Læsetid: 2 min.

Justistsministeren udvander offentlighedslov

Sammenlignet med Offentlighedskommissionens anbefalinger har justitsminister Lars Barfoed udvandet borgernes rettigheder i regeringens forslag til ny offentlighedslov
15. december 2010

Som medlem af Offentlighedskommissionen lagde mediejuristen Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole arm med ministeriernes embedsmænd i syv år. Så blev de så godt som enige om et forslag til en ny offentlighedslov.

Alligevel har justitsminister Lars Barfoed (K) i regeringens netop fremlagte forslag til en ny offentlighedslov udvandet en række bestemmelser om borgernes rettigheder, som kommissionen ellers var blevet enige om.

Barfoeds ændringer trækker alle i samme retning, nemlig en udvanding og svækkelse af borgernes rettigheder, mener Oluf Jørgensen. Han har skrevet sine kritikpunkter i et notat til Retsudvalget, som i dag skal til teknisk gennemgang af L 90 i Justitsministeriet.

»Barfoeds forslag rummer en række specifikke bestemmelser, der klart svækker offentlighedskommissionens udkast til lov,« vurderer Oluf Jørgensen.

L 90 rummer som en nyskabelse en pligt for alle myndigheder til at journalisere de dokumenter, der indgår i en sag. Men når det drejer sig om en myndigheds egne interne dokumenter, foreslår Barfoed, at pligten kun gælder, hvis dokumenterne foreligger »i endelig form«.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak til Information og Ulrik Dahlin for at følge sagen. Udover jer er det vist kun P1 s Orientering, der fortløbende har fulgt og behandlet offentlighedsloven.
Personligt er jeg forbavset over at OVK med Lars Barfoed i spidsen er parate til at indføre mørklægning som høre til Enevældens tid. Hvordan passer det til, at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes og alle der kritiserer regeringen og DF politiserer. Seneste eksempel er DF og nu også Venstres ønske om at stække Menneskeretsinstitutionen, så de kun må forske og IKKE blande sig i den offentlige debat (Kilde P1 –morgen) Venstres unge integrationsordfører mener at Menneskeretsinstitutionen gik langt over stregen, da de filmede børns reaktion over for farvede og lyse dukker. Jamen en sådan undersøgelse blev jo først lavet i USA.

Det er godt at Oluf Jørgensen peger på nogle flere punkter hvor denne lov er en stramning i forhold til den forrige.

Men jeg synes stadig at han med sin 1-år gamle udmelding om at "Undtagelse til ministerbetjening er velbegrundet" (se http://www.information.dk/216933 ) har lidt af et forklaringsproblem. Han støttede op om minsterbetjeningsparagraffen, og understøttede det ved at pege på nogle konkrete sager, som ikke ville have været berørt af paragraf §24 i lovforslaget, fint nok. Han skrev blandt andet: "Samme hensyn ligger bag Offentlighedskommissionens forslag om at udvide undtagelsen med ministerbetjening på tværs af ‘Slotsholmens’ myndigheder. Det skal være sådan, at en ansat i et ministerium, der har fået en sag på sit bord, roligt kan en stribe mail rundt til kolleger i andre ministerier og styrelser for at få gode idéer. Forslaget om undtagelse for ministerbetjening er efter min mening velbegrundet. "

Men i en artikel året efter i Journalisten påpeger han pludselig nogle andre sager hvor denne paragraf netop ville have forhindret journalisters adgang (se http://journalisten.dk/morklaegning), uden at han forholder sig til sin tidligere uforbeholdne støtte til forslaget. Det er da godt at se at selv en mediejurist kan blive klogere, men han burde også klart melde dette ud.

I det hele taget må man sige at medlemmerne af lovkommissionen alle sidder med et forklaringsproblem. Hvordan kunne de tillade §24, og hvordan kan de lægge ryg til at være ministerens alibi for stramninger, "En enig kommission står bag forslaget." (se http://www.information.dk/253792). Hvordan lød betingelserne for den studehandel, der gjorde at de var villige til at acceptere sådan en tilsyneladende grundløs stramning (se Folketingets ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansens udtalelse om at grundlaget for ministerbetjeningsstramningen, at strømline ministerarbejdet og forhindre unødige forsinkelser, ikke er baseret på en "dokumenteret erfaringsbaseret virkelighed": "Det er ikke en direkte for kommissionens medlemmer dokumenteret erfaringsbaseret virkelighed" i "Hvidbogen om Ministerbetjening", s. 20 - kan læses her: http://ministerbetjening.dk/docs/Ministerbetjening_okt_2010.pdf).

At det har taget 8 år at komme frem til sådan en ekstrem tvivlsom lov, med et par forbedringer i forhold til den forrige, men til gengæld på bekostning af et væld af alvorlige indskrænkninger for offentlighedens indsigt i det offentliges arbejde, og det med velvillig hjlælp fra repræsentanter fra alle mediernes grene, er for mig at se fuldstændig absurd, men desværre nok et godt eksempel på hvordan dagens samfund er skruet sammen.

Tak for artiklen Information.

Men det ér ikke alene fra udvalgte medlemmer af Offentligheds-kommisionen direkte, at forslaget til ændring af Offentlighedsloven fra Justitsministerens side, er blevet problematiseret. Selvom det faktisk er slemt nok.

Der har i Information længe været en parathed til debat, som Justitsministeriet og ministeren har fravalgt at forholde sig til eller kommentere. Formentligt fordi debatten overvejende har været endog særdeles kritisk med anliggendet, og man derfor har ventet til fremsættelsen af forslaget for at forkorte debatten til fordel for forslaget. Altså ministerielt spin, som yderligere risikerer at bære ved til bålet. Det er jo den demokratiske værdimasse, som er sat i spil med forslaget.

Offentligheds-kommisionen har været længe undervejs og man kan ikke med nogen rimelighed hævde, som ministeren forsøger, at offentligheden selv ikke har insisteret på debatten. Kritikken af det fremlagte lovforslag L 90 er ikke først og fremmest rundet af enkelte medlemmer i Kommisionen; den er blevet til i relationen imellem medierne (som Information, Politiken) og så offentligheden selv, altså dig og mig, som i den særdeles nærværende debat har haft svære problemer med at få øje på det demokratiske fremskridt med L 90.

At Justitsministeren har bygget om på Kommisions-forslaget fortjener naturligvis opmærksomhed, og tyder på et rent ideologisk indslag i forslagets nuværende logik. Der lægger op til, at ministeren har fået sit problem med offentligheden, netop fordi, der af ringe forklarede årsager, lægges op til mere hemmelighed og mindre åbenhed, når forslagets regnestykke gøres endeligt op.

Det betyder mere eksklusivitet for administrationen (altså for de gældende magt-relationers vedkommende) og ringere mulighed for en fornuftig kontrol med magtudøvelsen fra offentligt hold. Og dermed en omlæggelse af offentlighed-begrebet fra en position placeret i befolkningens indsigt med magtens forhold til et rent myndigheds-princip. Anliggendet er enkelt: hvem bestemmer, hvad der er i offentlighedens interesse?

Det nuværende forslag lægger op til, at bestemmelsen bør ligge hos den administration, som udøver magten og repræsenterer det statslige voldsmonopol på vilkår af lovgivning. Debatten har imidlertid vist, at befolkningen er lodret uenig i synspunktet. Og at forslaget diskvalificerer offentligheden og dens repræsentanter, ikke mindst medierne. Og heri ligger der et demokratisk problem, som drejer sig om, hvorvidt administrationen ønskes trådt i stedet for offentligheden, når processerne bagved administrationens virksomhed vurderes for sin overensstemmelse med offentlighedens optikker.

Der er med andre ord en omlægning af såvel magt-forholdene som offentlighedens muligheder for en fornuftig efterfølgende revision på spil. Hvorfor skulle der ikke i et moderne demokrati, som ønsker en udvikling af sin værdimasse stemt af med magtudøvelsen, være et naturligt ønske om transparens?

L 90 lægger i sin nuværende form op til en begrænsning af gennemsigtigheden og dermed en øget distancering af offentligheden. Og det forekommer næsten som en selvfølgelighed, at der stilles spørgsmål til dels rimeligheden, dels fornuften af dén prægning af det danske demokrati.

Man har, rent ud sagt, problemer med relevansen i forslaget. Så hvorfor ikke fjerne begrænsningerne og øge transparensen? Vi herude i offentligheden forstår simpelthen ikke, hvorfor de borgerlige politikere ikke begriber, at hemmelighed ikke øger tilliden til, hvad der aftales indenfor i administrationen, men vi forstår på den anden side at det er nødvendigt med kontrol for at tøjle den ideologiske ivrighedhed. På et sundt erfarings-mæssigt grundlag.

Kritikken har længe været massiv, men ministeren har valgt at fremlægge L 90 i uredigeret form. Og dermed har ministeren ignoreret såvel kritikken som debatten i offentligheden. Det kan kun danne basis for fortsat undren...

Med venlig hilsen