Læsetid: 3 min.

Aktiveringstilbud for stressyge droppes

15.000 sygemeldte med stress og depression risikerer at blive sendt i virksomhedsaktivering eller havne hjemme på sofaen, fordi regeringen ændrer reglerne for aktivering af sygemeldte. Jo mere man presser de stressramte, desto dårligere får de det, advarer ekspert
17. november 2010

Regeringens nye regler for aktivering af sygemeldte risikerer at gøre stressramte mere syge. Sådan lyder advarslen fra stresseksperter, arbejdsmarkedsforskere og kommunerne selv.

»Mennesker er mere forskellige, end at de bare kan sættes ind i kasser og få behandling derefter,« siger Erik Nielsen, borgmester i Rødovre Kommune og formand for Kommunernes Landsforenings Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

Som led i finansloven 2011 har regeringen ændret det mindre end ét år gamle refusionssystem, så kommunerne kun bliver belønnet for at sende sygemeldte i virksomhedsrettet aktivering, i uddannelse eller gradvist tilbage i job. Det går ud over de stressramte, der er en af de største grupper blandt sygedagpengemodtagerne. Omkring 15.000 danskere er i øjeblikket sygemeldt med stress og depression. De har brug for et individuelt tilbud med rådgivning, så de ikke bliver overladt til sig selv, siger erhvervspsykolog og stressekspert Majken Matzau.

»Jo mere man presser de stressramte, desto dårligere får de det. Derfor er det vigtigste at lave tilbud, der er venlige og imødekommende, og som ikke lugter af pres og kontrol,« siger hun.

I stedet for at se nærmere på, hvad der virker over for de enkelte grupper, har man valgt den hurtige løsning for at undgå flere sager om dårlig aktivering og for samtidig at spare penge, mener Michael Svarer, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet.

»Så benytter man den her grønthøsteragtige metode. I det nye system skal det hele være virksomhedsrettet, selv om det ikke er sikkert, at det lige er relevant for en stressramt,« siger Michael Svarer, der har været med til at undersøge effekten af aktivering for Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Formålet med de nye regler er ellers en »individuelt tilpasset« indsats, men resultatet bliver det modsatte, mener Arbejdsmarkedsforsker Flemming Larsen fra Aalborg Universitet.

»I stedet for at skræddersy indsatsen til den enkelte forsøger man at ensrette det hele og give samme medicin til alle,« siger han.

En lang række tilbud vil lukke pga. de nye regler. Det har man blandt andet måtte sande i Randers Kommune, der hidtil har haft succes med at give individuelt tilpassede tilbud. Men fra næste år er det slut; på grund af de nye nye regler skal der spares 60 millioner kroner på budgettet, og derfor har kommunen opsagt samarbejdet med samtlige private aktører.

»Vi føler, at vi har været klassens duks, og så er vi også dem, der bliver ramt hårdest,« siger chef for Jobcenter Randers Ole Andersen.

'Job in Mind' er ét af de aktiveringsprojekter, som Randers Kommune nu har sparet væk fra årsskiftet. Projektet tager udgangspunkt i konceptet Mindfulness, der ved hjælp af meditation, yoga og opmærksomhedsøvelser skal lære de sygemeldte at være mere nærværende og bedre til at koncentrere sig.

Ifølge projektets egen opgørelse er 60 pct. af deltagerne blevet raskmeldt og 20 pct. delvist raskmeldt. Det er især mennesker med stress, angst og depression, der har haft glæde af forløbet, fortæller projektleder og mindfulness-instruktør Agnete Gornitzka.

»Det handler om at hjælpe folk til at få nogle redskaber til at komme ud på den anden side og skabe en robusthed for ikke at falde tilbage igen.«

Folkesygdom

Agnete Gornitzka frygter, at der ikke vil være noget tilbud til de stressramte fremover, og virksomhedsaktivering vil kun gøre ondt værre. Det samme mener erhvervspsykolog Majken Matzau.

»Grundlæggende er medicinen ro. Jeg mener, det er en utrolig dårlig ide at holde folk i arbejde og lade dem holde kontakt til arbejdsgiveren. Stress er en mental overbelastning, og den holder du bare gang i på den måde,« siger Majken Matzau.

Det står kommunerne frit for at lave andre aktiveringstilbud end virksomhedspraktik, men så bliver det for egen regning. Og det er netop hvad beskæftigelsesminister Inger Støjberg opfordrer til i et mail-svar.

»Uanset hvor meget Randers og andre kommuner får i refusion, så bør det stadig være i kommunernes interesse at hjælpe deres borgere væk fra offentlig forsørgelse og hen til at blive mere og mere selvforsørgende. Både af hensyn til kommunekassen, men mest af hensyn til kommunens borgere,« skriver Inger Støjberg.

Serie

Den nye aktiveringslov

Fra 1. januar bliver aktiveringsloven og sygedagpengeloven ændret, så kommunerne kun bliver belønnet for ledige, der er i virksomhedsrettet aktivering eller ordinær uddannelse. Samtidig får kommunerne fremover maksimalt 13.700 kr. per aktiveret ledig mod de nuværende 18.500 kr. om året

Seneste artikler

  • Ministerium hemmeligholdt rapporter om aktivering

    23. december 2010
    Beskæftigelsesministeriet har holdt fire kortlægninger af aktiveringsindsatsen hemmelige, mens Folketinget vedtog en ny aktiveringslov og skar en halv mia. kroner. 'Lusk,' mener rådmand
  • Jobkonsulenter dumper Støjbergs aktiveringslov

    20. december 2010
    414 ansatte i landets jobcentre mener, at de arbejdsløse kommer til at tabe på regeringens nye aktiveringslov. I stedet er der brug for en gennemgribende reform af hele området, mener tre ud af fire. Konservative åbner allerede for nye ændringer af den nye lov
  • Kommuner betaler selv for Støjbergs 'kompensation'

    18. december 2010
    Som at fodre hunden med dens egen hale, siger V-borgmester om Inger Støjbergs 'kompensation' for nye aktiveringsregler. Otte ud af 27 kommuner, der får kompensation, er værre stillet end før. Kommunerne betaler nemlig selv
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu