Hvad er det, der gør et boligområde til en såkaldt ghetto? Er det selve bebyggelsen? - eller er det de sociale omstændigheder?
Det er et vigtigt spørgsmål at stille, midt i alle genopretningsplaner og arkitektkonkurrencer. Det er blandt andet derfor, Information er rykket til Tingbjerg. Men hvordan var det nu, det hele startede?
De første streger blev slået allerede under krigen, men det var først fra 1950, der for alvor kom gang i projekteringen af den nye københavnske provinsidyl på Steen Eiler Rasmussens tegnestue.
Det er nogenlunde samtidig med de modernistiske Bellahøjhuse.
De to bebyggelser er næsten lige store med hver ca. 1.200 lejligheder og bygget af almennyttige boligselskaber.
Steen Eiler Rasmussens Tingbjerg består af tre-fire- etages teglstenslænger med legepladser og grønne haverum mellem lange lave blokke, skole og kirke.
Omgivelserne er også grønne. Utterslev Mose og Vestvolden indrammer bebyggelsen og gør deres til det isolerede herregårdspræg.
Industrialisering
Det var vigtigt for Tingbjerg-arkitekterne, at der blev sociale muligheder for flere generationer og plads til alle samfundslag. Det sidste kneb det med, efterhånden som velfærdsstaten og rentefradraget gjorde endeløse parcelhuskvarterer til en økonomisk mulighed for de lidt bedre bemidlede, som fristende alternativ til beskedne almennyttige lejligheder.
I henhold til Steen Eilers egen københavnske Fingerplan kunne Tingbjerg have haft sin egen S-togstation. Det blev ikke til noget, men banetrafikken blev sendrægtigt udbygget i den senere Køgebugt-finger. Ud til betonbyerne Ishøj med de markante højhuse og Avedøre med omgivende etagehuse inspireret af Dubrovniks middelalderlige bymur.
Og der kom S-tog til Albertslund Syd, som vist aldrig har fået betegnelsen 'ghetto' hæftet på sig. Måske fordi den tætte ét-etages gårdhusbebyggelse fra starten omkring 1960 har været mere tiltrækkende end de tre store etagebebyggelser eller såkaldte sovebyer - Høje Gladsaxe, Vollsmose i Odense og senere Gellerupparken ved Århus.
Men renteniveauet og manglen på interesserede lejere blev gennem 1970'erne og -80'erne baggrunden for henvisningen af økonomisk eller socialt mindre tilpassede familier til de nye, tomme, snart ekstra subsidierede boliger.
Det er her, begyndelsen ligger til den ghettoisering, der i dag for alvor er kommet på den politiske dagsorden. Selv om det trods boligselskabernes tidlige ungdomspolitiske indsats har været et synligt socialt problem i både 20 og 30 år. Altså også før det blev stillet som et indvandrerspørgsmål om overbefolkede lejligheder og ensidig beboersammensætning.
Nu foreslås nedrivning og udtynding - som forsøg på at gøre betonkvartererne til havebyer.
Teoretiske set begyndte diskussionen i en vis forstand allerede 1948 på et byplanmøde i Århus, hvor den tyske emigrant og sociologiprofessor Th. Geiger gav danske planlæggere det glatte lag.
Sociologi
De lænede sig efter hans mening alt for naivt og romantisk op ad amerikaneren Lewis Mumfords forestillinger om overskuelige neighborhoods (altså naboskabsområder) som den ideelle løsning på storbyens og demokratiets efterkrigsproblemer. Med egne butikstorve og institutioner.
De tilstedeværende planlæggere ømmede sig. Under krigen havde de været fagligt inspireret af illegale britiske tanker om selvbærende new-towns og afgrænsede havebyer - altså netop sådan som Tingbjerg nu var ved at blive realiseret af den anglofile Steen Eiler Rasmussen.
Th. Geiger påstod med sin tyske baggrund, at netop naboskabsbydelene ville blive grosteder for fascisme og reaktionær tankegang i et industrialiseret samfund, der havde storbyen som sit faktiske vilkår.
Billedkunstneren og skribenten Asger Jorn kastede sig hidsigt ind i diskussionen med sit nordiske idealbillede af lokalsamfundet som det bedste politiske værn mod totalitære tendenser. Mens den senere byplanprofessor Ole Thomassen kaldte diskussionen for en risikabel teaterbrand.
Geiger replicerede, at hans eget ærinde først og fremmest var at gøre opmærksom på manglen på sociologisk viden og belæg for naboskabstanken.
På sin vis er diskussionen stadig åben. Gadeballade og territoriale krige på københavnske Nørrebro er ikke noget synderligt argument for, at storbyintegration er mindre ghettoiserende end isolerede naboskabssamfund.
Men landsplan-parolen for boligbyggeri er nu til dags, og mest af CO2-årsager: Tæt kontinuitet i bydannelsen, og in-fill på nedlagte industriarealer.
