Nazister rekrutterer 15-årige fodboldfans

Århus Stadion spiller en central rolle i rekruttering af unge til nazi-grupper, dokumenterer ny bog. Østjyllands Politi er begyndt at holde øje med de unge ekstremister på stadion, mens AGF afviser ethvert kendskab
Fodboldklubben AGF har fejlet, når de søndag efter søndag lader racister dominere tribunerne og rekruttere unge drenge, mener forfatter til ny bog om det danske nazimiljø, Charlotte Johannsen.

Fodboldklubben AGF har fejlet, når de søndag efter søndag lader racister dominere tribunerne og rekruttere unge drenge, mener forfatter til ny bog om det danske nazimiljø, Charlotte Johannsen.

Claus Fisker
26. oktober 2010

Unge helt ned til 15-16 år bliver rekrutteret ind i nazistiske kredse på Århus Stadion. Det fremgår af bogen Forklædt som nazist, der udkommer i dag. Her fortæller 21-årige Charlotte Johannsen om, hvordan hun på egen hånd i 2008 infiltrerede det nazistiske miljø i Århus. De helt unge nazister mødte hun senere gennem sin daværende kæreste, Morten. De kaldte ham »føreren«.

»Det er skræmmende at se, hvordan de 15-17-årige bliver involveret i det her miljø med ældre nazister lige i den alder, hvor de er ved at skabe deres egen identitet. De vokser jo op og bliver fuldblodsnazister,« siger Charlotte Johannsen.

I Østjyllands Politi har man de sidste tre år fulgt de unge ekstremister tæt, og her har man også et øje på Århus Stadion:

»Det er velkendt, at de højreekstremistiske grupper kommer på stadion. Jeg ved ikke, om rekruttering sker her eller uden for stadion, men vi ser dem med mellemrum sammen med helt unge medlemmer,« siger politikommissær Allan Aarslev, der er tovholder på politiets radikaliseringsprojekt.

På stadion laver de unge nazister ikke ballade, men de største drenge bliver taget med til slagsmål mod hooligans fra andre klubber, fortæller Charlotte Johannsen. Hun har også flere gange været med dem i byen, hvor de sang voldssange og heilede i takt. Under en julefrokost smurte flere af de unge deres knoer ind i kirsebærsovs, så de lignede blodige knytnæver og dekorerede hinanden med hagekors og klistermærker fra den højreekstremistiske forening Vederfølner, hvor flere også er medlem.

Ofte slutter de unges byture med, at de tager ned til 'Huset', et tilholdssted for venstreorienterede unge, for at slås:

»Vi var nede ved Huset i sidste uge,« fortæller en af de unge i bogen under en bytur.

»Der var ikke nogen svin, vi kunne smadre, men vi smed nogle sten gennem ruderne og skred igen.«

Lidt senere siger kæresten Morten: »Okay, så lad os da gå ned og smadre nogle røde svin.«

Morten er ikke bare deres 'fører' i slåskampe, han er også de unge nazisters bindeled til AGF-fangruppen Nysir. De unge drenge har deres egen fraktion i gruppen, som de kalder Barndommen. Navnet refererer til en tidligere fraktion, Ungdommen, hvor de fleste, ifølge bogen, siden er blevet medlem af de højreekstremistiske hooligans White Pride eller det danske nazistparti, DNSB.

'AGF har fejlet'

I Nysir kan man ikke genkende det billede, der bliver tegnet af Barndommen, skriver gruppen i et mail-svar. Nysir har folk fra »hele det politiske spektrum«, men er imod vold og racisme på tribunerne.

»Alle er velkomne til at mene, hvad de vil og stemme, hvad de vil, sålænge alt det bliver lagt på hylden, når vi tager på stadion sammen. Kan man ikke forene sig med det, er Nysir ikke en mulighed,« skriver gruppen. Både AGF og de apolitiske fans omkring klubben har fejlet, når de søndag efter søndag lader racister dominere tribunerne og rekruttere unge drenge, mener Charlotte Johannsen.

»Man kunne jo lade være med at lukke voldsdømte White Pride-medlemmer ind på stadion,« foreslår hun.

Kristian Rasmussen forsker i fankultur på Institut for Idræt ved Aarhus Universitet, og han kan godt forstå, at de unge drages mod de voldelige grupper.

»Det er jo et sindssygt spændende miljø, fordi det fremstilles som noget farligt,« siger Kristian Rasmussen og påpeger, at medierne også har et medansvar ved at sætte fokus på de relativt få hooligans.

»Men det er jo ikke fordi, grupperne går rundt med indmeldelsesblanketter på stadion. Der er bare en ekstrem solidaritet alle fans imellem, fordi de står sammen på tribunerne. Hooligans er også med til at arrangere tifoer og andet, så der er ikke lukkede døre mellem grupperne,« siger Kristian Rasmussen.

Velkendt gruppe

Østjyllands Politi og de kommunale myndigheder kender godt til Barndommen.

»Så vidt jeg ved, har vi ikke kontakt til dem, men vi ved, der er noget der, vi skal være opmærksomme på,« siger politikommissær Allan Aarslev.

I AGF afviser man til gengæld, at der skulle være et problem på stadion.

»Vi er i løbende dialog med Nysir, og over for os tager de helt afstand fra racisme. Jeg er ikke bekendt med nogen rekruttering eller gøren sig lækker,« siger kommerciel direktør i AGF, Jørgen Noes.

Klubbens vagtfirma blander sig kun i tilfælde af vold, eller hvis nogen kommer med racistiske ytringer på stadion. Jørgen Noes påpeger, at han ikke kender til nogen episoder, siden der for et par år siden blev hængt et banner op, der hyllede Adolf Hitler på hans fødselsdag.

Klubben mødes jævnligt med de forskellige fangrupper, ligesom man også har en tæt dialog med politiet og vagtfirmaet.

»Nu må vi se, hvad der står i den bog, og hvis der er sket en udvikling, så må vi snakke med de professionelle aktører om, hvad vi kan bidrage med,« siger Jørgen Noes.

Forsker Kristian Rasmussen har svært ved at se, hvad AGF mere kan gøre.

»Klubben har ikke ansvar for de politiske holdninger blandt fansene, så hvordan skal de nogensinde gøre noget ved det. Når de er på stadion, så er der nogenlunde styr på det,« siger Kristian Rasmussen.

Ifølge Østjyllands Politi findes der en kerne på omkring 40 højreekstremister i Århus, som kæmper mod en tilsvarende gruppe på venstrefløjen. Politiet har forsøgt at modgå radikaliseringen med dialog, og de seneste år er der sket en udvikling til det bedre, vurderer politiet.

Nu vil Venstres politiske leder i Århus, Laura Hay, have bystyret til at redegøre for indsatsen mod ekstremisme og nazisme.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Markus Lund

At være apolitisk er det samme som at acceptere racistiske holdninger, bare så længe de ikke bliver udtrykt. Nysír blåstempler problemet ved at nægte at de har et ansvar for at gøre noget ved det. Det må være alles ansvar at sige fra over for nazisme og højreekstremisme uanset hvilken holdning vi har - det gælder også jer på den blå side af det politiske spektrum, og her tænker jeg særligt på Venstres Ungdom, der i februar 2009 afholdt et offentligt møde med DNSB i deres lokaler i Rosenkrantzgade på Strøget i Århus.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Esben Sørensen

Markus Lund:
Så du mener at folk skal udelukkes fra enhver forsamling, hvis de i øvrigt opfører sig pænt og har deres meninger for sig selv?
Det er absolut ikke vejen frem hvis du vil høre min mening.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tom Dahl

I fodboldkredse har White Pride været en ankronisme og ligegyldighed de sidste 10 år, så denne historie er lidt bedaget.
Det er en flok tåber, som så tilfældigvis har fundet AGF at slå sin kærlighed på ---- de udgør ikke nogen reel trussel og er mest til spot og latter .....videre med vigtigere emner !

anbefalede denne kommentar