Læsetid: 2 min.

Advokat: Universitetsansatte skal tie

I en henvendelse til pressen gør Milenka Penkowas advokat det klart, at de ansatte på Københavns Universitet ikke må give oplysninger om hans klient til eksterne interessenter. Gør det de, får det konsekvenser for deres karrierer
13. november 2010

I går modtog Information en henvendelse fra Milena Penkowas advokat, Peter Skau-Andersen. Han gør det klart, at det får konsekvenser for Penkowas tidligere kolleger på Københavns Universitet, hvis de udtaler sig i sagen om mistanken mod hende for videnskabelig uredelighed.

I skrivelsen, der oprindelig er stilet til Weekendavisen, skriver advokaten, at Københavns Universitet har givet klare instrukser til samtlige medarbejdere om, at der ikke må afgives oplysninger til eksterne interessenter:

»Såfremt det viser sig, at der er afgivet oplysninger i strid med disse instrukser, vil dette kunne medføre alvorlige ansættelsesretlige konsekvenser for de pågældende,« lyder det i faxen.

Ifølge Københavns Universitet er der dog ikke rettet en særlig henvendelse til medarbejderne i forbindelse med Penkowa-sagen:

»Det kan jeg ikke genkende,« >lyder det fra kommunikationschef Jasper Steen Winkel, som dog mener, at advokaten anser dette for en personsag, som er forbundet med tavshedspligt.

Henvendelsen til Information kom på baggrund af, at information.dk publicerede et Ritzau-telegram om Weekendavisens trykte artikel, der rejser mistanke om »groft uagtsom udøvelse af videnskabelig praksis«.

Sagen kan ende hos Udvalget vedrørende Videnskabelig Uredelighed.

Ingen må udtale sig

Advokat Peter Skau Andersen vil ikke oplyse, hvor han har fået oplysningen om, at KU har givet instruks til samtlige medarbejdere om, at der ikke måde afgives oplysninger til eksterne interessenter: »Det er min og min klients opfattelse, at det ikke er en speciel god idé at kommentere på sagen, som den foreligger nu, og det synes vi heller ikke, andre burde gøre, derfor har jeg fundet det nødvendigt at skrive ud til medierne på den måde, jeg har gjort.«

På det grundlag, som advokaten har fået forelagt: »så er der ingen på universitetet, der må udtale sig om nogen sager, der vedrører Milena Penkowa,« siger Peter Skau-Andersen.

- Men universitetet oplyser, at det kun er i deciderede personsager, at der er tavshedspligt?

»Efter det for mig oplyste, så er der ingen muligheder for, at KU kan udtale sig om den eller de sager, som Weekendavisen henviser til,« siger Peter Skau-Andersen og henviser til, at medarbejderne i tvivlstilfælde kan henvende sig til deres institutleder.

- Hvorfor er det nødvendigt for medierne at få det her at vide?

»Fordi jeg forsøger at beskytte min klients interesser, og det gør jeg bedst ved at gøre opmærksom på de forhold, som jeg kender til, hvordan jeg kender til dem, og om det er rigtigt eller ej, er sådan set mit ansvar,« siger Peter Skau-Andersen.

- Det kan jo komme til at virke som en trussel?

»Det er klart, det kan virke sådan, men jeg prøver bare at sige, at vi ikke kan udtale os i den her sag og på det her grundlag og slet ikke i medierne.«

- Og det er så heller ikke hensigtsmæssigt for alle andre at udtale sig?

»Det er min vurdering«.

- Kan man ikke udtale sig om Milena Penkowas person ,eller hvad der er gået forud for sagen?

»Det vil jeg ikke vurdere. Jeg vil bare kraftigt opfordre til, at man overvejer nøje, hvad man udtaler sig om, og hvad man skriver. Om det så har nogle retsvirkninger, det er jo op til mig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Må offentligheden så i yderste konsekvens ikke høre om anliggendet, førend der eventuelt er faldet dom i sagen? Det er jo grotesk, rent ud sagt. Og utroværdigt af advokaten. Man kan kun opfordre til, at pressen undersøger anliggendet netop på vegne af offentligheden, såfremt man finder det betimeligt. Og netop ikke legitimt i stringent forstand. Der er mange andre hensyn at varetage i en fornuftig offentligheds sammenhæng, end spredehagls-trusler fra en advokat på vegne af en klient. Eksempelvis domstolenes praksis på området. Fordi redelighed er af afgørende betydning for offnetlighedens forståelse for, hvad man præsenteres for. Ellers er tendensen en mere end stædig vilje til at forfølge sagen på trods af trusler...

Med venlig hilsen