Læsetid: 2 min.

Tidligere top-SF'er melder sig ud

Med SF’s støtte til et pointsystem er grænsen nået for tidligere næstformand, Trine Bendix Knudsen, der vemodigt melder sig ud af partiet efter 13 år
23. november 2010

SF har i de seneste uger vinket farvel til en række medlemmer i kølvandet på udlændingekrisen. Nu mister de også Trine Bendix Knudsen, der var partiets næstformand for fem år siden.

»Det skyldes stramningerne af indvandrerpolitikken. Pointsystemet var den udslagsgivende dråbe i forhold til en retning, jeg ikke er politisk enig i,« fortæller Trine Bendix Knudsen, der har været medlem af SF i 17 år.

– Men debatten endte vel med, at SF fik et lempeligt og dermed spiseligt pointsystem?

»Det undrer mig, at pointsystemet pludselig er blevet så spiseligt for alle. Det vidner om en usund debatkultur i partiet og en topstyring, som jeg ikke er enig i. Jeg har begrundet min udmeldelse med både det politiske og organisatoriske. Vi er gået for meget på kompromis med vores humanistiske værdigrundlag.«

– Hvorfor ikke blive og forsøge at lave det om?

»Jeg overvejede at være mere aktiv i forhold til at lave tingene om, og det, syntes jeg også, ville være et bedre valg. Men det kræver enorm meget energi at kaste sig ud i et projekt om at lave hele linjen om. Så det har jeg simpelthen opgivet.«

– Ja, for udmeldelse er vel det samme, som det er at give op?

»Ja. Jeg har altid ment, man skal være medlem af et parti for at deltage i det her demokrati. Samtidig er jeg også nødt til at kunne stå inde for partiets grundlæggende værdier. Der har været mange kameler, som skulle sluges i de senere år og især udlændingeområdet, opfatter jeg som hjerteblod for venstrefløjen.«

Intet alternativ

Selvom det i praksis er let at melde sig ud af SF, er det alligevel ikke en helt let beslutning at træffe, forklarer Trine Bendix Knudsen.

»Det er en lang proces at beslutte sig for det, og jeg ville hellere være blevet og have taget diskussionen. Det er et parti, som jeg og mange andre har lagt rigtig mange arbejdstimer og forhåbninger i, og hvor vi har vores venner.«

– Hvis du skulle give et råd til de resterende kritiske SF’ere, hvad ville det så være?

»De skal fortsætte den interne debat, hvor de kan, og så skal de finde hinanden. Det gælder om at opdyrke et miljø at diskutere i. Men de skal blive og forsøge at påvirke linjen.«

– Men ofte er det som om, at kritikken alligevel forstummer i SF?

»Det er svært at være uenig i en succes, og ingen vil ødelægge det for partiet. Det er et reelt dilemma at være uenig, fordi vi hellere vil have SF’s politik end DF’s. Derfor må man hele tiden gøre op med sig selv, hvor langt man kan gå. Partiledelsen går efter at få regeringsmagten, og så er det et individuelt spørgsmål, hvor langt man selv kan være med og se sig selv i øjnene.«

mang@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu