Læsetid: 4 min.

Førtidspensionister lukkes ude fra sociale fællesskaber

Førtidspension skubber ikke bare folk helt ud af arbejdsmarkedet, men også fra sociale fællesskaber. Nyt speciale sætter fokus på marginaliseringen af førtidspensionister
Førtidspension skubber ikke bare folk helt ud af arbejdsmarkedet, men også fra sociale fællesskaber. Nyt speciale sætter fokus på marginaliseringen af førtidspensionister
10. november 2010

»Enten er man i arbejde, eller også er man folkepensionist. Vi falder bare mellem to stole.«

Sådan lyder beskrivelsen fra en førtidspensionist i et nyt speciale, der via en række kvalitative interview går tæt på livet som førtidspensionist. Anne Kathrine Fjord-Marschall, der er kandidat i forvaltning fra Roskilde Universitet, ønskede at undersøge, hvordan de førtidspensionerede opfatter deres rolle som medborgere.

Godt 240.000 danskere mellem 18 og 64 år er i dag henvist til den livslange ydelse, fordi de på grund af fysisk eller psykisk sygdom har stærkt nedsat arbejdsevne. Når medborgerskabsbegrebet er interessant for førtidspensionister, er det ud fra tesen om, at ens rettigheder som borger først bliver noget værd, hvis den pågældende også føler sig anerkendt af samfundet.

Førtidspensionister har ofte haft en tæt kontakt til det offentlige system op til tilkendelsen af førtidspensionen, men i det øjeblik de har fået den tilkendt, holder telefonen op med at ringe. De færreste kommuner ser det som deres ansvar at give førtidspensionisterne nogle tilbud om skånejob, sociale aktiviteter eller foreslå uddannelsesmuligheder. Og det er her, at førtidspensionisterne for alvor oplever et svigt fra samfundets side.

»Der er ingen form for lovgivning, der forpligter kommunerne til at give førtidspensionisterne nogle tilbud. Det virker, som om tilgangen er, at nu er det afgjort, at de ikke kan arbejde, og så er det ikke vores ansvar,« siger Anne Kathrine Fjord-Marschall.

Social eksklusion

Men stemplet som andenrangs borgere fra systemet forplanter sig til omgivelserne og dermed også til førtidspensionisternes egne forhold. Førtidspensionisterne får svært at opretholde selv helt nære sociale kontakter ikke bare fordi de er syge og ikke magter så mange ting, men især fordi de ikke har noget arbejde, fortæller Anne Kathrine Fjord-Marschall:

»De bliver hurtigt ekskluderet fra samtaler og oplever, at deres mening ikke har så stor betydning. Selv de helt nære sociale relationer har svært ved at acceptere, at de ikke kan arbejde. Førtidspensionisternes strategi er derfor hele tiden at henvise til, hvad de arbejdede med, før de blev syge.«

Den danske befolkning nærer generelt mistillid til folk på sociale ydelser, og det mærker førtidspensionisterne i høj grad, forklarer Anne Kathrine Fjord-Marschall.

Den manglende anerkendelse fra både det offentlige og omgivelserne gør det svært for de førtidspensionerede for alvor at føle sig som ligeværdige medborgere. Og det fører til færre sociale kontakter og en langt dybere grad af marginalisering.

»Det er de helt nære sociale sammenhænge som familiefødselsdage og møder i andelsforeningen, der bliver svære at deltage i,« siger Anne Kathrine Fjord-Marschall og fortsætter:

»De kommer til at stille spørgsmål ved deres egen værdi, fordi de aktiviteter, som de kan være med i: at bage boller til klassen, hente børnene tidligt eller være aktiv i en forening umiddelbart ikke anses som havende værdi for samfundet og dermed heller ikke i deres bekendtskabers øjne.«

Ligegyldighed

Mange førtidspensionister ønsker derfor at komme tilbage på arbejdsmarkedet, men kommunernes manglende tilbud om indslusning gør det svært at vende tilbage efter år uden for arbejdsmarkedet.

»Førtidspensionisterne har et ønske om at blive kontaktet af systemet for at få hjælp til at finde et skånejob eller lignende, fordi arbejde har værdi for dem som en måde at få mening i tilværelsen og bidrage til samfundet, men også fordi de møder så stor mistillid og mangel på anerkendelse fra deres medborgere inklusiv familien, fordi de ikke deltager på arbejdsmarkedet,« siger Anne Kathrine Fjord-Marschall.

Hun påpeger dog, at mange førtidspensionister er for nedslidte af lang tids sygdom til at arbejde, men i modsætning til pensionisterne er der ingen væresteder eller aktiviteter rettet mod de førtidspensionerede.

»Vi giver dem lov til at få en ydelse uden pligt til at arbejde, men vi tager ikke hånd om, at der skal være nogle andre tilbud og muligheder for disse mennesker,« siger Anne Kathrine Fjord-Marschall.

En af førtidspensionisterne i Anne Kathrine Fjords speciale beskriver samfundets betingelser sådan her:

»Folk synes, at vi skulle skamme os, indtil vi blev gamle. Så kunne vi være sammen med de andre gamle. Det er da underligt, at der ikke gøres noget. Men det er sådan, at det bare forventes, at man går hjem og sidder, når man har fået sin førtidspension. For kommunen er en del af samfundets repræsentation. Og det er der, man får sit stempel.«

Reform ønskes

På tværs af partiskel er der enighed om, at førtidspensionen skal laves om, men oftest handler det om at spare penge ved at gøre ydelsen midlertidig eller oprette mere kontrol med førtidspensionisternes arbejdsevne. Anne Kathrine Fjord-Mar- schall er enig i, at førtidspensionen trænger til at blive lavet om, men at det i langt højere grad skal handle om, at kommuner og arbejdsgivere skal tage ansvar for at integrere borgere med reduceret arbejdsevne.

»Der bør være en større accept af medarbejdere med reduceret timetal. Hvorfor skal grænsen være, at man kan arbejde i 12 timer for at få tilskud, hvis den pågældende kun er i stand til at arbejde 10 timer?« spørger hun.

Hun mener også, det offentlige system i højere grad burde fokusere på at give førtidspensionisterne redskaber til at fungere på arbejdsmarkedet, samt at arbejds- begrebet skal udvides, så flere aktiviteter betragtes son anerkendelsesværdige bidrag til fællesskabet, f.eks. frivilligt arbejde og pasning af børn og ældre. Et aktuelt afslag fra Pensionsstyrelsen til oprettelse førtidspensionisthuse med indbygget formidling af job uden løntilskud kunne dog tyde på, at der er lang vej endnu, før førtidspensionister får bedre vilkår.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Førtidspensionister, der modtager fuld pension, lever i rent paradis i forhold til 30.000 syge og gamle mennesker, der pga optjeningsprincippet ( 40 år-gælder både danskere og udlæninge).
Der er ingen der har mod skrive om den store gruppe og bryder tavsheden omkring brøkpension og brøkpensionister-dårligst behandlet gruppe i samfundet, som er GLEMT og GEMT

Tak til Anne Kathrine Fjord-Marschall for med sit speciale at sætte fokus på dette område.

Den sociale eksklusion af førtidspensionister, og andre mennesker på 'bunden af samfundet', illustrerer så tydeligt det, som jeg kalder for 'det dobbeltes princip': dem, der har meget, kan mere få; dem, der har lidt, kan mindre få.

Princippet gælder ikke kun i den her aktuelle sammenhæng. Det gælder for eksempel også her:

- Har man mange penge, kan man opnå økonomiske fordele, hvormed man kan få endnu flere penge; har man få, kan man stort set passe sig selv.

- Har man en kæreste, bliver der kigget interessant på én, selvom man ikke længere er tilgængelig på 'markedet'; har man ingen, er man ikke nær så interessant.

Generelt er det den 'store fortælling' om tomheden og den åndelige forarmelse i vores midte: i denne såkaldte civilisation, er vi i udbredt grad intet andet end summen af vore verdslige meritter. Personligt nægter jeg at rette ind.

Marie Sanne Caroline Malmros

Tak for en god artikel. En anden strategi er, at man ´

bøjer fortolkningen, således at ens frivillige arbejde bliver til et arbejde ud fra holdningen, at et arbejde er at arbejde og folk spørger ofte ikke om man får penge for det. Det er også en måde at beskytte folk imod deres egne fordomme, som kan gøre at de går glip af et spændende bekendt- eller venskab.

At man kun har værdig qua sit arbejde er viser en utrolig menneskelig psykologisk og åndelig fattigdom hos mange.

Hvis man får førtidspension skal det helst være noget synligt fysisk og helt slemt er det hvis man får pension pga. skitzofreni. Men mange skitzofrene er velbehandlede uden symptomer eller de kan styrre deres symptomer uden at genere andre med dem og tilbage står ofte "bare" en stressoverfølsomhed. I Danmark bliver 1/3 helt eller delvist raske igen. I udlandet er det tal mange steder ½-delen pga. bedre behandling.

Mange skitzofrne er meget intelligente, følsomme intuitive og kreative og det kan bruges konstruktivt, bare de ikke bliver overstimuleret og de tager hensyn til dette. De fleste skítzofrene er stille og rolige mennesker.

F.eks. formanden for dansk stemmehøringsselskab er i almindeligt fuldtidsarbejde på trods af stemmerne. Hun sætter sig med ryggen imod muren så hun ikke reagere på stemmer bagfra og ved at hvis de kritiske stemmer kommer , så betyder det at hun ikke har fået sat ordentlige grænser.

Det er for mig også et spørgsmål om at dele ressourcerne bedre så folk ved at det at blive mindre stresset på arbejdspladsen har en pris, fordi der skal betales for dem som hjælper med at løfte.Den åndelige og psykologiske fattigdom slår også igennem mht. hvad A-holdet vælger at prioritere. Groft sagt ting fremfor tid.

Det er synd for dem, der oprigtigt ikke kan arbejde, at de skal stigmatiseres. Netop derfor burde Information forholde sig til følgende to forhold:

- At der åbenbart er nogle førtidspensionister, som ifølge artiklens egen kilde ikke er for nedslidte til at arbejde. Hvorfor får de så førtidspension?

- At der er nogle (mange?) førtidspensionister, som ikke kan arbejde af årsager, som socialrådgiveren godt har kunnet konstatere, men som de nærmeste sociale relationer ikke opfatter som uarbejdsdygtiggørende. Hvordan kan det være?

Uden free riders til at give førtidspensionister et dårligt ry ville oprigtigt uarbejdsdygtige ikke opleve stigmatisering. Information gør sagen en bjørnetjeneste ved at ignorere eksistensen af free riders, for det lader til, at danskerne ikke deler Informations politiske korrekthed, men formår at manifestere en sund skepsis over for free riders. At det sker i en grad, så sidstnævnte ligefrem motiveres til at bidrage til fællesskabet igen, kan man jo kun - alt efter temperament - græde eller grine over.

Det er blevet sagt i sjov at: Kan du slæbe dig hen på kommunen og søge førtidspension er du for rask til at få førtidspension !
Jeg vil ikke udelukke at der findes "free riders", er sikker på at de der findes kan tælles på en hånd !

Til gengæld findes der mange i folks hoveder; Det er jo ikke alle som man kan se på at de f.eks. har fået en pension pga. en psykisk lidelse !

Den som har fået pension på den bagrund står i et stort dilemma: Jeg vil gerne have en tilværelse så tæt på det normale, men så er det at det sker i folks hoveder: han/hun ser helt normalt ud så det er nok en "free rider" ! Ham gider vi ikke !

Så man som psykisk fp´er vælge at ligne (defineret af ander raske) en rigtig psykisk syg. men resultatet er det samme fra omverdenen:
Ham gider vi ikk !

Summa sumarum: Det er i de raske menneskers hoveder noget skal ændres !

Tak for Deres tid.

Jess D. Skov-Nielsen

Jeg kan selv som FP'er med neurologiske og psykiske diagnoser nikke genkendende til omverdenens problem med at forstå man ikke kan arbejde når intet kan ses på det ydre.

Min egen familie siger ikke ret meget... de accepterer at jeg er FP'er, men man kan nemt fornemme på dem, at de ikke helt kan forstå at man ikke kan lave et eller andet... problemet med familien er, at de fleste i familien ikke tænker på, at man som psykisk syg meget vel har vænnet sig til de mennesker der er i ens familie, og derfor overfor dem kan virke næsten "normal"... det er f.eks. sjældent at en med angst er bange for egen familie, og derfor kan familien ikke forstå det... de oplever ganske enkelt ikke de problemer FP'eren rent faktisk har hvis de står på en arb. plads.

Et andet problem er også, at raske normale mennesker har en ideologi om, at "alle kan da ET eller andet!?"... hvilket også er rigtigt, da en FP'er jo ikke står med det ene ben i graven, vi er ikke grøntsager, men det er bare sjældent at normale raske forstår, at de få resourcer der er tilbage rent faktisk ikke er nok til at få et job...

Virksomhederne og det kommunale system gør ikke nok for at få det rummelige arb. marked til at skabe de jobs disse FP'ere med større end 0% i arb. evne kan magte, så netop DERFOR er det at man nogen gange støder på FP'ere man sikkert synes godt kunne et eller andet... problemet er bare, at der ikke ER nogen jobs at få, og det er immervæk ikke rimeligt at klantre FP'eren for dette... der skal kanonen rettes imod regeringens regler, kommunernes administration og i særdeleshed erhvervslivet.

Vi har under opsvinget haft over 25% ledige fleksjobbere... mennesker der er blevet vurderet til IKKE at være uarbejdsdygtige, men blot med nedsat arb. evne, og ikke engang disse har man kunnet finde jobs til... tallet er langt over 30% i dag efter krisen kom... så hvad er pointen i at ville have 250.000 FP'ere ud i ledighed på kontanthjælpssats de ikke kan leve af, på ubestemt tid oven i købet?

Samfundet tager ganske enkelt altid en lille del af virkelighedens verden ud, og skaber en ideologi på at "alle kan et eller andet!", men opdager åbenbart aldrig, at det ikke kan stå alene... man kan ganske enkelt IKKE give FP'erne skylden for at de er hvor de er... ganske enkelt.

Den dag virksomhederne tager deres sociale ansvar alvorligt, og hvor regeringen begynder at investere i FP'ere i stedet for at skære ned og stramme op, og hvor kommunerne HJÆLPER frem for at MODARBEJDE, --- først DER kan vi begynde at tale om FP'ernes arb. moral, og IKKE ET SEKUND FØR!

Søren Mikkelsen

Endnu et eksempel paa at "den danske model" spiller fallit. Og "vi" magter end ikke at finde ordene til at beskrive problemet - og dermed omridset af loesningen.

Afhandlingen siger at førtidspension ikke bare skubber folk helt ud af arbejdsmarkedet, men også fra sociale fællesskaber. Hvorefter snakken gaar paa at kommunen skal goere mere. (Jow naturligvis... forfatteren er jo kandidat i forvaltning... noget med snarlig jobsoegning eller projektmageri kaske?!)

Halleluja, lille boern - kommunen?! Den stakkels nedslidte servicebutik kan sgu datte forbedre de helt basale menneskelige relationer - det som paa foraeldet dansk engang hed familie og venner.

Den store profitmaskine, forretningen A/S Kongeriget Danmark, styret af eliten under daekke af fupdemokrati, kraever absolut lydighed, og med et smil, tak. Systemet anerkender ikke mennesker som mennesker men kun som produktionsenheder. (Se f.eks.: seneste udlaendingepakke). Og de enheder som ikke producerer - dem smider systemet i en fin men ensom groeft - med sjove TV-programmer.

