Analyse
Læsetid: 3 min.

Ældgamle kommunistrapporter kan skade PET

Det vil skade PET's indsats mod terror, hvis offentligheden får adgang til politirapporter fra 1918 om danske kommunister. Sådan lød svaret fra PET, da Information søgte arkivadgang i gamle rapporter
Indland
16. november 2010

Et sted langt inde i PET's arkiver ligger en samling gamle støvede rapporter. De handler om politiets overvågning af danske kommunister for perioden 1918-35. De ældste rapporter i stakken er 92 år gamle, og de fortæller om Danmark i gamle dage. Papirerne rummer sikkert beskrivelser af fænomener som bolsjevikker, cigarforretninger, dampfærger, fyrbødere, hestevogne ... for slet ikke at tale om den relativt nymodens telefon!

Alligevel afviser PET at give Information adgang til de støvede overvågningsrapporter. Det sker, fordi tjenesten i ramme alvor mener, at adgangen til oplysninger i rapporterne kan skade PET's indsats i dag mod terror og anslag mod statens sikkerhed.

Om baggrunden for afslaget anfører PET således, at »det vil kunne medføre afgørende skadevirkninger for PET's virksomhed (med at overvåge, forebygge og modvirke forbrydelser mod bl.a. statens sikkerhed), hvis man gav indsigt (...) Dette gælder også, selv om der er tale om sager af historisk værdi«.

PET's begrundelse har forskningsbibliotekar på RUC Morten Thing svært ved at forstå:

»Den lyder fuldstændig åndssvag,« som han siger.

Historikeren Regin Schmidt, der var medlem af PET-Kommissionen, finder det »ekstremt«, at PET hemmeligholder så gamle papirer.

»Jeg kan ikke forestille mig, at de kan indeholde noget, der kan true statens sikkerhed i dag,« siger han.

Heller ikke tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen kan forstå den konkrete begrundelse:

»Jeg håber virkelig, at PET's arbejdsmetoder har udviklet sig siden 1918,« bemærker han tørt. PET's trang til hemmeligholdelse »er en rygmarvsreaktion, fordi sådan har PET altid gjort,« mener han.

'Følg efter den droske!'

Det er PET-Kommissionen, der sidste sommer beskrev dokumenterne, som de var stødt på under gennemgangen af PET-arkivet. Ifølge Kommissionen er det besluttet, at de støvede papirer skal overlades til Rigsarkivet. Her vil offentligheden kunne få adgang til de gamle rapporter.

Der er i sig selv intet mærkeligt i, at PET giver afslag på arkivadgang. Adskillige borgere, der har spurgt, om de selv er blevet registreret, har således fået PET's standard vi-vil-hverken-sige-ja-eller-nej-svar. Rapporternes alder taget i betragtning er PET's konkrete begrundelse i denne sag nok værd at lægge mærke til. Ifølge tjenestens juridiske chef Lykke Sørensen vil adgang til de støvede kommunistrapporter true PET's arbejde i dag. »Efter en konkret vurdering finder PET ikke grundlag for at imødekomme Deres anmodning«, tilføjer Sørensen.

Morten Thing tror ikke, at papirerne kan fortælle meget, som historikere ikke allerede er klar over, og det gør det vanskeligt at forstå, hvorfor PET siger adgang forbudt.

»Måske viser papirerne, at politiet aflyttede danske kommunister uden tilladelse, hvad ved jeg. Selv har jeg i Landsarkivet i dokumenter fra Københavns Politi noteret, at politiet dengang ikke havde særlig stor forståelse af venstrefløjen. Og det gjorde naturligvis overvågningen mindre effektiv,« tilføjer han.

Ifølge Thing hænger politiets interesse for danske kommunister i 1918 tæt sammen med den russiske revolution året forinden. Fra Tyskland vidste man, at den unge Sovjetrepublik økonomisk støttede oprørsforsøg i Tyskland med store summer, og dansk politi har ønsket at holde et vågent øje med, om der forekom transporter af våben eller pengebeløb over grænsen til Tyskland.

En kriminalassistent med tilnavnet 'Russer-Hansen' havde fra slutningen af 1920'erne stor succes med at få opbygget et kartotek over danske kommunister. I 1939 rummede kartoteket således 40-50.000 kort ifølge PET-Kommissionen. Det var med udgangspunkt i disse kort, at tyskerne i samarbejde med dansk politi opstillede lister over de kommunister, der skulle interneres i juni 1941. Om de støvede overvågningsrapporter fra 1918-35 i PET-arkivet også kunne kaste mere lys over denne triste sag, må fremtiden vise. Foreløbig har Information klaget over PET's afslag til Justitsministeriet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak til Ulrik Dahlin for de oplysninger. Derudover må vi håbe for landets sikkerhed ,at PET har fået andre metoder end i 1918-35, hvis ikke så kan Folketinget roligt rulle Terrorlovene tilbage med IT overvågning mv. Derudover forstår jeg ikke hvorfor PET skal have særlige særrettigheder mht. åbning af arkiver . Fx dokumenterne under besættelsen har jo en tidsfrist så hvorfor ikke dokumenter for PET.

Heinrich R. Jørgensen

Ulrik Dahlins tese om motivationen til at nægte aktindsigt, skulle have at gøre med Danmarks tiltrædelse af Antikominternpagten i 1941, med det eklatante Grundlovsbrud der skete i den forbindelse, om de usædvanligt velvillige danske myndigheder der med stor ivrighed fik anholdt en lang række kommunister, virker mere end plausibel.

Ligesom det nære samarbejde med Stor-Tyskland 1940-1945, og efterkrigstidens hetz mod kommunister, utvivlsomt er et betændt emne, der virkeligt er værd at grave i.

PET’s reaktion er ren imagepleje.
Hver gang PET giver offentligheden adgang til en sagsmappe er reaktionen: Intet nyt i sagens hovedtræk, mens detaljerne med stor sikkerhed fremkalder: måben...efterfulgt af en vantro latter, og en hovedrysten. …og nogle gange, det lange 1000 miles blik mod fjerne horisonter.

Tiden er ikke moden til et opgør med renomeet.

Utallige skeletter vil falde ud af skabene, først og sidst politiet, men også nogle af Informations egne. Alene det, at PET var et barn af Thune Jakobsen, som ingen turde retsforfølge. Og herfra til Vilhelm Leifer (som Ebbe Munck må have mødt i Stockholm sammen med de polske modstandsfolk) eller sagerne omkring Carl Madsen og Busch-Jensen m.v.
Eller selverkendende, trods alle Ebbe Muncks indiskutable fortjenester hans politiske kontakter i London, ikke bare Chistmas Møller, men den måske uldne Reventlow og Muus' våbenpræferencer og hans senere landsforvisning eller Muncks forhandling med Mærsk om 'danske betalinger for våben til O-grupperne'.....
Ja, mange andre lukkede døre, som vil afsløre ukendte verdener for nutiden, fordi de er politisk befængte, men mest PET's egne aktiviteter lige fra 1.verdenskrig og den uendelige krig mod kommunisterne, som Frode Jakobsen satte på skinner til Den kolde Krig, selv Outze advarede mod "at tie om de faktiske tildragelser", men udmanøvreringen Døssing, til sidst sejren over Aksel Larsen og Ole Sohn og SF's overløb.

Politiet og dets efterretningsvæsen gik uanfægtet i tjeneste fra 1930'ernes samarbejde med Gestapo og videre ind i besættelsens samarbejdspolitik, videre til koldkrigen og uden tøven regeringen efterretteligt ind i antiterrorbevægelsens lukkede verden, repræsenterende krigsførelse. Tiden er ikke moden, men stadig til fordømmelse i egen sags tjeneste. Arkiverne er et blodigt skafot for magthaverne, men historiefortællinger er forbundet med følelsen af, at nogen skal undskylde noget?

Jens Christensen

Går det da ikke snart op for Information, at PET's fornemste opgave er at gøre sig selv til grin:-)
- Og det lykkes fint.

Redaktionen på Information er givetvis klar over situationen og bladets egen rolle som en fortsættelse af det illegale blad. Men tiderne skifter og meninger bøjes, og roller kan byttes om. Andre dagblade har en ganske anden problematisk fortid og forsøger at skifte maske, uden at mange bemærker det. Skal jeg nævne et enkelt eksempel på aktiv historiefortolkning over tid, dette:

Dansk Folkeparti figurerede også under besættelsen som et parti, i folketinget kun indtil 43. Det slog sig op som arbejderparti og bestod af nazisympatisører (nationalsocialister) i modsætning til det gamle fortrinsvis konservative Dansk Samling, der fra 43 opererede som modstandsbevægelse.
Det lykkedes efterkrigens Dansk Folkeparti at indoptage Dansk Samling, formelt eftersom DS var gået i opløsning, men DF fik dermed et skin af modstandsbevægelsens aura (Holger Danske), og partiet fik samtidig igennem besættelsens DS-medlemmer indfanget et par kendte sønner af aktive modstandsfolk, socialdemokraterne Keld Olesen og Svend Auken.

Til en bedømmelse hører en iagttagelse af sådanne ændringer - eller historieforskydninger.
En lignende transformering kunne fortælles med partiet Venstre, hvis vælgerkorps er helt forskelligt fra tiden omkring 1940.

