Læsetid: 2 min.

Duellen: Den er i petitesseafdelingen

Hvis man virkelig skal sparke gang i væksten, nytter det ikke noget at nøjes med så små justeringer, som regeringens vækstpakke lægger op til
9. november 2010

Regeringens vækstpakke faldt mandag aften endelig på plads som en del af finanslovaftalen 2011. Den byder blandt andet på en halvering af multimedieskatten for ægtefæller og en momsfradragelse på hotelovernatninger for erhvervslivet.

Men det er intet mere end småjusteringer, som ikke vil gøre noget alvorligt for økonomien, siger tidligere økonomisk overvismand Torben M. Andersen, som også er økonomiprofessor på Århus Universitet.
»Mest af alt ligner det en stadfæstning af regeringens genopretningsplan fra foråret. Man gør et stort nummer ud af at gøre status fra tidligere og slå på, hvilke tiltag man har lavet før. Og det tror jeg, de gør, fordi der reelt set ikke er noget særlig afgørende i denne vækstpakke,« siger Torben M. Andersen.

– Så du mener altså ikke, at vækstpakken har den store effekt?
»Nej, det kan man bestemt ikke sige. Der er ikke noget i vækstpakken, som kommer til at have nogen stor effekt på økonomien. Den giver hverken svar på, hvordan man skal nå langsigtede mål, eller hvordan man skal bringe den underlæggende vækstrate op i dansk økonomi.«

– Er der virkelig intet ved vækstpakken, som har reel betydning for dansk økonomi?
»Den kan have betydning for de kon­krete områder, der bliver tilgodeset her, men det er ikke noget, der får nogen stor samlet effekt. Den virker mere motiveret af nogle særlige hensyn,« Torben M. Andersen.

– Hvad er det for nogle hensyn?
»For eksempel geografiske. Man vil tydeligvis gerne hjælpe yderområderne med motorvejen mellem Herning og Holstebro, som var en del af regeringens udkantspakke, men det er ikke i sig selv noget, der vil hjælpe økonomien i en større sammenhæng.«

– Har vækstpakken nogen effekt på vores konkurrenceevne på verdensplan?
»Nej, hvis man ser på de langsigtede mål, som for eksempel er knyttet til 2020-målene, så giver det her ikke nogen som helst svar på de udfordringer, vi står over for. Slet ikke hvis vi skal være blandt de 10 rigeste lande i 2020.«

– Når vækstpakken er ubetydelig i dine øjne, hvad skal der så til?
»Man er nødt til at se på den barske realitet, at de offentlige finanser er hårdt pressede, og at der derfor er ikke er mulighed for at gå i gaveboden med skattelettelser osv. Hvis man vil skabe mulighed for reel vækst, så kræver det nogle strukturelle reformer, som ikke alle ville være populære.«

– Tænker du på for eksempel en efterlønsreform?
»Ja. For realiteterne er, at der er et kolossalt finansieringsproblem. Derfor er reformer også nødvendige, hvis man skal nå 2020-målene og virkelig sparke gang i dansk økonomi.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu