Nyhed
Læsetid: 5 min.

Hvem vogter vogterne?

Sagen om overbetaling af privathospitaler har igen rejst spørgsmålet om, hvem der skal sikre, at de institutioner, der skal holde øje med ministre og embedsmænd, ikke selv misbruger deres magt
Indland
30. oktober 2010

Hvem skal vogte vogterne? Rigsrevisor og ombudsmanden er sat til at vogte mod ministres og embedsmænds fejl og magtmisbrug. Nationalbankens direktør har fået tildelt en uafhængighed af det politiske liv for at kunne være et korrektiv til både regeringens og oppositionens økonomiske politik - og fordi man aldrig har haft tillid til, at demokratiet alene kunne styre samfundsøkonomien. Men hvem skal sikre, at vogterne ikke misbruger deres magt til politiske formål?

Spørgsmålet er igen aktuelt. Rigsrevisor Henrik Otbo er blevet angrebet for at politisere i sagen om overkompensation af privathospitaler på en måde, som Rigsrevisor aldrig før er blevet.

Flere Venstre-politikere har gentagne gange angrebet ham. Senest fordi han først gik til angreb mod Sundhedsministeriet for at have skjult en rapport om overkompensationen for ham over et år efter, at han kunne have angrebet.

Ministeriets brøde er erkendt af både sundhedsminister Bertel Haarder (V) og af statsrevisorerne, der kan opfattes som en slags politisk bestyrelse for rigsrevisor. Men hvorfor ventede rigsrevisor så længe?

Otbo fik rapporten i sommeren 2009. Men først efter at bogen Projekt Løkke i september 2010 satte ny gang i sagen, kritiserede Otbo ministeriet. Så vidt jeg er underrettet, reagerede han, da en journalist, der havde læst bogen, hvori sagen blev omtalt, kontaktede ham. Så blev han på ny beskyldt for at politisere, vel fordi kritikken nu faldt sammen med en mediestorm på regeringen.

Men Otbos timing af kritikken kan skyldes andet end politisering. Måske var han først bare uopmærksom. Måske orkede han i 2009 ikke rigtig at slås videre med Sundhedsministeriet, som han allerede da havde sloges længe med om denne sag. Det kan også skyldes, at han inderst inde frygtede at miste sit job, hvis han fortsatte kampen. På det tidspunkt var han i en for ham helt uvant situation. Den halvdel af statsrevisorerne, som er udpeget af regeringsblokken, støttede ham ikke i sagen om betalingen af privathospitaler.

Hvorfor tog han så til orde i 2010? Det kan kun han selv vide, men man kan i al fald hefte sig ved, at Projekt Løkke fik sat gang i en debat, hvor han ville have fremstået åbenlys fej, hvis han ikke kritiserede.

Hvis forklaringen på hans tøven i over et år skulle være, at han var intimideret, er det kritisabelt. Otbo modtager nu 1.980.223 kr. i årsløn og bør kæmpe for Rigsrevisionens arbejdsmuligheder og integritet. Om fornødent også ved at sætte sin stilling på spil. Men har han politiseret? I al fald ikke til oppositionens fordel, hans tøven frem til efteråret 2010 kan højst kaldes politisering til fordel for regeringen.

Bramfri bankmand

Nationalbankdirektør Nils Bernstein skal være kritiseret af oppositionen for at politisere. Han har udtalt sig kritisk både over for regeringens politik, men allermest kritisk over for S og SF's politik. Men nøgternt set må det erkendes, at nationalbankdirektører i årtier har udtalt sig uafhængigt og kritisk om økonomisk politik. Bernstein gør det nok mere bramfrit end sin nærmeste forgænger, Bodil Nyboe Andersen, men går man tilbage til hendes forgænger, Erik Hoffmeyer, må man erkende, at det ikke er unormalt med markante udtalelser fra nationalbankdirektøren.

Hvis oppositionen vil gå i rette med Bernstein, kunne den gøre det ud fra en saglig økonomisk argumentation, men at angribe ham for at politisere er at angribe hans motiver. Er det rimeligt? Det er i al fald lidt sent at gøre.

Oppositionen havde stået stærkere, hvis den havde angrebet, allerede da Bernstein blev nationalbankdirektør. Udnævnelsen var usædvanlig. Bernstein har ikke de forskningsmæssige kvalifikationer, som karakteriserede hans forgængere og i øvrigt også de fleste nationalbankdirektører i den vestlige verden.

Til gengæld var han departementschef i Statsministeriet, og man kunne vel have hævdet, at han dermed havde været for tæt på regeringens økonomiske politik til at være den rette vogter af Nationalbankens uafhængighed. Endelig var det ved denne udnævnelse ikke pynteligt, at statsministeren har den største indflydelse på den. For man må gå ud fra, at hans egen departementschef normalt var hans nærmeste rådgiver i udnævnelsesspørgsmål.

Ombudsmandens rolle

Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, har i et stykke tid været forskånet for kritik for at politisere. Men er det med rette?

Ombudsmandsinstitutionen blev indført for at give Danmark et billigt surrogat for de forvaltningsdomstole, som Danmark sammen med vore gamle bilande, Norge og Island, må undvære. Det er ellers normalt i den vestlige verden, at borgernes utilfredshed med forvaltningsafgørelser kan indbringes for særlige forvaltningsdomstole. Ombudsmanden har altså en domstolslignende funktion.

Det regnes normalt for at stride mod idealet om magtens tredeling, hvis dommere deltager i at skrive de love, som de selv skal bedømme og dømme efter. I Danmark har man altid haft svært ved at forholde sig til idealet om magtdeling. Derfor undrede det heller ikke, at ombudsmanden har siddet i spidsen for en kommission, der har forberedt en revision af offentlighedsloven.

Men ingen har større betydning for overvågningen af den faktiske forvaltning af denne lov end ombudsmanden.

Kommissionens oplæg til en ny lov er overordentlig kompliceret. Hvis det virkeliggøres, bliver det meget vanskeligt at forvalte og vil føre til, at et hav af tvivlsspørgsmål indbringes for ombudsmanden, der må forventes at få brug for flere ansatte.

Kommissionens forslag tilsigter at understøtte borgernes deltagelse i demokratiet. Men reelt støtter det kun borgernes deltagelse i de mere perifere og borgernære beslutninger.

På en række punkter forringer forslagene borgernes demokratiske deltagelse og offentlighedens kontrol med myndighederne i de helt centrale beslutningsprocesser, som det allerede er påvist i en række artikler i Information.

Her skal kun omtales et enkelt af ombudsmandens forslag, forslaget om at informationsudveksling mellem ministre og folketingsmedlemmer i forbindelse med beslutningsprocesser nu skal holdes hemmeligt. Konsekvensen af dette forslag vil være, at Folketingets arbejde i endnu højere grad vil være uigennemskueligt for befolkningen. Og kontakterne mellem ministerier og regeringspartiernes folketingsgrupper bliver også mere uigennemsigtige for oppositionen.

Åbenhed om parlamenters arbejde har ellers i flere århundreder været centralt i den vestlige verden.

Et mindretal i kommissionen var imod forslaget og mente ikke, at der overhovedet var lagt op til forslaget. De mener med andre ord, at ombudsmanden med dette forslag politiserer helt unødigt.

Den nu snart 67-årige Hans Gammeltoft-Hansen har haft embedet i næsten et kvart århundrede, og han har allerede i mange år været verdens længst siddende ombudsmand. Ombudsmanden har sit embede meget kært. Sikkert ikke kun, fordi han nu vil tjene 1.902.171 kr. om året, enhver der kender lidt til ham, er ikke i tvivl om, at han er meget glad for sin rolle. Borgerlige politikere har tidligere villet af med ham.

Man må ikke håbe, at han er så glad for sit embede, at han ikke tør sætte det på spil. Man må heller ikke håbe, at han politiserer for at beholde embedet.

Vogtere kan kun vogte, hvis de også står fast, når de møder magtens modstand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det interessandte i sammenhængen er ganske enkelt ikke, hvornår Otbo reagerede, men alene át han reagerede. Hvorfor? Fordi de instanser, som det danske domokrati har installeret for at kunne tøjle et hvilket som helst Folketingsflertal, er afhængigt af, ikke tiden, men derimod indsigelsens karakter. Ellers er den åbne demokratiske proces på spil. Og dermed offentlighedens adgang til den demokratiske proces. Altså dig og mig. En ganske alvorlig sag ikke mindst i lyset af den siddende Regerings anslag på både Offentlighedsloven samt Forvaltningsloven.

Når der er ugler i mosen kan det af gode grunde ikke være forældelse, der styrer offentlighedens mulige protest imod 'foul play', men derimod alvoren i anliggendet. Det bør stå helt klart.

Lad os lige, i magtfilosofisk sammenhæng, erindre Shopenhauer, der allerede i 1844 lancerede perspektivet: "hvem kontrolerer kontrollanterne?" Det er med andre ord ikke uvæsentligt, i hvilken grad man i et moderne demokrati er parate til at revidere sig selv i forsøget på at udvikle demokratiets instanser.

Men i modstrid med den overvejende borgerlige presse, der for øjeblikket forsøger at tale alle skandaler (ikke mindst i Wikileaks-sammenhæng) hen, må man jo også konstatere, at anliggendet overhovedet ikke er nyt. Derfor termen: magt-arrogance, der i høj grad klistrer til VOK-blokken for øjeblikket og som er en gammel erkendelse omkring magt-relationen. Men såmænd også velfortjent. Magt forvolder verden. Og er måske en borgerlig våd drøm efter AFR, men stiller sig selv i modsætning til den offentlighed, der åbentlyst ønsker en anderledes administration såvel politisk som i embedsværket med ønsket om et snarligt alternativt flertal.

Der er lagt i ovnen til en ganske anden politisk redelighed overfor den danske offentlighed, for det går simpelthen ikke med den siddende Regerings forsøg på at sætte befolkningens holdninger ud af kraft med nye hemmeligheder og retoriske spidsfindigheder på rene spin-vilkår. Hvorfor må vi absolut ikke vide, hvad der i korridorerne er politisk com-il-fait og dermed reelt styrer formen af det danske demokrati, men som strider imod den folkelige indsigt og dermed i princippet om offentlighed? En klar forudsætning for udviklingen af det moderne demokrati er jo, at man kan følge med i, hvorledes spin hænger sammen med offentlighedens opfattelse af, i hvor vidt man stilles en reel mulighed for bedømmelse i udsigt eller ej.

Og her er bedømmelsen for øjeblikket klart: ej. Og den situation forsøges udvidet politisk fra højrefløjen og ikke mindst den borgerlige presse. Men i magtfilosofisk forstand er den situation altså ikke ny, men heller ikke spor befordrende for det moderne demokrati.

Håber at Information ikke tager det ilde op at blive gjort opmærksom på, at man her har fat i en særdeles lang ende for en fornuftig udvikling af den demokratiske værdimasse, som indstændigt forsøges invaderet af håbløse borgerlige værdinormer, som ikke har vist sig spor holdbare i en europæisk idehistorisk sammenhæng, når det drejer sig om udviklingen af den demokratiske værdimasse. Tværtimod...

Med venlig hilsen