Læsetid: 5 min.

Stilhed før fløjkrig hos Sveriges socialdemokrater

Efter Mona Sahlins afgang står det klart, at der ikke findes en oplagt kandidat til den vanskelige opgave at samle Sveriges socialdemokrater og samtidig formulere klare visioner for det gamle socialdemokrati i en ny tid. Imens lurer fløjkrigen lige under overfladen
Efter Mona Sahlins afgang står det klart, at der ikke findes en oplagt kandidat til den vanskelige opgave at samle Sveriges socialdemokrater og samtidig formulere klare visioner for det gamle socialdemokrati i en ny tid. Imens lurer fløjkrigen lige under overfladen
16. november 2010

»Det ville være nemmere med en gennemgang under overskriften: 'Derfor er de ikke gode kandidater'«.

Sådan indledte Svenska Dagbladet i går den artikel, som ledsagede listen af navne med mulige kandidater til formandsposten i Socialdemokratiet, der har svirret i medierne, siden det stod klart, at Mona Sahlin slipper roret efter et katastrofevalg og massivt internt pres.

At det er yderst vanskeligt at se en oplagt kandidat, medgiver lektor i svensk politik på Stockholms Universitet, Jenny Madestam.

»Socialdemokraterne befinder sig i en meget alvorlig situation, og der kommer til at være et stort ledelsesvakuum, før det står klart, hvem der bliver arvtager,« siger Madestam.

Han mener, at der er et usædvanligt stort underskud af oplagte kandidater.

»Mellem de navne, der cirkulerer i medierne, er der da helt sikkert fine folk, bl.a. også i Riksdagsgruppen, men ingen af dem har alt det, som efterspørges, nemlig reel nytænkning og evne til at brænde igennem med det,« siger Jenny Madestam, der mener, at socialdemokraterne bliver nødt til at bryde med sin lange tradition for at rekruttere i Riksdagen. Det farligste, partiet kan gøre, er ifølge Madestam at undervurdere omfanget af vælgernes utilfredshed med partiets hidtidige line.

»De skal bestemt ikke vælge en, der er for tæt associeret med Mona Sahlin,« understreger hun.

Fløjkrig

Der går ikke længe, før vi ved, hvem der har mod og mave til at kaste sig ind i kampen. Allerede om 10 dage skal kandidaterne have meldt sig, og hvem, der bliver leder af de svenske socialdemokrater, afgøres ved direkte afstemning på den ekstraordinære kongres til marts. Og tiden indtil da kan meget nemt blive præget af blodige opgør, forudser den danske histo- riker og Sverige-kender Lars Hovbakke Sørensen. Der er nemlig grundlæggende spørgsmål, der skal besvares, og store forskelle de potentielle kandidater imellem.

»De skal finde den kandidat, der kan tegne et nyt socialdemokratisk projekt. Det skal alle de europæiske socialdemokratier, men når krisen er en tand værre i Sverige, er det fordi de svenske socialdemokrater faktisk har sejret sig endnu mere ad helvede til, end det er tilfældet i f.eks. Danmark,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Socialdemokraterne har nemlig siddet så længe på magten, at velfærdsprojektet - i Sverige under navnet Folkhemmet - blev fuldført, vurderer Lars Hovbakke Sørensen. Han forudser, at vi i den næste tid bliver vidne til en kamp mellem to markant forskellige bud på, hvilken kurs, der vil få partiet ud af krisen.

»På den ene side vil højrefløjens kandidater kræve, at man permanent frigør sig fra Venstrepartiet og argumenterer for, at partiet har brug for en leder, der trækker det i en økonomisk mere liberal retning. På den anden side en venstrefløj, der vil hævde, at arbejdet med at udvikle velfærdsstaten og omfordele stadig er Socialdemokratiets primære opgave,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Han forudser dog ikke, at formandskampen vil afsløre en ny svensk interesse for at diskutere temaer som islam og forholdet til omverdenen.

»I den forstand er det ikke Danmark. Det er stadig de velfærdspolitiske og fordelingspolitiske spørgsmål, der deler vandene.«

Højre og venstre

Også ifølge Jenny Madestam er en åben fløjkrig sandsynlig.

»Der er ingen, der ønsker det, fordi det oplagt kun vil gøre tingene værre, men de er bare ikke vant til at stå i en så katastrofal situation, så der er bestemt en risiko,« vurderer hun.

