Læsetid: 4 min.

'Vi deltager ikke i en S-ledet regering for enhver pris'

Modstand mod pointsystemer sikrer Radikale Venstre medlemsfremgang og positive megafon-målinger. Alligevel 'deltager de radikale ikke i en regering for enhver pris', hvis Helle Thorning-Schmidt kommer til magten, siger partiets leder, Margrethe Vestager
Margrethe Vestager (R) lærte for længe siden, at det ikke bringer partiet frem i verden at stille ultimative krav - men derfor accepterer de heller ikke ultimative krav.

Margrethe Vestager (R) lærte for længe siden, at det ikke bringer partiet frem i verden at stille ultimative krav - men derfor accepterer de heller ikke ultimative krav.

Sigrid Nygaard

27. november 2010

De blev kaldt 'Radikool' under Jelved og 'Radigal' for få måneder siden, da pilen pegede mod spærregrænsen. Nu har de radikales formand, Margrethe Vestager, atter grund til at smile. Og det gør hun så. Men det er mest på grund af sneen, der omslutter Christiansborg, siger hun, inden interviewet starter. På den politiske front er sagen en anden:

»På mange måder har den sidste tid desværre været grænseoverskridende. Vi troede ikke, det kunne blive værre,« siger hun. Men hun hentyder næppe til vælgertilslutningen. Efter de seneste ugers diskussion om pointsystemer, er de radikale gået frem. De står nu til at få 6,2 procent af stemmerne - en fremgang på 1,1 procent siden sidste valg. Det vil Margrethe Vestager bare ikke kommentere på. Hun vil »snakke politik, ikke meningsmålinger. Heller ikke selv om de er gode«.

Ministertaburetterne

Ideen om et pointsystem har splittet oppositionen. Mens SF og Socialdemokraterne har accepteret tanken, har Enhedslisten og Radikale Venstre strittet imod.

»Det sørgelige ligger i, at vi nu endelig kunne stå i opposition til den politik Dansk Folkeparti og regeringen fører,« mener Vestager.

Men sådan blev det ikke. Socialdemokraterne og SF ønskede radikal opbakning til deres pointsystem. Sådan blev det heller ikke. Og det bliver heller ikke tilfældet senere: »Det er jo ideen om, at staten skal blande sig i om din kone er nyttig for arbejdsmarkedet, som vi ikke kan acceptere. Heller ikke selv om Socialdemokraterne og SF siger vi burde.«

- Er det et ultimativt krav, at I ikke vil indgå i en regering under et pointsystem?

»Vi lærte for længe siden i Radikale Venstre, at det ikke bringer os frem i verden at stille ultimative krav. Men ligesom vi har lært, at vi ikke skal stille ultimative krav, så accepterer vi heller ikke ultimative krav. Det, jeg synes er meget opløftende, er, at Helle Thorning har sagt, at hun vil fjerne VKO's pointsystem. Det støtter vi sammen med Enhedslisten og SF. Efterfølgende kan vi så forhandle om, hvad formen skal være. Hvis vi ikke bliver enige, må vi så finde en tredje løsning. Jeg vil bare ikke lægge stemmer til et pointsystem.«

- Vil du så udelukke, at I indgår i en regering, hvor man har et pointsystem?

»Det er sådan set åbent om vi skal i regering eller ej. Forudsætningen er, at vi kan stå inde for regeringsgrundlaget. Kan vi det, deltager vi meget gerne. Kan vi ikke, så har vi en ny situation. Så deltager vi ikke. Ikke for enhver pris.«

Stadig mod 24-årsreglen

- Men hvad er jeres eget bud på en holdbar familiesammenføringspolitik?

»For os er det afgørende, at man kan forsørge hinanden. Ligesom jeg skal forsørge min mand, hvis han bliver arbejdsløs. Så er det vigtigt, at man har et sted at bo, og at man begynder at lære dansk fra dag ét. Det er vores syn på sagen,« siger Margrethe Vestager.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen efterlyste tidligere på ugen, at de radikale meldte klart ud, hvorvidt de stadig er imod 24-årsreglen og tilknytningskravet. Det spørgsmål har Margrethe Vestager ikke svært ved at svare på:

»Ja. Vi har altid været og er stadig imod 24-årsregel og tilknytningskrav. Derfor ville vi også stemme for Enhedslistens forslag om at afskaffe de to ting.«

Om DF og diskursen

Pia Kjærsgaard (DF) luftede under en debat med Helle Thorning-Schmidt torsdag ideen om, at DF kan hjælpe Socialdemokraterne på mange punkter, hvis Helle Thorning-Schmidt (S) bliver statsminister.

- Kan man forestille sig, at DF vil få indflydelse på dele af lovgivningen og jer på andre områder?

»Alt det dér er jo meget hypotetisk. Det vil vi afprøve, når vi står i den situation, at vi skal være enige om et regeringsgrundlag eller ej. Vi vil gerne være en del af en regering, hvis vi kan blive enige om politikken på alle områder. Men vi går ikke med på det skred, der er sket. Hvis det ikke lykkes at blive enige med S og SF, må vi tage den derfra«

- Ser du ikke jer selv som en del af det skred du nævner?

