Læsetid: 5 min.

Dna-profiler har revolutioneret krimi-efterforskning

Det er blevet meget nemmere at finde en gerningsmand, siden dna-spor blev indført som bevismateriale i politiets efterforskning i starten af 1990erne. Metoden er mindre sikker end et fingeraftryk, men mere end et vidneudsagn
En retsmediciner står med små prøver på vævs- og andet organisk materiale fra et mordsted. Prøverne vil senere blive underkastet dna-profilanalyser med henblik på at have bedre beviser mod gerningsmanden i en retssag.

En retsmediciner står med små prøver på vævs- og andet organisk materiale fra et mordsted. Prøverne vil senere blive underkastet dna-profilanalyser med henblik på at have bedre beviser mod gerningsmanden i en retssag.

JIM VARNEY

19. november 2010

Mandag den 3. september 1990 blev en 40-årig dansk kvinde fundet dræbt i Fasanskoven på Kalvebod Fælled.

Tirsdag den 3. maj 2005 blev en 24-årig kvinde voldtaget på sit kollegieværelse på Amagerkollegiet.

Lørdag den 25. september i år blev en 17-årig kvinde voldtaget i Haveforeningen Stjernelund i Kastrup.

Umiddelbart var der intet, der bandt forbrydelserne sammen, og politiet stod på bar bund i alle tre sager.

Lige indtil sidste mandag, da en 45-årig mand troppede op til afhøring hos Københavns Politi.

Han var en af de 260 personer, politiet efter henvendelser fra borgere havde indkaldt, fordi de kunne være »interessante« for efterforskningen.

Under afhøringen fik manden foretaget et mundskrab til en dna-prøve. Fem dage senere modtog efterforskerne på Politigården et opkald fra retsteknikerne. Mandens dna-profil matchede dna fundet på gerningsstederne for alle tre forbrydelser, og han blev anholdt i sin lejlighed få timer senere.

Den såkaldte Amager-sag er et godt eksempel på, hvordan biologiske spor som spyt, sæd, blod, hud og hår de senere år har revolutioneret politiets muligheder for at finde afgørende bevismateriale i efterforskningen af alt fra simple indbrud i sommerhuse til grove voldtægtssager og mord.

Dna blev indført som bevismateriale i politiets efterforskningsarbejde i Danmark omkring 1990, og siden dna-profilregistret blev oprettet i år 2000, er antallet af dna-undersøgelser eksploderet.

I 1995 blev dna anvendt i under 100 sager. I 2001 var tallet steget til 1.911, og fem år senere blev metoden anvendt i over 18.000 straffesager, fremgår det af rapporten Et DNA-profilregister, som omfatter alle borgere i Danmark? fra Etisk Råd.

I 2007 havde politiet haft over 5.000 matchhits, hvor to eller flere dna-profiler stemte overens ved søgning i dna-profilregistret.

Siden er antallet steget væsentligt, men Rigspolitiet vil ikke oplyse, hvor mange hit det drejer sig om.

Revolutionerende

»Det er en fantastisk landvinding for efterforskningsarbejdet,« siger politiinspektør Jørn Gravesen, der er leder af Rigspolitiets National Kriminalteknisk Enhed.

»Dna har revolutioneret efterforskningen, fordi der, i modsætning til fingeraftrykket, er rigtig mange risici for at efterlade dna-spor. Spyt, sved, bakterier fra huden, sæd, blod, hår og så videre. Man kan ganske enkelt ikke begå voldtægt uden at overdrysse offeret med dnaspor. Opklaringen af den slags volds- og sædelighedsforbrydelser er blevet væsentlig lettere med dna-profiler,« siger Jørn Gravesen.

Men dna-registret har gjort det muligt at opklare alle mulige typer forbrydelser, der tidligere ville være røget over i bunken af uløste sager.

»Hvis vi før havde en begrundet mistanke til en person, var det i sig selv ikke nok bevis. I dag kan vi lave en dna-profil på personen og lægge den sammen med andre beviser, som så kan føre til en dom,« fortæller Jørn Gravesen.

Opfindelsen af dna-profilen er endnu ikke på højde med opfindelsen af fingeraftrykket, der efterlader et helt unikt spor på gerningsstedet. Men dna-profilen indtager en klar andenplads, og metoden forfines hele tiden. Tidligere skulle der bruges en del blod eller sæd for at retsgenetikerne kunne lave en komplet dna-profil.

I dag er det via den såkaldte polymerasekædereaktion, PRC, muligt at opformere udvalgte dna-områder tusindvis af gange, så man kan nøjes med ganske lidt udgangsmateriale for at få et dna-fingeraftryk.

Høj bevisvægt

»Når vi har et komplet resultat af et spor, hvor der kun er dna fra én person, og vi så finder et match på en person, der er i forvejen er mistænkt, er dna et meget vigtigt bevis. For hvis man udregner, det vi kalder en matchsandsynlighed altså sandsynligheden for at finde en person i befolkningen, der ved tilfældighed passer lige så godt på dna-profilen vil den typisk være mindre end én til en million. Det mener jeg må opfattes som en høj bevisvægt. Hvis man for eksempel sammenligner med et vidnesudsagn, har jeg svært ved at forestille mig, man kun tager fejl én gang ud af en million,« siger Bo Thisted Simonsen, viceafdelingsleder på Retsgenetisk Afdeling ved Københavns Universitet, der som eneste sted i Danmark foretager dna-analyser i straffesager.

Usikkerheden forbundet med at bruge dna som bevismateriale kan han ikke regne sig præcist frem til.

»Det er meget svært for os at kvantificere den samlede usikkerhed forbundet med brug af dna som bevismateriale. Men man kan sige, der er nogle forhold, man skal tage højde for og være sikker på. For eksempel kan alternativhypotesen være, at det ikke var den mistænkte, der udførte forbrydelsen, men måske en bror, far, en søn eller andre nære slægtninge, som den mistænkte deler meget af sin dna med,« fortæller Bo Thisted Simonsen.

Samtidig kan der ske forskellige menneskelige fejl i forbindelse med mærkningen af dna-prøven, udtalelserne på prøven og så videre.

Ikke skudsikker

Dna-metoden har derfor heller ikke kunnet undgå at løbe ind i kritik de senere år.

For et par år siden bragte Los Angeles Times for eksempel en artikel om en laboratoriemedarbejder i Arizona, der tilfældigvis faldt over to registreringer med påfaldende ens genetiske profiler under en test af delstatens dna-database i 2001.

Profilerne matchede ifølge avisen ni af de 13 kromosom-placeringer, der normalt bruges til at skelne mellem mennesker.

Men profilerne viste sig at tilhøre en sort og en hvid mand, selv om FBIs beregninger siger, at chancerne for den type sammenfald mellem to ubeslægtede mennesker er én ud af 113 milliarder.

Den slags skræmmehistorier har dog ikke bremset udvidelsen af politiets lovmæssige beføjelser til at anvende dna som bevismateriale.

Briterne fører an

I Storbritannien, der har verdens største dna-profilregister, udvidede man i 2004 dna-registerloven, så politiet måtte tage dna-prøver og registrere profiler fra enhver, der mistænkes for lovovertrædelser, som kan medføre fængselsstraf. Uanset om den pågældende person så bliver sigtet eller ej.

I Sverige og Finland har man også lempet de såkaldte mistanke og indikationskrav, og i dag kan politiet tage dna-prøver fra personer, der er mistænkt for selv mindre lovovertrædelser.

Herhjemme er den lovmæssige anvendelse af dnaprofilregistret blevet udvidet flere gange, siden dna-profilregistret blev indført i 2000.

Indtil 2005 måtte politiet kun tage dna-prøver fra folk, hvis andre spor i en sag også pegede på personen. Men i dag kan alle, der sigtes for forbrydelser, hvor straframmen er mere end halvandet år, afkræves en dna-prøve. Desuden har lovændringerne betydet, at dnaprofilregistret ikke skal slette en dna-prøve, selv om der ikke rejses tiltale mod personen.

Spørger man Rigspolitiet, er det ikke muligt at sætte konkrete tal på, om udvidelsen af dna-profilregistret gennem årene har ført til en højere opklaringsprocent.

»Vi har registreret flere og flere profiler i takt med, at nye personer går ud og laver ny kriminalitet. Alene set ud fra det faktum er opklaringsraten steget proportionelt med tiden,« siger Jørn Gravesen.

Men i samme periode er kompleksiteten og omfanget af forbrydelser blevet langt større, påpeger han. Blandt andet på grund af Schengenlandenes åbne grænser og EU-aftalen om arbejdskraftens fri bevægelighed.

»Den slags faktorer ændrer hyppigheden og karakteren af kriminaliteten. Derudover ser vi kriminalitetstyper i dag, vi ikke så for få år siden. F.eks. pædofili-ringe, der spreder børneporno over hele verden med et klik på musen, og kreditbedrageri på nettet. Men de gamle forbrydelser forsvinder jo ikke, fordi der kommer nye til,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorkild Bøg-Hansen

DNA -
Der er en global konvention om at DNA skrives med store bogstaver, og derfor er det en fremmedgørelse af et vigtigt biologisk, medicinsk, kemisk, biokemisk, genetisk emne at skrive DNA med små bogstaver. Fejltagelsen stammer fra Dansk Sprognævn, der mener at danskere ikke skal følge den internationale og videnskabelige konvention, men skal skrive dna og Dna ... det sidste er da et misfoster af høj rang!
Er der nogen der har læst en lærebog eller et leksikon eller ordbog der skriver DNA med småt? jeg har ikke kunnet finde nogle.
Kan vi ikke få journalister og oversættere til at følge den globale konvention?