Ministeriet, der troede det kunne redde verden

Det stod klart for ham, at det hele var slut, da han valgte at drikke en øl i et afsidesliggende delegationsrum i stedet for at være vidne til verdenshistorien i det rum, hvor Barack Obama og andre af klodens statsledere var forsamlet i forsøget på at redde den kulsejlede skude.

Natten til fredag den 18. december 2010 i Bella Center husker den danske topforhandler, Christian Ibsen, som den absolut værste i sit professionelle liv.

»Jeg tager hatten af for dem, der kunne holde gejsten oppe - det gør jeg virkelig - men jeg kunne simpelthen ikke bære det. For mig var alt i opløsning. Her havde jeg i fire år ikke lavet andet end at tænke i forhandlingsstrategier, og så endte det sådan,« fortæller Christian Ibsen.

En del står i dag uklart i hans erindring, om det sidste kaotiske døgn, men han husker knivskarpt en episode den sidste morgen.

»Jeg sad på en stol og stirrede ud i luften, da blandt andre Fredrik Reinfeldt (Sveriges statsminister, red.) og Angela Merkel (Tysklands forbundskansler, red.) kom ind. Det ville jeg normalt finde enormt interessant. Lige der var jeg ligeglad. Jeg havde ikke flere kræfter. Det var alligevel slut«.

Nyt ministerium

Katastrofen ved COP15 i København har sat sine dybe spor på dem, der var der, og på det globale samfund, der bagefter skulle finde en ny måde at tage fat på vor tids måske største udfordring. I disse uger samles verdens ledere så igen til klimatopmøde. Denne gang til COP16 i Cancun, og denne gang uden særlig høje forventninger til udsigten til en ambitiøs global aftale.

Anderledes så det ud i 2007. Der kom et nyt ministerium til verden. Et ministerium, der havde som primær opgave at ruste et lille land til en meget stor udfordring. Et ministerium, der på mange måder ændrede måden at drive politik på i Danmark. Et ministerium, der blev omgærdet af mange myter.

Men som en tidligere medarbejder fortæller Information, blev klima- og energiministeriet hurtigt befolket af en helt ny type embedsmænd: Dem, der ville det hele og troede på, at de kunne gøre det. At have så store egoer skabte en del stridigheder, men de var også nødvendige, for at man overhovedet turde binde an med den slags opgaver.

»At have ambitionen om at redde verden og at besidde modet til at sige, at man selv er den helt rette til jobbet, kræver en helt særlig psyke. Gad vide, hvor mange vi egentlig har af dem?«

Den nye dagsorden

Den 23. november 2007 overtog det nye ministerium ansvaret for klimaet, der hidtil havde ligget hos Miljøministeriet. Idéen var at opprioritere det uundgåelige fokus-område, men også at ruste Danmark til det vigtige COP-formandskab, som det lykkedes - ikke mindst takket være den senere så skandaleombruste Thomas Becker - at få til Danmark.

Ifølge Per Mejlstrup, klimaredaktør på Mandag Morgen og forfatter til bestselleren om COP15 Kampen om Klimaet, stod det hurtig klart, at et nyt kraftcenter havde set dagens lys.

»Ministeriets unge år var præget af meget højt til loftet, og det blev helt klart det mest attraktive ministerium for unge ambitiøse mennesker,« fortæller han.

Det var ikke blot, fordi klima var rykket så højt op på den globale dagsorden, men også fordi ministeriet havde nogle meget markante personer som trækplaster.

»Folk som Connie Hedegaard og Thomas Becker sendte et signal om, at her var et sted, der var sat i verden for at ændre den og ikke, som andre ministerier for at forvalte den. Jovist var det stadig 'fint' at være i Udenrigsministeriet eller Statsministeriet, men ingen af de steder er jo kendt for at ville revolutionere noget. I Klimaministeriet turde man faktisk tale om revolution,« siger Per Mejlstrup.

Markant spiller

Connie Hedegaard og hendes folk fik hurtigt en markant international profil, men det lykkedes også at etablere sig som en spiller i hjemlige politiske rækker.

Per Mejlstrup så imponeret til, efterhånden som ministeren og hendes folk fik kapret dagsordenen:

»Der er ingen tvivl om, at de fik en usædvanlig magtposition i relation til de andre ministerier og politikområder.«

Også Connie Hedegaards politiske modstandere husker hendes evne til at buldre igennem som ekstrem effektiv.