»Jeg tror desværre ikke nogen i Folketinget kan sige sig helt fri for at være en del af den sammenhæng, man indgår i,« mener Margrethe Vestager.

»Allerede tidligt i Foghs periode begyndte det. Dengang sagde han, at det var de små skridtspolitik,« siger Vestager og banker gentagende i bordet.

»Det er bare skræmmende, når man ikke siger, hvor de små skridt leder dig hen. Og nu står vi her,« siger hun, og knalder hånden i bordpladen.

»Vi har alle sammen forandret os. Der bliver sagt ting, som vi for 10 år siden troede var utænkelige. Man skal godt nok være vaks ved havelågen, for ikke at gå i fælden og pludselig diskutere 'oversvømmelsen af tvangsægteskaber'. Det er VKO's retorik,« mener hun.

»Tænk hvis nogen for 10 år siden havde nævnt diskussionen om, at nogen spiser vores kage og saftevand. Det er blevet politisk ukorrekt at kæmpe for menneskers ligeværd. Nu er det os, der konsekvent bliver hånet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Larsen

Det er meget fortjent at De Radikale og Enhedslisten går frem for tiden. Det er de eneste anstændige partier i dansk politik.

Christian Larsen

SSF har igen og igen signaleret at De Radikale og Enhedslisten ikke får indflydelse på deres udlændingepolitik.

Det kan SSF naturligvis kun gøre, fordi de har en skjult dagsorden om at ville lave deres fremtidige udlændingepolitik sammen med de borgerlige, ikke mindst samen med Dansk Folkeparti.

Håber inderligt De Radikale og Margrethe Vestager holder fast i dette standpunkt, også efter valget. De vil jo gå gerne i regering.

De Radikale og Enhedslisten (var der nogen, der sagde Liberal Alliance?) er i en dansk kontekst blevet synonym med >yderfløjene<, når det handler om udlændingepolitik.

Synes det siger alt om den udvikling samfundet har gennemgået de sidste 10 år.

Søren Kristensen

Ja nemlig. Spørgsmålet er således om De radikale vil gå hele vejen, for at undgå en SDF-regering og det er der kun en måde at finde ud af på, ved at stemme på dem!

John V. Mortensen

Det hele handler om et parti som tør stå ved den politik, deres vælgere stemte på dem for, og det må man ikke i rød blok. Der hylder man et 75-årigt slogan nede sydfra: "Et folk - en fører".

"SSF har igen og igen signaleret at De Radikale og Enhedslisten ikke får indflydelse på deres udlændingepolitik.

Det kan SSF naturligvis kun gøre, fordi de har en skjult dagsorden om at ville lave deres fremtidige udlændingepolitik sammen med de borgerlige, ikke mindst samen med Dansk Folkeparti."

I det scenario giver jeg den regering 6 måneder. Så er den væltet.

Christian Larsen

Jesper Wendt er meget velkommen til at citere mine kommentarer, hvis han vel at mærke gør opmærksom på at det er det han gør.

Tobias Haahr Lorenzen

Det var sgu en ret misledende overskrift. Så vidt jeg kan se, siger hun jo faktisk, at hun gerne vil i regering med S, for den pris at de enes.

Christian Larsen, din konklusion er ... censureret i Amerika.

Anyway, det godt at se de Radikale og Enhedslisten få noget ros.

Margrethe V og Co. : I behøver ikke ulejlige jer...der er ikke nogen der seriøst har indtænkt jeres parti i nogen koalitioner. Ikke siden sidst ! Da det formentlig er det mest reaktionære i tinget pt.

I kan håbe, at en kommende regering bliver så bred og massiv, at I bliver oppositionsledere.
For EL og godt nok ikke så mange andre. Men så kan det kun gå fremad derfra.

Griber jeg mig selv i at have medfølelse med R.
For første gang i 20 år ?

@christian Larsen

Jeg tror ikke at SSF har tænkt sig at samarbejde med DF på udlændinge-områder. Jeg tolker deres udtalelser som en markering ift styrkeforholdet i en ny regering, hvor de gerne vil pointere at det er SSF der bestemmer. Når de aktuelle forhandlinger rent faktisk går i gang er situationen en anden. Jeg tror nemlig ikke der er tvivl om, at de 18 stramninger af udlændingeloven VKO har gennemført efterhånden har pisset det meste af SSF´s bagland godt og grundt af.

I den hellige jagt på minister-pensioner er enhver holdning til salg...

Efter et valg hvor venstre side vinder vil R omgående sælge ud...

Indvandrer-debatten er kun et enkelt element i politik. Andre dele er krigsdeltagelsen og bistandsmidlerne samt klimaspørgsmålet og menneskerettighederne. Radikale og Enhedslisten synes enige i den humanistiske del, men Radikale har aldrig villet se sagen fra den socialpolitiske side, forstå en socialistisk tankegang og en klassekamp. Derfor hører Enhedslisten og De Radikale til på hver sin fløj og kan ikke med sådanne elementer optræde samlet over vor S og SF, kun hver for sig stemme imod. Krig, indvandring og bistand har vist sjældent været afgørende i den samlede værdidebat og slet ikke i valgsituationen og bliver derfor nok heller ikke. Indse blot de forskellige partier holdning til tortur og terror..