Læsetid: 3 min.

Landsfader og fakkel på grønlændernes vej

Den nu afdøde Jonathan Motzfeld var med til at gøre Grønland til et stabilt demokrati med egen plads på verdenskortet
Dronning Margrethe og Jonathan Motzfeldt ved ceremonien i forbindelse med oprettelsen af Det Grønlandske Hjemmestyre 1. maj 1979. Siden bød Motzfeldt dronningen på grønlandsk polka

Dronning Margrethe og Jonathan Motzfeldt ved ceremonien i forbindelse med oprettelsen af Det Grønlandske Hjemmestyre 1. maj 1979. Siden bød Motzfeldt dronningen på grønlandsk polka

Henning Thempler

30. oktober 2010

Blandt de bedste politikere er der kun nogle få store. Jonathan Motzfeldt var en af disse få, fordi han formede sit Grønland, der i hans tid gik fra fangersamfundets sydgrønlandske barndomshjem i bygden til et stabilt demokrati med egen plads på verdenskortet.

Jonathan Motzfeldt kom ind på den danske politiske scene som medlem af Hjemmestyrekommissionen i 1975 og den ene i den politiske trio, Moses Olsen, Lars Emil Johansen og Jonathan Motzfeldt.

Det lyriske menneske Moses Olsen, der blev medlem af det danske folketing, er ikke mere, i går døde Jonathan Motzfeldt efter lang tids alvorlig sygdom, Lars Emil Johansen er fortsat valgt til Folketinget. Jo, de var en stærk alliance. Præst eller lærer var den uddannelse, som unge grønlændere kunne få, og på seminariet i Nuuk støbte de kuglerne til grønlændernes Grønland. Motzfeldt var den mest moderate, han spillede grønlandsk på harmonikaen og især hans politiske musikalitet betød, at løsrivelsesfløjen ikke fik fat.

Under teologiske studier i København boede Jonathan Motzfeldt hos familien Koch på Frederiksberg, der leverede socialdemokratiske ministre i flere generationer. Hal Koch var sin samtids lysende demokratiformidler, Bodil Koch var den blandt sin generations ærligste i politik, og Motzfeldt lagde aldrig skjul på, at denne ballast havde betydet noget for hans senere virke som præst, politiker, demokrat - og socialdemokrat, selv om linjerne i grønlandsk politik ikke med fornuft kan lægges efter danske tegninger.

Motzfeldt talte med sit folk, han talte så smukt, som det grønlandske sprog kan lyde i grønlandske ører. Han var vejviseren på vej mod hjemmestyre og selvstyre. Han argumenterede for sit land og sit folk med troen på, at 'Vi kan og vi vil', som også blev Siumut-partiets motto for det unge Grønland.

Polka med dronningen

Da Hjemmestyret var en realitet med start den 1. maj 1979 brød Motzfeldt majestætens privilegium, så han bød sin dronning, Margrethe II, på en grønlandsk polka, så alle kunne se, at Danmark og Grønland fortsat kunne danse sammen. 13 hvide anorakker med de 13 nyvalgte Siumutter i et landsting med 21 medlemmer viste en enestående gennemslagskraft for Jonathan Motzfeldts hold i hele Grønland, og det holdt i årtier.

Han kaldte sine landsstyremedlemmer for ministre og var grønlandsk statsminister, selv om titlen ikke fandtes, og han formidlede samarbejdet med det Danmark, som skulle vige pladsen.

Mangfoldige er de danskere, som på det personlige plan har oplevet Motzfeldt som et varmt, givende og forstandigt menneske, der efter midnat kunne slå gnister mod de samme forbandede koloniherrer, han havde i kroppen og sindet den indestængte følelse af, at danskerne havde bestemt for meget for længe, men de vulkanske udbrud varede kun til den ny dags pragmatiske politiske arbejde gik i gang.

Opslidende kampe

Jonathan Motzfeldt var med hele vejen, han havde alle sit lands højeste politiske poster, og som sit lands rejsende ambassadør fik han også overbevist både København og Washington om, at selv om udenrigspolitik dengang var et rigsanliggende, så var det hans regering, der også bestemte den del.

Jo, der var opslidende magtkampe med Danmark og internt i Grønland, han vandt ikke altid, men kom altid igen, og han kom flot igen, efter at livsførelsen havde slidt på både fysik og den politiske prestige. Ved det seneste valg røg han imidlertid ud af landstinget, så meget havde han tæret på sin politiske kapital, men hans venner holdt fast i, at Jonathan Motzfeldt havde mindst ni politiske liv. Sandt er det, at man ikke kunne erklære ham politisk død, før det rigtige liv lukkede ned efter en slidsom kræftsygdom.

Stor politiker

Mindeordene fra den danske statsminister, fra nær og fjern og på de grønlandske nyhedsmediernes hjemmesider fortæller om en af vor tids store politikere, stor, fordi han havde et projekt, der lykkedes, et projekt som aldrig var Jonathan, men de grønlandske mennesker, de grønlandske kirker og demokratiske institutioner - og det store Grønlands rimelige plads i den store verden.

Bygdedrengen med storsind og udsyn blev kun 72 år, men nåede næsten alt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu