de lovlydige borgere, som passer deres job og gør noget for at ordne problemerne,« siger han.

Efter at have boet i England flyttede Sayid til Danmark for at arbejde for et større dansk firma. De første seks år boede han på Amager, men i 1992, flyttede han med sin kone til Tingbjerg: »Dengang var det et andet kvarter. Her er stadig smukt, men dengang var der også fredeligt. De sidste fem år er det hele eskaleret,« mener han.

Problemerne i Tingbjerg er ifølge Sayid centreret omkring hashmiljøet på hovedgaden ‘Ruten’.

»Det tiltrækker de unge drenge, der gerne vil tjene penge. Når en 18-årig knægt kan køre rundt i en dyr bil, vil han gøre ting som at sælge stoffer,« mener han og fortsætter: »Min nabos søn begyndte at hænge ud foran kiosken. Jeg bad min nabo om at gribe ind, fordi hans søn kunne blive tiltrukket af de kriminelle, men selv om min nabo blev sur på sin dreng, sidder hans dreng nu i fængsel. Der bliver ikke handlet kraftigt nok,« mener Sayid.

- Hvad skulle han have gjort, hvis det ikke hjalp at blive sur?

»Han opdagede det først, da jeg fortalte ham det. Jeg ved, hvem mine fire børn gør sig til venner med henne i skolen. Så inviterer vi dem herhjem og lærer deres forældre at kende. Hvis det skulle være kriminelle mennesker, så ville vi skære igennem,« fortæller han.

»Det gælder sådan set både for forældrene og for politiet. De er simpelthen for svage. Man ser ikke politiet herude ofte nok, og de slår ikke ned på hashhandelen. De vender det blinde øje til, når folk som for eksempel jeg selv ringer og fortæller dem, præcis hvem der står dernede og hvornår,« mener han.

Socialt arbejde og straf

Som hos mange andre i Tingbjerg kan Sayids tillid til politikere ligge på et meget lille sted. Men han håber, at regeringens ghettoudspil, som kommer i næste uge, kan rydde ud blandt Tingbjergs kriminelle og give forældrene, skolen og klubberne værktøj til at forhindre, at der kommer nye kriminelle til:

»Det hjælper ikke noget at rive huse ned eller give udgangsforbud. Politiet skal sætte stofhandlerne i fængsel, for min skyld kan de smide dem hjem, og forældrene skal være mere til stede over for deres børn. Hvis skolen og klubberne har penge nok og kan gøre deres arbejde, får vi ikke flere kriminelle i Tingbjerg,« mener Sayid.

Serie

Ghettoen indefra

De såkaldte ghettoområder har de seneste uger været det store tema i den politske debat. Information har de seneste tre uger rapporteret fra Tingbjerg – et af de såkaldte ghettoområder – for at bringe de politiske udspil i øjenhøjde med beboerne.

Seneste artikler

  • Regeringen spiller højt spil med ghettoplan

    29. oktober 2010
    Regeringen må finde penge til sin ghettoplan uden satspuljemidler, efter at VKO i går lod oppositionen spænde ben for sig i forhandlingerne. Derved blegner Løkke Rasmussens glansnummer, hvad først og fremmest DF kan glæde sig over
  • 'Vi kommer nok til at miste nogle ressourcestærke nydanskere'

    27. oktober 2010
    Specielt ét aspekt i regeringens ghetto-strategi kan have den forkerte effekt. Det siger den overordnede chef for boligselskaberne i Tingbjerg. Men nogle elementer giver solide værktøjer til at løse Tingbjergs problemer, mener han
  • 10 eksperter: Drop den kortsigtede og barske ghettoindsats

    22. oktober 2010
    De 'ghettoforslag', politikerne har præsenteret indtil nu, vil næppe løse problemerne i landets belastede boligområder, siger 10 fremtrædende eksperter forud for regeringens lancering af en storstilet ghettoplan
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Jensen

Ud over du lige fik luftet lidt xenofobi, så kan man vel ikke fortænke manden i det synspunkt, at han synes at politiet burde gribe ind over for hashhandlen, når der foretages konkrete anmeldelser.
At politiet passede deres arbejde.

Jon Vølund Madsen

Denne artikel er da endnu et søm i den vulgærmarxistiske og berøringsangste forklaringsmodels ligkiste.

Alle tudehistorierne om hvorledes fattigdommen tvinger de stakkels racisme-ofre ud i uundgåelig kriminalitet, bliver pillet grundigt fra hinanden af denne modige insider.

Lene Timmermann

Hamids sønner får næppe sociale problemer, når de har dette stærke forbillede at identificere sig med - en modig og handlekraftig far. Han er stærk og uden traumer, men han det er ikke alle forundt. Nogle har oplevet krigens rædsler, levet i angst og/eller været udsat for tortur. Det har Hamid trods alt ikke, og alle er heller ikke født lige stærke. Så...

@Jon Vølund Madsen: jeg synes at din kommentar er uigennemtænkt, men jeg kan anbefale dig at beskæftige dig med flygtninge og deres evt. familiemedlemmer (fx som kontaktperson eller som "mentor") for at få et mere nuanceret syn på problemerne. Det er folk af (stort set) al slags politisk orientering, som gør det.