Læsetid: 3 min.

Sundhedsministeriet brød loven

Sundhedsministeriet og Finansministeriet står til alvorlig kritik fra statsrevisorerne for at skjule oplysninger om overbetaling sidste forår. Lars Løkke Rasmussen (V) var dengang finansminister, og SF vil nu have undersøgt, om han stod bag beslutningen
Mailsagen bliver ved med at belaste regeringen. I går måtte Lars Løkke holde et improviseret pressemøde, efter at han i et samråd bedyrede at have taget Lene Espersens undskyldning til efterretning. Men der kan komme fornyet fokus på Løkke selv, fordi Sundhedsministeriet har forholdt Rigsrevisionen oplysninger.

Mailsagen bliver ved med at belaste regeringen. I går måtte Lars Løkke holde et improviseret pressemøde, efter at han i et samråd bedyrede at have taget Lene Espersens undskyldning til efterretning. Men der kan komme fornyet fokus på Løkke selv, fordi Sundhedsministeriet har forholdt Rigsrevisionen oplysninger.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

5. oktober 2010

Det var et brud på rigsrevisorloven, da Sundhedsministeriet sidste forår tilbageholdt oplysninger for Rigsrevisionen. Det mener rigsrevisor Henrik Otbo og flere professorer i offentligt forvaltning.

»Det er ret groft, det der er sket her. De, der repræsenterer Folketinget og fører kontrol med centraladministrationen, får ikke de oplysninger, de har krav på,« siger juraprofessor Claus Haagen Jensen fra CBS.

Nu står de ansvarlige embedsmænd og muligvis ministre til kritik fra statsrevisorerne, der skal drøfte sagen på et møde 13. oktober. Det vurderer professor Tim Knudsen.

»Statsrevisorerne er nødt til at udtale en samlet kritik. Jeg tror ikke, de kan andet,« siger han.

Statsrevisor Carsten Hansen (S) ser med stor alvor på sagen, men vil vente med at drage endelige konklusioner, til han selv har hørt rigsrevisor Henrik Otbo forklare sig. »Det er ganske alvorligt, hvis de har overtrådt rigsrevisorloven. Der er tale om en farlig og måske syg kultur, hvis ministerierne ser det som en mulighed at forholde rigsrevisionen oplysninger,« siger Carsten Hansen.

Uretmæssig kritik

Rigsrevisor Henrik Otbo går i august 2008 i gang med at undersøge sagen om en mulig overbetaling til de private sygehuse. Han bliver klar over, at Sundhedsministeriet har lavet sin egen udredning om sagen og beder første gang om deres beregninger i december 2008. Ministeriet nægter ad flere omgange og undskylder sig ifølge Henrik Otbo med, at der er tale om et uformelt internt arbejde, der i øvrigt ikke er færdigt.

Rigsrevisionens beretning kommer i starten af juni 2009, og tre uger senere, den 2. juli 2009, modtager man så de efterspurgte beregninger, der tilsyneladende har ligget klar siden foråret.

» Vi skulle klart have haft den udredning. Også selv om den var ufærdig,« siger Henrik Otbo.

Beregningerne understøtter Rigsrevisionens konklusioner om overbetaling, men i den mellemliggende periode har Sundhedsministeriet og Finansministeriet kraftigt kritiseret Rigsrevisionen for at politisere. Regeringspartiernes statsrevisorer erklærer sig direkte uenige i Rigsrevisionens konklusioner, hvilket kun sker yderst sjældent.

Den uenighed har statsrevisorerne ikke råd til at gentage denne gang, mener Tim Knudsen.

»Jeg tror ikke, de vil gentage den forestilling. Det tror jeg ikke, de kan. Der vil komme en form for kritik, og for departementschefen i Sundhedsministeriet bliver det ikke nogen pyntesag,« siger Tim Knudsen.

Kig op

Også Folketinget blev forholdt beregningerne fra Sundhedsministeriet, da Konservatives partiformand, Lene Espersen, mod bedre vidende fortalte Folketinget, at de kom fra hendes folketingsgruppe.

Derfor vil SF have en samlet undersøgelse af, hvem der stod bag de gentagne vildledninger og henviser til, at statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) har spillet en central rolle i sagen. Han er tidligere sundhedsminister og finansminister i en del af den omstridte periode.

»Vi har brug for at få at vide, hvem der besluttede, at Folketinget og Rigsrevisionen ikke skulle have adgang til disse oplysninger,« siger næstformand i SF, Astrid Kragh.

Statsrevisorerne har ikke i sig selv nogen sanktionsmyndigheder ud over at udtale kritik, og derfor ser Carsten Hansen (S) også et forstærket behov for en uvildig undersøgelse af hele sagen.

»Lene Espersen har klart overtrådt ministeransvarsloven og talt usandt i sagen, og nu er rigsrevisorloven måske også blevet overtrådt. Folk er gået af for mindre,« siger han.

Lars Løkke Rasmussen forsøgte selv at dysse sagen ned på et improviseret pressemøde i går formiddag. Han mener ikke, der er mere at komme efter, da Rigsrevisionen allerede har kulegravet hele sagen om overbetaling.

Han kommenterede ikke oplysningerne om, at det skete på et ufuldstændigt grundlag, og resten af dagen var han ikke at træffe på grund af møder i Bruxelles.

Heller ikke Folketingets formand, Thor Pedersen (V), ønskede at udtale sig i sagen, ligesom det hele dagen ikke var muligt at få en kommentar fra Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl.

Serie

Mailsagen

Det offentlige har i årevis betalt mere end nødvendigt til de private sygehuse. Forsøget på at skjule overbetalingen har foreløbigt ført til anklager om slettede mails i ministerierne, vildledning af Folketinget og lovbrud i centraladministrationen. Information afdækker sagen.

Seneste artikler

  • Fagforeninger: Ministre tørrer sygehussag af på embedsværk

    7. oktober 2010
    Embedsmændenes fagforeninger raser over, at ministrene i sygehussagen løber fra deres ansvar for regelbrud i ministerierne
  • Løkke underdriver overbetaling

    6. oktober 2010
    Løkkes (V) forklaring i sagen om overbetaling til privathospitaler skydes ned fra flere sider. Statsministeren har opfundet nye beregninger til lejligheden, mener sundhedsøkonom - det offentlige har betalt mindst en halv milliard for meget. Lemfældig omgang med sandheden, siger S
  • Løkke kendte til overbetaling i årevis

    2. oktober 2010
    Allerede i 2007 fastslog Lars Løkke Rasmussens embedsmænd, at privathospitalerne fik overbetaling. Sidste forår dokumenterede Sundhedsministeriet overbetalingen i tørre tal, men udregningerne blev hemmeligholdt for Rigsrevisionen og Danske Regioner. Nu er Løkke kaldt i samråd for at forklare sig
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Phaff Ussing

Det er ikke overbetalingen, der er problemet, det er manipulationerne for at skjule denne, der er problemet. Ligesom Watergate. Lars Lykke begynder på pressebilleder betænkelig at lige Nixon, som han så ud i de skamfulde øjeblikke, hvor afsløringen var lige om hjørnet.

Kravet er enkelt: Stil dog manden for en Rigsret. Ellers er der et udvidet forfald i Stats-administrationen i vente fra VOK-blokken. Vanskeligere er det såmænd ikke...

Med venlig hilsen