Kronik
Læsetid: 6 min.

Venstrefløjens myter om øget ulighed i sundhed

Uligheden i sundhed er stor i alle industrialiserede lande, men VK har på nogle stræk taget udfordringen op for at imødegå den. Det er således udtryk for mytedannelse, når venstrefløjen påstår, at regeringen har skabt mere ulighed på sundhedsområdet. Det modsatte er tilfældet
Indland
22. oktober 2010

Ulighed i sundhed udløser tit hed debat. På trods af et skatteyderbetalt sundhedsvæsen med gratis behandling lever mennesker i gode sociale kår længere og bedre end dem, der har haft det hårdere i livet. Ligesom inden for uddannelsessystemet er der ulighed, skønt også uddannelserne betales over skatten. At noget er uden brugerbetaling, er ikke ensbetydende med reel lighed, og på sundhedsområdet ses, at sundhed er mere end sygehuse og medicin.
Sundhed bestemmes nok så meget af de sociale, arbejdsmæssige og kulturelle rammer, vi lever inden for, og af den livsstil, vi præges til at vælge. Trods dette skal alle, der kommer i kontakt med sundhedsvæsnet, tilbydes samme gode behandling uanset social status.
Er der så kommet mere ulighed i sundhed i de senere år?

Socialdemokrater og den øvrige venstrefløj mener ja, og er også på det område leveringsdygtige i myter. Men VK-regeringen har siden 2001 gjort en del for at modvirke ulighed i sundhed. Lad mig nævne otte tiltag, som hjælper alle patienter og ikke mindst de svage.

Bedre patientservice

Kræftpakkerne, som løbende udvides til at omfatte nye områder, er indført for at sikre klare servicemål for tiden mellem enkelte undersøgelser, behandlinger og operationer. De forhindrer, at dem, som ikke kan slå i bordet, bliver glemt eller kommer i behandling for sent. Generelt vil bindende servicemål være til størst gavn for de patienter, der ikke er velartikulerede og højtuddannede. ’Pakker’ er godt, men der skal gøres en indsats i form af hurtigere diagnoser, så syge kvalificeres til at komme ind i dem.
Standarder fra Den Danske Kvalitetsmodel skal give ensartet god kvalitet, og implementeringen er begyndt på hospitalerne. Der skal gælde den samme ordentlige standard, når såvel fru Cedergren i Holte som fru Hansen i Thy skal behandles.

Retten til en kontaktperson, der skal hjælpe med et sammenhængende forløb, står nu i lovgivningen. Kaotiske behandlingsforløb rammer patienter i alle socialgrupper, men kendes nok mest af patienter uden netværk og ressourcer.

Det frie sygehusvalg

Det udvidede frie sygehusvalg er en lille revolution. Uanset pengepungens tykkelse har patienter inden for aftalte rammer ret til behandling enten offentligt eller privat, enten her eller i udlandet, hvis ikke det offentlige kan behandle inden for en måned. SR-regeringens sundhedspolitik var plettet af lang venten, og sundhedsminister Birte Weiss koketterede med at være minister for ventelister. Hver aften bragte TV-Avisen indslag med sammenbidte danskere, som pakkede bilen for at rejse udenlands og få behandling. Nogle gang gjaldt det om at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, andre gange gjaldt det livet. Personerne på tv var direktøren og den velstillede borger, som havde et sommerhus at sælge. Den mere jævne dansker havde ikke den mulighed for patientmobilitet, men måtte bide tænderne sammen – og døde nogle gange i stilhed på ventelisten.

Det udvidede frie sygehusvalg har dog svagheder. Det sidestiller patienter inden for samme sygdomsområde uanset social status, men der er desværre patientgrupper, som endnu ikke er omfattet, f.eks. de ældre medicinske patienter. Også derfor må regionerne tilføre ekstra midler til de områder, hvor der ikke er mulighed for at søge et alternativ.
Venstrefløjen er kritisk over for det udvidede frie sygehusvalg, da det åbner for private aktører og flytter en smule magt fra systemet til individet. Men der er ingen tvivl om, at den større produktivitet, både offentligt og privat, har ekspederet mange hurtigere fra sygeseng til arbejdsplads, hvilket har givet fællesskabet flere skatteindtægter. Og så må man huske, at forholdet mellem det offentlige og det private er som mellem en elefant og en myg. Vi bruger årligt ca. 100 mia. kr. på de offentlige sygehuse, mens de private får ca. én mia. kr.

Tålmodige patienter

Der gives i millionvis behandlinger hvert år, og danske patienter er loyale og tålmodige. Kun 350.000 mennesker har siden 2002 benyttet sig af det udvidede frie sygehusvalg på en måned. Da den gennemsnitlige ventetid er højere end en måned – i 2010 er den faldet til 67 dage – har millioner af patienter i virkeligheden kunnet bruge rettigheden, hvilket de ikke har gjort. Generelt benyttes kattelemmen kun, hvis der er en god grund: frygt for alvorlig forværring i ventetiden, truslen om at miste job, en lidelse der hensætter én i et smertehelvede osv. Nogle gange spores en foragt for andre mennesker, når kritikerne af det frie valg taler om hoftepatienter med stærke smerter, der sagtens kan vente, eller om den berømte springfinger.

Jeg har talt med en kvinde, som på tredje måned var sygemeldt på grund af sin springfinger og frygtede at miste sit job. Hun lavede normalt tastearbejde. Men at hun får lov at tage til Tyskland og få ordnet sin finger, sætter jo ikke de mere syge tilbage i køen. Det er ikke danske kræftlæger og hjertekirurger, der opererer fingre i Tyskland.

Røde partier i rødt felt

Øger sundhedsforsikringer uligheden? Der er to millioner danskere i Sygeforsikringen Danmark. Her gælder, at frie mennesker i et frit land kan tegne de forsikringer, de nu engang ønsker. Men de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, som nu dækker en million borgere, kan få de røde partier op i det røde felt.

Det er en diskussion værd, om der skal være fradrag for alt muligt i vores skattesystem, også når arbejdsgiveren tager socialt ansvar. Man må dog huske, at betingelsen for fradraget er, at alle i virksomheden omfattes af personalegodet. Ikke kun direktionsgangen, men også rengøringsassistenten, cafeteriedamen og HK’eren er med. Personligt er jeg ikke glad for skattefradraget, men glæder mig over, at sundhedsforsikringer generelt er ligegyldige, så længe der er udvidet frit sygehusvalg. For det dækker alle, også dem uden police.

Regeringen har gjort en pionerindsats for mere åbenhed om kvaliteten i sundhedsvæsnet. På Sundhedsstyrelsens hjemmeside ses navnene på de sundhedspersoner, som gentagne gange har fået kritik af Patientklagenævnet, og på hjemmesiden sundhedskvalitet.dk kan kvaliteten på sygehusene sammenlignes. Det røgslør, der lå over sundhedsvæsnet, er så småt ved at lette, og det er nu lettere at vælge behandler og behandling på informeret grundlag. Er det så ikke de ressourcestærke, der bedst forstår at bruge ny information? Jo, sådan er det altid, og derfor er det vigtigt, at den fremstår tilgængelig, og at patientvejledere, patientkontorer og patientforeninger tilbyder deres assistance ved spørgsmål.

Kræftpatienter, der er opgivet af de danske læger, har med Second Opinion Panelet i Sundhedsstyrelsen fået en appelmulighed. Her kan patienterne ansøge om en ekstra chance f.eks. i form af henvisning til eksperimentel behandling. Denne ret gælder naturligvis også for socialt svage patienter, som ikke har udenlandske lægekontakter eller forudsætning for at researche.

Mytedannelser

Et EU-direktiv om ret til patientmobilitet har længe været undervejs. Det har værdi, hvor den bedste behandling tilbydes i et andet land end i ens eget; i de tilfælde, hvor andre lande er længere fremme med eksperimentel behandling; og i de tilfælde, hvor ens eget land har sjoflet et sygdomsområde, så man for sin førligheds og overlevelses skyld må rejse væk. Her var også Konservative i EU med til at forhindre, at EU-borgere skal lægge pengene ud forud for behandling i Unionen. Det ville ramme socialt skævt. Afregningen skal klares nationalstaterne imellem.

Uligheden i sundhed er stor i alle industrialiserede lande, men VK har på nogle stræk taget udfordringen op for at imødegå den, herunder også med en behandlingsgaranti for alkoholikere og narkomaner. Det er udtryk for mytedannelse, når venstrefløjen påstår, at regeringen har skabt mere ulighed på sundhedsområdet. Det modsatte er tilfældet.
kronik@information.dk

Karsten Skawbo-Jensen er konservativ folketingskandidat

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er fuldstændig underordnet om Skawbo-Jensen har ret i sin kronik.

Mytedannelse, løgn, fortielse og afvisning af fakta trives i bedste velgående i begge ender af det politiske spektrum.

Mads Kjærgård

Og mens vi glæder os over dette, så kan vi konstatere at vore sygehuse er de rene bakteriebomber, at det meste af personalet skal fyres, at man kan vente i halve dage på de få skadestuer der er tilbage, at børn står på venstelister til ventelisten når det gælder psykiatrisk behandling, idet hele taget så er den offentlige behandling bombet år tilbage under den borgerlige regering. Og dem der ikke har en arbejdsgiverfinansieret sundhedsforsikring, de er henvist til dette behandlingsystem. Men hvis vi tror vi flyver så gør vi det også, og det må jo være Skawbo-Jensens udgangspunkt. Personligt så stoler jeg på mine egne øjne og egne erfaringer!

Og ja, der er sket meget ifht. hjerte-kar sygdomme og kræft.... Alle sygdomme, som især V og K's vælgere lider af...(kan ¨man gætte på....)

Men hvor er hjælpen til den 3F'er som får en diskus-prolaps? Hvor er hjælpen til den SOSU'er, som får en rygskade? Eller til den ufaglærte arbejde som er nedslidte knogler? fordi han eller hun har lavet ensidigt gentaget arbejde i mange år....

Henrik Sarpsborg

.. ja, og hvor er hjælpen når man ringer til skadestuen og har fået fingrene i maskinen?

Karsten Skawbo-Jensen, konservativ klaphat af værste skuffe!

Jeg forstår ikke, at Information overhovedet gider at bringe dette indslag.

Manden siger jo ikke noget uventet. Det var straks mere interessant, hvis han havde sagt det modsatte.

Ukritisk oplæsen og forsvar af bestemte partiprogammer gør debatsiderne temmelig kedelige.

'Jeg forstår ikke, at Information overhovedet gider at bringe dette indslag'

Det er et partsindlæg fra højre, som der efterhånden har været en del af i Information på det seneste.

John Henrik Thorup Jensen

I enhver debat er der vel partsindlæg, ellers kan det næppe kaldes en debat? Skawboen har et indlæg med en vinkel, som han forsøger at argumentere for. Sagen er jo ikke gjort ved blot at affeje det med "højresnak", som vi ikke gider at læse.
Uanset om indlægget fører til en omfattende debat eller ej, så er indlægget jo højst interessant: Sådan vil den siddende regerings partier altså også argumentere - fx i den kommende valgkamp. Hvis man tager det alvorligt, bør man søge at modargumentere og pille Skawboens argumenter fra hinanden. Om ikke nu, så ihvertfald som forberedelse til valgkampens mediedueller. Mange tvivlende vælgere vil sandsynligvis nikke anerkendende til den slags Skawbo-argumentation, og overfor dem nytter det ikke med en blot og bar afvisning med henvisning til "højresnak".
"Uenighed gør stærk" som salig PH udtrykte det. I mit hoved er Information en avis der leverer information og synspunkter, der skaber debat. Ikke et menighedsblad, som kun beretter om og debatterer det, som menigheden gerne vil høre.