Læsetid: 4 min.

Pres mod arbejdere kan føre til nye olieulykker i Nordsøen

Frygt for repressalier og sortlistning af kritiske arbejdere betyder, at farlige gasudslip ikke bliver anmeldt på britiske oliefelter. Branchen må ændre kurs, hvis større ulykker skal forhindres, mener ekspert
Da nordsø-olieplatformen Piper Alpha i 1988 brød i brand i 1988, kostede det 167 livet. Arbejdere havde noteret sig, at der var gaslæk som det, der senere førte til eksplosionen, men var bange for at rapportere om de små ulykker af frygt for at blive blacklistet af selskaberne. - noget lignende gør sig gældende i dag, og det skaber frygt for en lignende ulykke.

Da nordsø-olieplatformen Piper Alpha i 1988 brød i brand i 1988, kostede det 167 livet. Arbejdere havde noteret sig, at der var gaslæk som det, der senere førte til eksplosionen, men var bange for at rapportere om de små ulykker af frygt for at blive blacklistet af selskaberne. - noget lignende gør sig gældende i dag, og det skaber frygt for en lignende ulykke.

BENT TILSTED

28. december 2010

Der er en reel risiko for en større ulykke på Nordsøen med alvorlige følger for mennesker og miljø. Pres fra olieselskaberne og frygt for repressalier blandt oliearbejdere betyder, at alvorlige sikkerhedsproblemer ikke bliver anmeldt til myndighederne.

Det vurderer den skotske professor emeritus, Colin Macfarlane, fra Strathclyde University i Glasgow. Han har arbejdet med olieudvinding 1980'erne og fungerer i dag som konsulent for blandt andre Maersk Oil i Storbritannien.

»Mange ansatte og en del chefer er under pres for at gøre ting, de ikke burde gøre, for at beholde deres job,« siger Colin Macfarlane.

Presset betyder blandt andet, at kritisable hændelser ikke bliver anmeldt.

»Det sker ofte, at mindre gasudslip ikke bliver rapporteret. Og selv små udslip er ekstremt farlige, især når der er tale om flydende gas,« siger den skotske professor.

Ansatte er bange

Information møder Colin Macfarlane foran et mindesmærke i Hazlehead Park i Aberdeen for katastrofen på olieplatformen Piper Alpha i 1988. På bronzeskulpturens sokkel står navnene på de 167 oliearbejdere, der mistede livet. Katastrofen blev startet af et mindre gasudslip.

En rapport konkluderede efterfølgende, at arbejdere havde været opmærksomme på alvorlige sikkerhedsproblemer, men ikke turde rejse dem af frygt for at miste deres job. Ulykken sendte chokbølger gennem branchen, og der er blevet arbejdet massivt med sikkerhed fra myndigheders og selskabers side.

Alligevel er der stadig problemer: Det britiske arbejdstilsyn har i år slået alarm på grund af et stigende antal ulykker og gasudslip. Olieselskaberne på Nordsøen har i alt brudt reglerne for sikkerhed og arbejdsmiljø omkring 500 gange siden 2006.

Fagforbundet RMT vurderer ligeledes, at mange sikkerhedsproblemer ikke bliver meldt til myndighederne.

»Vores medlemmer fortæller om gasudslip og alvorlige fejl i sikkerheden, som ikke bliver anmeldt. Alene de seneste måneder har der været flere tilfælde. Mange ansatte er bange for repressalier fra selskabernes side,« siger Jake Molloy, formand for oliearbejderne i RMT.

Blacklistet

Han nævner sortlistning af kritiske arbejdere som en vigtig årsag til problemet. Langt de fleste oliearbejdere er ikke ansat direkte af olieselskaber, men arbejder gennem andre firmaer, der leverer mandskab til oliefelterne. De er ikke sikre på at få den næste to-ugers turnus på Nordsøen, men risikerer at få besked om, at de ikke længere er ønsket på platformen med dags varsel.

