Læsetid 3 min.

Universitetet lærer dig at vide - ikke at vove

Universitetet frembringer ikke blot viden, det former også de studerende. På universitetet råder karakterens pædagogik, og den lærer dig, at det ikke kan betale sig at vove for meget. Universitetet frembringer derfor lydige mennesker
13. oktober 2010

Gymnasiet lærte os, at gode karakterer ville gøre os fortjent til en god uddannelse.

Da jeg kom på universitetet, var der stadig karakterer, så jeg fortsatte med at tro på dem.

Da jeg så skulle søge job, gik det op for mig, at arbejdsmarkedet er ligeglad med mine karakterer. Jeg vedlagde dem som bilag, men i bunken af ansøgninger kiggede de efter nogle helt andre ting. Til jobsamtalen ville lederen høre, om jeg havde været med i nogle interessante projekter eller arbejdet med nogle interessante personer og organisationer. Men hvis karaktersystemet ikke er til for omverdenen, hvem er det mon så til for?

Fejlfri mod interessant

Karaktersystemet får ofte sin berettigelse som måleinstrument, der så at sige tager temperaturen på den studerendes evner. Men det er en måling med virkninger. Karaktererne har nemlig først og fremmest en pædagogisk funktion: De lærer dig, at det handler om at gøre det ordentligt, det vil sige opfylde kursuskravene. I bedømmelsesprocessen starter karakterskalaen som bekendt fra toppen, hvorefter hver fejl tæller nedad. Topkarakteren betegner derfor ikke så meget det gode eller det interessante, men snarere det fejlfrie.

En opgave, der vover at forfølge en anden bane, risikerer ikke blot at indeholde fejl, men vil allerede i forvejen være fejlagtig. Den stemmer ikke overens med den type indhold, som den studerende forventes at udarbejde. Den type af kritik, der driver mig til at skrive den fejlfrie opgave, er derfor i første omgang selvkritik: Har jeg nu gjort det ordentligt? Karakterernes pædagogik forventer, at vi udfylder nogle snævre rammer frem for at lære os, hvordan vi sprænger dem. At opfylde reglerne kræver en studieteknik, hvor jeg fremfor at studere videbegærligt, detaljeret studerer kursuskravene, som indeholdt disse allerede svaret på opgaven. Det lærer mig opmærksomt at holde øje med min lærers standpunkter og kæpheste.

Og når jeg skal til eksamen, googler jeg min censors akademiske baggrund, så det bliver nemmere at sige de rigtige ting. Det lærer mig at behandle pensumlitteraturen som universalmiddel, frem for at grave, hvor jeg står, fremfor at prioritere kilder, der knytter sig til mine sammenhænge.

Ved hver semesterstart lover vi flittige studerende os selv, at 'den her gang vil jeg læse hele pensum!' Det kan de færreste. Alligevel får jeg dårlig samvittighed, når det heller ikke denne gang lykkes. Og næste semester forsøger man igen, for man kan jo altid gøre det lidt bedre.

At vove er at være ulydig

Som svar på vores opgaver får vi kun karakteren. Derfor indsender vi klager over bedømmelsen, fordi det tvinger instituttet til at give feedback.

På mit universitet kan det ikke betale sig at forfølge en viden, hvis den risikerer at træde ved siden af. Derfor holder jeg op med at vove, så jeg er sikker på at gøre det ordentligt.

»Du skal vove at vide,« sagde filosofferne, men det er ikke så nemt, når jeg ikke ved, hvordan man vover. Jo mindre jeg vover, desto mere mister jeg evnen til at vove. Med karakterens pædagogik får vi en skole, hvor det ikke kan betale sig at vove. En skole præget af lydighed. Ulydighed indebærer ikke rituelt at give sig hen til at overskride normer, som det så ofte siges.

Ulydighed indebærer at vove andre meningsfulde normer og knytte bånd til dem. At tilegne sig færdigheder gøres allerbedst, når vi ikke er tynget af frygt for at træde ved siden af.

Det er derfor, vi også har brug for et universitet for ulydig viden: Hvor man kan lære at vove at vide.

Malthe Max Roed Lundén er psykologistuderende på Københavns Universitetet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anders Øgaard
Anders Øgaard

Meget relevant problemstilling som alle kender men ingen tager fat i.

Karaktererne, og i særdeleshed 7- trinsskalaen, er selvfølgelig til for at disciplinere befolkningen til borgerlige normer for flid, konkurrence og egoisme. De har samtidig vigtig betydning for reproduktionen af de social skel i befolkningen.

Det dokumenteres alt sammen i min dokumentarfilm: "Karaktererne- en kritisk introduktion til 7- trinsskalaen".

Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

På mit universitet kan det ikke betale sig at forfølge en viden, hvis den risikerer at træde ved siden af. Derfor holder jeg op med at vove, så jeg er sikker på at gøre det ordentligt, skriver Max Lundén.

Det er vel ikke karaktersystemets skyld, men studieordningens mangelfuldhed.