Da Arne Hardis i Weekendavisen siden har genoptaget problematikken, vil jeg opfordre til, at man alligevel deltager i opgravningen.

Dansk Folkeparti og Dansk Samling (begge EU-modstandere på den nationale præmisse) var hinandens modsætning under besættelsen, men forskellige personer med "dobbeltmedlemskab" fik DS "sammenblandet med DF. Derom havde David Rehling og Adam Wagner for 2-3 år siden en nærved retslig debat.
Forbindelse fremkom bl.a. med Kaj Munks forhold i 1943 til DS (ven med Arne Sørensen) og efter krigen DFs (Langballes) "overtagelse" af Vedersø (og venskab med LIse Munk og børnene) og senere også med opretttelsen af den antikommunistiske koldkrigskommission (og Bent Jensen). Heri ligger det meste af "hunden begravet", eventuelt under en ny synsvinkel, politiets ældgamle efterretningstjenester.

Arne Hardis er næppe den bedste til at redegøre for de gamle uafgjorte sager, men ser måske en opgave i at sløre dem yderligere. Sagen drejer sig om professor Henrik Stangerup, der angiveligt, ligesom forbløffende mange andre, i 30'erne udtalte sig yderst nazivenligt og først ind i besættelsen ændrede synspunkter (- allerede under besættelsen forekom en avispolemik og en æresret).
Stangerup var den person, som vennen Børge Outze boede hos straks efter sin frigivelse fra Shellhuset. Outze havde et fælles og mærkeligt uldent påskud med tyskerne om at bekæmpe nazisternes egentlige modstandere, kommunisterne. Det samme havde Stangerup, og det sammen havde Ebbe Munck (Informations redaktør i 45), som Outze opsøger i Stockholm, nemlig de konservatives antikommunisme, som havde ligget latent hos de pågældende siden o.1930, og som (muligvis med tyskernes indforståelse?) blev systematiseret i 44/45 i samarbejde med især SOE og bevirkede, at O-grupperne fik våbnene, også dem kommunisterne skule have haft, og at en del af de midler, som Mærsk havde tjent på våbenleverancer til tyskerne, betalte de svenske Huskvarna-våben, der skulle have været brugt i en forventet krig på dansk territorium (hvori også den danske brigade indgik), og hvad her er betydningsfuldt, skulle fratage kommunistene indflydelse. "Skyggekabinettet" i Stockholm (med bl.a. Chistmas Møller) havde oparbejdet en forestiling om, at kommunisterne forberedte et kup, hvilket intet tyder på, men indledte Den kolde Krig (- det var til gengæld kommunisterne, der var sabotagevante og effektive i modstandskampen).

Vil Weekendavisen fortsætte (måske med
Bent Blüdnikow) ad samme spor, må sagen atter åbnes og forhåbentlig med Outzes og Muncks krav om fakta. En af tildragelserne efter krigen var, da Henrik Stangerup med sin datter Helle blev svigerfar til greven på Knuthenborg, hvis far og mor var stornazister i 30' og 40'erne, og hvis søn i dag har fundet sammen med det gamle entreprenørselskab og det dansk-tyske projekt Hamburg-København over Fehmarn, båret af partiet Venstre.

Uha Uha Per bliv ved, meget interessant læsning

MVH Martin Vindum

Heinrich R. Jørgensen

Per Diepgens informative kommentarer er altid spændende læsning

I andre lande frigiver man dokumenter efter 30 år, eller 50 år, eller måske 60 år. Ikke i Danmark. Hvis der bare er noget, der minder om person-oplysninger, kan man først få ting frigivet efter 75 år. Og for alle andre sager er fristen for frigivelsen 60 år.

Mon ikke frigivelsen af disse 75-92 år gamle dokumenter vil vise, at PET samarbejde med Tyskland, i 1920erne og i 1930erne. Og at man også samarbejdede med Gestapo; og at visse ældre socialdemokrater (eller afdøde socialdemokrater) hjalp grundigt til med at få skovlen under kommunisterne. Eller måske ligefrem vise, at hele nuværende slægter var medlem af et vist parti under besættelsen eller sympatiserede med visse fascistiske partier i 1930erne...

I lyset af de ting, som man nu arbejder med kan det jo godt være, at PET mener, at disse afsløringer vil skade kampen mod det artiklen nævner...

