
Pipfuglekurser, kreative øvelser med skumfiduser og spaghettibyggeri har været beskæftigelsesminister Inger Støjbergs (V) foretrukne eksempler på kommunernes aktiveringsindsats.
Men en af de rapporter, som ministeriet hidtil har hemmeligholdt, tegner et helt andet billede af indsatsen. Beskæftigelsesregion Nordjylland var i går de første til at offentliggøre deres kortlægning af jobfokus i aktiveringen, og her står, at jobcentrene i stigende grad anvender virksomhedsrettede tilbud, at kontant- og starthjælpsmodtagerne i stigende grad får tilbudt virksomhedspraktik, og at der er sket en markant stigning i brugen af løntilskudspladser.
Det er netop, hvad Inger Støjberg har efterlyst mere af, og det, som den nye aktiveringslov, vil have kommunerne til at lave mere af. Derfor tror beskæftigelsesrådmand i Aalborg, Mai-Britt Iversen (S), at ministeren ikke ville have rapporten frem, for så forsvandt hendes undskyldning for at skære en halv mia.
»Den rapport viser, at vi gør det godt, at der er tonsvis flere i virksomhedsaktivering, at det går flot derudaf for kommunerne. Hun er nok ikke interesseret i, at det bliver offentliggjort,« siger Mai-Britt Iversen.
»På den måde får hun italesat det hele, som om kommunerne er kæmpeidioter, og så kan hun få en kraftig besparelse igennem, som rammer rigtig mange ledige. Det er smart lavet,« siger Mai-Britt Iversen, der står til at tabe 5.000 kr. pr. ledig med den nye aktiveringslov.
Beskæftigelsesministeren bad selv i juli de fire beskæftigelsesregioner om at kortlægge aktiveringsindsatsen, efter der havde været massiv kritik i medierne af en række aktiveringskurser. Først skulle kortlægningen have været offentliggjort, men siden skiftede Beskæftigelsesministeriet mening.
Ifølge formand for beskæftigelsesråd Nordjylland, Erik Andersen, handlede det om, at rapporterne ikke skulle komme, mens Folketinget forhandlede den nye aktiveringslov.
»Jeg har ikke set de andre rapporter, men på baggrund af vores rapport, kan jeg ikke se, at der skulle være brug for de store ændringer i loven,« siger Erik Andersen, der repræsenterer fagbevægelsen i rådet.
»Selvfølgelig var der nogle aktiviteter, der var forkerte. Men så er man nødt til at få dem fjernet i stedet for bare pludselig at sige, at nu er det hele noget pullerværk. Det bryder jeg mig ikke om. Det er bedre at tage ved nælden i stedet for at tage alle blomsterne også,« siger han.
Information har talt med de fire beskæftigelsesregioner, der alle har fået rykket deres planer for, hvornår deres kortlægning skulle offentliggøres. I forgårs meddelte beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland, at offentliggørelsen først ville komme i det nye år, men efter Informations henvendelse pressede Arbejdsmarkedsstyrelsen, der hører under Beskæftigelsesministeriet, i går på for, at det skulle ske inden jul.
Forsinket proces
Inger Støjberg ønsker ikke selv at svare på kritikken, da der er tale om »proces«, og henviser i stedet til Arbejdsmarkedsstyrelsen, der har siddet med rapporterne. Her afviser kontorchef Stig Nørgaard, at man har forsøgt at skjule noget.
»Det har taget lidt længere tid end planlagt at få lavet rapporterne færdige. Men der ligger bestemt ikke andet i det end, at nogle gange tager sådanne nogle processer lidt længere tid, end man havde regnet med,« siger han.
- Ville det ikke have været nyttigt at have haft den viden, da man lavede den nye lov om aktivering?
»Den reform, der er lavet af refusionssystemet, er lavet oven på en meget omfattende kortlægning af refusionssystemet og også af jobcentrene. Der har vi lavet en særskilt kortlægning af refusionssystemet, som vi byggede på, da den reform blev lavet.«
- Nu er det netop aktiveringen, der har været udskældt, så ville det vel være rart at vide, hvordan aktiveringen har været?
»I den omfattende analyse, der er lavet af refusionssystemet, der har man specifikt sporet ind på, hvordan aktiveringen kobler til refusionssystemet, og om der er nogle udfordringer der. Der har vi fået den viden, der var nødvendig for at sige, om der var behov for at lave noget om,« siger Stig Nørgaard.
Professor i arbejdsmarkedsøkonomi fra Aarhus Universitet Michael Svarer mener ikke, at der i rapporten fra Nordjylland er nogen ny information for dem, som har truffet beslutningerne. Men den spiller ikke godt ind i den måde, man har solgt den nye lov på, mener han.
»Det er meget unuanceret at sige, at det er det rene pipfugleaktivering. Retorisk set har man lidt underspillet, hvor meget virksomhedsrettet aktivering man har brugt i forvejen,« siger Svarer.
»Man brugte det lidt som en slags sparerunde.«
Men rapporten giver ikke et overraskende nyt billede af aktiveringsindsatsen, og derfor er det stadig en god ide at få mere virksomhedsrettet aktivering, som den nye lov lægger op til, mener han.
»Det er selvfølgelig altid godt at nuancere diskussionen, men jeg synes ikke, der er noget i rapporten, der peger i den stik modsatte retning af det, man vidste i forvejen,« siger Michael Svarer.
»Så siger man i Nordjylland, at de allerede bruger virksomhedsrettet aktivering. Fint nok, så skal de bare fortsætte den vej,« siger han.
Det er ligesom med isvinteren. Der skulle spares i FMN, saa Fru Ministeren besluttede, at der ikke blev isvinter i denne vinter.
Nu vil naturen vil det maaske anderledes.
Mon der er Socialdemokratiske vælgere i forvaltningen i Ålborg? Jagten på de arbejsdløse fortsætter...
Med venlig hilsen
De ved bedre i Venstre og vkO, så hvorfor vente på rapporterne, de er jo ikke i overenstemmelse med den politik de vil føre.
Flere penge til dem der har og dårlihere vilkår til dem intet har