Læsetid: 3 min.

Kommuner betaler selv for Støjbergs 'kompensation'

Som at fodre hunden med dens egen hale, siger V-borgmester om Inger Støjbergs 'kompensation' for nye aktiveringsregler. Otte ud af 27 kommuner, der får kompensation, er værre stillet end før. Kommunerne betaler nemlig selv
Indland
18. december 2010

Esbjerg Kommune ville egentlig kun have tabt 10,8 millioner kroner på den nye aktiveringslov.

Men på grund af beskæftigelsesminister Inger Støjbergs (V) særlige 'kompensationsordning' står Esbjerg til at tabe 15,7 millioner kr. næste år. Forvirret? Det er kommunerne også.

»Vi troede ikke på det. Det virker jo helt absurd,« siger beskæftigelsesrådmand Mai-Britt Iversen (S) fra Aalborg Kommune, der har nærlæst lovbestemmelserne og fundet ud af, at kommunerne selv skal betale for ministerens kompensation. Selv får Aalborg Kommune 11,2 millioner kroner i kompensation, men betaler 12,2 millioner kroner til den samme ordning.

Dermed ville Aalborg ligesom Esbjerg og seks andre kommuner have været bedre tjent med, at der slet ikke var nogen kompensation.

Lovsjusk

»Det er lovsjusk, der ligger til grund for det hele,« siger Mai-Britt Iversen (S) og henviser til, at lovforslaget er blevet hastet igennem Folketinget på en måned.

I går blev loven endelig vedtaget i Folketinget, men Inger Støjberg afviser, at det er gået for hurtigt. Hun mener ikke, man kan se isoleret på den her kompensationsordning mellem kommunerne.

»Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der har skruet den her ordning sammen efter, hvordan man plejer at gøre det. Man må se på udligningen generelt. Noget vinder, og noget taber man på. Men det er klart, isoleret set falder det uheldigt ud for nogle kommuner,« siger Inger Støjberg.

I beskæftigelsesministerens første svar til Folketinget om de økonomiske konsekvenser af loven, stod der intet om finansieringen af kompensationen. Men i går bekræftede hun i et nyt svar, at Aalborg Kommune har regnet rigtigt, og at kommunerne står til at tabe endnu flere penge, end hun først oplyste.

Men man har ikke skjult noget, mener hun.

»Jeg svarede på det, jeg blev spurgt om,« siger Inger Støjberg.

- Men finansieringen af kompensationen hører vel med til de økonomiske konsekvenser?

»Det er korrekt, at der er andre faktorer, der spiller ind, så man skal trække noget fra nogle steder. Men vi har ikke skjult noget som helst,« siger Inger Støjberg.

V-borgmestre undrer sig

Loven træder i kraft 1. januar 2011, og dermed flytter den nye aktiveringslov flere hundrede millioner rundt mellem kommunerne med få ugers varsel.

I går kunne Information afdække, at især de nordsjællandske kommuner bliver belønnet med tocifrede millionbeløb, mens kommunerne i resten af landets regioner taber flere millioner kroner.

Den såkaldte kompensationsordning forværrer kun problemet, da kommunerne betaler til ordningen over bloktilskuddet, der bliver fordelt efter befolkningstal og ikke efter ledighedstal. Dermed flytter man penge fra de kommuner med mange ledige til de kommuner med færre ledige.

Venstreborgmester i Fredericia, Thomas Banke, vil ikke til at begræde, at kommunen står til at miste syv millioner kroner i næste års budget og endnu flere til næste år. Men han undrer sig.

»De gamle industribyer taber på det her. I disse tider med Udkantsdanmark overrasker det mig, at man slipper af sted med noget, der rammer lige ned i et af Udkantsdanmarks største problemer, nemlig arbejdsløsheden,« siger Thomas Banke og efterlyser større frihed til kommunerne.

I Kalundborg kan Venstre-borgmester Martin Damm godt stå inde for sigtet med loven, nemlig at få ændret aktiveringsindsatsen.

Men han bliver overrasket over at høre, at Kalundborg selv skal betale tre millioner kr. ud af de ni millioner kr. i kompensation, som kommunen får.

»Det er jo som at fodre hunden med dens egen hale,« siger Martin Damm og beklager, at kommunerne ikke har en chance for at lægge budget med så kort varsel. Det skal der rettes op på med en ny reform af hele udligningssystemet mellem kommunerne, mener han.

»Men overgangsperioden bliver vanskelig,« siger Martin Damm.

'Godt på vej'

Inger Støjberg lover, at man vil følge de økonomiske konsekvenser tæt og tage dem med i en reform af hele det kommunale tilskuds- og udligningssystem. Den reform er netop blevet udskudt til 2013, hvor kompensationsordningen løber ud.

Men to år er en helt fin overgang for kommunerne, mener Inger Støjberg. Samtidig understreger hun, at kommunernes økonomi afhænger af, hvor dygtige de er til at rette ind efter de nye aktiveringsregler.

»Jeg vedgår gerne, at kommunerne har en meget stor opgave foran sig, og det er ikke noget, man bare lige gør. Men de seneste år er der sket et skred mod mere virksomhedsrettet aktivering, så kommunerne skal bare følge den vej, de allerede er i gang med,« siger Inger Støjberg.

- Hvordan skal kommuner med mange ledige lave bedre aktivering af at få færre penge?

»Du kan ikke lægge de her tal til grund for, hvordan verden ser ud om et år. Det skal den helst ikke, fordi vi netop ønsker en anden aktivering,« siger Inger Støjberg.

Serie

Den nye aktiveringslov

Fra 1. januar bliver aktiveringsloven og sygedagpengeloven ændret, så kommunerne kun bliver belønnet for ledige, der er i virksomhedsrettet aktivering eller ordinær uddannelse. Samtidig får kommunerne fremover maksimalt 13.700 kr. per aktiveret ledig mod de nuværende 18.500 kr. om året

Seneste artikler

  • Ministerium hemmeligholdt rapporter om aktivering

    23. december 2010
    Beskæftigelsesministeriet har holdt fire kortlægninger af aktiveringsindsatsen hemmelige, mens Folketinget vedtog en ny aktiveringslov og skar en halv mia. kroner. 'Lusk,' mener rådmand
  • Jobkonsulenter dumper Støjbergs aktiveringslov

    20. december 2010
    414 ansatte i landets jobcentre mener, at de arbejdsløse kommer til at tabe på regeringens nye aktiveringslov. I stedet er der brug for en gennemgribende reform af hele området, mener tre ud af fire. Konservative åbner allerede for nye ændringer af den nye lov
  • Støjberg: Guldet ligger lige foran jer, kommuner

    16. december 2010
    Nogle kommuner vinder, andre taber lidt på den nye aktiveringslov, erkender beskæftigelsesministeren, men det er kommunernes eget ansvar hvis de ikke kan nå at tilpasse deres aktiveringsindsats til den nye lov, mener ministeren
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her