Arkivadgang kan være en fordel (det synes Bent Jensen), men ingen forudsætning. At politiet f.eks. samarbejdede med Gestapo allerede i 30'erne, fik man vidnesbyrd om ved grænsebommen i Krusaa. Nogle flygtninge fra Tyskland blev pågrebet af gendarmerne, og de tyskvenlige gendarmer (langfra alle gendarmer) afleverede dem til det danske politi, der et par timer senere afleverede dem til Gestapo og en uvis fremtid. Politiets samarbejde med Gestapo i sommeren 41 og efterfølgende er et slående eksempel på velvilligheden mellem de hemmelige politikorps, idet det danske politi åbenbart forinden havde indsamlet navne på flere hundrede kommunister, som de overlod Gestapo.

Den sammenhæng sætter imidlertid skel til den konservative organisation i Stockholm, der optrådte som modstandsbevægelse og spillede en afgørende rolle for kampen mod fascismen. Den bestod af folk, for hvem forestillingen om demokratiske tilstande havde betydning, i hvert fald efterhånden som nazismen viste sit ansigt. Og netop her er historieskrivningen blevet politisk ensidig gennem udeladelser. For hvem talte i 30'erne for demokrati og ligeledes under Besættelsen? Det gjorde kommunisterne. De frivillige i Den spanske Borgerkrig (ca.halvdelen kommunister) gik i krig for republikken og for demokratiet. Det samme kan læses af de kommunistiske illegale blade under Besættelsen. Indtil 4.maj forelå et udtalt fællesskab mellem Chistmas Møller og Aksel Larsen, fulgt af af bl.a. Børge Houmann (Land & Folk og Frihedsrådet, hvor også Mogens Fog sad). Fællesskabet knagede, mens Outze blev frigivet sad Fog i Shellhuset, og ikke få kommunister opholdt sig i tysk kz, heri ledere som Martin Nielsen, Melchior og Aksel Larsen. Derefter blev medspillet et modspil og endte i Den kolde Krig, hvor mange andre kræfter har bidraget til en uforsonlig verden.

Hej Per ka du ikke lige gi lidt litteratur henvisninger, kan godt se at jeg ikke har gravet dybt nok (langt nok tilbage i tiden ) i mine undersøgelser om hvad der foregik under besættelsen.
Karsten, så vidt jeg ved er visse dokumenter fra besættelsestiden underlagt 90 års forældelse (ex Boutrup-dokumentet), om dette så også gælder, dokumenter fra før ved jeg ikke
MVH
Martin Vindum

Hvilke oplysninger søger du, Martin? En enkelt tildragelse eller et enkelt navn siger ikke meget.

I hel- og halvfaglig forstand foreligger en udbredt og omfattende litteratur om emnerne. En af de første hele fremstillinger var Brøndsteds og Geddes "De fem lange år" i 3 bind. Lukkede sager findes endnu på Rigsarkivet (f.eks. det fuldstændige Bovrup-arkiv, som alligevel ikke er nazist-fuldstændigt), men de lukkede arkiver er stort set uden almen interesse, hvis de ikke er fuldstændige og alsidige.. Derimod giver de senere års biografier og de modstridende fortolkninger mange oplysninger. Tidligt kom beretninger helt tilbage fra Den spanske Borgerkrig (hvoraf noget også befinder sig lukke på Rigsarkivet), herunder eksempelvis oplysning om, at Mærsk-Møller ligesom Hitler og Mussolini støttede den fascistiske Franco. (En del oplysninger er og bliver mund-til-mund, ofte kun til baggrundsforståelse. For flere år siden læste jeg en uofficiel liste i omløb over nazisterne, og f.eks véd jeg fra bekendte i Brigaden, at tyskerne havde et så veletableret fodfæste i Stockholm, at de tyske officerer gik på strøgtur bevæbnet og uniformeret.)
Der findes også de rene fiktioner (kriminalromaner) af folk, der har deltaget under krigen, f.eks. af Svend Petersen og af Ulf Nordensson, og sådanne danner grundlag for en del historier og skrøner hos Erik Haast.

Hej Per
Her er det netop de brede linier jeg søger, i perioden 1918 til besættelsen, jeg har nok haft en lidt naiv ide om hvad der dengang foregik

Mvh
Martin Vindum

Martin, selv om det ikke bekommer mig vel, må også jeg indse at være naiv, men ikke i enhver henseende.
Måske til forskel fra dig, har jeg læst en del af teksterne, siden de i 1945 begyndte at flyde, ogkan lægge dem til mine egne erindringer fra krigen. Det giver et forspring og en forudfattet mening (og en given og lidt forenklet læse-synsvinkel), men eftersom materialet åbenbart fortsætter med at tilflyde os, fordi det stadig har betydning, er der god grund til at prøve at forstå historien og danne sig en mening. (Blandt de sidste, som jeg har læst og kan anbefale, er Anton Nielsens 'Som bølger af hav', men den er også partipolitisk.)