Analyse
Læsetid: 3 min.

Det hårde mod det bløde

Ghettoerne splitter både på højre- og venstrefløj. Mellem de hårde og de bløde midler, mellem hvad der virker og ikke virker, og i opfattelsen af hvor slemt det står til
Indland
16. oktober 2010

Igennem tre årtier har de belastede boligområder været kastebold i den politiske værdikamp. Engang repræsenterede de store komplekser den socialdemokratiske drøm om lys og luft og eget badeværelse til arbejderne i byernes slum. I dag slås de samme socialdemokrater sammen med SF om at få menneskene ud af områderne og gjort dem menneskeværdige at leve i.

Spørgsmålet er hvordan? Ghettoplan har fulgt ghettoplan, siden Ishøjs borgmester som en af de første i begyndelsen af 90'erne slog alarm til S-toppens store fortrydelse - og senere splittelse. I dag tegner situationen værre end nogensinde, de belastede områder bliver flere og flere, selv om der er postet milliarder ind i forbedringer. Og i dette efterår er de belastede områder igen havnet på toppen af den politiske dagsorden. Midlerne bliver hårdere. Og regeringen og opposition overgår hinanden i, hvem der tager hårdest fat. Men grundlæggende er man enige - i analysen, i midlerne og i, at der skal ske noget. Men vægtningen mellem de hårde og bløde midler florerer på begge fløje.

Borgerlig splid

I regeringen forlyder det, at den konservative socialminister, Benedikte Kiær, og den konservative justitsminister, Lars Barfoed, har fundet sammen om at prioritere de blødere midler - de der først og fremmest bekæmper den sociale nød - frem for den hårde kriminalitetsbekæmpende politik - strengere straffe og så videre. Men den linje skulle være underkendt af Venstres top, som vil have værdikamp og mere smæk for skillingen sammen med Dansk Folkeparti. Så der står den nu - en kamp mellem hårdt og blødt, og en ghettopakke som er udskudt.

Den borgerlige splid har fået mistanken om, at Københavns politidirektør Johan Reimann i virkeligheden var sendt i byen af justitsministeren i denne uge, til at vokse.

Reimann sagde i flere interview ganske overraskende, at der ikke var behov for flere betjente i de belastede boligområder, og at den retorik, man fører omkring disse befolkningsgrupper, er med til at gøre situationen værre.

På venstrefløjen er der et lignende opgør, omend den hårde kurs for længst har fået overtaget. Men da Socialodemokraterne behandlede ghettoudspillet fra S og SF i folketingsgruppen, var der flere kritiske røster især over forslaget om udgangsforbud. Det fik Helle Thorning-Schmidt til at slå hårdt ned på de blødsødne, men hun måtte dog beklage, at gruppen ikke var blevet inddraget på forhånd.

I SF's inderkreds tager man kritikken med knusende ro. En ro, der ikke hidrører fra, at man sidder tungt på magten i partiet, men fordi man er sikker på at have ret, og at man har vælgerne og baglandet med. Udgangsforbud, mere overvågning, hurtigere straffe og mere politi er ikke, hvad man normalt forbinder med det gamle SF.

Men i forhold til det nye SF - Villy Søvndals SF - er det mainstream. Villy Søvndal er blevet beskyldt for at være populist, popsmart og en vendekåbe. Han svigter 'humanismen', mener nogle og er ikke et hak bedre end Pia Kjærsgaard.

Men ændringen af kursen i indvandrer- og retspolitikken er i dag ideologisk funderet og går tilbage til, da Villy Søvndal blev formand.

På folkets side

Analysen af SF's kursskifte har været, at der udelukkede var tale om et strategiskifte, hvor det politiske skifte ikke er fulgt med, men det er langt fra tilfældet. Især i den yngre del af SF er der en rodfæstet opfattelse af, at man på socialistisk vis må stå på folkets - de svagestes - side i kampen mod de ballademagere, der skaber utryghed.

For SF er de belastede boligområder lig med bunden af samfundet, kriminalitet, sociale problemer og meget andet. De fleste af dem, der bor der, begår ikke kriminalitet, men er havnet der, fordi de ikke kan andet. Det er deres sag, SF'erne taler, når de vil slå hårdt ned på ballademagerne, indvandrerbander og rockere.

Det nytter ikke at sidde højt hævet over dagligdagens problemer, hvis man postulerer at varetage de svageste gruppers - eller klassers - interesser, så må man også lytte til dem og finde svar - her og nu. Sådan lydet svaret fra SF-toppen. Og når kommentatorer i Politiken og andre skoser partiet for populisme, har man kun hån tilovers for disse kystbanesocialister, som sidder trygt og godt og skriver indlæg på deres laptop langt væk fra skyderier og brændende biler. Men når det er sagt, så ved man godt både i Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Socialdemokraterne, at der er mere handlekraft og flere stemmer i at vægte de hårde midler. Men det er langt fra kun strategi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En modsætning mellem hårde og bløde midler eller metoder giver, lige så lidt som i opdragelsen, mening til forståelse af resultatet.
Betragtningen angår konsekvenserne, at indse virkninger af nogle handlinger og/eller ikke-handlinger (laissez aller), hvis hårdhedsgrad langt fra står i et gensidigt forhold til midlerne. Sværest for dem, der forsøger at ændre tingenes tilstand, bliver at bruge den gamle sokratiske "jordmodermodel", atlså at få dem, man mener skal ændre sig, til selv at forstå handlingens konsekvenser i et samfundsperspektiv.