Ikke mindst forholdet til samarbejdspartnerne kan splitte paritet, mener histo-riker ved Roskilde Universitet Claus Bryld - særligt det tætte parløb med Venstrepartiet.

»I modsætning til det danske tilfælde har Venstrepartiet jo stadig en række socialistiske paroler og er ikke - som det er tilfældet med SF - de facto smeltet sammen med Socialdemokratiet,« siger Claus Bryld, der ikke mener, at det svenske Socialdemokrati har taget de samme grundlæggende magtkampe som det danske.

»Der er jo en højrefløj og venstrefløj, ligesom der var herhjemme før Helle Thorning-Schmidt. Formanden skal jo helst befinde sig et sted i midten,« siger Claus Bryld.

Og kvinderne?

Mona Sahlin var den første kvindelige leder af de svenske socialdemokrater, men da partiet på tragisk vis mistede det unge talent Anna Lindh, der blev dræbt i 2003, og den anden kvindelige topfigur, Margot Wallström, hidtil har afvist at stille op, er det svært at se en tilstrækkelig stærk kvindelig kandidat. Det ærgrer Ritt Bjerregaard, der har fulgt Mona Sahlins vej til toppen.

»Jeg var faktisk meget overrasket, da hun valgte at trække sig,« siger Ritt Bjerregaard, der godt kunne ønske for den socialdemokratiske bevægelse i Europa, at Sverige på ny forsøger at føre en kvinde til regeringsmagten.

»At der kun har været Gro Harlem Bruntland i Norge, er jo faktisk lidt forstemmende,« siger Ritt Bjerregaard.

Jenny Madestam medgiver, at det er svært at få øje på en oplagt kvindelig kandidat. Men det er som sådan ikke nyt. Der har altid været mange kvinder i partiet, men kun få i toppen.

»Og kønsfordeling er nok ikke den største bekymring, man har lige nu,« siger hun.

To ledere?

Det er altså noget af en lang og på flere områder selvmodsigende liste af forventninger til en ny leder: Personen skal være et frisk pust, men samtidig være erfaren og indkørt i organisationen. Ideerne skal være nye og tidssvarende, men må ikke skræmme de gamle vælgere væk. Samarbejdet skal være bredt, men profilen markant i forhold til de borgerlige partier. Jenny Madestam mener derfor, at der kan være god ræson i at tænke i en dobbelt ledelsesstruktur.

»Det kunne være en løsning at have en partileder med en stærk profil ved sin side, hvor den ene kunne repræsentere erfaringen og kendskabet til partiet, og den anden kunne agere udadtil,« mener Jenny Madestam.

Uanset hvem, der melder sig som villige kandidater, mener Claus Bryld, at det er et yderst vanskelig tidspunkt at skulle vælge ny leder.

»Alle holder vejret i øjeblikket, blandt andet fordi man er bange for en ny økonomisk krise. På en måde kan man godt forstå, at det er svært at udvikle en ny ideologi. Men det er jo helt nødvendigt, hvis de ikke skal forstene i gamle velfærdsparoler i en globaliseret tid, der kræver nye svar.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

thomas elbæk-jørgensen

I realiteten er det en historisk begivenhed, at en S-partileder i Sverige trækker sig fra posten uden på noget tidspunkt at have siddet som statsminister.

Man skal ikke underkende at partiet fortsat har meget dygtige kræfter. Men Mona Sahlins hold af midaldrende m/k´er med (typisk) ikke alt for tungtvejende ministerporteføljer i deres bagage fra Perssons tid må anses for ret forbrugt - herunder Östros, der fik hård kritik allerede under valgkampen.

Det ubehagelige valg, partiet står i nu, kan vel koges ned til:
- skal man tage en person, der måske kan vinde næste valg (f. eks. Damberg, der pt nægter at svare på om han stiller op), og så tage et længere slagsmål om linien under en uprøvet leder
- eller skal man tage en midaldrende overgangsfigur (Österberg) hvis hovedopgave bliver at skabe et nyt lederhold af unge talenter, men som ikke vil stå som nogen hård trussel mod Reinfeldt.

Tak for meget fin perspektivering af Sossernes udfordringer i vores naboland.
Socialdemokraties magtstilling i Sverige har været unik globalt set ---- ikke mindst fordi man har haft ledere af uhørte dimensioner, men det er en udøende race politisk --- tværs overhele det politiske spektrum.

Thomas Bodström ligner for nærværende det bedste (lederskikkelse, der kan samle partiet og vinde nogle valg) bud, hvis han selv vil !