Med kikkerten for det blinde øje

Klokken er to om natten, da de danske soldater hører skud cirka 200 meter vest for det dansk-drevne CIMIC-house i al-Qurnah i det sydlige Irak. En patrulje bliver sendt ud for at undersøge sagen nærmere. Den affyrer bl.a. lysgranater og stopper to bevæbnede personer. En AK-46 og en pistol bliver konfiskeret, og de to mænd fortæller de danske soldater, at skyderierne skyldes, at medlemmer af Al-Nashir-stammen har kidnappet en kvinde fra Hai al-Salam-stammen.

Derefter får de to ukendte mænd lov at gå, uden at deres identitet tilsyneladende bliver registeret, uden at det undersøges nærmere, om det er dem, der har skudt, hvem de i givet fald har såret eller dræbt, hvem den kidnappede kvinde er, eller hvor hun kunne tænkes at befinde sig.

Episoden, der finder sted natten mellem de 12. og 13 juli 2005, er beskrevet i en af de 391.832 lækkede militærrapporter fra Irak-krigen, som Information har privilegeret adgang til. Rapporten, der er dateret 13. juli 2005, fortæller videre, at også det irakiske politi befinder sig i området - uden at tage sig af sagen.

»Irakisk politi blev set i området, men undgik tilsyneladende hændelsen trods viden om, hvad der foregår,« hedder det i loggen.

Information har ikke været i stand til at finde oplysninger i de lækkede krigsrapporter eller andetsteds, som tyder på, at danskerne efterfølgende foretager sig noget for at få opklaret, om en kvinde virkelig er blevet kidnappet, eller om nogen blev såret eller dræbt under nattens skyderi.

Yderst tilbageholdende

Beretningen om skudepisoden i al-Qurnah er blot en af omkring 70 krigsrapporter, som tilsammen viser, at de danske styrker generelt var yderst tilbageholdende med at gribe ind over for stammerne i det danske ansvarsområde, både når det drejede sig om konkrete forbrydelser, og når der drejede sig om stammernes besiddelse af våben, heriblandt tunge maskingeværer, raketstyr og morterer.

En anden rapport fra den 23. juni 2005 viser samme mønster.

»En DANBAT-deling observerede stammestridigheder mellem al-Gwam og al-Garamsha-stammerne i nærheden af ad-Dayr. Ingen koalitionssoldater såret. Tabsvurdering: syv civile dræbt, tre civile såret,« lyder den i al sin korthed. Episoden bliver næste dag beskrevet på forsvarets hjemmeside, hvor man lover, at de danske styrker i løbet af de næste dage vil »forsøge at skabe klarhed over aftenens skudepisode.«

Information har gennemgået de efterfølgende krigsrapporter fra området, men ikke været i stand til at finde nogen oplysninger, der tyder på at de ansvarlige for de syv mord bliver retsforfulgt, pågrebet eller bare eftersøgt.

Et tredje eksempel er fra den 17. maj samme år. Her er der opstået skyderi på Route Topeka, Hovedvej 6 fra Bagdad til Basra, og danskerne tager ud for at støtte det irakiske politi. Ifølge rapporten bekræfter den danske enhed, at der skydes med både tunge maskingeværer og raketter. De danske soldater forsøger bl.a. at standse tre køretøjer, der flygter fra åstedet, men har kun held til at stoppe det ene. En mand bliver anholdt og en kalashnikov og en del ammunition konfiskeret, oplyser loggen.

Herefter tilkaldes en tolk og det danske militærpoliti for at få fangen afhørt.

»Klokken 07.00 var afhøringen overstået, og fangen blev løsladt,« melder rapporten.

»Fangen hævdede, at det drejede sig om en stammestrid mellem to Garamsha-understammer, som havde stået på siden hans fætter blev dræbt for tre måneder siden.«

Heller ikke i dette tilfælde har Information været i stand til at finde oplysninger i de efterfølgende krigsrapporter, som tyder på, at danskerne eller irakisk politi foretager sig yderligere for at opklare sagen.

Lagde låg på

En gennemgang af de næsten 70 logs, som omtaler de danske styrkers reaktioner over for stammerne i området, bekræfter indtrykket af, at de danske styrker så gennem fingre med forbrydelser begået af stammerne.

Der er således ikke nogen oplysninger i loggene, som tyder på, at de danske styrker i årene 2003-2007 pågreb en eneste ansvarlig for de mange tilfælde af stammemord, kidnapninger af stammemedlemmer eller stammevold, som rapporterne omtaler.

Til gengæld er der mange beskrivelser af stammestridigheder, hvor den danske indsats ifølge loggene består i at lægge låg på konflikten, som oftest ved at sende tungt bevæbnede soldater til området eller sende lysgranater op. Det er også flere logs, der beskriver, hvordan de danske styrker »observerer« skyderier og holder sig »på sikker afstand« af stammekonflikter.