Begrebet kaldes 'Not Required Back' (Ikke ønsket tilbage,
red.) og forkortes i industrien NRB. Myndighederne og olieindustrien har erkendt problemet og besluttede i 2009 en række retningslinjer, der skal hindre uretfærdige fyringer på oliefelterne. Det har dog ikke løst problemet, ifølge RMT. Fagforbundet kritiserer blandt andre selskaber som BP, Transocean og BHP for at have skilt sig af med kritiske oliearbejdere de seneste måneder.

Ifølge det britiske arbejdstilsyn har frygten for uretfærdige fyringer været en væsentlig forhindring for de ansattes arbejde med sikkerhed de senere år.

»Det er som regel nemt at spore, hvem der er ophavsmand til oplysninger om en brist i sikkerheden. Branchen er derfor præget af, at man ikke udfordrer sine overordnede. Nordsøen ville være et mere sikkert sted, hvis det ikke var tilfældet,« vurderer Jake Molloy.

»Blacklisthar været et stort problem på oliefelterne i mange år og er blevet brugt meget systematisk. Nu om dage lader det til, at det bruges mest på individuel basis mod enkelte ansatte,« vurderer Colin Macfarlane.

Frygt i Louisiana

Efter oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf i april i år kom det frem, at oliearbejderne på Deepwater Horizon i længere tid havde været bekymrede for sikkerheden, men havde frygtet repressalier, hvis de rapporterede om problemerne.

Det viste en undersøgelse, foretaget af riggens ejer, selskabet Transocean.

»Hvis du stillede en masse spørgsmål derude, mistede du dit job,« sagde advokat Kurt Arnold til CNN efter ulykken. Han repræsenterer flere af de tilskadekomne ansatte.

De kritisable metoder var ikke et isoleret tilfælde. I efteråret viste en undersøgelse, foretaget af det britiske arbejdstilsyn, at Transocean på Nordsøen »mobber, chikanerer og intimiderer« sine ansatte.

»Det er tankevækkende, at disse metoder har overlevet fra 1980'erne og op til i dag, med Deepwater Horizon som det seneste eksempel. Da jeg undersøgte en katastrofe i 1991, fortalte arbejderne nøjagtigt det samme,« siger Colin Macfarlane.

Olieindustriens organisation, Oil & Gas UK, vurderer derimod, at branchens 26.000 ansatte i dag føler sig trygge ved at tage sikkerhedsspørgsmål op over for ledelsen.

Fokus på udbytte

Den britiske olieindustri erkender, at der har været problemer med et stigende antal ulykker og udslip, men vurderer alligevel, at risikoen for alvorlige ulykker er markant reduceret gennem de seneste mange år.

Colin Macfarlane vurderer derimod, at sikkerheden i den britiske Nordsø er dårligere i dag end i begyndelsen af 90'erne, på grund af manglende vedligeholdelse af platforme og anlæg op til år 2000, i årene da olieprisen var lav.

Risikoen for en ny stor ulykke er i dag mindre end i tiden op til Piper Alpha-katastrofen, men ikke meget, ifølge Macfarlane. Han forklarer, at udstrakt brug af underleverandører er med til at øge presset på de ansatte.

»Hver gang en opgave går et niveau ned, er der et pres på omkostningerne. Det betyder, at fejl, der koster penge at reparere, nogle gange ikke bliver identificeret af underleverandørerne,« siger den britiske professor.

Colin Macfarlane opfordrer til, at olieselskaberne handler nu:

»Ledelsesstilen i branchen er nødt til at blive ændret, hvis man skal undgå nye katastrofer på oliefelterne. Fokus er i øjeblikket på aktionærernes udbytte, ikke på sikkerhed. Det sørgelige er, at det ikke er olieselskaberne, der betaler prisen. Det gør de ansatte.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det vil olieindustrien da bare fløjte på!

Vi så det hos BP, og sådan er der hos alle de andre selv vores gavmilde dronningeven. Deres $$$ går forud for andres liv og alles miljø. En kold beregning vil fortælle dem, hvad der bedst kan betale sig økonomisk set - mere dyr sikkerhed eller at løbe riskoen for et usandsynligt uheld.