Læsetid: 5 min.

En hyggelig aften der bare skal overstås

Der er ikke plads til meget julestemning på seks kvadratmeter. Faktisk forsøger de indsatte i Aabenraa Arrest også at skubbe juleaften lidt væk. Men når anden er spist og døren bliver låst, dukker børnene og kæresten alligevel op i hovederne på Michael og Mike
Bandidos-præsidenten Michael forsøger at holde sine børn og kæreste på afstand, når han sidder inde. I julemåneden forsøger han ikke at komme i julestemning. 'Det er jo bare at ødelægge sig selv mere. Man er nødt til at passe på sig selv,' siger Michael.

Bandidos-præsidenten Michael forsøger at holde sine børn og kæreste på afstand, når han sidder inde. I julemåneden forsøger han ikke at komme i julestemning. 'Det er jo bare at ødelægge sig selv mere. Man er nødt til at passe på sig selv,' siger Michael.

Lene Esthave

27. december 2010

»Det havde sgu været sjovere med en million.«

Den sidste låge er lige blevet skrabet i julekalenderen, men heller ikke i år er 40-årige Michael heldig. Et juletræ skilte ham fra at vinde hovedpræmien. Han sætter sig på sin seng igen, støtter sine tatoverede arme og hænder på Burberry-sengetøjet og kigger op på billederne af sin kæreste og sin store Harley. Ud over skrabejulekalenderen er det eneste, der indikerer, at det er juleaftensdag, et par kravlenisser - med fodlænker om benene. Michael, der er Bandidos-præsident med egen afdeling, 'chapter', i Kolding, har siddet i Aabenraa Arrest i nogle måneder. Og det er ikke hans første juleaften bag tremmer.

Han har prøvet det før, og det er faktisk ikke så slemt i år, fortæller han. Arresthuset har ekstraordinært tilladt åbne celledøre i dag. De indsatte har endda dannet grupper, så nogle laver mad, mens andre pynter op. Men klokken 21.15 er den kontrollerede frihed forbi, og så er de overladt til sig selv og billeder af dem derhjemme.

»Og så skal jeg bare læne mig tilbage og tænke. Man skal virkelig prøve at holde sine børn og kæreste på afstand. Her i julemåneden render jeg sgu heller ikke og forsøger at komme i julestemning. Det er jo bare at ødelægge sig selv mere. Man er nødt til at passe på sig selv. Det er der sgu ikke andre, der gør for dig,« fortæller Michael, der har to børn.

Far er på kursus

På etagen under sidder en 24-årig mand med en nissehue strittende lige op mod det høje, grå betonloft. Lige nu er hans tanker hverken på den and, de indsatte skal have senere, eller på det nye år, hvor han regner med igen at være på den lyse side af tremmerne. Mike kigger direkte ind i oplagstavlen, hvor billeder af to af hans tre grinende børn hænger. Begge var at besøge ham i går, selv om de ikke ved, at far er i fængsel. Han er på kursus, fortæller han dem.

»I går, da de gik, græd de meget og sagde, jeg skulle tage med hjem. Det var så hårdt, at jeg næsten fældede en tåre. Men man bliver nødt til at sige til dem, at far ikke kan komme med hjem nu. Det rammer en psykisk meget hårdt. Man bliver nødt til at tænke på noget andet for at dagen skal gå. Så snart du begynder at tænke på dine børn, kan de andre se det på dit ansigt,« siger Mike.

Udenfor hans dør står et juletræ, som blandt andre Michael har været med til at pynte. På hver dør hen ad gangen sidder et lille hjerte, som Søren, der bor længere nede, har lavet. Han er i øvrigt ved at være godt utålmodig, fordi præsten, der skal holde julegudstjeneste her i arresten, ikke er kommet endnu.

»Hvornår kommer han?« spørger Søren en fængselsbetjent.

»Jeg tror, han kommer om en times tid,« svarer han.