»Hun sendte jo klart det signal, at hun kendte sit værd for regeringen, og at hun jo bare kunne gå, hvis de ikke lyttede,« siger Dan Jørgensen, EU-parlamentariker for Socialdemokraterne. »Hun var der, fordi hun troede på sagen, ikke for at gøre politisk karriere for enhver pris«.

Ud af boksen

Christian Ibsen, der fulgte Connie Hedegaard fra Miljøministeriet, hvor han havde arbejdet ni år, erindrer den første tid i det nye ministerium som drevet af en dyb tro på, at hvis der skulle gøres noget for at løse en så stor og global udfordring, så krævede det nytænkning. Særligt den såkaldte grønlandsdialog husker han som banebrydende.

»Det var første gang, at et lille og, i denne sammenhæng ufarligt land, fik samlet verdens miljøministre til en fri, uforpligtende og åben dialog. Det var helt fantastisk at se dem sidde der i cowboybukser og poloshirts og snakke frit, helt uden nysgerrige journalister og forsigtige embedsmænd. Det satte nye rammer for, hvordan man kan lave international dialog,« fortæller Christan Ibsen.

Røde knopper

I det hele taget var Klimaministeriet under Connie Hedegaard præget af en ny og langt mindre formel måde at be-drive politik, fortæller Per Meilstrup. Connie Hedegaard brød f.eks. alle regler ved at opfordre de menige medarbejdere til at sende hende en mail, hvis de fik en god politisk ide.

»Det var et markant opgør med den almindelige procedure, hvor man først skulle skrive til sin nærmeste chef, der så tog den til deperdamentchefen, der - hvis man var heldig - lagde den på ministerens bord,« fortæller Per Meilstrup, der også husker, hvordan det rygtedes, at Connie Hedegaard syntes, at det var fjollet, at der altid skulle sidde en hær af kontor- og depardementchefer med til alle møderne.

»Hun ville bare have den, der vidste mest om sagen, det kunne jo ofte være en sagsbehandler. Det afstedkom vist en hel del røde knopper i embedsværket,« siger Per Mejlstrup.

Men det var ikke kun ministeren, der greb arbejdet anderledes an. En tidligere medarbejder beskriver de folk, hun samlede sig omkring sig - ikke mindst de ansatte i Thomas Beckers kontor Globalt Klima (GK) - som 'alternative'.

»Hvor embedsværket i Energiministeriet var vant til at få en opgave og løse den så godt, som man kunne indenfor de afsatte rammer, hed det i GK, at man selv satte ambitiøse mål og nåede dem for enhver pris,« fortæller kilden.

En del beskriver Thomas Becker som en mand med en overmenneskelig evne til at samle folk. Men han var samtidig en 'divider'. Der var dem, der var inviteret med til festen, og så var der dem, der ikke var. Og man var ikke i tvivl om, hvilken gruppe man tilhørte.

Og så var det et møde mellem idealister og pragmatikere, de globale rotter og nationalt orienterede. Folkene fra Energiministeriet var vant til, at de var sat i verden til at sikre, at der kom lys i lampen, når man trykkede på en kontakt - og helst til en billig penge. Det kunne godt virke provokerende at skulle arbejde sammen med folk, der mente, at det var klodens fremtid, der var på spil. Og tog sig den nødvendige plads. Per Mejlstrup fortæller, at embedsmændene fra Energiministeriet nok til tider så lidt skeptisk på, hvad de opfattede som klimafantaster, der kørte derudaf på en stærkt politiseret dagsorden: »De mødte en gruppe, der var idealistiske, forandringsorienterede og skubbet frem af et politisk ønske om vilde og kreative ideer.«

Connies opmærksomhed

Og så var det hos de globale forhandlere, at ministerens opmærksomhed lå.

Som en kilde beskriver det: »Connie Hedegaard var lidt af en hvirvelvind over de ministerier, hun fløj med i sin internationale dagsorden. Først bragede hun ind over Miljøministeriet, og så rullede hun videre indover den nye prærie, der hed Klima- og Energiministeriet.«

Christian Ibsen medgiver, at det var svært at få kulturerne til at mødes.

»Jeg synes egentlig, at vi alle prøvede, men jeg tror nogle gange, at folk havde lidt svært ved at placere os, fordi vi jo hele tiden var væk. Det var måske svært at gennemskue, hvad det var, vi gik og foretog os tre uger i Bangkok eller på Bali.«

Han mener dog ikke, at det havde været muligt at nå så langt som man gjorde uden den særlige kultur, der blev etableret fra starten: »Vi havde i gruppen et helt unikt fællesskab, som jeg er sikker på, at jeg aldrig kommer til at opleve igen. Det fællesskab er jeg stolt af at have været en del af.«

Men festen fik en ende. Man kan stadig høre de følelsesmæssige tømmermænd i Christian Ibsens stemme, når han fortæller om sidste dag i Bella Center: »Det var så frygteligt at gå ad de der lange kolde gange, hvor alle var væk, og tænke at nu har jeg brugt fire år af mit liv på at skabe noget, der så faldt så hårdt sammen.«

Han ringede til sin kone og bad hende hente sig ved Bella Center.

