Læsetid: 3 min.

Mærsk bryder flest love på Nordsøen

Den danske koncern har rekord i brud på sikkerhedsreglerne i den britiske del af Nordsøen. Bare i år er et af selskabets anlæg blevet lukket ned to gange
Siden 2006 har Mærsk 92 gange brudt regler om arbejdsmiljø og sikkerhed i den britiske del af Nordsøen. Billedet her viser Danfeltet, der ligger ca. 200 km vest for Esbjerg i Nordsøen.

Siden 2006 har Mærsk 92 gange brudt regler om arbejdsmiljø og sikkerhed i den britiske del af Nordsøen. Billedet her viser Danfeltet, der ligger ca. 200 km vest for Esbjerg i Nordsøen.

Claus Fisker

27. december 2010

A.P. Møller-Mærsk er den koncern, der overtræder flest arbejdsmiljø- og sikkerhedslove i den britiske del af Nordsøen.

Ikke færre end 92 gange har Mærsk brudt regler om arbejdsmiljø og sikkerhed i den britiske del af Nordsøen siden 2006. Den næste på listen er Shell, der har overtrådt de britiske arbejdsmiljølove 46 gange. Det viser opgørelser fra det britiske arbejdstilsyn, HSE (Health and Safety Executive).

Mærsk har fået 35 påbud om at rette op på sikkerheden af det britiske arbejdstilsyn. Fem gange er selskabets anlæg blevet lukket af myndighederne, heraf to gange i år på anlægget Global Producer III.

Her har arbejdstilsynet flere gange vurderet, at Mærsk ikke gør nok for at undgå farlige brande og eksplosioner på anlægget, senest i september i år, hvor Mærsk fik to påbud om forbedringer.

»Vi ønsker ikke at kommentere de enkelte selskabers indsats,« siger Clare Trenholm, pressechef i arbejdstilsynet.

»Men der skal være risiko for alvorlige personskader, før en inspektør udsteder et øjeblikkeligt påbud om lukning af en installation,« forklarer pressechefen.

Maersk Oil betegner lukningerne af Global Producer III som proaktive. Ifølge selskabet skyldes de mange lovbrud, at selskabet i 2005 købte en række anlæg, der ikke levede op til selskabets standarder.

Vi kan forbedre os

Mærsk indrømmer, at der er problemer.

»Vi anerkender, at vi kan forbedre indsatsen, og vi har investeret betydelige resurser i at identificere årsagerne og sætte programmer i gang for at afhjælpe områder med problemer,« siger Martin Rune Pedersen.

Han oplyser at antallet af ulykker og udslip er faldende.

Ifølge professor Colin Macfarlane, der fungerer som konsulent for Maersk Oil, er et af selskabets problemer, at de overtog nogle anlæg i ualmindelig dårlig stand fra det britiske selskab Kerr-McGee i 2005.

»Men de har arbejdet hårdt for at forbedre kvaliteten, i det mindste på de flydende anlæg,« vurderer Colin Macfarlane.

Problemerne er dog endnu ikke løst ifølge Mærsk:

»De britiske platforme halter desværre stadig efter resten af selskabet. Det er påbuddene et vidnesbyrd om,« siger Martin Rune Pedersen, der er direktør i Maersk Oil Storbritannien.

Åbenhed og tillid

De nye anklager mod Mærsk om systematisk chikane mod medarbejdere, der har kritiseret problemer med sikkerheden (se forsideartiklen), kommer blot få uger efter, at Mærsk Olie og Gas i Danmark i en række artikler i Poltiken blev beskyldt for at lægge pres på ansatte i sager om olieforurening i Nordsøen.

Som reaktion på kritikken lovede Maersk Oils globale chef, Jakob Thomasen, forrige torsdag, at selskabet vil rydde op i en lukket virksomhedskultur og sikre whistleblowers frit lejde fremover.

Ifølge Jakob Thomasen skal »tingene kunne komme på bordet uden frygt for negative konsekvenser for budbringeren«.

Den faglige leder Jake Molloy fra fagforbundet Rail Maritime and Transport er skeptisk over for A.P. Møller-Mærsks løfter.

»Mærsk kan give os mange forsikringer, men det er svært at overbevise arbejdsstyrken om, at de kan stole på selskabet. Skaden er sket. Arbejderne er blevet angrebet igen og igen. Tilliden er væk,« siger Jake Molloy.

Ifølge Jake Molloy eksisterer problemet hos de fleste olieselskaber i Storbritannien, men han vurderer, at Mærsks ry er særligt hårdt ramt.

Ifølge Maersk Oil har selskabet bedt underleverandører om at fjerne 14 ansatte fra oliefelterne gennem de seneste år.

»Men de sager har haft at gøre med medarbejdernes performance. Jeg er ikke vidende om, at nogen af dem relaterer sig til sikkerhed,« siger Martin Rune Pedersen.

Indtjeningshensyn

I 2007 blev A.P. Møller-Mærsk beskyldt for at sortliste ansatte, der kritiserede sikkerheden på oliefeltet Janice i den britiske Nordsø. Kort efter blev anlægget lukket ned i flere måneder af de britiske sikkerhedsmyndigheder. Det kostede Mærsk-koncernen et trecifret millionbeløb.

Arbejdstilsynet rettede en hård kritik mod Mærsk og anklagede blandt andet selskabet for at vægte et »indbringende projekt frem for at skabe en god sikkerhedskultur«.

Selskabet afviste også dengang anklagerne om blacklisting.

I år har Mærsk to gange fået påbud af arbejdstilsynet om øjeblikkeligt at lukke et anlæg på grund af alvorlige problemer med sikkerheden. Ifølge RMT er det et symptom på selskabets holdning til de ansatte.

»Der er ikke god kultur, miljø og ledelse hos Mærsk. Hvis man ønskede at beskytte arbejderne, kunne det ske den dag i morgen, men det sker ikke,« mener Jake Molloy.

»Vores sikkerhed var ikke god, da vi overtog de britiske platforme i 2005, men vi har lavet et turnaround og opnået signifikant bedre statistikker for sikkerhed i år, hvor ulykkesfrekvensen er blevet halveret. Det er blandt andet sket gennem initiativet Safe To Go, der har involveret 900 medarbejdere,« fortæller Martin Rune Pedersen.

Maersk Oil har netop fået tildelt 10 nye licenser til olieefterforskning i den britiske del af Nordsøen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Richard Martinsen

Han har ingen respekt for loven , den gælder simpelthen ikke Mærsk . Han står over loven og kan behandle verden som det passer ham . Han skader de Royale ved sit venskab , hvornår siger Dronningen fra .

At Mærsk betaler mindre til den danske stat på trods af enormt høje oliepriser, skyldes den ekstremt dårlige aftale Bendt Bendtsen lavede med Mærsk. At Mærsk så samtidig var hovedsponsor for BB's parti, det er jo nok et tilfælde.

Mærsk er vel den eneste dansker, der selv forhandler sin skat med staten. Som grundloven forsikrer: Alle er lige for loven!!!...??

Mon ikke de brittiske myndigheder havde været noget varsomme med at dele yderligere licenser ud til Mærsk, hvis de var så meget værre end andre aktører i den branche ----- det virker lidt som et lidt krampagtigt forsøg på at holde liv i kampagnejournalistikken mod Mærsk her på Informeren...