Nyhed
Læsetid: 2 min.

Erhvervsorganisationer tavse om udlændingeregler

Selv om en række topledere har kritiseret de danske udlændingeregler, har ingen af de store erhvervsorganisationer nogen mening om det nye pointsystem
Indland
25. november 2010

Trods højlydt kritik af danske udlændingeregler fra flere topledere i dansk erhvervsliv, er der ingen af de store erhvervsorganisationer, der har noget at sige.

Information forsøgte i går at få de politiske ledelser i Dansk Industri, Dansk Erhverv, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Transport og Logistik til at kommentere den kritik, som en række erhvervsledere ifølge Berlingske Tidende luftede til et debatarrangement med udenrigsminister Lene Espersen (K) i forgårs.

»Skadeligt« var ifølge avisen et ord, der gik igen, når toplederne fra danske eksportvirksomheder skulle beskrive virkningen af de danske udlændingeregler og udlændingedebatten generelt på deres virksomheder.

Alligevel afviser samtlige de adspurgte erhvervsorganisationer at 'mene noget' om det nye pointsystem, der sætter begrænsninger på, hvem der kan få familiesammenføring i Danmark.

Dansk Industri betragter det som et »indvandringsspørgsmål og ikke et arbejdsmarkedsspørgsmål« - og også Dansk Arbejdsgiverforening afviser at »forholde sig til udlændingepolitik«. Hos Dansk Erhverv fastslår man, at man »ikke kommenterer på pointsystemet«, og ifølge Dansk Transport og Logistik ligger spørgsmålet også »uden for vores område«.

Sådan ser Anders Hedegaard, administrerende direktør i biotekvirksomheden Bavarian Nordic ikke på det. I Berlingske Tidende opfordrede han politikerne til at være »mere udadvendte«.

»Den dialog, der er i udlændingedebatten, er stærkt skadelig for internationale virksomheder. Ikke mindst den drejning, den har fået nu,« sagde han med henvisning til Dansk Folkepartis nylige forslag om, at kandidater fra danske universiteter groft sagt skal betale skolepengene tilbage, hvis de flytter til udlandet i op til fem år efter, at de har fået eksamensbeviset.

'Latterligt'

Også administrerende direktør Erik Korsbo fra Geokon, der eksporterer miljøinformationssystemer, ser problemer i den danske udlændingedebat.

»De fleste erhvervsledere, som rejser meget, har svært ved at forsvare Danmarks farver på udlændingeområdet. Det er ikke så rart at sige, at man er fra Danmark, på grund den politik, vi fører på fremmedområdet,« siger han til Berlingske og nævner også praktiske problemer for hans virksomhed - blandt andet problemer med at få visum til en ukrainsk professor, fordi Udlændingeservice troede, at han ville »hoppe af« i Danmark.

»Det er jo fuldstændig latterligt. Det er et problem for os, at vi ikke kan få udenlandske kapaciteter til landet«.

Også formanden for Grundfos' bestyrelse, Niels Due Jensen, har kritiseret udlændingereglerne skarpt. I sidste uge kaldte han det nye pointsystem for »usmageligt«, »fremmedfjendsk« og til skade for dansk erhvervsliv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nu udtaler erhvervs-organisationerne sig jo om alt muligt fra skatteregler til førtidspension. Også uden at kunne godtgøre en kompetent viden på udvalgte områder. Men med lobbyvirksomheden generelt kan de samme organisationer så ikke ubemærket vælge 'radio silence' uden en vis interesse herfor. Så anliggendet er såmænd udmærket set, Information...

Med venlig hilsen

Hasse Feldthaus

Især da vi hænger på en regering der tilsyneladende anser et SE nummer for mere kvalificerende end en universitets uddannelse, når de skal rådføre sig, så nytter det ikke noget at erhvervsorganisationerne klapper i!

http://ing.dk/artikel/113937-venstre-om-placering-af-ny-motorvej-jysk-er...

Tjaeh, hvad havde man ventet, de er selvfølgelig helt uinterreserede af den menneskelige aspekt, og kun focuseret på hvad der er good for buisness.

Undskyld stavefejlen;-)

Ja mærkeligt at erhvervsorganisationerne ikke mener noget om det her. Det er jo virksomhedernes danske medarbejdere, som bliver tvunget til at immigrere, fordi deres ægefæller ikke må få en opholdstilladelse i Danmark. Eller det er udstationerede medarbejdere, som ikke kan vende hjem af samme årsag.

Så det er da i høj grad også et erhvervsspørgsmål, lige så meget som alt muligt andet er det. Men man er åbenbart mimoseagtigt tilbageholdende med at kritisere "vennerne" i den borgerlige regering.