»Det var så mærkeligt at køre ud ad Helsingørmotorvejen forbi det smukke vinterlandskab. Jeg vil ikke sige, at jeg var direkte deprimeret, men jeg havde svært ved at sove i en uge efter.«

Christen Ibsen sagde op den dag, han blev udnævnt til kontorchef for Globalt Klima. Han smækkede absolut ikke med døren. Han husker tilbage på samarbejdet med Connie Hedegaard som noget helt unikt, men også på samarbejdet med den nye minister, Lykke Friis, med stor glæde. Ibsen havde ikke mistet interessen for klimaet. Han var bare helt, helt sikker på, at hans arbejde var gjort: »Og så glædede jeg mig til at kunne være sammen med mine børn igen.«

Hjerneflugt

De samme mismod ramte ministeriet. Og Christian Ibsen var bestemt ikke den eneste, der valgte at kigge mod nye græsgange. Anders Frandsen, særlig rådgiver for Connie Hedegaard, fungerer i dag i et lignende job for videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K), presseansvarlig Ida Ebbensgaard er i dag vært på DR-Udland, Christian Ruby, der blandt andet fungerede som taleskriver, fulgte Connie Hedegaard til Bruxelles. Andre, heribandt den markante forhandler og kontorchef i GK, Eva Jensen, rykkede et andet sted hen i ministeriet. Alt i alt blev Globalt Klima halveret i mandskab, mens ministeriet overordnet set beholdt samme antal ansatte. Men ministeriet understreger, at visse opgaver, der tidligere lå i GK, nu blev løst andre steder i huset. Ifølge Per Meilstrup var der en markant udsivning fra ministeriet.

»COP15 blev så stor en maveplasker, at de centralt placerede embedsfolk faktisk var traumatiserede. De kunne næsten ikke tro på det, og for mange blev det for meget. Derfor blev der også en usædvanlig stor grad af dræning i erfaringsmassen omkring ministerkontoret i månederne efter,« fortæller Per Mejlstrup.

Nye udfordringer

Men livet måtte gå videre i Klima- og Energiministeriet, der trods gentagne opfordringer fra Dansk Folkeparti, og en del spekulation i pressen, ikke blev nedlagt efter COP15. Men det var op ad bakke, og ministeriet skulle finde en ny rolle med en ny og uprøvet minister i en meget forandret verden, hvor klimadagsordenen som følge af den københavnske skuffelse og den globale økonomiske krise var røget meget ned. Men har ministeriet så fundet en ny identitet med en ny minister?

Dan Jørgensen mangler stadig at se det. »Jeg synes desværre, at vi i dag har en meget svag minister, der ikke kan trumfe sig igennem i regeringen,« siger Dan Jørgensen, der også påpeger, at Danmark nu, hvor vi er frataget den officielle rolle som COP-formand, kunne spille en mere fri og aktiv rolle i det internationale klimadiplomati. Per Mejlstrup kalder det at sammenligne pærer med æbler:

»Ministeriet og Lykke Friis har helt andre arbejdsvilkår i dag. Det er klart, at det er den nationale dagsorden, der står højest, og det er oplagt, at klimadagsordenen har mere vanskeligt ved at sætte sig igennem i forhold til andre.«

Imens der i Cancun diskuteres, hvordan verden igen kan komme på sporet i retning af en global klimaaftale, mærkes konsekvenserne. I Himalaya. I Kalahari. Og i Fredensborg Kommune, hvor Christian Ibsen i dag er ansat som klimachef. Han griner lidt, når han reflekterer over sin egen lille karrierevej i relation til verdens store trav.

»Jeg er nu havnet i den kommune i Danmark med måske de største udfordringer vedrørende klimatilpasning. Fra de bonede gulve til gummistøvler i en å, der flyder over sine bredder,« griner Christian Ibsen: »Jeg troede, at jeg kunne være med til at løse det store problem. Nu står jeg sgu til dagligt med de virkelige konsekvenser.«

Klimaminister Lykke Friis ønskede ikke at deltage.