»Det er fint, vi er her hele dagen,« råber Søren tilbage.

Gud og piger

En times ventetid ud af uendeligt mange, overlever de nok. Men så kommer præsten Jens Kvist også endelig sammen med 15 korpiger. De fleste indsatte har allerede hevet deres stol ud af cellen og taget den med ned i bunden af arresthuset, hvor gudstjenesten skal foregå. Selv husets tre muslimer møder op til bemærkningen fra en indsat: »Hvad fanden, er I blevet kristne?«

Det afviser de, mens der bliver grinet. Henne blandt korpigerne dukker der pludselig et par udstrakte, muskuløse, overtatoverede arme frem med en stol for enden. Michael når det lige, inden præsten og flokken af piger begynder på »Det kimer nu til julefest«. Mike sidder nede bagved sammen med et par andre mænd. I deres hænder har de godt nok de udleverede sange, de skal igennem, men det er det lille hæfte med drengerøvsmagasinet M!s forsidebabes, de har rettet opmærksomheden mod. Faktisk ligner en af korpigerne hende på side 22, bliver de enige om. Jo længere hen i sangen, de kommer, jo mere stille bliver de indsatte. Kun et par enkelte synger med. Michael gør ikke. Han sidder for sig selv med korslagte arme og kigger uforstyrret frem imod præsten og koret. Han understreger, det handler om at skubbe tanker om familien væk.

»Du er nødt til bare at lukke af. Der er sgu ikke andet at gøre. Og det er på dage som juleaften, man skal gøre det. Det går jo sådan hér,« fortæller han og tegner bølger med hænderne.

»Man har dage, hvor det er noget rigtigt lort. Der skal man bare lukke sig inde. Ellers går det ud over alle mulige andre. Det er der ingen grund til,« mener Michael.

Han går ud på gangen, hvor tre andre af de unge indsatte står og snakker, om fængselsbetjentene nok sidder og overvejer, at der også skal være åbne celledøre nytårsaften. Det bliver der, fordi stemningen er god i dag, håber de.

Timer der skal overstås

I modsætning til Michael øverst oppe i arresthuset, erkender Mike nedenunder, at han tilhører den gruppe af indsatte, som sagtens kan have det ekstra svært i dag. Han har taget nissehuen af og stillet den ved siden af sin seng. Herinde er der ikke en eneste kravlenisse, men kun billeder af kæresten, børnene og en enkelt letpåklædt dame. Efter julemiddagen i aften skal han sidde her igen. For selvom han hele dagen forsøger at fortrænge sin familie, dukker de alligevel op i hans tanker. Det er et par timer, der bare skal overstås, så det kan blive den 25.

»Så kommer jeg til at tænke meget på børnene. Gad vide, om de har haft en god jul? Mon de har hygget sig? Så kommer det hele frem, for så sidder jeg og tænker og kigger ind i fjernsynet. Jeg sidder og kigger på børnene og spørger mig selv, om de mon har haft det sjovt i dag. Gad vide, om de har savnet deres far?«.

Mike fortæller, at han prøver ikke at vise sine følelser ude på gangene: »Men når jeg sidder her inde på min pind, så tænker jeg meget. Og skriver breve til dem. Det gør jeg tit.«

Efter gudstjenesten går præsten og arrestforvareren Ralph Jessen rundt og deler julekort og gaveposer ud. En ordning, der for lang tid siden kom i stand, fordi Jens Kvist bemærkede, at en af de indsatte skrev julekort til sig selv. For så fik han da ét kort. Inde hos Mike kan det passende stå ved siden af den årskalender for 2010, som han har stående. Her bliver der krydset af, hver gang han har tilbagelagt en dag i arresthuset. Og krydserne i decembermåned er bestemt ikke mindre end de andre. Men det er en god dag i dag. Eller det er i hvert fald en bedre dag end så mange andre i Aabenraa Arrest.

»For vi bliver behandlet som mennesker her juleaften,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu