Det er 22 år siden, jeg har haft min daglige gang på en nyhedsredaktion, så selv om jeg forsøger at holde mig velorienteret, så må jeg nok erkende, at min rolle i dag er betragterens.
Af grunde, som jeg foretrækker ikke at tænke nærmere over, er der temmelig mange mennesker, som tror, at de så mig i TV-Avisen lige forleden, og når jeg taler rundt om i landet, holdes jeg konsekvent ansvarlig ikke alene for, hvad der sendes i fjernsynet samtlige kanaler, men også for hvad der står i pressen samtlige aviser.
Selv om jeg på ingen måde i mine oplæg taler om medier, er der for tiden to faste hovedspørgsmål:
1. Bestemmer politikerne selv, hvad de vil svare på?
2. Er Borgen ligesom virkeligheden?
Begge spørgsmål er interessante. Da jeg arbejdede på TV-Avisen var folk også interesserede i at høre om arbejdsmetoderne. Det er ikke så mærkeligt. Måske endnu mindre mærkeligt dengang, da alle var tvangsindlagte til den samme tv-nyhedsudsendelse. Hvis de altså ville se nyheder. Det påfaldende er, hvordan indgangsvinklen har ændret sig. Dengang blev vi altid skældt ud over, at vi afbrød politikerne, så de ikke kunne tale ud og forklare sig.
Seere føler sig snydt
I dag er det lige modsat. Folk føler sig snydt og manipuleret af selv samme politikere, og de synes, at journalister er nogle hundehoveder og mikrofonholdere, der er bange for at gå til dem og stille de kritiske spørgsmål.
Det kan man godt tænke lidt over en dag, hvor man ikke har andet at lave, for jeg er temmelig sikker på, at vi ikke på nogen måde var frækkere dengang, selv om det altså blev opfattet sådan.
Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at nogle af os en gang imellem var snublende nær ved at falde for fristelsen til at tro, at vores spidsfindige spørgsmål var uendeligt meget mere interessante end svaret:
»Men så sagde jeg også til ham!«
Hvad svarede han?
»Årh, du ved. Det sædvanlige ævl.«
Jeg husker en kær kollega, der en gang rodede sig ud i et flere minutter langt spørgsmål om den håbløse svenske økonomi til den daværende svenske finansminister Gunnar Sträng, som lyttede høfligt, og da kollegaen endelig holdt inde, lænede sig velvilligt frem i stolen og spurgte:
»Har redaktören något forslag?«
Den var aldrig gået i dag. Der var blevet klippe 10 sekunder inde i spørgsmålet pointe eller ej, og det er nok meget godt.
Forhåndskontrol? Aldrig
Formodentlig ville vi alle sammen slumre blidelig ind over tempoet i en TV-Avis fra 1980erne, så folks utilfredshed kan selvfølgelig også have noget at gøre med, at omgangstonen i al almindelighed er blevet mere kontant, og at seerne trods det opskruede tempo godt kan høre, at det kniber med substansen i både spørgsmål og svar. Dengang ville vi ikke drømme om at udlevere spørgsmålene på forhånd, og vi ville være faldet døde om, hvis politikerne havde forlangt det.
Man havde en uskreven kontrakt om emnekredsen, men ikke om detaljerne.
Det fortæller jeg folk, samtidig med at jeg siger, at jeg vil tro, at det er nogenlunde det samme i dag.
Det tror de ikke på.
Jeg vil indrømme, at jeg også godt selv kan komme i tvivl, når jeg f.eks. ser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) stå og fortælle fra Lissabon, at Danmark naturligvis bliver i Afghanistan »til opgaven er løst« for ellers vil de faldne danske soldater være døde forgæves og der åbenbart ikke er en journalist bag mikrofonen til at spørge om, hvorfor det skulle blive mindre forgæves af, at endnu flere falder, inden vi alligevel trækker os fra det kaos i 2014.
Med hensyn til Borgen kan jeg kun sige, at den efter mit bedste skøn ikke er realistisk.
For den statsminister har samvittighedskvaler.
Lone Kühlmann, journalist, forfatter og foredragsholder
Refleksion
Seneste artikler
Den kroniske velfærdsbulimi
31. januar 2011I disse for vort land så vanskelige økonomiske tider bør vi sende en særlig tanke til budgetbisserne i Finansministeriet, som på det seneste har bistået regeringen med at skifte de ansvarsløse spenderbukser ud med sort latex og piskForældre skal spille på frygt
26. november 2010Frygt kan med fordel bruges i opdragelse, men vi gør det sjældent. Det er en fejl, for der er ting i livet, alle skal frygte. Som at være fysisk inaktiv - som at være for fed. Så glem den politiske korrekthed og hjælp børnene til et aktivt og sundt liv, inden sofaens fangarme får fat i demJagt på topembedsmænd er sat ind
16. november 2010Departementscheferne har i 30 år villet undgå, at politiske stabe rykker ind hos ministrene. Topembedsmændene kan selv levere politisk rådgivning, lyder det fra DJØF. Men prisen er, at de havner i den offentlige gabestok - uden mulighed for at forsvare sig
Jeg mindes også engang, hvor politikere kunne frygte hvilke spørgsmål, som de blev stillet. Især Mette Fugl kunne få mig til at hoppe i stolen, da hun var fast Christiansborgmedarbejder.
I dag glider politikerne af på spørgsmålene og det er kun undtagelsesvis, at journalisten fastholder spørgsmålet.
Hvordan skulle det også være anderledes, når det er journalister, der bliver politikere og herefter bliver politiske analytikere
Man skulle jo synes at løsningen var lige til. Hvis man indenfor journalistforbundet demokratisk besluttede at politikere der ønsker spørgsmålene udleveret på forhånd, de bliver simpelthen ikke spurgt.
Det ville måske skabe kaos i et par måneder, men når de bliver klar over at de mister eksponering, så skal tonen nok blive anderledes.
Man må ikke glemme at politikerne og det gælder også ministrene har omend endnu større brug for pressen end pressen har for dem.
Mvh
En ting der generer mig mest, er når journalisten afbryder en politiker eller en anden
, der for en enkelt gangskyld er begyndt at fortælle om nogle baggrunds oplysninger. En der er meget slem til det er N Sommer i Deadline.
P1 havde indtil sidste år lange formiddagsudsendelser – ca. 2 timer – hvor de rigtigt kunne vende et emne. – fra 2010 blev disse skåret ned så de absolut længste er på ca. 1 time.
Journaliststanden er blevet meget homogen og det samme man man sige om politikerne. De er alle sammen omfattet af den samme professionalisme, fordi de kommer fra de samme skoler. Men man kan godt gribe sig i at savne en lidt mere skrå eller personlig indfaldsvinkel og måske er det også derfor en karakter for nu ikke sige original (de lyder så nedladende og det er ikke meningen) som Anders Lund Madsen er så populær omend han gebærder sig i underholdningsafdelingen.
Så mon ikke det jeg efterlyser er noget mere kant eller en fornemmelse af at også journalisten har noget på spil, engagement helt enkelt, ud over det der angår løntrinnet. Den samme hærger for så vidt politikerne og det forklarer så måske også hvorfor en "original" som Pia Kjærsgaard får så stor gennemslagskraft. Journalistiske og politikere er blevet meget mere professionelle og i en grad så rollerne kan synes givet på forhånd. Men det er nok lige i overkanten at kalde det aftalt spil. Det ligner bare.
Søren:
Anders Lund Madsen har måske 'kant' - men er det ikke mest på formen? Indholdsmæssigt synes han at være noget letbenet, læs f.eks. denne kommentar fra Politiken:
http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE901499/lund-madsen-lod-loekke-va...
Men jeg forstår godt dit forslag om at overlade de politiske kommentarer til underholdningsafdelingen, og i USA lykkes det jo glimrende med Jon Stewart og Stephen Colbert... Jeg kan ikke få øje på nogen her i landet med samme format = kant.
Jeg tror ikke politikkerne beder om at få udleveret spørgsmålene på forhånd!
Mon ikke det snarere er sådan, at de selv stiller dem gennem deres medarbejdere, driver kampagnepolitik og sætter dagsorden med partipressens hjælp, hvor man har stort set samme interesser. Eller via de statskontrollerede kikkasser og med den til enhver tid siddende regerings overrepræsentation i disses bestyrelser og længere nede i systemet med velplacerede spindoktorere, nuværende som tidligere i centrale jobs samt selvfølgelig med de senere års tsunami af jævnt ensfarvede og åh så uundværlige kommentatorer, som skal til for at forklare de dumme danskere, hvordan alting hænger sammen i virkeligheden.
Ellers foregår demokrati træningen vel på dyre mediekurser for skatteborgernes regning så politikkerne kan formulere sig uden at blive misforstået, host host. Skulle noget alligevel brænde på, stort som småt, så er der heldigvis også indbygget garanti for at nogen gemmer eller sletter filer. Heller ikke her er det nødvendigt at politikkerne stiler sig op og kræver. Pressen ringer skam selv og siger undskyld.
Politikken er en undskyldning?
Henrik Wagner skriver – ”Jeg tror ikke politikkerne beder om at få udleveret spørgsmålene på forhånd! Mon ikke det snarere er sådan, at de selv stiller dem gennem deres medarbejdere, driver kampagnepolitik og sætter dagsorden med partipressens hjælp, hvor man har stort set samme interesser.”-
Her vil jeg anbefale at høre P1-morgens indslag "Ugens gæst” fra i morges, hvor Dorte Krogsgaard (DK)havde Birthe Rønn Hornbech (BRH) i studiet.
BRH kørte så godt som hele interviewet og svarede til sidst på DK forsøg på at være sjov, at DK havde stille nogle gode spørgsmål. - Ja så.
Alle journalister drømmer om et fedt job som spindoktor for nogen politikere, så de vil jo ikke spænde ben for en fed fremtid.
@ Eva Bertram
De har helt ret i at Anders Lund Madsens show mangler politisk indhold, men nu er det så heller ikke et politisk program og det at en gammel studiekammerat (Lars Lykke) bliver behandlet som netop en gammel studiekammerat kom ikke bag på mig.
Du har også ret i at det jeg egentlig savner er en kritisk og gerne satirisk tilgang som John Stewards og der er Clement Kjærsgaard nok den der komme nærmest, omend pakker sine egne holdninger ind (hvis han har nogle?), så grundigt at det der bliver tilbage fremstår klogt og gennemanalyseret, men uden kant og derved lidt ligesom det man oplever i Deadline: skævt smil og "tak fordi i kom". Ikke at jeg ved hvem der skulle kunne gøre det bedre. Landet er lille og talenterne (de virkelige) hænger ikke på træerne.
Jeg tror politik og presse er blevet mere afhængige af hinanden nu, end tidligere.
Og i denne her sammenhæng er det da også bemærkelsesværdigt, hvor mange journalister der sidder i jobs som pressechefer i partierne, som spindoktorer, eller selv går efter en politisk karriere.