Kun tre rapporter omtaler aktioner, hvor danskerne har grebet mere aktivt ind over for stammerne.

To af disse rapporter er fra den 26. februar 2005, hvor danske og irakiske styrker gennemfører en fælles operation i al-Hartha området, umiddelbart nord for Basra by.

Operationens kodennavn var Energize 4 og havde ifølge rapporterne til formål »at forhindre stammekonflikter, især at demonstrere den multinationale styrkes evne til at forhindre en tilbagevenden til vold og at støtte guvernørens anmodning om assistance«.

Oprationen var ifølge rapporten rettet mod 14 personer og to områder.

»En stor mænge ammunition blev fundet ... ingen blev anholdt af de multinationale styrker, dog blev en person anholdt af irakisk politi,« lyder konklusionen.

Og den tredje rapport er fra 1. december 2004. Her støder en dansk patrulje på stammeuroligheder i nærheden af en politipost og »konfiskerer 20-30 ukendte våben,« fremgår det.

Frie hænder

Konsekvensen af den danske politik var, at stammerne havde frie hænder til at begå både alvorlige forbrydelser som drab og kidnapning og til at opbygge de våbenlagre, som senere blev en afgørende faktor i den irakiske borgerkrig, mener en af Europas førende Irak-eksperter, Toby Dodge fra International Institute of Strategic Studies.

Han beskriver situationen således:

»De danske og britiske styrker i Basra var massivt underbemandede og manglede den politiske vilje til at løse opgaven effektivt. De var derfor fuldstændig afhængige af at samarbejde med de lokale stammeledere,« siger han og betegner den danske politik med at vende det blinde øje til forbrydelser begået af stammerne som en »alvorlig politisk fejltagelse«.

»Resultatet af denne politik var, at de opgav at skabe lov og orden. De opgav at lave statsopbygning og begrænsede sig i stedet til at »gøre mindst mulig skade,« siger han.

Joost Hiltermann fra den uafhængige tænketank International Crisis Group understreger, at koalitionsstyrkerne derudover havde et særligt ansvar, i og med at de selv havde frembragt det lovløse limbo, som Irak befandt sig i.

I forbindelse med invasionen blev Iraks hær opløst, alle Baath-partimedlemmer i ledede stillinger udrenset, og politiet de facto opløst.

Det betød, at der i praksis ikke var andre fungerede myndigheder end den amerikansk-ledede koalition.

»Invasionen i 2003 fik frygtelige konsekvenser for Irak i form af kaos og en eksplosiv stigning i kriminaliteten,« konstaterer han. »Fraværet af sikkerhedsstyrker gav stammemilitserne ny indflydelse og bidrog til at øge risikoen for stammestridigheder og dertilhørende kriminalitet.«

Officiel politik

At der var tale om en officiel dansk politik fremgår af forsvarets hjemmeside. I en pressemeddelelse fra den 17. maj 2004 løfter Hærens Operative Kommando sløret for en del af indholdet i de ellers hemmelige regler for magtanvendelse, som den danske Irak-styrke arbejdede under.

»Hvis stammer slås indbyrdes, også ved brug af skydevåben, skal vi kun gribe ind, hvis den konkrete situation gør det uomgængeligt. Som hovedregel holder vi os uden for interne stridigheder,« hedder det bl.a. i det såkaldte chefdirektiv, som HOK udsteder til chefen for den danske Irak-styrke.

Information ville gerne have haft Hærens Operative Kommando (HOK) eller Forsvarskommandoen (FKO) til at forklare, hvorfor forsvaret valgte denne politik, men det har ikke været muligt. Hos HOK henviser presseofficer Kim Grünberger alle spørgsmål vedrørende den danske Irak-indsats til FKO, hvor presseofficer Henrik Mortensen ligeledes afviser at svare på spørgsmål om baggrunden for den danske politik.

Generelt kan FKO dog oplyse, at »det i henhold til Forsvarskommandoens daværende direktiver for missionen ikke var opfattelsen, at danske styrker var en del af besættelsesmagten. Denne udgjordes formelt af UK og US, og de folkeretlige regler om besættelsesansvar fandt direkte anvendelse på disse stater. De mere overordnede forpligtelser, herunder forpligtelsen til at opretholde ro og orden lå således primært hos de egentlige besættelsesmagter: US og UK,« hedder det i en mail fra Forsvarskommandoen.

Ansvaret var danskernes

Både udenlandske og danske Irak-eksperter er imidlertid af en anden opfattelse. De mener, at det var danskernes opgave at sørge for, at civile irakere ikke blev udsat for forbrydelser i det danske område.

»Før juli 2004 havde de danske styrker direkte lovmæssig forpligtigelse til at opretholde lov og orden. Derefter var de forpligtet til at bistå irakerne med at opretholde lov og orden,« siger Toby Dodge fra IISS.

Mangeårig militærjuridisk rådgiver for Forsvarskommandoen og juridisk rådgiver for hold 5 i Irak (foråret 2005, red.) Jes Rynkeby Knudsen bekræfter, at Danmark som en del af besættelsesstyrken i Irak var ansvarlig for retshåndhævelsen i det danske område.

»Som besættelsesmagt er man folkeretligt forpligtet til at opretholde lov og orden. Sådan var situationen frem til den 1. juli 2004. Derefter havde vi et FN-mandat, som gav os til opgave at bistå irakiske myndigheder med at opretholde ro og orden,« siger han.

Ignorerede hændelser

Den danske Irak-ekspert Helle Lykke Nielsen fra Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet bekræfter, at danskerne havde ansvaret for lov og orden i det danske ansvarsområde.

»Det er klart, at danskerne skulle håndhæve lov og orden« siger hun og understreger, at der »ikke var noget i mandatet, der gjorde, at danskerne ikke kunne reagere på en kidnapning, legemsbeskadigelse eller mord. De kunne sagtens arrestere gerningsmændene, hvis de havde ønsket det« .

Og det samme mener Jes Rynkeby Knudsen, der i kraft af sit job som militærjurist i FKO fra 2000-2006 havde indgåede kendskab til de retningslinjer, som danskerne arbejdede efter.

»Vores mandat og regler for magtanvendelse var ikke begrænset til at gribe ind over for folk, der truede koalitionens sikkerhed. Vi havde ret til at gribe ind, også over for kriminalitet af en vis alvor, herunder kriminalitet af livstruende karakter, kriminalitet som involverede alvorlig personskade og vold af voldsommere karakter,« siger Rynkeby, der i dag er særlig juridisk rådgiver for Forsvarets Auditørkorps.

Flere udsendte soldater fra flere forskellig Irak-hold fortæller Information, at de danske styrker havde direkte ordre til at blande sig uden om de mange stammestridigheder i området.

En af dem er Barkan Smedstrup Christensen, som var chef for det civilt-militære samarbejde eller CIMIC på hold 1 og hold 2 i Irak - fra august 2003 til februar 2004.

»Politikken over for stammestridigheder var, at det selvfølgelig var helt uacceptabelt, hvis stridighederne udviklede sig til væbnet konflikt. Hvis det kom så vidt, skulle vi sørge for at holde det nede, men selve stridighederne blandede vi os ikke i - med mindre vi blev bedt om at mægle,« siger Barkan Smedstrup Christensen, der som CIMIC-chef havde omfattende kontakt med de lokale stammeledere.

Helle Lykke Nielsen understreger, at hun godt kan forstå, at de danske styrker valgte at blande sig uden om stammestridighederne i det danske område.

»Jeg vil ved Gud ikke forsvare eller undskylde, at man vendte det blinde øje til mord og kidnapninger, men det er samtidig meget forståeligt, at danskerne ikke greb ind. I praksis var det meget svært for dem. De kunne ikke sproget, kendte ikke strukturen og den irakiske lovgivning, og dertil kom, at der ikke var noget irakisk retssystem, som kunne retsforfølge gerningsmændene,« siger hun.

Et moralsk spørgsmål

Jes Rynkeby Knudsen forsvarer da også den danske politik: »Efter juli 2005 var det irakiske politi og den irakiske hær ordenshåndhævende myndighed, men virkeligheden viste os, at politiet ind i mellem hverken kunne eller ville gribe ind - selv i sager, som vi opfattede som en alvorlig trussel mod sikkerheden i området. Vi prøvede f.eks. at få irakisk politi til at gribe ind og anholde de ansvarlige for nogle drab, der var begået på tværs af de to store stammer Garamsha og Halaf, men politifolkene var panisk angste for at vise sig vise sig ude i Al-Hartha.«

»Når irakerne ikke selv ville arrestere de ansvarlige, kunne danskerne heller ikke gøre det,« mener Rynkeby.

»Efter 1. juli 2004 var det ikke vores opgave at tilsidesætte den lokale politichefs beslutninger. Vi kunne tage det op med ham og forsøge at få ham til at handle, og det gjorde vi. Vi vendte ikke det blinde øje til. Vi adresserede det her problem - bl.a. ved at gå i dialog,« siger han.

Toby Dodge fra IISS mener imidlertid, at vanskelighederne kun understreger, at det reelle ansvar var danskernes - simpelthen fordi de irakiske myndigheder i mange tilfælde reelt ikke var i stand til at løfte opgaven: »Det rejser om ikke andet, så et alvorligt moralsk spørgsmål,« siger han.

Se mere dokumentation og fakta på information.dk