Forresten, er Dk. ikke lige atter igen engang blevet erklaeret som verdens lykkeligste land?! Saa hvad piver de for?

Social udstoedning og ensomhed er centrale dele af den danske model. Hvis man vil aendre paa det skal der revolution til, fra bund til top.

Og det er ikke et kommunalt forvaltningsspoergsmaal.

Nu er det ikke alle der vurderer andre ud fra deres mere eller mindre interessante lønarbejde. Arbejde som i de senere år under VKO tømmes for indhold og virker mere belastende end berigende. 'Din stakkel er du arbejdsramt! Så har du jo ikke overskud til hverken familie eller andre mennesker!' Så der mangler en reel beskrivelse af arbejdets armod, konsekvenserne for de arbejdsramte og en påvisning af de mere og mere skrigende behov for fornyende ændringer. (Som jo nok kommer til at forudsætte visse økonomiske ændringer, men lad nu det ligge....)

Det er nok ikke tilrådeligt at forvente den store indsats af kommunerne i relation til denne problematik, fordi kommunerne står med ryggen mod muren og ikke har overskud til noget som helst. Det har været kendetegnende for de sidste mange år, at officielt organiseret politik og arbejde er blevet mere og mere fjernt fra befolkningen, uden inddragelse af borgerne og uden appeal til disse heller. Hvem bliver aktiveret af officielle pjecer med 'prof' layout og falsk invitation til at 'gøre sin mening gældende' over for dette og hint. Det er gabende kedsommeligt og uden reelt indhold.

Desuden er der nok plads til at arbejdende borgere får mere viden om hvad der faktisk foregår af aktiviteter (osse af samfundsnyttig art) i mange forskellige sammenhænge og ændrer opfattelse af de aktiviteter, der er mulige for bla FP'er. Og plads til at nogle mennesker på overførselindkomst lokalt udnytter de muligheder der findes allerede i form af frivilligt arbejde og udnyttelse af lokale beboerhuse mv. til politiske og praktiske aktiviteter.

Ungdomshuset i København kan bruges som eksempel på et borgerhus, hvor der foregår selvorganiserede aktiviteter, der kan inddrage folk hvadenten de hører til de lønarbejdende eller de fritidsarbejdende grupper. Men man kunne tænke videre og lokalt lave flere og udvidede borgerhuse, der kunne være mødested for enlige med børn, pensionister, FPer, arbejdende, arbejdsløse og hvilke kasser man ellers ynder at putte folk i. Borgerhuse, der dels var organiseret om nære ting som det at møde og være sammen med andre (bryde ensomheden) og en frugtbar smeltedigel hvor folk med ideer møder folk der gerne vil være med på disse ideer. Det kan være kulturelt: musik, litteratur, kunst, håndværk osv, hvor folk kan være nydende eller ydende efter behov. Det kan være politisk i form af læsegrupper og debatgrupper hvor man udvider sin horisont og sit kendskab til hvad der foregår + hvad der kunne foregå. Og det kan være politiske aktivitetsgrupper hvor man forsøger demokratisk at få indflydelse på de politiske beslutningsprocesser gennem konkrete politiske aktiviteter. (Og det er bestemt ikke i den retning VKO har vision om en politisk udvikling). Dette ville kunne dække det behov som alle har for at høre til, for at have indflydelse lokalt, for at være engageret i sit nærmiljø og for at beskæftige sig med noget vedkommende sammen med andre mennesker.

Det er de instanser (og personer) der bremser, eller undlader at fremme de lokale vækstmiljøer der kan bebrejdes at folk på overførselsindkomster udstødes af fællesskabet . Ikke det enkelte individ som er havnet i en ikke-arbejdende situation. Faktisk ville det være noget af et mareridt for de folkevalgte, hvis den danske befolkning tog demokratiet på ordet og rent faktisk organiserede lokale borgerhuse med engagement og politiske krav. Et mareridt. hvis vores samfund faktisk blev reelt demokratiseret!

Tak for en væsentlig og overset problemstilling.

Der er *enkelte* succeshistorier rundt omkring - i eksempelvis nogle af landets idrætsklubber, hvor førtidspensionisterne bidrager meget væsentligt udfra deres evner...... til stor gavn for såvel den enkelte førtidspensionist (meningsfuldt arbejde med konkret hurtig positiv feedback) som for idrætsklubberne, som i disse tider også bliver presset af færre og færre offentlige tilskud (og sponsorindtægter for den sags skyld)

jens peter hansen

Mange førtidspensionister ønsker derfor at komme tilbage på arbejdsmarkedet, men kommunernes manglende tilbud om indslusning gør det svært at vende tilbage efter år uden for arbejdsmarkedet.

»Førtidspensionisterne har et ønske om at blive kontaktet af systemet for at få hjælp til at finde et skånejob eller lignende, fordi arbejde har værdi for dem som en måde at få mening i tilværelsen og bidrage til samfundet, men også fordi de møder så stor mistillid og mangel på anerkendelse fra deres medborgere inklusiv familien, fordi de ikke deltager på arbejdsmarkedet,« siger Anne Kathrine Fjord-Marschall.

Skal kommunen også tage sig af familien ?? eller.
Jeg kender nogle førtidspensionister der knokler løs. Sort ganske vist og så kender jeg nogle som pga af polio og som er tæt på 60, som ikke længere kan udføre deres arbejde, men ikke kan få bevilget ftp. Jeg forstår ikke systemet.

@jens peter hansen,
men kommunernes manglende tilbud om indslusning

Er det ikke erhvervslivets manglende tilbud om egnede stillinger der er problemet?

En forbrugerbevægelse, der sætter fokus på erhversvirksomhedernes sociale ansvar ville måske kunne ændre billedet.

@Bill
Flere og flere virksomheder bruger faktisk energi (og anselige summer) på socialt ansvar, men man skal hele tiden huske på, at de drives på kommercielle vilkår (aktionærerne skal have afkast), så der er grænser for, hvor meget "socialkontor" den enkelte virksomhed kan lege...... ligesom et grundvilkår i vores samfundskonstruktion :o)

http://www.socialansvarlighed.dk/

Jess D. Skov-Nielsen

@Finn Henriksen:

Det er desvære bare ikke nok... vi har over 30% ledige fleksjobbere der ikke kan findes job til, fordi arbejdsgiverne ikke gider lege "social kontor"... der er mange ledige raske borgere der står og mangler job også... 250.000 førtidspensionister der er erklæret endnu sygere end de 30% fleksjobbere sider man så nu politisk og mener skal "ud og lave noget"... her må man jo åbenbart mene aktivering på ubestemt tid, når der ikke er noget job at få... blot fordi de mener at "alle kan et eller andet!".

Hvis virksomhederne ikke har kapaciteten, så må man sandelig politisk se at få stukket piben ind, og stoppe den hets der er i gang med at male førtidspensionister op som dovne nasserøve, for det er bla.a. DET der er med til at skabe den mistro, hets og marginalisering af FP'ere i samfundet. Den generelle dansker mødes med disse vrangforestillinger i medierne ret tit i øjeblikket pga. vores sidende politikere.

Meget ville være nået, den dag denne hets fra politisk og samfundets side hører inde.

I øjeblikket vil man lave førtidspensionsreform... jojo, man vil spare 6mia på førtidspensionen... men der har ingen reel interesse været i at finde ud af HVORFOR der skulle være kommet flere FP'ere til, ej heller om disse er berettiget... man forholder sig til et rødt tal på bundlinien, som er alarmerende, og på det grundlag skal der bremses op for både FP'ere, og fleksjobbere... det sal enda helst være umuligt at få en FP hvis man er under 40.

Som om sygdom er aldersbetinget... det betyder, at den unge på 20, med en vedvarende sygdom resten af livet, og som aldrig har udsigt til bedring, skal pines og plages med aktivering og andre rådne tiltag til vedkomende blir 40 år... alt sammen af een årsag: de er billigere på en kontanthjælp i 20 år til de blir' 40. vor herre bevares.

