Europa tisser i bukserne

Andet kapitel i den langstrakte europæiske statsgældsfortælling nåede i går et nyt højdepunkt, da det første officielle pip om irsk accept af en europæisk redningspakke forlod Dublin via den irske centralbankdirektør.

Fortællingens første kapitel var det om Grækenland for et halvt år siden, hvor en total fastfrysning af markedet for en lang række europæiske statsobligationer med nød og næppe blev undgået med etableringen af den lånefacilitet, irerne nu sandsynligvis vil benytte sig af. Irerne skal bruge pengene til at hjælpe deres boligboblebristede banksektor, som den irske regering har besluttet at redde med irske skatteyderpenge. Og nu vrider resten af Europa altså armen om på irerne for at få dem til også at anbringe andre europæiske skatteyderes penge i de irske banker.

»Europa lader endnu ikke til at være villig til at opgive den djævelske byttehandel, hvor de centrale lande låner til de perifere lande, så de kan understøtte deres banker - alt sammen for at beskytte finansielle institutioner i de centrale lande mod tab,« skrev Financial Times i går på lederplads.

Det er samme type kritik, som blev rejst af redningen af Grækenland: Tyskerne og franskmændene reddede nok Grækenland fra akut bankerot, men de reddede også tyske og franske banker fra at vinke farvel til værdien af deres græske statsobligationer.

»Dette spil med skjulte bankredninger kan ikke holdes i gang meget længere,« fortsætter Financial Times. Pointen er klar: Før eller siden må Europas banksystem acceptere nedskrivninger af dets påståede værdier, og kreditorerne må altså bære deres del at regningen efter finanskrisen - skatteyderne har nået smertegrænsen.

Bankerotkrav

Også de mest forgældede europæiske landes kreditorer må acceptere tab - altså at statsobligationer ikke kan indløses til fuld værdi - mener mange analytikere. Ikke bare i forbindelse med etableringen af en særlig statsbankerot-mekanisme til håndtering af gældskriser efter 2013, sådan som Tyskland foreslår, men så hurtigt som muligt.

»Finanskriser er faktisk ikke sjældne, og reglerne for, hvordan man løser dem, er klare. Enorme finansielle tab af tilsyneladende virkelige værdier skal fordeles mellem kreditorer, skyldnere, aktionærer og skatteydere,« skriver de tre topøkonomer Anders Aslund, Peter Boone og Simon Johnson på bloggen Roubini.com. Med andre ord: Alle må acceptere, at de ikke er så rige, som de tror - også dem, der har deponeret formuer i statsobligationer.

Lande med en statsgæld på mere end ca. 90 procent af BNP kan i længden ikke holde deres økonomi oven vande, mener de tre forfattere. Derfor nytter det ikke, når Europa lader som om, at Grækenland og Irland - og måske heller ikke Portugal og Spanien eller endda Italien - kan servicere deres voksende gæld, bare fordi de nu kan låne penge af de andre euro-lande eller af Den Internationale Valutafond. Så er det bedre at tage tabet nu, selvom det ikke bliver kønt, argumenterer Aslund, Johnson og Boone.

Andre er mere optimistiske. Europa-tænketanken Bruegels økonom Zsolt Darvas mener, at både Irland og Portugal kan klare sig, hvis de genvinder finansmarkedernes tillid - som har været stærkt dalende gennem de seneste uger - og dermed kan låne til en fornuftig rente. Grækenland er en anden snak:

»For Grækenland bliver en statsbankerot eller omstrukturering af gælden nødvendig. Måske finder man på et nyt program til afløsning af det nuværende og holder den kørende et par år endnu, men jeg kan simpelthen ikke tro, at Grækenland kan klare sig uden,« siger Zsolt Darvas.