Baggrund
Læsetid: 5 min.

Humøret bedre, virkeligheden uændret efter COP16

Det bliver stadig svært at komme videre med klimaforhandlinger, trods (næsten) enighed om tekst fra Cancún-mødet
Medlemmer af Greenpeace under en aktion på stranden i Cancún. Inden for på de bonede gulve lykkedes det for det mexicanske formandsskab at få en aftale i hus. Men aftalen er utilstrækkelig, hvis den globale temperaturstigning skal holdes under to grader, påpeger flere

Medlemmer af Greenpeace under en aktion på stranden i Cancún. Inden for på de bonede gulve lykkedes det for det mexicanske formandsskab at få en aftale i hus. Men aftalen er utilstrækkelig, hvis den globale temperaturstigning skal holdes under to grader, påpeger flere

Ronaldo Schemidt

Indland
13. december 2010

CANCÚN - Man kan mene, hvad man vil, om den bolivianske præsident Evo Morales' teatralske, revolutionsromantiske fremtræden på sidste uges klimamøde i Cancún, Mexico, men Bolivia havde ret: Den aftale, der blev godkendt af udmattede COP16-forhandlere i de tidlige morgentimer lørdag, er utilstrækkelig.

»Vi kan ikke acceptere en tekst, der indebærer fire graders global temperaturstigning,« sagde en vred boliviansk FN-ambassadør, Pablo Solon, da han som den første tog ordet fredag aften under COP16's næstsidste plenumrunde.

Solon strittede imod aftalen til det sidste, men blev trods FN's konsensusprincip fejet af banen, da Mexicos udenrigsminister og COP-formand Patricia Espinosa på en bølge af opbakning fra de øvrige lande i salen erklærede Cancún-teksten vedtaget.

Aftalen, der måske mest af alt blev en triumf for det mexicanske formandskabs evne til at etablere en tillidsskabende åbenhed i processen, er allerbedst karakteriseret af BBC's miljøkorrespondent i Cancún, Richard Black:

»Hvis København var Grand Danois'en, der peb, har Cancún være chihuahua'en, der brølede.«

Forventningerne til COP15 i København var tårnhøje, og derfor blev nedturen efter det magre resultat så dyb. Forventningerne til COP16 her i Cancún var nærmest ikke-eksisterende, og derfor var lettelsen blandt de delegerede enorm og fristelsen til at tale om succes forståelig. COP16 stod indtil fredag middag i overhængende fare for at blive FN-multilateralismens skibbrud, og afværgelsen af dét er med til at forklare, at Patricia Espinosa og hendes folk modtog flere runder af minutlange, stående ovationer fra 193 landes delegerede mod mødets slutning. Også mange af de internationale ngo'er er overvejende positive i deres kommentarer

I FN-virkeligheden er resultatet stort. I den virkelighed, hvor klimaet er truet, er det magert. Dette »var ikke nok til at redde klimaet, men det har genskabt troværdigheden af FN som et forum, hvor der kan gøres fremskridt,« siger Alden Meyer, klimapolitisk chef ved Union of Concerned Scientists.

»En livline, som vil holde forhandlingerne kørende frem mod næste års klimatopmøde i Sydafrika,« siger Mattias Söderberg, klimamedarbejder hos Folkekirkens Nødhjælp.

Bedre med sammenbrud

Vedtagelsen afspejler nok mexicanernes evne til at skabe tillid ved konsekvent at køre med åbne møder, hvor alle lande kunne deltage. Men den afspejler mindst lige så meget, at ingen lande - bortset fra Bolivia - når det kom til stykket ville fremstå i verdensoffentligheden som det, der endnu engang kørte FN-processen af sporet og denne gang definitivt.

I opløbet til COP15 i København sagde daværende klima- og energiminister Connie Hedegaard, at der måtte opbygges et sådant pres, at prisen for at sige nej til en aftale blev ubærlig for noget land. Nej blev der alligevel i høj grad sagt - med det ironiske resultat, at prisen for at sige nej for anden gang her i Cancún blev så høj, at de stridende parter i sidste ende kompromissede og sagde ja til COP16-teksten. I den forstand er COP15-fiaskoen moderen til COP16-fremgangen.

Spørgsmålet er imidlertid, om COP16-fremgangen er stor nok til også at blive moder til en global, juridisk forpligtende klima-aftale på COP17 i Sydafrika i december 2011?

Intet sted i teksten fra Cancún står der, at målet er en sådan bindende aftale om et år. Nuværende EU-klimakommissær Connie Hedegaard, der arbejdede aktivt for kompromisset i Cancún, taler om et »succesfuldt resultat«, men siger også:

»De to uger i Cancún har igen demonstreret, hvor langsom og vanskelig processen er. Enhver bør være sig bevidst, at vi stadig har en lang og udfordrende rejse foran os for at nå målet om en juridisk bindende global klima-aftale.«

Jørgen Henningsen, der som daværende direktør i EU's miljødirektorat var med til at forhandle Kyoto-protokollen på plads i 1997, er sikker på, det mål ikke vil blive nået.

»Det nuværende spor er en fortsættelse ud ad en blindgyde, så længe amerikanerne står udenfor,« siger han til Ritzau og bemærker, at et sammenbrud i Cancún havde været bedre end en fortsat proces, der efter hans mening er udsigtsløs og illusionsskabende.