Hvis man brugte alt den energi man har på at hetse syge politisk på i stedet at tænke i aktiviteter der kan vælges til og fra efter behov og lyst som en anden debattør her i tråden er inde på, så ville det være både bedre... OG billigere i skattekroner.

@jens peter hansen,
Tak for linket. Jeg har med stor sympati set at Ikea gør noget for sagen og jeg har fået en meget venlig og hjælpsom service fra disse medarbejdere. Her hvor jeg bor ligger der fem pænt store supermarkeder inden for nåafstand, og jeg ville klart vælge det supermarked, der ville satse på svage medarbejdere.

Egentlig burde de være taknemmelige - for muligheden at kunne skabe et eget frit liv uden at blive pustet i nakken af kommunen hele tiden.

Man har jo også selv et ansvar for at skabe indhold i sit liv. Mulighederne er uendelige (også med et handikap/ en sygdom), bare fantasien sätter grænser.

Jess D. Skov-Nielsen

Bente Simonsen:

Ja det er fint nok, at man ENDELIG slipper for at blive pustet i nakken af kommunen mere, når man får sin førtidspension, dette kan jeg nikke mere end RIGELIGT genkendende til!

Problemet er så bare, at når det ophører, begynder samfundet og ens omgivelser at puste en i nakken i stedet for, fordi nogle mennesker er misundelige på syge førtidspensionister kan "gå hjemme i drive den af"...

Det er faktisk bare fra asken og over i ilden, men skal da indrømme, at jeg selv foretrækker at det er samfundet der puster mig i nakken, for dem kan jeg heldigvis være ligeglad med, og de smider mig ikke i meningsløs aktivering og arb. prøvninger ad libitum som jeg ikke kan magte....

Man lærer at sortere fårene fra bukkene, når det drejer sig om venner og "de andre" i samfundet... desvære er det bare ikke ALLE FP'ere der har psyken eller styrken til at kapere det modtryk, fordomme og uvidenhed man oplever fra samfundet.

Jess D. Skov-Nielsen

Finn Henriksen:

Jo da... men det er ikke let at skulle til at forholde sig til f.eks. hele familien på een gang når tilkendelsen endelig er der... selv om du måske har været på kontanthjælp i årevis inden, har der altid været en gnist af "Før eller siden sker der vel noget...", men med tilkendelsen er det hele naglet fast 100% hvilket ikke bare er svært for mange der FÅR tilkendelsen, men sandeligt også familie, venner og omgivelserne... nogle gange virker det som om det er omgivelserne der har det sværest med at forene sig om afgørelsen rent ud sagt.

Men med tiden når man vel dertil... det er nu snart 2 år siden jeg fik tilkendt min FP, og jeg synes ikke at der er blevet gjort endeligt op endnu...

@Jess ----dyb respekt for din ærlighed og jeg indrømmer blankt, at min tilgang er noget "akademisk", da jeg ikke selv har været der eller for den sags skyld kender nogle, som har været igennem det system.....
---det var ingenlunde min hensigt at støde nogle....

Jess D. Skov-Nielsen

Finn Henriksen:

Intet problem :) ... jeg siger det bare, for det er stort set kun den der prøver det, der forstår hvor svært det faktisk kan være... Uvidenheden fra raske er ikke et problem, så længe det bare er uvidenheden der skaber misforståelserne... det er når fordomme og politiske ideologier kommer ind i billedet, at det bliver ubehageligt, og det er DER stigmatiseringen begynder.

Der er SÅ mange aspekter i at være førtidspensionist, men der tages desvære næsten altid kun fokus på de ting en rask kan forholde sig til lige nu og her omkring kaffebordssnakken. At forklare hvordan det er har jeg forsøgt utallige gange i offentlige debatter over de sidste 4-5 år, og desvære rykker det intet at give fakta meget tit, for fordommende regerer ideologierne, og skyklapperne tages flittigt i brug for ikke at skulle forholde sig til virkelighedens verden... her taler jeg selvfølgeligt om den politiske samfundsdebat omkring førtidspensionen.