Læsetid: 2 min.

'Dommerne burde have brugt stavekontrol'

Professor Ole Hasselbalch ser i en ny bog byretsdommen i injuriesagen mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen som en trussel mod forsknings-friheden. Desuden er dommen fyldt med stavefejl
5. november 2010

Da Trykkefrihedsselskabet i går indbød til pressekonference i mødeværelse A på Christiansborg i anledning af professor, dr. jur. Ole Hasselbalchs nye bog, Dragsdahl-sagen, havde folketingsmedlem Søren Espersen skaffet lokalet. Foruden Espersen kastede også Søren Krarup og Mogens Camre glans over begivenheden, der i den udsendte pressemeddelelse lokkede med afsløringer bl.a. af PET-chefen Jakob Scharfs »dubiøse rolle i sagen«. Desuden ville fremmødte journalister modtage »et dossier med hidtil ikke offentliggjorte originaldokumenter«.

De ikke offentliggjorte originaldokumenter viste sig at være 10 A4-sider med afskrift fra PET-dokumenter om Jørgen Dragsdahl, som Bent Jensen har haft adgang til i PET's arkiver. Tidligere har dele og brudstykker af dokumenterne været offentliggjort på hjemmesiden for Center for Koldkrigsforskning, hvor Bent Jensen er leder. Under sagen i Svendborg indgik dokumenterne på et lukket retsmøde.

PET-chefens »dubiøse rolle« - som i omslaget til bogen skærpes til »dobbeltspil« - bestod i, at Scharf ifølge Hasselbalch i to breve havde formuleret sig forskelligt om, hvorvidt brugen af ordet 'agent' om Dragsdahl udtrykte efterretningstjenestens institutionelle opfattelse - eller om der var tale om enkelte medarbejderes mere personligt prægede vurdering. Til brug for retssagen i Svendborg havde Scharf således i et brev i marts 2010 afvist, at agent »ikke nødvendigvis« var udtryk for PET's officielle vurdering. Forinden havde Scharf været i telefonisk kontakt med Dragsdahls advokat, der ønskede PET-chefen som vidne. Hasselbalch kritiserede, at denne telefonkontakt ikke fremgik af Svendborg-dommen.

I et tidligere brev fra oktober 2008 havde Scharf imidlertid formuleret sig anderledes: »Ud over rent faktuelle oplysninger indeholder dokumenterne også Politiets Efterretningstjenestens, herunder enkelte medarbejderes, vurdering ...«

Ifølge Hasselbalch var og er der en afgørende forskel på de to formuleringer, og det var derfor »stærk lakrids«, når Retten i Svendborg havde valgt helt at se bort fra Scharfs 2008-brev.

Hasselbalchs oplæg på pressemødet indeholdt også en provokation: Hvis Bent Jensen kan blive dømt for injurier, fordi han offentliggør oplysninger, han har fundet i historiske arkiver, så er forskningsfriheden truet. For at illustrere sin pointe spurgte Hasselbalch provokatorisk de få fremmødte journalister, om de ikke ville have bragt den slags afsløringer, hvis de selv havde fundet dem?

»Selvfølgelig ville I det,« svarede han.

Til Rusland i eksil

»Hvis landsretten når til samme resultat som Svendborg-dommerne, så bliver jeg nødt til at gå i eksil i Rusland,« mente Hasselbalch, der var blevet så oprevet over dommen, at han lagde alt andet arbejde til side for at skrive på bogen om sagen.

Svendborg-dommen opfatter Hasselbalch som »sjuskeri«. Blandt andet er han irriteret over, at dommerne ikke har anvendt stavekontrol, og at teksten indeholder meningsløse fejl som f.eks. en omtale af, at Dragsdahl besøgte den russiske ambassade i Moskva ...

»Hvis jeg havde set en studerende med en afhandling på det niveau, ville jeg fraråde, at den blev afleveret,« som han sagde.

Selve juraen i injuriesagen fandt Hasselbalch enkel, hvis man skelnede mellem en spion og en påvirkningsagent. Hvis sagen i øvrigt fremstod forvirrende og uoverskuelig, skyldtes det mest, at Dragsdahls advokat havde fremlagt ikke færre end otte ringbind med materialer. Modparten, dvs. Jyllands-Postens advokat Ole Ravnsbo, havde dog heller ikke gjort sit arbejde for godt. Hvis Hasselbalch i stedet havde kunnet råde som Jensens advokat, ville denne nemlig være blevet frifundet.

Det materiale, som ligger til grund for bogen, er overladt til Nemeth Karoly, der skal føre sagen for landsretten, oplyste Hasselbalch.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kan enhver dansker offentliggøre hemmeligt stemplede dokumenter uden der sker noget?
Håber, at Hasselbalch bliver nødt til at gå i selvvalgt eksil i Rusland!

Den religiøse nationalisme.

Kritikken af et dommersæde kan næppe undre dem, der husker forbindelsen mellem

Ole Hasselbalch, Den danske Forening, Søren Krarup, Jesper Langballe, Danskeren, Søren Espersen, Jyllandsposten, Pia Kjærsgaard og tilbage til Mogens Glistrup og kampen imod Flygtningehjælpen, Eva Gredahl og børns offentlige opdragelse, menneskerrettigheder - protest efter protest af jævne, retskafne danskere med ståsted i kristendommen - sidst DIIS-rapporten, koldkrigskommissionen og Bent Jensen (-ham, der véd alt og altid har ret, bortset fra Svendborg-sagen) - og nu først og fremmest muslimerne, disse voldforbrydere og landsbesætteere og Lars Hedegaard og den selektive ytringsfrihed!
Retssystemet har tit måttet holde for, når kendelser gik imod Dansk Folkeparti, og nu vil dommerne (u)frivilligt sende Ole Hasselbalch til Malmøs ghettoer. Hvor tarvelig kan man være?