Grundkonflikterne

Trods positiv stemning ved COP16's afslutning og konkrete fremskridt i teksten såsom vedtagelsen af en Grøn Klimafond er det vanskeligt at se, hvordan der skal kunne banes vej for de gennembrud, en globalt bindende aftale forudsætter. Den ene hovedkonflikt i forhandlingerne er Kyoto-protokollens fortsættelse efter udløbet i 2012. Dét er et ultimativt krav fra bl.a. BASIC-landene Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien, men både Japan og Rusland nægter at påtage sig nye CO2-reduktionsforpligtelser under Kyoto, hvis ikke USA og Kina med tilsammen 40 pct. af de globale udledninger tilsvarende forpligter sig.

»Vi flytter os ikke. Det er et faktum. Mange har næret den illusion, at Japan måske ændrede holdning. Desværre, det gør vi ikke. Sandsynligheden for det er nul,« sagde en af de japanske ambassadører til The Guardian, mens der endnu forhandledes, og der er intet i den vedtagne tekst, der markerer, at man har flyttet sig.

»Rusland vil ikke deltage i en anden forpligtelsesperiode for Kyoto-protokollen. Rusland har gentagne gange sagt, også på højeste politiske niveau, at det hverken vil være videnskabeligt, økonomisk eller politisk effektivt at påtage sig forpligtelser for en anden forpligtelsesperiode,« sagde tilsvarende Ruslands klimaforhandler Alexander Berditsky.

Japan og Rusland vil altså have bl.a. USA til at forpligte sig juridisk på skrappere CO2-mål, og det samme vil Kina og de øvrige BASIC-lande. Omvendt vil USA have Kina til at forpligte sig internationalt samt acceptere international overvågning af, om man lever op til sådanne forpligtelser.

Europæiske forhandlere siger, at Kina tilsyneladende bevægede sig på det sidste punkt under drøftelserne, men i Cancún-teksten skyldes spørgsmålet om international kontrol til hjørne via beslutning om 'arbejdsprogrammer' til nærmere granskning af sagen.

Den afgørende barriere er USA's svage CO2-reduktionsmål og den manglende evne til at skærpe dem. Ingen kan tilsyneladende se, hvordan Barack Obama med den nuværende kongres skulle kunne få accept af skrappere mål i indeværende præsidentperiode, der løber frem til udgangen af 2012.

Ingen - ud over måske bolivianerne - vil bestride, at COP16 her i Cancún sluttede i et helt anderledes optimistisk toneleje end COP15. Aktørerne føler, de er tilbage på sporet. Spørgsmålet er, hvor meget af optimismen, der har rod i faktiske fremskridt på de centrale områder, og hvor meget der er psykologi hos forhandlere, ngo'er og andre på randen af nervøst sammenbrud og depression, indtil Patricia Espinosa formåede at vende stemningen.

Og spørgsmålet er, om - og hvordan - den bedre stemning kan bruges til at tackle de konflikter, der blev sprogligt usynliggjort i Cancún-teksten?

Serie

Hvem kæmper nu for klimaet?

Seneste artikler

  • Staten kan næppe leve op til egne krav om energibesparelser

    15. december 2010
    Energislugende statslige myndigheder når næppe at opfylde lovkravet om 10 procents energibesparelser næste år, vurderer eksperter. Ministerierne er fortsat overbevist om, at de når det
  • Vi må selv fortsætte, hvor FN slap

    14. december 2010
    Efter COP16 står det lysende klart, at FN ikke kan sikre de nødvendige globale CO2-reduktioner inden 2020. Alt peger på, at det er os selv – som forbrugere og borgere – der er klimaets største chance
  • Retfærdighed for ø-stater kan drukne i COP16-slagsmålet

    11. december 2010
    Mens de rige landes økonomi vokser, gør klimaændringerne de sårbare ø-stater fattigere. I Cancún appelerer de om en erstatnings- og forsikringsordning efter 'forureneren betaler'-princippet. De står i fare for at blive overhørt
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Erik Blumensaat

Frelsenhærs show ,, Den største illusion på Jorden ,, illu´derede fint at de er der for deres egen frelses skyld, guld i banken og penisen under frakken.

Viva Bolivia!

Søren Kristensen

Det er ikke ualmindeligt at humøret følger vejret.

Jacob Sigurdsen

Målet er i sig selv spiseligt hvis det ikke var gjort til en verdens omspændene cirkus til enorne ressourser der i virkeligheden ikke vel få det omtalte effekt da den globale opvarmning har været igang længe.

Før det store industrielle nationer tager sig sammen til videre udvikling af grøn energi, så må man regnemed et ekstrem udvikling af global opvarmning, hvis klodens is og iskapper smelter som på nuværende niveau eller højere, da ferskvand ikke kan absorbere CO2 som saltvandet der i sagens natur ligger nederst. Omvendt vil koldere steder opleve ekstrem kulde da ferskvand bliver hurtig koldere i forhold til saltvand der flyder nederst.

Også er der jo som bekendt allerede eksisterende forhold i mange lande i form af oversvømmelser, tørke, sult, kolera, mangel af ren vand, mangel af opbygning af infrastruktur o.s.v.

Folk sulter og dør hverdag rundt omkring som direkte kan sættes i.f.b. til global opvarmning mens klimatopmøde tosserne vil vente med hjælp til det næste årti.

Derudover har jorden og solsystemet egen korte som lange cyklus uanset hvad som klimatopmøde tosserne ikke har været istand til at kalkullere med i mangel på viden på trods den eksisterende forksning og viden herom.