Læsetid: 3 min.

Læger og sygeplejersker kan ikke uddanne sig i døden

I Danmark kan læger ikke specialisere sig i lindrende medicin, og de medicinstuderende bli-ver kun sparsomt under-vist i såkaldt palliation. Mulighederne for at ud-danne sig i at lindre døendes smerter er gene-relt begrænsede, og det betyder dårligere be-handling for patienterne
16. oktober 2010

I Norge, Sverige og Storbritannien kan lægerne specialisere sig i at lindre døendes smerter. De samme lande har også professorater på området, hvilket betyder penge til forskning og mere viden om, hvordan man kan gøre den såkaldte palliative behandling bedre og bedre. Men i Danmark findes der hverken specialeoverbygninger eller fungerende professorater i palliativ medicin. De medicinstuderende bliver heller ikke undervist i, hvordan man lindrer terminalt syge patienter. Mulighederne for at uddanne sig til at kunne hjælpe patienter, der skal dø, er generelt alt for få og for dårlige i Danmark, mener Per Sjøgren, der er overlæge ved Enhed for Akut Smertebehandling og Palliation på Rigshospitalet.

»På det her område er vi langt bagefter de lande, vi normalt sammenligner os med. Inden for fagområdet palliativ medicin foregår der ingen uddannelse af læger, og det går ud over patienterne. Når vi ikke kan uddanne lægerne ordentligt eller genere ny viden på området ved hjælp af forskning, så får patienterne ikke den behandling, de har behov for,« siger han.

Må uddanne sig selv

Danske læger har dog mulighed for at tage Den Nordiske Diplom-uddannelse i palliativ medicin på to år, men her kan de kun opnå teoretisk uddannelse - og kun seks læger kan blive uddannet hvert andet år.

»Det er langt fra godt nok. At lindre smerter og andre symptomer er i høj grad en klinisk disciplin, som man skal lære under praktisk supervision - ikke kun ved teoretisk undervisning. Derfor er det afgørende, at området bliver styrket yderligere, for eksempel ved at oprette en specialistuddannelse. Alle læger bør dog allerede i studietiden lære at lindre for at kunne forholde sig til et døende menneske,« siger Per Sjøgren.

Også sygeplejerskerne må nøjes med en diplomuddannelse, hvis de gerne vil uddanne sig til job på for eksempel hospicer eller palliative afdelinger på landets sygehuse. Ifølge næstformand i Dansk Sygeplejeråd Dorte Steensgaard betyder det, at sygeplejerskerne langt hen ad vejen må uddanne sig selv.

»Der er hverken muligheder eller penge nok. Niveauet er meget lavt på diplomuddannelserne, og der er ingen ressourcer til at gøre dem bedre. Det giver et uensartet niveau og nogle sygeplejersker, der i den grad er overladt til sig selv. Det har i sidste ende negative konsekvenser for patienterne, når dem, der skal behandle, ikke har nok viden,« siger hun.

Netop efterslæbet på vidensområdet er grunden til, at Kræftens Bekæmpelse nu har besluttet at finansiere Danmarks første professorat på området. Men kun fire har søgt stillingen. »Det er meget få i Danmark, der har ballast nok til at kunne varetage et professorat, netop fordi mulighederne for uddannelse i palliation er så få. Men vi håber på, at det kan komme op at stå nu, fordi Danmark har et massivt behov for at fremme den akademiske del af palliationen,« siger John Sahl Andersen, lektor i Almen Medicin på Københavns Universitet og formand for Den Psykosociale Komité i Kræftens Bekæmpelse, og fortsætter: »Generelt svækker den manglende faglighed også interessen hos lægerne, som i forvejen har tendens til at se det palliative område som mindre prestigefuldt end det at helbrede folk.«

Det er Per Sjøgren enig i: »Vi har egentlig ignoreret området og set det som relativt unødvendigt i et land, hvor vi blev bedre og bedre til at helbrede og generelt var socialt ansvarlige. Men vi bliver nødt til at styrke indsatsen over for uhelbredeligt syge og døende, og her er et vigtigt skridt forbedret uddannelse af vores læger og sygeplejersker, der i øjeblikket ikke har den fornødne viden,« siger han.

Mere fokus

Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen er enig i, at man i Danmark og som læge er mest fokuseret på at kurere folk. Han mener også, at der skal mere fokus på den lindrende medicin.

»Området har for lidt bevågenhed, og flere skal være opmærksomme på, at det palliative område findes, fordi alle læger i dag har berøring med patienter, der ikke kan kureres,« siger han.

Mads Koch Hansen er dog ikke tilhænger af, at man laver en specialeuddannelse i palliativ medicin: »Et speciale løser i sig selv ikke alle problemer, og jeg kan frygte, at det ville blive en sovepude. I stedet mener jeg, at de studerende skal have mere undervisning i lindring, fordi det ville generere en langt større bevidsthed nu og her. I længden ville det føre til mere specialisering og udvikling på området,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu