Læsetid: 3 min.

Regeringen kendte til tortur fra 2003

Blot tre måneder efter de danske soldater blev indsat i Basra-området modtog regeringen en rapport fra Amnesty International, som beskrev koalitionens problemer med fangemishandling
Britiske soldater i aktion i   Basra i 2004. Allerede i 2003 rapporterede Amnesty om sager, hvor de britiske soldater skulle have brugt tortur   mod irakiske fanger

Britiske soldater i aktion i Basra i 2004. Allerede i 2003 rapporterede Amnesty om sager, hvor de britiske soldater skulle have brugt tortur mod irakiske fanger

Atef Hassan

9. november 2010

Den danske regering var allerede fra efteråret 2003 i besiddelse af oplysninger om fangemishandling blandt de koalitionsstyrker, som de danske soldater udleverede fanger til. Det fremgår af et fortroligt brev fra Amnesty International til det danske forsvarsministerium, som Information er i besiddelse af.

På baggrund af flere måneders ophold i Irak giver Amnesty udtryk for sine »bekymringer i forbindelse med menneskerettighedssituationen i Irak« og vedhæfter en rapport, der indeholder »en række sager, hvor den midlertidige koalitionsregering og koalitionsstyrkerne ikke har overholdt de menneskerettighedskonventioner, som de er forpligtet til i henhold til international ret.«

Flere af de torturberetninger, som Amnesty fremhæver, omhandler de britiske styrker i Basra, som de danske styrker jævnligt afleverer fanger til.

»Vores henvendelse til den danske regering skyldtes, at vi allerede på dette meget tidlige tidspunkt var opmærksom på et mønster i udleveringen af tilfangetagne irakere,« siger Amnestys formand Lars Normann Jørgensen i dag.

»Brevet var en advarsel om, at Danmark havde et medansvar for fangernes videre skæbne.«

Hverken forsvarsminister Gitte Lillelund-Bech (V) eller tidligere forsvarsminister Svend Aage Jensby (V), der modtog brevet fra Amnesty International i september 2003, har ønsket at kommentere Informations oplysninger.

Tortur og død i Basra

Brevet til den danske regering er dateret den 2. september 2003 og udgør formentlig en af de allerførste officielle advarsler om fangemishandling i Irak. Sammen med brevet afleverede Amnesty en 26 sider lang rapport med titlen titlen Iraq: Memorandum on concern relating to law and order. Fra Kurdistan i nord til Basra i syd har organisationen indsamlet beretninger om fangemishandling, begået af bl.a. de amerikanske og britiske styrker, som Danmark arbejdede tæt sammen med.

En af beretningerne drejer sig om en saudisk statsborger ved navn Abdallah Khudhran al-Shamran, der blev arresteret af amerikanske og irakiske styrker i Al-Rutba i begyndelsen af april 2003.

Han fortæller til Amnesty, hvordan han bl.a. blev udsat for slag og elektriske stød, blev hængt med hovedet nedad og fik sin penis bundet til.

Myndighederne anklagede ham for at være »terrorist«, men efter fire dage blev han afleveret til et lejrhospital i Umm Qasr og løsladt. Da han senere henvendte sig til en britisk soldat for at få udleveret sit pas, blev han igen arresteret, både forhørt og torteret, skriver Amnesty.

»Han stak den kuglepen, han holdt, ind i min højre skulder. Arret er stadig frisk og synligt. De bandt mine hænder og placerede mig i solen fra middag til tidlig aften. Så flyttede de mig til en container og låste mig inde«, fortæller han bla. til en Amnesty-medarbejder i Basra.

Senere truede en britisk afhøringsofficer ham angiveligt med henrettelse.

Et andet eksempel fra Basra er Radi Nuimas mystiske død i britisk varetægt. Nuima blev ifølge rapporten arresteret den 8. maj 2003 af britisk militærpoliti og døde samme dag. To dage senere afleverede britiske soldater en skriftlig besked til hans familie, hvor der stod:

»Radi Nuíma fik et hjerteslag, mens vi udspurgte ham om hans søn. Vi bragte ham til militærhospitalet. For yderligere informationer, henvend jer til hospitalet. Familien fandt hans lig i hospitalets lighus. Trods flere henvendelser til de britiske styrker lykkedes det ikke for familien at få besked om, hvad der var sket, skriver Amnesty.

Menneskeretsorganisationen slutter sin henvendelse til det danske forsvarsministerium med at bede Svend Aage Jensby om »på det kraftigste at opfordre den midlertidige koalitionsregering til at undersøge påstande om menneskerettighedskrænkelser begået af de amerikanske og engelske styrker i landet.«

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I halvandet hundrede år har Danmark haft en konstitution, som har dannet grundlag for kapitalismen som grundlæggende struktur for økonomien. Det ser ud til at jo mindre talent de valgte administratorer er beriget med, jo mindre elegant dækker man over systemets iboende mangel på moral. Og i de sidste 10 år har den drivende vision for de borgerlige været: "Vi vil have magt, vi vil have vores taburetter" - altså dybest set ingen vision om hvor samfundet skal bevæges hen. Fra skriblerier om minimalstat til ledelse af den stærkest voksende offentlige sektor i laaang tid?
Så (altså for at beholde taburetterne) om nødvendigt har de været tavse eller løjet om overtrædelser af de regler, deres system selv har sat op. Der er ikke behov for at søge flere kommentarer: politianmeldelser og konsekvent retsforfølgelse af misdæderne.

Eftermælet for VKO regeringen må med en let omskrivning af Winston Churchills berømte sentens være:

Aldrig har en så korrupt og anløben bande levebrødspolitikere løjet overfor for så mange så længe!

det er svært at forestille sig at de ikke viste det, da dk var allieret med usa og uk og samarbejde med dem i irak. men det har kan forhåbentlig være med til at bevise det hvis de ikke selv vil indrømme det.

NGO'eres - heriblandt AI's - skrivelser til stater indgår naturligvis stateres overvejelser og afvejninger ved vurderingen af forskellige forhold.

I tilfældet her - er det intet - som tyder på den danske stat ikke har tillagt IA's skrivelse passende vægt i vurderingen af menneskerettighedssituationen i Irak.

At staten eventuelt ikke har rettet ind efter IA's anvisninger - betyder i sig selv nødvendigvis ikke, at staten dermed har forbrudt sig mod menneskerettighederne eller den humanitære folkeret.

Niels Møller Jensen

Det står vel de Liberale frit for at være fyldt med løgn, men også at have frihed til at bryde egne regler og aftaler hvad skulle man ellers være Liberal for?

Claus Damsgaard

Vi ved jo godt, hvem hér i Danmark havde magten som statsminister her i Danmark. Han + Søren Gade har et ansvar. Socialdemokraterne har været i mod indsatsen i Irak, men kan ikke bruge dette mod den siddende regering.

Claus Damsgaard

Hver gang man skifter ledelsen ud, hvad sker der så med ansvaret? Hvordan kan man pålægge en senere regering et ansvar for undersøge sagen?
Den senere regering ved ikke hvad der er sket, har ikke givet ordren. Det er noget skidt.

Søren Kristensen

Om tyve år er alt det her bøvl glemt, så går vi med i en ny krig, til fordel for demokrati, fred og sikkerhed, blot på et mere oplyst grundlag og med langt bedre våben, selvfølgelig.