Læsetid: 2 min.

Ungdomskommission frarådede udgangsforbud for unge

Regeringens Ungdomskommission frarådede allerede sidste år at indføre udgangsforbud mod 'problembørn' i stil med det, som S og SF nu foreslår. Forslaget vil være næsten umuligt at håndhæve - og samtidig er det på kant med retssikkerheden, påpeger professor
14. oktober 2010

S og SF's forslag om et udgangsforbud efter mørkets frembrud mod 'problembørn' i ghettoområder blev skudt ned allerede sidste år af regeringens Ungdomskommission.

»De betydelige ressourcer, der som nævnt kræves til en effektiv håndhævelse af et udgangsforbud meddelt til konkrete unge, taler efter kommissionens opfattelse imod generel anvendelse af en sådan ordning,« konkluderede kommissionen efter halvandet års arbejde med Københavns politidirektør Johan Reimann i spidsen.

I sin over 700 sider lange rapport henviser kommissionen til, at politi og sociale myndigheder allerede i dag har mulighed for at udstede 'zoneforbud' og 'ungepålæg' for at få unge i problemer til at holde sig hjemme. De muligheder er så nye, at man endnu ikke har evalueret, hvordan de virker.

»De problemer og udfordringer, der på nuværende tidspunkt er forbundet med at anvende udgangsforbud over for konkrete børn og unge med henblik på at forebygge kriminelle handlinger, tilsiger, at erfaringerne med de netop etablerede ordninger (...) indhentes og evalueres, inden der arbejdes videre med yderligere initiativer,« skriver kommissionen.

Virker ikke

Ifølge professor dr. jur. Eva Smith, der er formand for Kriminalpræventivt Råd og var medlem af Ungdomskommissionen, er der ingen erfaringer fra udlandet, der tyder på, at udgangsforbud kan forhindre 'problemunges' kriminalitet.

»Erfaringerne viser, at må børnene ikke være ude efter 22, så begår de kriminalitet på et andet tidspunkt. Det har ikke haft nogen målelig effekt at indføre denne slags forbud,« siger hun.

Samtidig ser hun store demokratiske problemer i at indføre den slags forbud.

»Problembørn - hvem er det? - og hvorfor er det kun problembørn, der bor i såkaldte ghettoer, der skal rammes af sådan et forbud? At lave særlige regler for særlige mennesker, der bor særlige steder, kan ikke være en demokratisk måde at løse samfundsproblemer på,« siger hun og betegner forslaget som »ren symptombehandling«.

»I stedet for skulle man gå ind og tage fat på de problemer, der fører til kriminaliteten«.

Ifølge S og SF skal det være SSP-samarbejdet i kommunen, der skal kunne udstede udgangsforbud mod »omstrejfende problembørn«, der herefter ikke må færdes ude efter kl. 22 »med mindre de er ledsaget af en voksen«.

Men dét er på kant med borgernes retssikkerhed, siger professor i strafferet Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet.

»Hvis det er SSP-samrådet, som skal forholde sig til konkrete sager, kan man godt sætte et stort spørgsmålstegn ved, hvilket grundlag, man har at gøre det på,« siger han og efterlyser også de retssikkerhedsgarantier, der normalt gælder, når en offentlig myndighed vedtager sanktioner eller foranstaltninger mod borgerne.

»Der er helt sikkert mange gode grunde til, at der kommer fokus på disse problemstilligner. Men at tro, at det er noget, man kan lovgive sig ud af ved at indføre nye sanktionsmuligheder - det er tvivlsomt,« siger han.

Almindelig snusfornuft

Ungdomskommissionens og eksperternes konklusioner får ikke Socialdemokraternes integrationsordfører Henrik Dam Kristensen til at ryste på hånden.

»Vi kan godt diskutere alt det med retssikkerhed og SSP. Men det er børn under 13, under 13, vi taler om. Langt de fleste børn i den alder render ikke ude efter 22. Og her er der tale om børn, der er på vej ud i noget snavs, fordi de ikke får sat de nødvendige rammer af deres forældre. Det er jo helt almindelig sund snusfornuft, vi taler om,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

-eh-

Og?

Mange børn i de her sociale bebyggelser er jo netop ude efter klokken, især i sommer-månederne, i det her land. Så jeg forstår ikke helt hvad meningen er med dette her?

Medmindre det (igen igen) handler om at tvinge alle til at blive dejlige små småborgerlige borgere i det her land, som alle opfører sig ens og hylder det man kalder for 'danske værdier'.... Og bare fordi langt de fleste (danske) børn ikke gør det, skal det så være et parameter for, hvordan børn i de her områder skal opføre sig...

Og hvad er omstrejfende problembørn?

Og hvorfor skal det kun være i de her socialt belastede kvarterer og områder, at man skal kunne havemulighed for det?

Når det er sagt, bryder jeg mig slet slet ikke om at staten skal bestemme på dette område. Børnene er forældrenes, ikke statens.

Man har åbenbart en idé om at, hvis børn er ude alene efter klokken 22 om natten, ja så laver de nok noget kriminelt. Man har ikke nogen idé om at kriminaliteten måske også kan foregå på andre tidspunkter end om natten...

Man burde heller kigge på nogle af de ting, som er medvirkende til at folk, ja også børn, begår kriminelle handlinger. Og det kan være mange ting, kedsomhed, fattigdom, det spændende ved det mm.

En lidt anden vinkel på dette her:

Regeringengs ghetto-udspil indeholder et forslag om unge brand-kadetter. Og se, det er noget, der virkeligt hjælper. Blot skal det være gadeplans-arbejderne som står for det, ikke skolen. For i skolen regerer alfahannerne, dvs. dem som er negative i forvejen. Og de vil altså kunne tryne dem som gerne vil dette her til ikke at ville det alligevel...

Sådan dr. jur. Eva Smith. Kriminal prævention for såvel begyndere (Regeringen med støttepart) og viderekomne (oppositionen og i øvrigt resten af offentligheden)...

Med venlig hilsen

...udgangsforbud>undtagelsestilstand>...?

Retssikkerheden er på rutchebanetur,
nu også med S og SF.

Må jeg minde Hr Henrik Dam Kristensen om,
hvor vi havnede sidste gang, hvor den totalitære
tankegang var moderne?
Snusfornuft i min bare ....!