Læsetid: 5 min.

Partiet, der tiltede

Rollen som lillebror til Venstre og Dansk Folkeprati har klemt det konservative ud af Konservative, og Lene-effekten er blevet til Lene-defekten. Konservative er i identitetskrise og må senest efter næste valg finde sig en ny formand, siger en række kilder. 'Bare der dog var en rigtig fløjkrig. Så var der i det mindste nogen, der kæmpede videre,' siger en af dem
Lene Espersen, der her på Konservatives landsråd den 2. oktober i år forsøger at holde balancen, blev udråbt som kvinden, der kunne skaffe Konservative 15 pct. af stemmerne. Nu bakker kun godt fem procent af vælgerne op om hende og partiet.

Lene Espersen, der her på Konservatives landsråd den 2. oktober i år forsøger at holde balancen, blev udråbt som kvinden, der kunne skaffe Konservative 15 pct. af stemmerne. Nu bakker kun godt fem procent af vælgerne op om hende og partiet.

Henning Bagger

22. december 2010

Der var blafrende grønne flag, Tina Turner på anlægget og konservative smil over hele salen. Til tonerne af »Simply the Best« tronede Lene Espersen frem på talerstolen til det Konservative Folkepartis landsråd i efteråret 2008.

Lene Espersen var nybruddet. Det var hende, der skulle rejse det stolte, gamle parti fra middelmådigheden. Deværende medlem af Konservatives hovedbestyrelse Peter Norsk var til stede i salen med et skilt i hånden. Det var prydet med ordene, der siden har runget ironisk, når talen er faldet på Lene Espersen - »Simply the Best«.

»Det havde jeg sgu nok ikke gjort i dag,« siger det tidligere medlem af hovedbestyrelsen.

Men dengang var selv Peter Norsk begejstret for valget af ny partiformand. Et valg, som en enig bestyrelse havde truffet i ugerne forinden.

»Der havde i hovedbestyrelsen været modstand mod valget af Lene Espersen som partiformand. Jeg var selv den, der kæmpede mest markant imod. Men jeg blev af den øvrige ledelse overbevist om, at vi kunne konstruere en ledelse, som kunne fungere,« siger Peter Norsk.

Organisationen i Konservative var smuldret i tiden op til formandsskiftet. Daværende formand Bendt Bendtsen havde mistet overblikket. Almindelig praksis som at generalsekretæren kommunikerede med folketingsgruppen og rådgiverne faldt fuldstændig fra hinanden. Desuden var Bendt Bendtsen ikke den mest markante skikkelse i pressen, »så vi snakkede om, at en konstruktion, hvor Lene Espersen var partileder, og Lars Barfoed og Connie Hedegaard kunne smede den politiske kurs, skulle være den løsning, der kunne sikre os fremgang,« siger Peter Norsk.

Alle i denkonservative inderkreds snakkede dengang om Lene-effekten. Partiet skulle - om ikke tilbage til Schlütersk størrelse - i hvert fald op mod 15 procent af stemmerne.

Og det begyndte da også godt. Efter en måned var tilslutningen således på 13,5 procent. Men problemerne begyndte at hobe sig op, for Konservative, og i stedet for at tale om Lene-effekten, begyndte medierne at tale om Espersen-defekten.

Identitetskrisen

Forud for formanddskiftet lå nemlig syv år, hvor regeringsarbejdet havde gnavet i den konservative sokkel.

Ifølge den tidligere partiformand Torben Rechendorff er det rollen som lillebror til Venstre og Dansk Folkeparti, der har klemt det konservative ud af Konservativt Folkeparti.

»Det var et stort og dominerende Venstre, der vandt valget i 2001. Dertil kan man lægge et effektivt Dansk Folkeparti, som har trynet Konservative gennem ni år,« siger han.

Hverken Venstres eller Konservatives mærkesager har kunnet gennemføres uden tilslutning fra Dansk Folkeparti, og det ser Torben Rechendorff som en væsentlig årsag til, at Konservative har måttet gå på kompromis med sine værdier.

Den tankerække kan Søren Krarup, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, godt følge. Han ser sit parti som tidens 'rigtige' konservative:

»For eksempel på spørgsmålet om EU, en overnational hegemon, der fratager nationalstaten magt. Dér agerer Konservative modsat af, hvad de konservative værdier er,« mener han. »Og i retspolitikken markerer Dansk Folkeparti sig særdeles flot,« tilføjer han.

Søren Krarup mener, at det er lykkedes Dansk Folkeparti at profilere sig på de områder, hvor Konservative tidligere kunne levere klare holdninger:

»Spørgsmålet om indvandringen er det klareste eksempel,« mener Krarup.

»De Konservative har været med til at stramme for indvandringen, men de har udelukkende lyttet til Dansk Folkeparti. Og det har været tydeligt udadtil,« siger han.

Den højreorienterede blogger og redaktør på det nationalkonservative tidsskrift Nomos, Morten Uhrskov, mener ligesom Krarup, at Konservative har givet køb på sine værdier.

»Konservative er i en alvorlig identitetskrise. Hvis du siger skattelettelser, tænker folk på Liberal Alliance,« mener Morten Uhrskov.

»Og hvis man snakker om den konservative værdipolitik, statens rolle, hårdere straffe og så videre, så har DF stjålet den dagsorden.«

Nedturen

Konservative nåede aldrig de 15 procents tilslutning i meningsmålingerne, som var ambitionen inden formandsskiftet. Derfor havde partiet op mod sit landsrråd i 2009 brug for et
boostfor at vække optimismen.

»Og helt panisk valgte man en meget populistisk tilgang til den udfordring,« mener Niels Krause-Kjær, tidligere spindoktor for det Konservative Folkeparti.

Løsningen var et burkaforbud, som Henriette Kjær og Lene Espersen udtænkte. Derefter gik de til integrationsordfører Naser Khader, som en kilde tæt på den daværende konservative ledelse betegner som »én, der på det tidspunkt ville gøre alt for politisk succes«. Naser Khader fremlagde udspillet, uden at hovedbestyrelsen eller den øvrige folketingsgruppe var informeret.

»Det blev den første farce under Lene Espersens formandskab, og det gav sving i mediemøllen. Det var dér, det for alvor tiltede,« siger Niels Krause-Kjær.

En måned efter at forslaget var blevet fremsat, blev det trukket tilbage efter heftig kritik fra Venstre og især fra Justitsministeriets egne embedsmænd, der kaldte et burkaforbud »grundlovsstridigt«.

Mallorca-ministeren

»Vi prioriterer, at når skolen er lukket, og Folketinget er lukket, så skal der være mulighed for, at vi travle ministre kan holde ferie, det tror jeg alle børnefamilier er enige med mig i.«

Ordene kom fra Lene Espersen i et interview på TV 2 i marts 2010. Dagen før, kom det frem, at hun havde meldt afbud til det arktiske topmøde, hvor blandt andre USA's udenrigsminister Hillary Clinton var til stede.

Ifølge historikeren Ditlev Tamm, der har skrevet flere bøger om det Konservative Folkeparti, slog Lene Espersens topmødeafbud særligt skår i den konservative glasvase, fordi det afspejlede, at nutidens konservative ikke forstår, hvad det vil sige, at være konservativ.

»Hvis man som konservativ påtager sig en rolle, må man spille den rolle. Konservatismen er en stolt ideologi. Så at Lene Espersen stiller sig op og siger, at alle andre børnefamilier vil kunne forstå, at hun melder afbud, viser, at hun ikke har forstået den konservative ånd,« siger han.

Genopbygningen

Samtlige af de kilder omkring Konservative, som Information har talt med, mener, at man senest efter valget skal have en ny partiformand. Derefter ligger der en klar udfordring i at få partiet tilbage til sine rødder.

»Det er også derfor Lars Barfoed melder ud som han gør,« siger Torben Rechendorff med hentydning til Lars Barfoeds udtalelse om, at Konservative skal overveje at stå uden for en regering ved næste valg.

Samtlige kilder peger ligeledes på, at man skal være bedre til at tage ejerskab, når man får forslag igennem folketingssalen.»Der er endda nogle, der siger: 'Bare der dog var en rigtig fløjkrig. Så var der i det mindste nogen, der kæmpede videre',« siger Niels Krause-Kjær.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et enkelt ord er nok: Inkompetence.
Læg dertil manglende vilje til at kæmpe for den politik, man ikke har og desperate udtalelser om alt og intet.

Chris David Bonde Henriksen

Som - tidligere - konservativ var jeg fra begyndelsen skeptisk over for Lene Espersen. Hun fremstod som nærmest forlovet med Dansk Folkeparti, hvor hendes forgænger havde været mere skeptisk.

Og så førte man ikke konservativ politik. Først i seneste periode fik man overtalt Dansk Folkeparti til at lempe skatten på arbejde.

Det sjove er at hendes afbud til det arktiske møde med bl.a. Hillary Clinton gav stødet til at veritabel byge af angreb på hende, selvom man i udlandet har en positiv opfattelse af hende som udenrigsminister:

(Politiken): http://politiken.dk/politik/ECE1149275/udlandet-roser-lene-espersen/

Jamen hvis DF har overtaget de konservatives politik, så kan de - de konservative, da bare vælge DF næste gang. Ikke ?

Skidt da med fru Espersen, hr Barfod og de andre ... ja også Brian, naturligvis.

Betyder de noget ? Næ.

Bjarne Bisgaard Jensen

Når talentløsheden fuldstændig har overtaget partiet skal det jo gå galt. Vil nogen savne disse "prominente" eksempler på konservativ kraft og tyngde - næh nej
Hvor er talentmassen??

Som beskrevet i artiklen :
De havde ti kroner og nogen stjal 4, andre stjal 4, har de 2 kroner tilbage.
Det er spærregrænsen.
Der er ikke mandskab til at hugge værdierne tilbage.

Set fra oppositionens briller er det vanskeligt at forstå, at Lene Espersen skulle være en hemsko for De Konservative, men pressen har vået overskrifter.
Måske er tiden inde til, som angivet i artiklen, at De Konservative kan overveje deres stilling til Venstre og Dansk Folkeparti. Ganske vist er De Konservative antikommunister, men en del af partiet var engang alligevel af en helt anden grundholdning end de to partnere, og kun en fraktion fandt nazismen og antiparlamentarismen tillokkende, i modsætning til de to andre partier, der mere end sympatiserede med besættelsesmagten, og for en stor del meldte sig ind i LS, DF og DNSAP. Den kolde Krig har forplumret forholdet, mens De Konservative levede fedt Fogh Rasmussen ville åbenbart ændre historiens gang ved at fortælle, hvorledes vi alle sammen stod last og brast under besættelsen, og DF ville næmest købe sig til en plads i Ryvangen og har i mellemtiden haft held til omklamre Dansk Samling og Kaj Munk., ligesom et par af dets medlemmer fra folketingets talerstol i popularitetens navn og uden iretttesættelser har kunnet sammenligner koranen med hagekorset og samtidig tale imod parlamentarismen. Er det konservativ politik? Per Stig Møller har ikke gjort sagen bedre ved at hvidvaske Kaj Munk og lade De Konservative optage aktier i Vedersø, og slet ikke i et forsøg på at følge Fogh Rasmussen, at gå på kompromis med FN-resolusionerne. Er De Konservative imod menneskerettighederne ligesom vi hører fra Dansk Folkeparti?

Tak for at minde os om FN-fornægteren Møller ..., tredie hanen galede, var Møller ikke meget for FN mere. Et spark i "nummeren" havde fået ham på andre tanker.

Alternativet til Lene E i K er direkt skræmmende for demokratiet og retssikkerheden.

I det mindste er Lene E ikke til fare for danske borgere.

Det ender nok med en dansk George W. Bush i form af den nuværende "justist"-minister,

Justitsministeren udsagn om at kue befolkningen med ulovlige arrestationer, fordi det forebygger optøjer og indsatsledernes ordre om at servere Pressen godt med rødglødende knippelsuppe, ringer i ørene, som jeg sidder og oversætter Thomas Paine's Rights of Man om den franske revolution og den knægtelse, som herremandsvældet ønskede at bevare af sin retsløse befolkning i 1780'erne før stormen på Bastillen. Blandt de uhyggelige beskrivelser er undertrykkernes hoveder båret rundt på pæle i Paris. Skræmmende.

Rigtig meget skiller den tilbageværende venstrefløj fra De Konservative med alle de gamle "dyder", såsom "pengene ligger bedst i borgernes lommer", "lov og orden" og militarismen, mens Enhedslisten heroverfor indgår i Det europæiske Venstreparti, der arbejder for sociale reformer i EU. Fastholder De Konservative alliancen med Venstre og Dansk Folkeparti er modsætningen uoverkommelig og i lyset heraf kan SF nu indtage stillingen som et borgerligt parti sammen med S.

Jeg har ingen sympati for Lene Espersen (eller de konservative), men omvendt kan hun jo ikke gøre for, at hun åbenbart var den mindst ringe, da man valgte netop hende som ny formand. De konservatives krise er ikke kun Lene E's skyld - det er alt for bekvemt kun at gå efter hende.

OM DER SPISIELT ER NOGET GAT MED NETOP DETTE PARTI?

DET STØRSTE PROBLEM MED DANSK POLITIK ER AT DE IKKE SAMMARBEJDTER BREDT,OG HAR MERE TRAVLT MED AT PROFILERER DERES EGNE PARTIERS MÆRKESAGER, OG DET SKADER VORES ALLES SAMFUND,OGSÅ ALLE DE ANDRE PARTIERS VIRKE/INDFLYDELSE PÅ HELHEDENS DANMARK!
TRIST/DEPRIMERENDE AT DANSKERE/POLITISK IKKE KAN HOLDE SAMME, I ET INTERNATIONALT SAMFUNDS KAPLØB,JAGT PÅ IDEALET!
KONSCEKVENSEN KUNNE MEGET VÆL VÆRE FALITTER AF DIMENTIONER, NUL VÆLFÆRD,PÅTALE PÅ PÅTALE FRA EU.

Spørgsmålet er om resultatet bliver så meget anderledes hvis man fjernet Lene fra ligningen. Halehænget til DF er nok et større problem.

Niels Østergård

Steen,

Det må være fordi de adspurgte ikke har set Fru Espersens sko.
Men spøg til side; det ville være et katastrofalt tab hvis ikke Brian Arthur og Naser Khader bliver genvalgt.

Nej det er ikke Lene E. skyld, herregud hun blev kun valgt til sin position indenfor de Konservative, fordi man håbede på at et sødt smil og store sekundære seksual attributter kunne lokke flere vælgere til end den anonyme mr 10%, alternativet var Connie H. men det ville jo ha medført et øjeblikkelig brud med DF, så hun måtte deporteres til EU.
Der findes intet medlem af Konservative's folketingsgruppe som anernoget om differencen mellem liberalisme og konservatisme, adspurgt vil de sikkert svare skattelettelser ;o)

MAGT ELLER MAJORITET.
Fremtrædende politikere præges af unge piger (i mine øjne), men sagen handler ikke om de søde piger, men om politik.
Måske kan de unge kvinder i politik være medvirkende til, at det politiske billede brydes op. Man kan, som Martin nævner, forestille sig en gammeldags forskel på liberalisme og konservatisme, men det rækker med den internationale situation kun til at tilte på må og få.
Billedet af højre-venstre er allerede brudt op, hvilket fremgår af den samlede højrefløjs maniske dødsdom over en rød venstrefløj. Som et "frihedssymbol" gør man en Ole Sohn til rød, men at han aldrig har været det, ses i dag, hvor han blot skifter skjorte.
Højrefløjen har danset for længe med de mørkeste kræfter i samfundet og vil ikke indse, at den yderste venstrefløj slet ikke er yderst, men allieret med en stor del af befolkningerne i andre lande, en folkelighed, der vokser med de sociale fordringer, over for en forstokket kapitalistisk borgerlighed, der med krig og krise forsøger at fastholde deres privilegier. Hvor længe holder De Konservative?