Læsetid: 2 min.

Løkke underdriver overbetaling

Løkkes (V) forklaring i sagen om overbetaling til privathospitaler skydes ned fra flere sider. Statsministeren har opfundet nye beregninger til lejligheden, mener sundhedsøkonom - det offentlige har betalt mindst en halv milliard for meget. Lemfældig omgang med sandheden, siger S
6. oktober 2010

Der er tale om helt nye beregninger, når statsministeren påstår, at de private sygehuse højst kan have fået 100 millioner kroner i overbetaling. Det siger sundhedsøkonom og direktør for Dansk Sundhedsinstitut, Jes Søgaard.

»Det er et nyt estimat konstrueret til formålet. Det tager i hvert fald ikke udgangspunkt i regeringens egne analyser om 25 pct. overbetaling,« siger Jes Søgaard.

Lars Løkke Rasmussen (V) kaldte det mandag »en myte«, at der skulle være større beløb i spil, da han forsøgte at neddysse sagen om overbetaling.

Ifølge statsministeren drejer hele miseren sig om nogle forliste forhandlinger mellem Amtsrådsforeningen og de private sygehuse i 2006. Som daværende sundhedsminister skar Løkke igennem og fastsatte en pris, som lå højere end den, amterne ønskede.

»Hvis jeg i den situation havde sagt, at I får ikke én krone mere end det køberne (Amtsrådsforeningen, red.) vil give, så var det selvfølgelig blevet billigere. Det var præcis blevet i omegnen af 100 millioner kroner billigere,« sagde Løkke mandag.

Ifølge statsministerens pressechef beror tallet på en beregning fra Sundhedsministeriet. Her oplyser man, at man kun har forholdt sig til et lille hjørne af de samlede udgifter. Nemlig den del af forhandlingerne, som Amtsrådsforeningen havde ført med en række mindre klinikker. De store private sygehuse indgår ikke i regnestykket, og det er netop dem, der står for langt størstedelen af udgifterne til det private.

Chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Martin Madsen kan ikke forstå, hvordan statsministeren kan få reduceret overbetalingen til det beløb.

»Regnet ud over tid ligger de 100 millioner kr. langt fra et simpelt overslag på overbetalingen,« siger Martin Madsen.

Halv milliard

Både Rigsrevisionens beretning og Sundhedsministeriets egen meget omtalte udredning, som sidste år blev forholdt Rigsrevisionen, når frem til den konklusion, at man kan skære 25 pct. af prisen til de private hospitaler. Sammenholder man det med de samlede offentlige udgifter til private sygehuse, er der tale om langt større beløb.

Alene fra 2006 til det udvidede frie sygehusvalg blev suspenderet i november 2008, brugte det offentlige mere end to mia. kr. på at sende patienter til de private sygehuse for at overholde regeringens behandlingsgaranti.

Det giver en overbetaling på mere end en halv milliard kr.

Regner man samtlige år med, siden det udvidede frie sygehusvalg blev indført i 2002, har det offentlige betalt helt op til en milliard kroner for meget til de private sygehuse, siger sundhedsøkonom Jes Søgaard.

»De penge kunne være brugt rigtigt godt andre steder i sundhedsvæsnet. Tænk bare på, hvor meget forebyggelse man kunne få for de penge,« siger Jes Søgaard.

Lemfældig omgang

Nu vil Socialdemokraternes gruppeformand, Carsten Hansen, have statsministeren til at uddybe, hvorfor han bringer de 100 mio. kr. på banen.

»For mig lyder det, som om det er grebet ud af den blå luft,« siger Carsten Hansen.

Han fremhæver, at Løkke ikke tidligere har betvivlet Rigsrevisionens konklusioner, og han forstår ikke, hvad der får statsministeren til at gøre det nu.

»Han omgår sandheden meget lemfældigt, hvis han anfægter tallene fra Rigsrevisionen. Det ville klæde statsministeren at holde sig til de tal, han har anerkendt én gang,« siger Carsten Hansen.

Serie

Mailsagen

Det offentlige har i årevis betalt mere end nødvendigt til de private sygehuse. Forsøget på at skjule overbetalingen har foreløbigt ført til anklager om slettede mails i ministerierne, vildledning af Folketinget og lovbrud i centraladministrationen. Information afdækker sagen.

Seneste artikler

  • Fagforeninger: Ministre tørrer sygehussag af på embedsværk

    7. oktober 2010
    Embedsmændenes fagforeninger raser over, at ministrene i sygehussagen løber fra deres ansvar for regelbrud i ministerierne
  • Sundhedsministeriet brød loven

    5. oktober 2010
    Sundhedsministeriet og Finansministeriet står til alvorlig kritik fra statsrevisorerne for at skjule oplysninger om overbetaling sidste forår. Lars Løkke Rasmussen (V) var dengang finansminister, og SF vil nu have undersøgt, om han stod bag beslutningen
  • Løkke kendte til overbetaling i årevis

    2. oktober 2010
    Allerede i 2007 fastslog Lars Løkke Rasmussens embedsmænd, at privathospitalerne fik overbetaling. Sidste forår dokumenterede Sundhedsministeriet overbetalingen i tørre tal, men udregningerne blev hemmeligholdt for Rigsrevisionen og Danske Regioner. Nu er Løkke kaldt i samråd for at forklare sig
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Denne sag er gjort af samme stof som Tamilsagen!!

Et ansvarligt folketing ville omgående reagere - men vi har desværre ikke et ansvarligt folketingsflertal.

Kan historien gentage sig? Ninn fik fornærmet CD så godt og grundigt at de vendte på en tallerken og vupti, så var flertallet vendt.

Mon Lene har evner til at gentage kunsten?

Med andre ord: Løkke udviser en sjældent stædig vilje til fortsat at satse på, at føre offentligheden bag lyset. Men mon ikke det er et klart tegn på, at kulturen i VK-Regeringen udarter med hensyn til at gøre spin til grundlag for virkeligheden, snarere end kendsgerningerne. Altså at han ørkesløst håber på, at offentligheden glemmer, at bilags-sagerne jo viste sig at være en pejling på en ideologisk vilje, som ikke stemte overens med den offentlige forståelse af god forvaltningsskik. så derfor: planken ud, information. Og tak for terrier-mentaliteten...

Med venlig hilsen