Nyhed
Læsetid: 1 min.

Nye filer bekræfter Wiki-logs

TV2 kunne i går aftes fremlægge logfiler fra første halvdel af 2004, som ifølge fjernsynskanalen bekræfter indholdet i de lækkede logs fra Wikileaks. Der er tale om udskrifter af den kommunikation, der blev ført mellem det danske hovedkvarter i Camp Eden og de danske patruljer...
Indland
26. oktober 2010

TV2 kunne i går aftes fremlægge logfiler fra første halvdel af 2004, som ifølge fjernsynskanalen bekræfter indholdet i de lækkede logs fra Wikileaks.

Der er tale om udskrifter af den kommunikation, der blev ført mellem det danske hovedkvarter i Camp Eden og de danske patruljer. Alle samtaler er optaget på bånd. De stemmer i deres substans overens med indholdet af de lækkede logs og viser således også, at den danske Irak-styrke medvirkede til at tage irakere til fange, som efterfølgende er blevet overladt til irakisk politi, der er berygtet for torturmetoder.

Samtidig bekræfter en anonym dansk soldat, der var udsendt til Irak, over for TV2, at danskerne kendte til fangemishandling fra det irakiske politis side.

Samstemmende oplysninger er fremkommet fra andre danske soldater, efter Information lørdag åbnede diskussionen om det danske fangeansvar. Til DR har en soldat således oplyst, at han har kendskab til, at danske soldater har været med til at udlevere fanger til irakisk politi, som efterfølgende er blevet torteret eller dræbt.

»Vi har da fået at vide, at de er blevet torteret, og to dage senere så er de blevet dræbt,« sagde han til DR.

En anden tidligere udsendt bekræfter i Ekstra Bladet, at de danske soldater kendte til den risiko, som fangerne blev udsat for, når de landede hos de irakiske myndigheder. Den 28-årige soldat fortæller bl.a., at han under en udsendelse i 2005 var med til at tage en af de mest eftersøgte irakiske oprørere til fange.

»Vi fejrede fangsten ved at tage billeder af ham med en hætte over hovedet på ladet af en lastbil. Da vi overgav ham til de irakiske specialstyrker, talte vi om, at det ville han sgu nok ikke overleve,« fortæller han.

Et par dage senere så han og hans patrulje fangen igen. Da var han død, indsmurt i blod og manglede alle sine fingre, fortæller den 28-årige soldat til avisen. inf.

Serie

The War Logs: Irak-krigen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nu er de røde lejesvende pa spil igen!